Desværre er den ubetalelig. Eller usælgelig, alt efter hvordan man ser på den. Men den er VANVITTIGT lækker.
Selve navnet Peerless var egentlig en utaknemmelig gave til et nyt bilmærke: Det betyder bogstaveligt talt “uden lige” – altså usammenlignelig, uovergåelig, udsøgt og så videre. Ikke bare perfektion, men bedre. Stora ambitioner. Især fordi Peerless GT var en britisk sportsvogn, der debuterede i 1957 og vi i bagklogskabens klare lys ved en hel masse om hvordan statistikken for den slags virksomheder så ud. Sandt nok gik firmaet konkurs i 1960.
Når alt det er sagt: Peerless GT er en bil, som jeg meget af mit voksenbilliv har kendt til, og jeg har altid ment, at den faktisk slet ikke er dum som bil betragtet. Måske nok bare en parentes i bilhistorien i den store sammenhæng, men faktisk en kompetent sportsvogn, kønne linier, velkørende og hurtig og sågar med en enkelt optræden på Le Mans i 1958 – hvor den endda gennemførte.
Der blev bygget godt 300 Peerless GT i dens tre år korte levetid og dens meritter er selvfølgelig ikke nok til at placere den i den store almene bilbevidsthed. Når jeg har kendt til den længe så er det blandt andet fordi den teknisk bruger en masse fra Triumph TR3, og jeg som nogle vil vide voksede op – altså som bilentusiast – med udgangspunkt i Triumphs biler. Derfor stødte jeg tidligt på Peerless – og kunne straks lide den.
Nu er det jo altid utaknemmeligt at basere en ny bil på en anden og eksisterende bils drivlinie, men Peerless var langt fra bare en TR3 med at andet karosseri. Hvor Triumph’en var en åben topersoners sportsvogn med en gammeldags chassisramme var Peerless GT en lukket firepersoners sportscoupé med et meget mere avanceret rørrammechassis og en mere sofistikeret De Dion-bagaksel. Prototypen havde aluminiumskarosseri, men halvtredsernes vidundermateriale var glasfiber og det blev de senere produktionsbiler bygget af. Det lukkede karosseri var langt mere aerodynamisk og Peerlees GT derfor hurtigere i topfart end sit ophav – selv om den havde samme to-liters motor med 100 hestekræfter.
Og jeg har altid godt kunnet lide dens form. Jeg synes egentlig ikke man kan sige den er moderne (altså for 1957), smuk eller egentlig på nogen som helst måde enestående – men den er pæn på en britisk måde. Ingen Aston Martin DB4, bevares – men der er alligevel noget over den. Og een ting har jeg altid syntes gav den noget helt specielt: Dens “stance”, som de unge vil sige i den. Formen på karosseriet er ikke bare lav og flydende i sig selv, men hele karosseriet ligger så at sige lavt på rammen, og formerne smyger sig over hjulene. Det ser godt ud – dynamisk og efficient.
At sådanne sportslige former rummer fire personer synes jeg faktisk er lidt af en bedrift – og at det hele kan fyres godt op af en tolitersmotor er heller ikke at kimse ad. Og så kan den faktisk bruges til motorsport også: Jamen, hvad vil man mere?
Joeh, måske lige at de ikke kostede ret mange penge! Hvilket, for bare lige at gøre historien perfekt, også var tilfældet – engang. Jeg har fra tid til andet stødt på Peerless GT’ere i fornuftig stand til 10.000 pund. Meeen det var selvfølgelig nogle år siden. Jeg ved det, jeg ved det – jeg skulle havde købt en. Tjah, sådan er det nogle gange: Det passede ikke lige i det ene eller det andet og det fik jeg ikke lige gjort. Men lad mig bare understrege, at jeg stadig har en Peerless GT i min drømmegarage.
Selvom vi vel godt kan slå det helt åbenlyse fast: Peerless GT levede aldrig op til sit aldeles storslåede navn og lever en skyggetilværelse langt under Jaguar, Aston, Triumph og MG og andre mærker med Le Mans- og andre gode historier.
Men nogle entusiaster findes der åbenbart. Og een af dem virker som om han egenhændigt ville rette op på historien og få i det mindste sin egen Peerless GT til at være uden lige. Da han er tysker ville jeg allerede uden at vide mere end dét give operationen bedre chancer for at lykkes og nogen i et britisk baghaveskur, og han er gået ind i sagen med tysk grundighed. Efter min bedste overbevisning er missionen lykkedes, og det er den færdige bil herunder:
Den er fra 1959 og en af de angiveligt kun cirka 47 venstrestyrede Peerless GT og kom i 2016 til Tyskland som et vrag. Derfra blev den så adskilt til mindste skrue, både chassis og karossseri behørigt standret, teknikken ikke bare renoveret men opgraderet så den nu med en 2,2-liters Triumph-motor med 156 hestekræfter, 218 km/t på toppen, lakeret i British Stonebeige Metallic, forsynet med olivengrønt læder og for at gøre en lang historie kort – i ordets rette forstand genopstået som Fugl Føniks i 2020 og med flere concourssejre siden. Jeg blev nærmest forelsket med det samme.
Og hør engang: Den er til salg og annoncen kan I finde her. Ejeren skriver at der er brugt 180.000 Euro på restaureringen og det vil jeg egentlig ikke udelukke kan være tilfældet. Jeg er vild med den. Men det er ejeren nok også, når det kommer til sagen: For selvom han angiver sin alder som årsag til at sælge, så kan han ikke være forfærdeligt gammel, når hans pris for den færdige bil lyder på 224.000 Euro. Det håndslag kommer han nok til at vente længe på.
Derfor bliver denne skønne Peerless GT heller ikke Ugens Fund, da vi i denne klassiske ViaRETRO-kategori lægger stor vægt på værdi for pengene. Omend man selvfølgelig kan være jubelpositivist og sige, at det er denne jo – i forhold til selv at skulle bruge fire år og 180.000 Euro på et restaurere en bil. I er velkomne til at kommentere om I ser det således – og hvad I egentlig synes om både bilen og projektet.
Men allermest ville jeg egentlig bruge dagens historie til at minde alle I kloge og dygtige og velsocialiserede læsere derude gerne må indsende jeres bedste klassikerfund fra Ugen-der-er-ved-at-gå til ugensfund@viaretro.dk, så vi i Weekend Matiné Nr. 532 kan formidle jeres vise tips videre til læsere, der er på vej ind i hobbyen eller på anden måde har brug for råd til at købe en god klassiker til den fin pris. Lad høre fra jer!
En fantastisk flot GT bil! Har set et par stykker i den virkelige verden!
Blev , så vidt jeg husker, også produceret under navnet Warwick!
Der blev vidst nok også produceret et par stykker med den fine lille alu-v8 fra Buick! Denne motor kender vi jo særdeles godt i den senere Rover version!
Hilsen og go weekend!
Henning Hjorth
Fuldstændigt korrekt altsammen, @henning-hjorth – og jeg har også set et par stykker, hvilket ikke giver mig mindre lyst: Det er faktisk en helstøbt bil, sådan en Peerless. Mit problem er bare, at jeg husker den hvide jeg så på Spa (tror jeg det var) til godt 10.000 Euro og derfor har lidt svært ved at goutere 224.000 Euro.
Også selvom farven er MEGET bedre end hvid!
Hvis jeg nogensinde vandt i lotto, kunne det være sjovt af få en samling af “næsten en Triumph TR biler” indeholdende en Peerless GT, en Triumph Italia, Swallow Doretti og Triumph SLR.
Den her grønne er utroligt godt og vellavet ud.
En Warwick med Buick V8 kunne sikkert også være rigtig sjov.
Desværre lider de nok under at være i glasfiber, som mange måske stadigvæk ser skævt til, pga alle de tarvelige THansen ting og plastik Cobra’er der er.
Men der var jo i virkeligheden et nyt vidunder materiale på den tid, der åbnede nye muligheder for en masse små virksomheder, nogen mere vellykkede end andre.
Jeg blev selv først glad for fiber da jeg fik min Griffith
@ce Jeg tænkte slet ikke over det var en henvisning til 50’er årgangen. Jeg tog bare selv en kommentator pause i går.
Absolut en fed bil, og endnu federe med de kølehuller bagerst i forskærmen.
Lidt sænkning osv.
Men som du er inde på er prisen nok i almindelighed afgørende for salgbarheden. Og her bliver den nok for dyr et bekenskab for ikke millionærer.
Men helt sikkert en fed ‘eller kan laves til’ en fed øse, som tyskeren!
@Niels V – Triumph SLR! Den er jeg s’gu aldrig stødt på før. Jeg guglede efter den – og da jeg så et billede af den tænkte jeg at det da var en Morgan SLR. Guglede lidt videre og fandt ud af sammenhængen:>). Alle tre Morgan SLR var til stede ved Spa 6 Hours tilbage i 2007 eller 2008.
Jeg forstår hvad du mener, @niels-v, selvom jeg aldrig ville gå den vej – og ende med fire ret ens biler. Eller fem, for du skulle vel også have en original Triumph i den samling?
Alle de nævnte har selvfølgelig også tidligt været på min radar af selvsamme årsag – de var Triumphbaserede. Men selv har jeg altid syntes, at netop Peerless var den kloge i den sammenhæng: Swallow Doretti var først, men faldt jo netop i fælden med at lave en bil, der var alt for tæt på udgangspunktet – men meget dyrere. Nu lavede Triumph aldrig en coupé af TR, men alligevel mener jeg det samme kan siges om Italia. SLR er lidt en anden historie – og ja, sådan een vil jeg også gerne have! Hvis jeg ikke husker meget galt mødte jeg såmænd @jewer til det omtalte Spa Six Hours?!!?
I og med at Peerless var tidligt ude, brugte glasfiberen til deres fordel og lavede en firepersoners sportsvogn ud af TR’eren så synes jeg faktisk de var bedst rustet til at få succes: Deres produkt var ikke dumt. Altså for 1957.
@Claus jeg har jo allerede TR2’en
Det er faktisk ikke helt rigtig at der ikke var en TR coupe.
TR2 coupe Francorchamps, desværre blev der kun lavet 22 stk. men den var med velsignelse fra Triumph
@ce – vi mødte/snakkede med hinanden første gang til en julefrokost hos Jørgen i december 2007. Jeg var til Spa 6 hours både i 2007 og 2008 og kan simpelthen ikke huske om det var var det ene eller det andet år de tre eksisterende Morgan SLR var tilstede – eller om de sågar var der begge år.
@ce – …..ved nærmere eftertanke må det have været 2007? Vi snakkede for nogle år siden om, at det da egentlig var mærkeligt at vi ikke lige havde snakket til Spa 6 Hours 2007…..indtil vi fandt ud af at vi da ikke kendte hinanden på det tidspunkt:>)
Peerless’s (or should that be Peerlesses?) show up occasionally at classic events here in the UK, but not often – four of them (of c.50 that survive) turned up at the Chiltern Hills Rally that went to back in May 2019 – here’s two of them. I like them, and the German restoration is stunning, but as you say, the seller will wait a very long time for his EUR224,000…
Some of the other cars mentioned in the discussion are also very cool – the Triumph Italia is exceptionally pretty, and the Morgan SLR is for me a car the company should have made – I wrote a piece about it in the international edition of ViaRETRO – https://viaretro.com/2021/02/should-morgan-have-produced-the-slr-as-a-road-car/
Ja, Francorchamps er jo også pligtpensum for Triumph-folk, @niels-v, så den kendte jeg godt – tror endda jeg så een (eller en replika?!) på en messe for nogle år siden. Meeen – selvom den måske var velsignet af Triumph og selvfølgelig baseret på en Triumph så var det jo en meget lokal ting bygget af importøren og jeg mener ikke de kunne købes på andre markeder end i Belgien? I dag er de selvfølgelig spredt ud over verden, fordi de er så sjældne – men dengang.
Jeg kan egentligt godt lide dens design, men det er jo mest fordi jeg kan lide en TR2
– og det er den jo. Sjældent har man set nogen slippe SÅ nemt om ved et bildesign, og jeg synes samtlige de andre nævnte er lykkedes bedre med at tilføje noget til ophavet.
TWO Peerless besides each other is a rare sight, @tony-wawryk. Both show that very modern low stance that I quite like on them – the battleship grey one is particularly pleasing I think.
@jewer, det er ved nærmere eftertanke længe siden at jeg HAR set en SLR – Dog ikke femten år! Mener der var en på Goodwood Revival for et par år siden. Det er stadig væk den flotteste bil Morgan har lavet (eller ikke har lavet…alt efter hvordan man tolker den…)