Munkebjerg Hillclimb med højt turbotryk på

Den stejle og snoede vej fra vandet ved Vejle Fjord og op mod Munkebjerg Hotel var igen scene for Danmarks nok bedste hillclimb.

Jeg er nødt til at tage forbeholdet “måske”, fordi hillclimbsæsonen 2026 består af hele otte løb, hvoraf Munkebjerg er det sjette. Da jeg har ikke set alle de andre er jeg nødt til som ansvarlig skribent at tage forbeholdet –  meeeen, de andre får nu svært ved at slå det i går!

Dels er der bare ikke ret mange ægte stejle sserpentinerveje i Danmark, og dels er Munkebjerg , der har været kørt siden 1997, nu så fast i kalenderen at både kørere, arrangører og tilskuere kender, nyder og dyrker de skønne omgivelser, de gode forhold med et hotel på toppen og slet og ret rutinen i at afvikle et løb nærmest perfekt efter bogen. Jamen, vi var foran tidsplanen!

Det bedste efter min mening var dog, at deltagerlisten var bredere end den har været de sidste år – og længere. Ganske vist var der kun en enkelt førkrigsbil, men til gengæld var det en undsluppet strandracer fra Rømø, hvilket gav mig som kommentator anledning til at lave en masse reklame for dét arrangement, der finder sted lørdag den 22. august.

Men derudover var der sådan set alt hvad man kan ønske sig: Fra rigtigt klassiske veteranbiler som MGB, SAAB 96 og Ford Escort i stort set samtlige afskygninger til den slags biler jeg kunne finde på at kalde youngtimers – indtil jeg kommer i tanke om, at både en Honda CRX 1,5 og en Toyota Celica Supra begge er over fyrre år gamle. Tiden flyver altså! Og ja, begge er kandidater i min drømmegarage. Ligesom jeg nu ønsker mig en Austin Metro, en Puma GT og endnu mere end før en Fiat X1/9.

Der var mindst fem debutanter i løbet, og nogle af dem kørte i fuldstændigt udskyldigt udseende gadebiler – lad mig gerne fremhæve en Alfa Romeo Alfetta, der i sin oprette Berlinaudgave nok er een af de klassiske Alfaer, der har mindst motorsportsambitioner overhovedet. Men hér kørte den altså frejdigt op og ned af bakken, og jeg nød at se den, høre den og fortælle om den. Ligesom om de andre Alfaer. Og SAABer. Og Volvoer. Som der også var mange af: Fra Amnazon over 142 til 242  turbo, som vanevinderen Heino Mejer trykkede så hårdt af, at han kørte endnu en sikker samlet sejr hjem. Foran Erik Petersens Mazda RX7, der var een af de biler, der lød allerbedst på bakken. Når den altså gik rent, hvilket ikke var hver gang. Det gjorde Jørgen Hummeluhrs BMW 325i (af E36-varianten, for god ordens skyld…), og selvom det så uendeligt meget mere udramatisk ud end de to førnævnte, så kørte han overraskende hurtigt og nåede en samlet tredieplads.

Når det er sagt (i denne korte og hurtige rapport), så handler Munkebjerg Hillclimb om meget andet end ren fart og rå resultater, og nyskabelsen Classic Car Park bag hotellet var en kærkommen tilføjelse til et allerede lækkert arrangement. Selv var jeg virkelig glad for spændvidden iblandt deltagerne og bilerne og håber jeg fik noget af min begejstring ud igennem højttalerne.

Ellers kan det være I kan forstå hvorfor jeg var så usædvanligt glad ved at se det lille galleri herunder: