Det er 80 år siden at Grossglockner Hochalpenstrasse åbnede for biltrafik på romernes gamle transportvej over Alperne. Allerede dagen efter åbningen blev der kørt det første racerløb.
Uanset om man kører op af Grossglockervejen som turist eller racerkører er vejen vanvittigt spektakulær – også sidst i september, da jeg var der. Den udmunder ved betalingsanlægget i den frugtsomme dal ved Ferleiten, der ligger i 1100 meters højde og allerede har udsigt mod de første tinder. Og derfra går det så opad i lange, bløde grønne kurver, der afløses af skrappere kurver med sne i kanten og endelig hårnålesving og op til 12% stigninger og et terræn over trægrænsen og udsigt til sne og mere sne. Man krydser ryggen via en tunnel inden det går nedad på den anden side, og den samlede vejlængde er 48 kilometer, der indeholder 200 kurver.
Udsigten fra de højere luftlag er i klart vejr ærefrygtindgydende, for hele femten 3000’ere dominerer horisonten og det største, Grossglockner selv med hele 3798 meter, har stået fadder til vejen under navngivningen. Yderligere tyve bjerge over 2500 meter ligger i området, der nu er nationalparken Hohe Tauern, og det er svært som fladlandsdansker ikke at blive grebet af omgivelsernes storhed.
I vindstille kan man så nyde en dyb ro og filosofere over verdens og bilismens tilblivelse, mens man står med fødderne i kold septembersne på et plateau i cirka 2000 meters højde og venter. Vejen har i år 80-årsjubilæum, og utallige chauffører har krydset passet i deres køretøjer siden åbningen i 1935.
Vinderen af det første løb i 1935, Mario Tadini i Alfa Romeo P3. Dengang var vejen ikke asfalteret.
Det har en del racerbiler også, for i årene 1935, 1938 og 1939 blev der kørt rigtige bjergløb på vejen, og det gik ikke stille for sig. Løbet var åbent for både sportsvogne og fuldblods racerbiler, og begge blev sendt ud på en strækning på 14 kilometer: Starten gik typisk fra betalingsanlægget i Ferleiten og målet var ved Fuscher Törl i godt 2400 meters højde, 14 hårnålesving senere. Der var intet depotområde som sådan, men byen Fusch et par kilometer før Ferleiten åbnede alle døre og blev omdannet til ét stort depotområde. Krigens udbrud satte en stopper for løbene, og de blev først genoptaget i 2012.
Klassisk trick for at få mere vejgreb: Ved startområdet er der tid til at studere den slags detaljer.
Det er derfor vi står her i sneen og venter: Dette er syvende udgave af Grossglockner Grand Prix, og det virkede som en rejse tilbage i tiden allerede da vi ankom. Byen Fusch stod på den anden ende, for helt som i gamle dage var det her de fleste teams holdt til, det var her den tekniske kontrol fandt sted, der var fest, musik og glade dage. Stemningen var uovertruffen og det var de deltagende biler også.
Enkelte nyere biler var inviteret med til festen. Det gjorde mig ikke noget, når det var af den kaliber her.
Hovedparten af de 110 deltagende biler er af en årgang, som kunne have deltaget i de oprindelige løb, og der er virkelig rullet nogle pragtvogne ud af garagerne: Bugatti, Lagonda og Bentley er eksempelvis repræsenteret med en håndfuld biler – hver! Hertil kommer delikatesser fra Atalanta, Invicta, Delahaye, Alvis – og Riley, Studebaker og Alfa Romeo. Ikke én, men to Alfa Romeo 8C Monza, og har man aldrig hørt sådan én (eller to!), så er de alene rejsen værd. Jeg har aldrig set så stort og flot et felt af førkrigsbiler af den kaliber samlet til racerløb før, og allerede dér som de stod samlet foran Hotel Post steg forventningens glæde.
Foran Hotel Post og forventningens glæde var stor.
Den skulle blive indfriet, da bilerne efter den tekniske kontrol (og biskoppens velsignelse sandelig også) kørte deres første gennemkørsel på strækningen. Løbet er i dag et regularitetsløb, så det handlede for så vidt ikke om at køre så hurtigt som muligt, men om at sætte en tid, der så skulle rammes helt nøjagtigt i de to øvrige gennemkørsler også. Det forstås, når man ser de enorme højder ned fra vejsiden, der mange steder stadig blot er markeret med stenpiller med meters afstand imellem. Natten før løbet faldt der så meget sne, at der både skulle ryddes og sprænges laviner, men nu er det tøvejr, og det giver meget våde og glatte veje.
Inden starten blev alle bilerne velsignet af biskoppen!
Mange kører nu stærkt alligevel, og det illusterede den første bil perfekt: Den rene bjergluft bliver flænget af en arrig snerren. Lyden kommer og går mange gange, for den udmunder flere hundrede meter længere nede af bjerget, og forsvinder i momenter bag klipper og træer blot for at bølge op igen fra de hårnålesving, som man kan ane langt under og langt væk fra udsigtspunktet. Man kan høre at hjulene spinner under acceleration ud af de snævre hårnålesving. Det meste af turen op er våd i denne første gennemkørsel, så forholdene er alt andet end nemme.
Alligevel tordner raceren nærmere og nærmere, og når den virkelig får pedal gjalder lyden tilbage fra klipperne og antager en nærmest symfonisk effekt. Det her er motormusik af højeste karat og så ser man endelig bilen, den stammer fra – dog uden helt at kunne kende hvad der er tale om. Rød næse, grøn bagende og piloten omgivet af hvid lak – jo, det er italiensk, selvfølgelig, og sandelig intet mindre end en Maserati 8CM, en vaskeægte Grand Prix-racer, model 1933. Den skal senere vise sig at være en af de hurtigste førkrigsbiler, og i hvert fald er dens ottecylindrede rækkemotor en af de mest vellydende – ligesom føreren er en af de modigste.
Maseratien på Grossglockner: Hele turen værd. Og der var meget mere!
Maseratien er en pragtfuld start på et fantastisk udvalg af højkaratsracere, og selvom de ikke alle kører lige stærkt, så kræver stigningerne i sig selv så meget brug af gaspedalen, at illusionen om racerløb er god nok. Det giver en komplet anden oplevelse af de prægtige maskiner, end hvis man ser de samme på en udstilling eller til et træf: Disse biler arbejder for føden, nøjagtigt som de er bygget til, og når de kommer brølende tæt forbi kan man ikke andet end have stor respekt for ejerne og kørerne, der byder dem dette.
Det stod ikke skrevet i kortene at Grossglockner Hochalpenstrasse skulle blive nogen succes, og den var født ud af en dyb krise: Efter store tab efter Første Verdenskrig og verdenskrisen efter 1929 trængte den østrigske økonomi til en gevaldig saltvandsindsprøjtning, så regeringen vedtog at bygge en vej over passet. Det var i en tid, hvor bilismen var i sin vorden, så mens projektet gav arbejde til 3.000 mennesker, så blev det alligevel betvivlet, fordi der ikke rigtigt var noget behov. Regeringen håbede på den kommende turisme og årligt at kunne trække 120.000 mennesker til Hohe Tauern-området, så noget af investeringen kunne betales af de krydsende biler.Efter et rekordhurtigt byggeri over fem år stod vejen åben den 3. august 1935, og tre år senere tiltrak pasvejen 100.000 biler – med 375.000 gæster i. Selvom Anden Verdenskrig så brød ud nåede vejen at bevise sit værd, og efter krigen steg trafikken i halvtredserne og tresserne. Indtil gennembrydningen med Felbertauern i 1967 var Grossglocknervejen den eneste vej over bjergene på en strækning over 158 kilometer fra Brenner til Katschberg. Derefter blev Grossglockner aflastet og den og Hohe Tauern mere en turistattraktion i sig selv, og sådan lever området godt i dag. Det er værd at besøge alene for pasvejen, men der er meget mere at komme efter, og i klassisk bil er det en drømmetur.
Grossglockner betyder noget helt særligt for mig. Den bil jeg har haft længst har et Grossglockner alpepass klistermærke på sideruden i dens hardtop. Jeg hader ellers klistermærker i biler, men det har fået lov til at sidde fordi jeg synes det er fedt at den i sin samtid har været over passet. Det giver mange fantasier om hvem det var og hvordan turen var for dem. Da jeg så skulle købe en Mercedes 220 SEb Coupe for nogle år siden var der ikke rigtig mulighed for at prøve bilen (vinter). Men da jeg så ser den for første gang har den simpelthen et Grossglockner klistermærke i forruden. Jeg tog den med det samme. Utroligt at dens forrude har siddet i gennem tiden og at den bil også har været en tur over alpepasset i sin samtid. Det var vist meningen at jeg skulle have den bil. I øvrigt kan ski ferie i området varmt anbefales.
Ham med den ruste Porsche var osse med, overhalende en førkrigsbil med frysende mandskab.
Porschen var meget omdiskuteret – ikke min smag, må jeg indrømme. Så hellere den belgiske Apal på samme teknik.
Maseratien var dog min favorit. Lyden alene!
Det er lige før man får tårer i øjnene af at se så mange førkrigsbiler samlet på et sted for at køre mod hinanden. Hvor er det dog fedt!
Det ser sørme’ spændende ud, – må undersøge om sommerturen kan gå den vej omkring.
Grossglockner har jeg kørt omkring seks gange, men aldrig har jeg set andre gamle biler på bjerget. Det ville jeg frygtelig gerne, for vi har tit talt om de gamle løb, når vi fik os en tår kaffe på toppen. Dagens historie og billeder har skærpet lysten til at se historisk motorspot udfolde sig på alpepassene.
Tricket med dobbelte bagdæk har jeg aldrig set før – nu ingen morsomheder om Ford Transit osv. tak- var det en almindelig form for tuning dengang?
Tak for Grossglocknerhistorien, Thomas – det er helt klart en skæbneting for dig og dine biler.
Jewer, sådan havde jeg det også: Har aldrig oplevet noget lignende. Og samtidigt var det som et stort garden party. Vi boede på hotel med dem i Alvis’en herunder. Inden ejeren kørte hjem (til England, selvfølgelig) i bilen kørte han lige sin ven til Schweiz – en mindre omvej, ikke noget at snakke om.
Angående de dobbelte bagdæk, Søren Navntoft: Jeg har kun set det brugt i hillclimb, særligt i England. Men Mercedes testede dem faktisk også på Grossglockner i 1939 – det er på billedet herunder. De valgte dog at køre med konventionel bestykning i selve løbet, og vandt alligevel.
God aften
Bjertagende
Dejlig artikel med meget lækre billeder – tak. Det vil jeg meget gerne opleve.
Det ser koldt ud på det sidste billede Claus.
Sidst i oktober stod jeg et varmere sted … Søren N. du har skrevet om det her:
https://viaretro.dk/2015/05/bossanova-tour-de-corse-hanelefanterne-paa-n6202/
Søren…
Billedet er taget ca. 500 meter over Col de Cayolle – tæt på de 3000 – det tar´ lidt tid at gå…Daluis ligger langt ude i baggrunden – ca. 2200 længere nede…
God aften
Hvor er din cigar, Peter?
Claus
Hun tog billedet…
Auto Union brugte også tricket med dobbelte baghjul på deres racere tilbage i 30’erne.
Det ligner at have været en god tur.
Ved I, om der er nogle steder på det brede internet hvor det er muligt at danne sig et overblik over den her slags begivenheder?
Mvh Velo
Jeg havde oplevelsen af Grossglockner for en 12-13 år siden. Desværre var det tåget, men det gode egentlig ikke noget for køreoplevelsen. Fruen syntes det var OK, hun har det ikke så godt med højder ;-).
I øvrigt den eneste gang olietemperaturmåleren på min Alfa 155 2,0 16v TS viste i nærheden af 100 grader.
Problemet med dækkene dengang var blandt andet at man ikke kunne sidevæggene stivere, så der var en fysisk grænse for hvor brede dækkene kunne gøres. Man prøvede iøvrigt, jævnfør Skandinavisk Motorjournal, ideen i slut tresserne start 70erne. Udfra et sikkerhedsmæssigt perspektiv ved punkteringer. Man fadt dog at ulemperne var større end fordelene.