“Det store Bileventyr” – og hvordan det nogle gange er lige om hjørnet.

Faste læsere vil vide, at jeg er en rigtig, fuldblods, gennemautentisk og vaskeægte romantiker. Jeg kunne have skrevet “bilromantiker”, men fakta er, at det rækker videre end det. Ergo bindingsværkhus på landet, muskeldrevet kaffekværn, linoliemaling, genbrug-bedre-end-nyt og så videre. Den er god nok: Jeg tror på fortiden.

Selv mit profilbillede på Facebook er gammelt!

Ikke overraskende tror jeg derfor også på eventyret, og priser mig lykkelig for allerede at have oplevet et par kapitler af det. I bilregi er et af de store vel nok, at man finder en drømmeklassiker i udlandet, køber den dér og så kører den på egne hjul den kortere eler længere tur hjem til Danmark. Igennem årene har flere ViaRETRO-læsere bidraget med artikler om deres variant over det tema, og jeg har også selv kørt biler hjem fra både England, Sverige og Tyskland, og det er da bestemt noget nær et eventyr – når det lykkes og de får hinanden i enden, som man siger. Og sågar også nogle gange, når det ikke gør – slå op under “Birkemose Elan” i Det Store Danske Leksikon.

At køre en nyindkøbt klassiker hjem fra dens oprindelsesland er et eventyr.

Det er kun få uger siden jeg selv drømte om et af slagsen, og jeg mener jeg nævnte det i artiklen om de mange fine Alfa Romeo Alfetta på messen i Bologna for et par uger siden: Tænk at købe sådan en velholdt klassisk italiener nede på dens hjemegn, og så køre den hjem via Alperne og det hele – sikke et eventyr! Måske lige fylde noget Valdobbiadene eller mere eksotisk Frescobaldi i det store bagagerum – og så stadig have plads til en del lufttørrede skinker og hele Parmesanoste. Jo, det er stort, det rum. Og som 1750’er kan den sagtens trække det.

Javist en skøn drøm, og egentlig ikke urealistisk. Bilerne dernede så fine og sunde ud og med priserne på 10.000 Euro for de flotte virkede det egentligt også økonomisk rentabelt. Jeg fik ikke købt en bil, men efter artiklen sendte en læser mig et link til endnu en fin Alfetta til 13.000 Euro, så det behøver måske ikke være på en messe heller – og så kan man planlægge det bedre.

Men se så lige hvad en anden læser sendte et link til – den herunder:

Disse danske nummerplader sidder på en Alfa Romeo Alfetta fra 1976, og annoncen siger at sælger er anden ejer og at der er fuld historie fra den oprindelige ejer på bilen, der skulle have kørt 132.000. Adskilt og malet i 2010 og sidst synet i 2024. Og prisen? 68.000 kroner.

Jeg er med på, at det ikke er ligeså eksotisk at hente en Alfetta i Odense (især ikke for mig, der også bor på Fyn…), men det er til gengæld rigtigt svært at finde en to-ejers bil med fuld dansk historie fra ny i Italien. Man kan sagtens brokke sig over, at en 1976’er ikke er det HELT tidlige og uspolerede design eller at interiøret er uspektakulært i sine farver – men prisen kan man næppe klage på.

Og hvis man absolut VIL have et stort køreeventyr ud af sit nye gammelbilskøb, så kan man jo bare tage den til messen i Bologna næste år! Jamen, egentlig burde denne bil jo være Ugens Fund!: Hvem kommer først?

God weekend

Claus Ebberfeld

Hvad giver en bil X-faktor?

Tekst Michael Sehested Lund

For nylig var chefredaktøren inde på det i artiklen FIATS X-FAKTOR: HVORFOR? og kom med forskellige forklaringer på, hvorfor det kan være, at FIAT er det bilmærke, han har haft flest af. For mig forholder det sig stik omvendt, for FIAT er det bilmærke, jeg har haft færrest af. Faktisk tror jeg, at jeg vil opgøre det til lidt mindre end en halv, for FIAT’en var bil nr. 2 i husstanden. Dertil kommer de bilmærker, som chefredaktøren og jeg begge har haft nul af, men det er en anden historie. I det følgende vil jeg derfor kun forholde mig til bilmærker, hvor tallet er større end nul.

Der kan selvfølgelig være mange grunde til, at det forholder sig stik omvendt for os, men jeg tror, at en meget væsentlig grund er, hvilke bilmærker der var i barndomshjemmet under opvæksten. Claus har gentagne gange gjort opmærksom på, at han kommer fra et ”Volvo-hjem”, mens der i mit barndomshjem ikke var så meget som skyggen af en Volvo; der var til gengæld en FIAT 1300! Det skrev jeg om i artiklen Du kan bare sætte mig af på hjørnet! Rent stilistisk var FIAT 1300-1500 kraftigt inspireret af Chevrolet Corvair og så ret godt ud i forhandlerens udstillingslokale – det syntes mine forældre i hvert fald. Ud over det var der også et omfattende udvalg af kontrollamper for både ditten og datten, der snart enten lyste, når de ikke skulle, eller ikke lyste, når de skulle. Værst var dog, at bilen ikke rigtigt egnede sig til det nordiske klima i modsætning til Volvo, der jo var født ind i det. Det betød blandt andet, at der snart var et direkte kig til vejen ved pedalerne! Min far var bornholmer og fatalist i vilkårlig rækkefølge: Hvorfor ikke få det bedste ud af noget, der alligevel ikke kunne ændres uden et svejseapparat? Han mente derfor, at bilen kunne være noget for Vejdirektoratet til online overvågning af vejbelægningen. Min mor mente omvendt, at det kunne blive nødvendigt at sælge huset og skære ned på lommepengene for at få råd til at få den repareret.

Foto Volvo Cars

Som allerede nævnt er det for mig for FIAT’s vedkommende kun blevet til mindre end en halv, og modellen var en Punto 55 af første generation. Bilen var slet ikke dårlig: Den rustede ikke, og der var generelt aldrig noget i vejen med den. Og så var der noget Volvo over den, for baglygterne var direkte planket fra 850 Herregårdsvognen. Mens vi er ved Volvo, har jeg kun haft to. Den ene var en S60 af første generation. Jeg elskede lyden fra den 5-cylindrede motor, men jeg blev hurtigt træt af den, for der var altid noget i vejen med den. Det hed sig ellers, at Volvo havde et større volumen og derfor fik bugt med børnesygdommene i modsætning til SAAB, som havde et lavere volumen.

Foto Stellantis Heritage

Min erfaring er den stik modsatte: Jeg har haft 3 SAAB’er med og uden turbo, og der var aldrig noget i vejen med dem. Inden SAAB’erne har jeg haft 2 Citroëner. Den ene var en AX GT, som i acceleration og på de små veje kunne udkøre slipsedrengenes BMW E30 320’ere. Men inden vi fortsætter med BMW, hører det med, at jeg har haft yderligere en Volvo, nemlig en 1800S, som direkte peger tilbage på barndommen, hvor en skolekammerats far havde sådan en – så Volvo er på to styk ligesom Citroën.

Foto Stellantis Heritage

Foto Michael Sehested Lund

Herefter bliver det BMW, som er det bilmærke, jeg har haft flest af – 9 stykker bliver det til i alt – som dagligbiler og en enlig næsten youngtimer. BMW er et paradoks, for i mange år havde jeg et indædt had til mærket, og jeg forsvor, at det nogensinde skulle komme så vidt som til at blive ejer af en BMW! Spørgsmålet er: Hvorfor? Svaret er følelser. Min første rigtige skolekæreste kom fra et hjem, hvor faren havde en BMW 2002 og moren en BMW 1802. De to BMW’er holdt parkeret side om side i carporten til et hvidt arkitekttegnet hus, som lå i forskudte plan ned mod en sø i Birkerød. Når jeg kom på besøg, lå faren altid henslængt på en Poul Kjærholm PK31/3-sofa.

Foto Michael Sehested Lund

Borgerligt opdraget, som jeg var, hilste jeg altid på ham og blev ignoreret. Næste gang sagde jeg ikke noget og blev modtaget med et demonstrativt goddag. Senere fandt han på, ved et ”uheld”, at bakke ind i min Yamaha FS1-knallert med 2002’eren og bare lade den ligge, så det meste af benzinen var løbet ud, da jeg kom ud til den.

Skiftet til BMW skete, fordi jeg fra Volvo ikke kunne vende tilbage til SAAB. Det var lykkedes General Motors gennem Opel at køre SAAB i graven – et forløb, der efter min mening er en af de mest tragiske historier i bilindustrien. Det indledtes med, at overtagelsen af SAAB skulle give GM’s europæiske del et premiummærke, som Audi er blevet for VW. I stedet lykkedes det på få år at lægge SAAB i graven ved at undlade den nødvendige investering og i stedet tildele SAAB bedagede platforme fra Opel at arbejde med. Hele miseren fortjener sin egen artikel på et tidspunkt. Uden SAAB at vende tilbage til faldt valget på BMW, som på mange måder ikke alene er en driver’s car, men også – lidt ligesom SAAB – er en ingeniørbil. Nogle vil sikkert påpege, at det med ingeniørbilen også gælder for Mercedes, og det er da også rigtigt nok. Men jeg har altid syntes, at der var lidt for meget morfar over mærket – selv efter at jeg  er blevet morfar! Der er dog Mercedes i familien, for den traumatiske FIAT-barndom har ledt min bror til Mercedes, mens jeg selv endte med BMW.

Foto Michael Sehested Lund

BMW er ikke fra Bayern for ingenting: Bayrerne har altid været sådan lidt mere loose. Længere nordpå i Tyskland går der Preussen i det. For BMW’s vedkommende har det betydet, at langt flere har været med til at sætte deres præg på formgivningen. Der har været flere nationaliteter inde over, som inkluderer flere markante italienere og sandelig også danskere. Hver gang jeg er i München, kan jeg i nogle gader godt føle mig lidt hensat til Milano.

Nogle vil sikkert indvende, at Bruno Sacco også var italiener, men trods Sacco-brædder m.m. er det alligevel ikke helt det samme.

Så hvad giver en bil X-faktor? For mig er det nok en blanding af bilen selv og alt det, vi tager med ind i den. Barndommens minder, gode og dårlige oplevelser og de mennesker, vi forbinder med mærket, kan veje mindst lige så tungt som motor og køreegenskaber. Og følelserne kan heldigvis skifte fortegn – ellers var jeg aldrig endt med ni BMW’er. X-faktor står ikke i brochuren, og den kan næppe sættes på formel.

Men hvad med jer? Hvilken bil eller hvilket bilmærke har X-faktor for jer – og hvorfor? Er det lyden, linjerne og livet bag rattet, eller er det minderne om en bestemt bil og dem, der sad i den?

X-faktor med mølle

Forsidebilledet er samme bilmærke, og det er helt med vilje: SAAB har sin helt egen X-faktor, og det blev jeg mindet om efter at have kørt en kollegas SAAB for nyligt. Meget nyere model end den på billedet – men jeg mener den havde næsten ligeså meget X-faktor. Hvilket måske også viser hvordan det faktisk er svært at identificere eksakt hvad det er. Jeg har kun haft een SAAB, min gamle 90 fra 1986, og den havde det også. Jeg er klar til den næste, for at se om den også har det!

Een ting er sikkert: Image og PR og Marketing gør det ikke alene.

Ugens Fund: 1977 Austin Princess 2200 til 34.800 kroner

Dette er et flertalsvalg! For tre forskellige læsere sendte denne grønne Princess 2200 ind som kandidat til Ugens Fund. Hvis jeg skal være helt ærlig (og det skal jeg, for Ugens Fund er ViaRETROs bedste bud på regulær rådgivning) er jeg selv knap så overbevist. Faste, kvikke og velhuskende læsere vil mindes, at vi har få uger siden havde en tilsvarende Austin Princess 2200 som Ugens Fund – til cirka ti tusind mere, men tilsyneladende også i en bedre stand. OK, farven var mere brun og det er der jo nogle, der blev vaccineret mod i halvfjerdserne – men alligevel. Og for god ordens skyld havde begge også automatgear.

Men sagen er, at der i annoncen for denne står “Der skal selvfølgelig laves ting på den og ja der er også rust forskellige steder, men den holder syn til 2031”, og det gjorde der trods alt ikke i den anden annonce. Bevares, ovenstående er utroligt uklart (rust under forruden er nogetn mere træls end rust i en skærmkant osv) – og det kan i teorien også tænkes, at den anden havde samme problemer, men at det bare ikke var nævnt? Hvis der ER noget der skal fikses, så løber det jo bare hurtigt op, og det kan prisen på sådan en Princess bare dårligt bære.

Men det kan selvfølgelig også bare være mig der er pessimist, og at det ikke er ret slemme ting der skal laves? Og i så fald kan vi jo bare svælge i, at sådan en Princess er et rigtigt skarpt bildesign, at den sekscylindrede rækkemotor går og lyder rigtigt godt, at automatgearet måske i netop dette tilfælde passer bedre til bilen end det manuelle alle de unge vil ha’ – for en Princess er ikke en køreglad bil i traditional forstand alligevel?

Og endelig får man som vist sin trang til brunt stillet indendøre, hvor kabinen faktisk ser pæn og hel ud. For 34.800 kroner kan det vel ikke gå helt galt?

Tak for tip til Niels Vegger, der sendte den først. Find annoncen hér: Austin Princess 2200

Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.

Ugens Grafik

ViaRETROs Weekend Matiné redaktion: Claus Ebberfeld og Michael Sehested Lund.