Medlem Claus Ebberfeld

I forsommeren 2009 skete det helt ufattelige, at den ultimative gigant inden for amerikansk industri – og for den sags skyld inden for amerikansk selvforståelse – General Motors, gik fallit og måtte gå til den amerikanske regering for at sikre sin overlevelse. Chrysler gik tilsvarende rabundus og blev reddet af Fiat, mens Ford klarede sig igennem med nedskæringer og favorable lån. Både dengang og nu stillede mange hinanden spørgsmålet: Hvordan kunne det dog gå så galt?

Bogen her giver ikke hele forklaringen, men den fortæller om forløbet op til katastrofen, der ramte Detroit.

Bill Vlasic er journalist på Detroitredaktionen af New York Times og har nøje fulgt bilbranchens historie igennem mange år. Hans bog er en velskrevet, velresearchet og gnistrende spændende gennemgang af de tre næsten parallelle historier, som Ford, GM og Chrysler måtte igennem fra 2006 til 2009: Vigende marked, stigende brændstofpriser, finanskrisen og de stadig stigende udgifter til pensionsforpligtelser for nuværende og afgåede medarbejdere. Og over det hele sad der direktioner, som ikke forstod alvoren før det var for sent.

Bogen er flere steder så spændende som en kriminalroman. Forfatteren har gennemført utallige interviews med hovedpersonerne i dramaet, så vi er med helt inde i bestyrelseskontorerne, helt inde i investorernes telefonsamtaler, helt inde i de stressede topchefers tanker – ja, vi får såmænd også med, at da GMs adm. direktør Rick Wagoner sammen med sine kolleger fra Ford og Chrysler er indkaldt til høring i Washington for at forklare sig over for en regeringskomité, er han ved at tisse i bukserne, fordi han har drukket for meget kaffe.

Udviklingen i de tre virksomheder fletter sig ind og ud af hinanden, og Vlasic forstår at lade trådene væve ude at filtre. Bogen redegør for de mange forhandlinger, som de tre måtte igennem med fagforeningen United Auto Workers (UAW) som absolut ikke ville acceptere hverken forringelse af pensionsforpligtelserne, nedskæringer eller fyringer.

Det kom de dog til. Forhandlingerne var ikke bare hårde – de var jernhårde, med hanbavianmanerer, råben og skrigen, slåen i bordet, smækken med dørene, strejker og maratonmøder, hvor deltagerne var segnefærdige efter døgnlange armlægninger. Beskrivelsen af, hvordan GM, Ford og Chrysler må gå til regeringen for at få kreditter og lån trækker også pusten ud af læseren. Ikke bare var situationen ud fra en virksomhedsmæssig betragtning skrækkelig. GM Chrysler og Ford er så stor en del af amerikanske selvforståelse med alt, hvad det indebærer; Detroit, bilernes by, i frihedens land, hvor adgangen til at køre, hvorhen man vil i egen bil nærmest er mytologisk. Og så imploderede de bare og måtte søge offentlig hjælp. I USA er noget sådant ikke bare pinligt – det er skandaløst, og der var da også mange kommentatorer og politikere, som afviste enhver hjælp til bilindustrien, slog ud med armene og sagde, at det var da bare ærgerligt, men sådan er kræfternes frie spil og man må jo lade falde, hvad ikke kan stå. Præsident George W. Bush var dog allerede i efteråret 2008 klar til at gøre noget for bilindustrien, men da han var på vej ud af Det Hvide Hus, blev det Barack Obama, der måtte bære redningsplanen igennem. Og det gjorde han. Det eneste alternativ til statslig hjælp, nemlig en lukning af GM, var så forfærdeligt, at det ikke kunne komme på tale. En lukning ville berøre op mod otte millioner mennesker, som på en ene eller anden måde havde deres udkomme fra bilindustrien med tilgrænsede områder.

Once upon a car giver historien set ovenfra, og denne vinkel gør, at man som læser griber sig selv i at få en vis form for medlidenhed med de af topcheferne, der bliver fyret, uagtet, at man ikke får præsenteret ret mange af de menige medarbejdere ved samlebåndene, som pludselig måtte se, at deres arbejdsplads lukkede og eksistensgrundlaget forsvandt. Der var immervæk 150.000 mennesker inden for den amerikanske bilindustri, som mistede deres arbejde fra 2006 til 2009. Alene blandt GMs 47 fabrikker i Nordamerika blev lyset slukket i de 14 – og det blev ikke tændt igen.

Vi får derimod gode og nuancerede portrætter af dramaets hovedpersoner, bl.a. Bill Ford og Alan Mullaly fra Ford, Tom LaSorda fra Chrysler, Rick Wagoner, Fritz Henderson og Bob Lutz fra GM og Ron Gettelfinger fra UAW. Endvidere hører vi også om storspekulanten Kirk Kerkorian, der får sin håndlanger Jerome York ind i GMs bestyrelse, hvor han spreder skræk og rædsel, Dieter Zetsche fra Daimler, som i tide får rodet sig ud af ægteskabet med Chrysler og Sergio Marchionne fra Fiat, der som en krokodille i mudderet ligger klar til at bide til, da Chrysler ikke har flere kræfter til at stritte imod.

Oftest er de begivenheder, der ligger tættest på nutiden, dem vi har vanskeligst ved at huske forløbet i, selvom vi måske har fulgt dem løbende. Her får vi en god gennemgang af både storhed, fald og det, der blev en ny begyndelse for amerikansk bilindustri.

Egentlige forklaringer på, hvordan det dog kunne gå så galt, er bogen dog mere sparsom med. Man kunne have på fornemmelsen, at forfatteren via sine mange interviews med topcheferne har fået så meget sympati for dem, at han ikke rigtig vil konfrontere dem med mere ubehagelige spørgsmål. Det må vi så tage med. Bogen tilbyder dog så meget andet, at den klart må anbefales.

Once upon a Car
The Fall and resurrection of America’s Big Three Automakers – GM, Ford, and Chrysler

Forfatter: Bill Vlasic

400 sider, uindbundet, ingen illustrationer (desværre)

William Morrow 2011

Set til 11 USD på Amazon