Medlem Ib Erik Söderblom

De har begge to røde ventildæksler og tolv cylindre under dem – og der stopper ligheden vist også. Men hvilken der er skønnest afhænger nok af øjnene der ser. Hmmm, det kunne man godt lade komme an på en konkurrence.

De to Ferrarier med de næsten-ens navne er begge nogle af mine gamle favoritter: I virkeligheden kom den nyeste først ind på min radar, og bjergtog mig dengang med sine voldsomme (for Pininfarina (tidligere Pinin Farina…men det er både en anden snak og samme snak…)) former og præstationer.

Paris 1984. Man skulle have været der.

Her var endelig en standard-Ferrari, som næsten kunne køre 300 km/t. Næsten. Den ægte topfart var nu nok lige meget for de fleste, for formerne var det virkelig banebrydende: Testarossaens brede hofter skyldtes dens sidemonterede kølere, og den var endog markant bredere bagtil end fortil. Da jeg ikke selv havde kørekort dengang syntes jeg egentlig bare dens bredde på næsten to meter var fedt – helt uden tanke på, at det er ret træls med en så bred bil i noget der minder om rigtig trafik, hvis man da selv sidder bag rattet.

Rent visuelt blev selve bredden så yderligere understreget af de ekstremt markante luftindtag: De flænser både visuelt og praktisk talt bilens sider op og løber helt med udtrykket af den lave centermotorracer. Den er dermed ikke elegant eller bare noget der ligner – men markant, det kan man ikke undsige den. Og markant var godt i firserne, skal man jo lige huske på. Desuden virkede det, og Testarossaen var aerodynamisk vellykket: Den var både vindglat og stabil i høj fart, og mens den blev opgivet til 290 km/t læste jeg begejstret troværdige tests af den, hvor den nåede både 295 og 297 – den var noget af det hurtigste ægte serieproducerede dengang. Og ikke uvæsentligt var det også hurtigere end ærkerivalen Lamborghini Countach. Jo, det betød noget.

Men uden racersportsvognen fra 1957 ville den nye firserbil aldrig have heddet Testarossa. Navnet, der betyder “rødtop” eller “rødt hoved” på italiensk, kom sig af de røde ventildæksler, som først blev brugt i halvtredserne. Allerførst på nogle firecylindrede racere, som de fleste har glemt, og allermest berømt på de tolvcylindrede, som Ferrari jo skal være. Dengang var navnet i to ord, men meningen den samme.

Le Mans 1958. Man skulle have været der.

Og Testa Rossa fra 1957 havde jeg som model. Selv i målestok 1:24 var det tydeligt, at designet var noget ganske særligt, og senere fandt jeg så ud af, at Ferrari havde ladet sig inspirere af de samtidige Formel 1-bilers næser og derved var kommet frem til de dramatiske udskæringer i forskærmene. Det var, for så vidt ligesom på den senere Testarossa, ikke et designtrick, men et spørgsmål om køleluft. Testa Rossa fra 1957 havde tromlebremser, og udskæringerne ledte en masse luft ind til de forreste tromler. Desværre medførte denne tidlige variant af aerodynamisk omtanke store ulemper i stabiliteten, og Ferrari gik hurtigt tilbage til mere konventionelle skærme.

I det hele taget var den første Testarossa overraskende konventionel, for ikke at sige konservativ, under de dramatiske former. Det var helt bevidst fra Ferraris side, for under udviklingen var der primært fokus på holdbarhed. Testa Rossaen skulle kunne sælges til privatkørere, og den skulle kunne gennemføre. Også 24 timer. Derfor var den under de filigrane former faktisk solidt bygget, ligesom der bevidst var valgt enkelt teknik. Strategien var rigtig og Testa Rossa-serien var med til at cementere Ferrari som en stormagt i sportsvognsverdenen i halvtredserne og tresserne. Den arv byggede Testarossa så byggede videre på – på en ganske anden scene i en ganske anden verden 25 år senere.

Kan man sammenligne de to, hvis man stod med dem side om side? Selvfølgelig. Ligesom man kan sammenligne en Renault 4 og en Renault RE30 Formel1-racer. Og alt muligt andet.

Ikke som i en sammenligningstestkørsel, hvor man måler præstationer, forbrug, plads, køreegenskaber og komfort så objektivt som muligt. Men hvis man kiggede på historien, standen og selve designet som udtryk for sin tid, så ville man faktisk godt kunne sammenligne dem. Og endda lave en konkurrence ud af det. Sågar vælge en vinder. Og var der flere end to, så gik det også – det ville bare blive sværere.

Derfor ved jeg, at det bliver svært i morgen: Jeg er blevet indbudt til at være dommer, når Strøjer Samlingen holder deres første concours-konkurrence under overskriften “Veldrejede kurver”.

Jeg ved ikke helt nøjagtigt hvilke biler der kommer. Et par stykker kender jeg dog, og særligt glæder jeg mig til gensynet med et mesterværk af en vogn, som jeg ville have forsvoret overhovedet fandtes i Danmark, men som jeg så helt tilfældigt i sommers. Forlygterne er lavet af Carl Zeiss, og så aner man nok niveauet og jeg siger ikke mere.

Derudover ved jeg dog at sammensætningen af biler er bred, så der skulle være noget til GT- og supersportsvognsfolket også, ligesom der også er ret forskellige tidsperioder repræsenteret. Det er temmeligt i ViaRETROs ånd og jeg glæder mig meget til denne konkurrence på tværs af alt muligt men med fokus på skønhed: Det går aldrig af mode.

ViaRETRO-bonusgalleri: Da der mig bekendt ikke kommer hverken en Testa Rossa eller en Testarossa, så bringer vi her lige et galleri med dem begge, og så kan man jo spekulere videre over sammenligningen. Min begejstring for dem begge er stadig gældende. De røde topdæksler kan man kun se på den gamle.