Medlem Ib Erik Söderblom

Fristelsen var for stor. Jeg har igen ladet mig forføre af en italienerinde: Fyrigt temperament og en fræk bagdel holder altid, og det er vel dybest set et luksusproblem, at hun er for ung til mig?

Sommer. Amoriner. Sol. Uro i jernet. Aner I, hvor det bærer henad?

I hvert fald stod jeg pludselig en aften og kiggede hende dybt i hendes store øjne. Jeg kunne lide hendes stil. Hendes look. Umiskendeligt moderne italiensk. På en kultiveret måde. Ikke faldbydende, mere i den klassiske diskrete tradition. Intentionerne er der dog ikke tvivl om: Hun er underspillet fræk. Stram. Kæk. Hurtig. Og manden var der ikke. Vi var straks på bølgelængde, og det kunne faktisk kun gå en vej. Hun er 28 år gammel, og har været i to forhold før. Rejst en del, 136.000 kilometer for at være nøjagtig. Vi ville begge gerne. Så: Min sommerferieflirt hedder Giulietta og jeg føler mig en lille smule som Romeo. Det bliver en varm sommer.

Synes I min indledning var lummer? Så læs lige Alfa Romeo Danmarks annonce om lyster og at gøre mænd glade.

Forud for sin tid? Ikke jeg og det har jeg det fint med. Min Giulietta kostede så heller ikke 83.219 kroner.

Godt, nok føleri og lummerhed! Det er trods alt kun mandag. Så lad os komme til sagen. I fredags hentede jeg den brune italiener. Jeg har skrevet om modellen før, dengang under overskriften Glemt Alfa: Nuova Giulietta. Det er næsten præcis tre år siden, og dengang spekulerede jeg, om min mon skulle være brun, hvis jeg skulle have en? Og det skulle den. Det er sjovt, som verden er lille indenfor de her biler. I kommentarerne til det indlæg linkede en læser nemlig til en Giulietta til salg hos Stelvio Automobili – og det  er dén bil her.

Og her er hun så: Brun og lækker og bare 28 år gammel.

Helt nøjagtigt er det en Alfa Romeo Giulietta 2.0 Lusso fra 1986, vel luksus-topmodellen udover turboen. Og farven, hold nu fast: Luci del Bosco, mettalico in doppio strato. Det var ikke mindst farven, der tændte mig. Som jeg skrev i det gamle indlæg har jeg altid godt kunnet lide modellen, og husker tydeligt billedet fra cirka 1978/1978 af en rød Giulietta i nådesløs profil, så man rigtigt kunne se den høje mås. Som en afroamerikansk sprinterdronnings, sidder den. Fast. Meget fast. Og når den så er brun som en, øh, ja – lige knap som en afroamerikansk sprinterdronnings, men I forstår hvor jeg vil hen – så måtte jeg slå til. Hvor tit kommer der lige sådan en chance?

Der er immervæk tale om en vaskeægte transaksel-Alfa Romeo. Godt nok fra midtfirserne, men den kom jo så at sige formodnet, da teknikken er meget gammelkendte sager fra Alfetta og tidligere. Det er ikke bare den klassiske Nord-motor, i den brune dejlighed er det endda med den fuldfede toliters, og utroligt nok for 1986 stadig med et par store gurglende karburatorer på. Så er der de sædvanlige skivebremser hele vejen rundt (indenbords bagtil, eksotiske sager), det ringe gearskift der nu engang skal være, en fin DeDion-bagaksel og så det der meget kileformede design, som man nok enten kan lide eller ikke kan lide.

Her er en søster nøgen, så man kan se alle hendes indre kvaliteter.

Normalt er jeg til de tidlige udgaver af diverse modeller, men i dette tilfælde kan jeg gøre en undtagelse: Når den står i brun og ubehjælpsom kileform, så ligner den stadig noget fra halvfjerdserne. Sjovt nok gælder det i endnu højere grad indenfor, hvor Alfa Romeos designere excellerede i deres helt egen specialdisciplin fra halvfjerdserne: Totalt syret instrumentering med stor arrogance overfor ergonomi og funktion. Kontraroterende omdrejningstæller og speedometer er ren Tivoli, en kulørt fest af advarselslamper ligeså, siderudebetjening fra loftmonterede kontakter, et soltag, der ikke lader solen ind. Det er fantastisk, og bliver kun overgået af det overordnede miljø det hele er placeret i: En slags brun vintertweed, som er meget lidt italiensk, men både behageligt og tilsyneladende solidt. Resten er af hård plastik, og det er generelt lettere foruroligende, at der er så meget elektrisk udstyr.

Hahahaha!

Til gengæld er det beroligende at starte motoren: Lyden er som altid fra en Nord, lidt rå og hård og barsk, men under den overflade har den jo et hjerte af guld og moment, og selvom jeg overhovedet ikke pressede på, så var det tydeligt, at den var ved godt helbred. I Giuliettaen var den bedre dæmpet end jeg før har hørt den – og det er en god ting. Den startede frisk uden choker, fin tomgang, god trækkraft fra lave omdrejninger, og kun lidt huggen ved mellemgas antydede, at den måske lige skulle justeres lidt. Men jeg cruisede stille og roligt hjemover (via København, Arne Jacobsen-tanken og Oddenfærgen), og udover en voldsom vindstøj via de åbne vinduer var den rigtigt god til det også: Retningstabil og behagelig og 130 km/t var ren afslapning. Jeg var simpelthen en glad mand, for det var lige præcis sådan jeg ville have den skulle køre: Jamen, hvor heldig kan man være?

Pænt heldig, viser det sig. Jeg var forbi og kigge på den for et par uger siden, og hentede den så i weekenden. På prøveplader, for den har ikke været indregistreret siden cirka 2010. I mellemtiden havde sælgeren skiftet en hardyskive i transakslen, da han ikke ville lade mig køre med den gamle, der var moden til udskiftning. Pænt af ham, for i en ægte transakselkonstruktion som i Giuliettaen sidder også koblingen bagtil, så kardanakslen roterer altid med motoromdrejningerne – den skal ikke gå løs! Det skulle skivebremserne derimod, men det gjorde de ikke allesammen. En af de bagerste hang, men jeg fik kørt den fri så godt jeg kunne, og da den ikke røg mere (!), så gik det fint og jeg kørte derefter med minimal brug af bremserne. Langsomt, ikke mindst. Undtaget i sving, og selvom Giuliettaen er ret blød og krænger meget, så virker det som noget, der kan blive meget sjovt at udforske nærmere. Jeg gjorde det kun et par gange med godt udsyn og ingen brug for bremser, og den var legesyg.

Men sådan gik det altså hjemefter, og da der kun var få kilometer tilbage tænkte jeg egentligt, at det gik jo let. Hvorpå en stærk rysten og dunkende lyd prompte meldte sig, og antydede kardanubalance. Der var tre kilometer mere, og jeg listede hjem med lavere fart og direkte ind i garagen.

Og der står hun nu, Giulietta: Brun og fræk og venter på kærlighed. Og det skal hun få. Kærlighed, syn, plader – og så derudaf.

Det vildeste har jeg gemt til sidst: Hun er ikke min alene! Sagen er jo, at jeg hverken har tid eller råd til en bil mere – så jeg slog med sammen med én mere i samme situation, men som også gerne vil have tur i den brune italienerinde. Der er således tale om det man på fransk kalder en menage a trois, hvilket jeg jo har jeg prøvet et par gange før og sådan set ikke mener det bliver mindre muntert af.

Hvad siger I til Giulietta?