Medlem Ib Erik Söderblom

Rejseartikler er populært stof på ViaRETRO. Og det er selvfølgelig også dejligt at være afsted på rejser. Men det er ikke altid nemt for en blogger. Denne fredag kæmper vor udsendte medarbejder Søren Navntoft igen […]

Jeg lagde mærke til, at Sørens billede fra den første rejsedag på Bossa Nova Pontifex-turen var af hans solbrune playboyarm henslængt ud af døren på Alfaen. Posituren er en klassiker, og utallige mænd har kørt […]

Slut med motorveje for en stund – og velkommen til de mindre landeveje. Vi er færdige med den lange transportetape fra sydlige Spanien og nu venter det vi har glædet os til i mange måneder.

Teruel ligger i den spanske region Aragonien og har omkring 35.000 indbyggere. Byen oser af historie og arkitekturen fortæller noget om områdets voldsomme fortid. Der er noget fæstningsagtigt over byggestilen med tykke mure og skydeskår alle vegne. I 1937 var byen centrum for en af de helt store konfrontationer og kampe i den spanske borgerkrig.

Vi finder et hotel der kun er to måneder gammelt, altså splinternyt og meget moderne. I receptionen udviser personalet venligt, men også noget uniformeret høflighed. Her er masser af krom og stål og træværket på døre og karme er af mørkt hårdttræ, men ved nærmere inspektion viser sig at være dygtigt lavet vinylfolie. Hotellets restaurant bliver først valgt, og vi sætter os til rette ved et bord. Peter kigger sig rundt, men udbryder så “Det her dur altså ikke, her er overhovedet ikke hyggeligt”. Jeg giver ham ret da først jeg kigger mig omkring. Vi rejser os, fortæller tjeneren, at vi går en tur.

På en lille plads ikke langt fra hotellet finder vi en lille bar der også har lokale specialiteter. Her er rart og der er en del gæster på dette sene tidspunkt. Vi begynder med en gin tonic og vælger retter, der ser spændende ud. Een er særlig interessant. På baren står en stor gryde fyldt med olivenolie. Nede i olien ligger alle mulige kødstykker – skank, ribben og pølser. Det ser ikke vanedannende ud, kødstykkerne har en lidt uappetitlig farve. Jeg spørger tjeneren hvad det er. Han forklarer, at det er en lokal konserveringsmåde, som man har benyttet i flere hundrede år. Man lægger kødet ned i varm olie, ikke stegende, kun lidt småboblende olie. Sådan tilberedes kødet langsomt til det er mørt, og det kan nu holde sig længe nede i olien. Processen minder om det man i Frankrig gør med andestykker i Confit de Canard. Vi prøver en tallerkenen med ribben. De bliver opvarmet i en oven i køkkenet og kommer tilbage med en fin brun overflade. Det smager himmelsk, kort og godt.

Næste morgen skal vi videre. Gårdsdagens motorveje skal nu erstattes med små landeveje mod pyrenæerne. På kortet har vi valgt en strækning gennem nogle øde egne og idag skinner solen atter fra en skyfri himmel.

Det viser sig at vejvalget er helt rigtigt og noget vi kommer til at tale begejstret om senere på turen. Fin asfalt, der svinger sig flot gennem landskabet, der består af tørre sletter med bakker beklædt med fyrretræer. Vi møder ingen anden trafik og har derfor vejene helt for os selv. Vi kan køre stærkt herude og nyde de mange sving med lidt hvin fra dækkene. Peter er trukket fra mig og på radioen kan jeg høre at han er tilfreds med livet. Jeg fornøjer mig med at hive uanstændige mængder støv ud af støvsamleren midt i ansigtet. Det er noget overvældende, hvad man kan samle sammen i næsen på de spanske sletter, når man kører med åbne vinduer. Heldigvis er klumpen nem rullebar mellem pegefinger og tommeltot og ikke klistret og genstridig. Man er dog nødt til at gøre det uden kørehandsker hvis man vil have, at den kuglerunde dims nemmest skal skydes effektivt ud af vinduet. Og ud af vinduet, det skal kuglerne – så store fremmedlegemer ønsker man ikke liggende tilfældigt på tæpperne i vognen.

Jeg får overhalet Peter på et tidspunkt og ligger nu forrest. Vejen bliver smallere, meget smallere og belægningen ændrer sig. Nu er den fine asfalt væk og vi kører på en vej som er lappet tusindvis af steder. Peter siger i radioen, at han er imponeret over hvor ensartet dårligt de har lavet vejen. Han melder om maksimum 40 km/t. for hans vedkommende.

Alfaen har med sin standardundervogn ingen problemer med at køre 60-70 km/t. her, den er Porschen overlegen og kører i cirkler omkring den haltende racerbil. Jeg benytter lejligheden til at fortælle om undervognsopsætninger over radioen. Lidt om, at fabrikkens oprindelige valg af fjedre og dæmpere var velovervejet i forhold til de mange typer terræn man som billist kan komme ud for. Også lidt om de begrænsninger der kan ligge i en stor sænkning af frihøjden på en rejsevogn. Peter har indført radiotavshed og svarer ikke på min vise ord. Desværre bliver asfalten bedre efter nogle få kilometer og hastigheden kan nu sættes i vejret. Vi er tilbage igen på den store landevej og Peter har brudt radiotavsheden: “Søren…hjælp mig lige med at huske på, at vi skal have givet dig et kursus i brug af radioen – meget snart”.

Turen gå nu til et længe planlagt sted, nemlig det højeste pas i Pyrenæerne, Port D’envalira. Passet ligger i 2408 meters højde i den den lille mikrostat Andorra. Andorra er bare 468 km2 stort og et af de mindste lande i Europa. Landet er også et af de højest beliggende og de 85.000 indbyggere har måtte bosætte sig i højhuse for at kunne være der. Andorra er et specielt sted, helt klart velhavende, hvilket vi omgående mærkede på udvalget af biler på vejene og at de havde mærkbart mere travlt end i Spanien. Vi havde ikke andre ærinder i Andorra end det høje pas, så vi nøjedes med en hurtig kop kaffe på en café inden vi fandt retning mod himmelen.

Al kørsel mod de høje pas er altid en stor oplevelse. De snoede veje som på et tidpunkt passerer trægrænsen hvormed landskabet ændres drastisk til en ødemark. Alfa’en lider mere og mere af iltmangel efterhånden som vi kravler opad. Da vi når til den højde, hvor sneen ligger permanent, er vognen forvandlet til et prustende og sløvt apparat, som næsten ikke evner at trække sig selv om ad de stejle veje.

Men vi når toppen – som ligger i meterhøj sne og hvor der blæser en iskold kraftig vind. Udsigten er spektakulær ud over alle grænser. Selve vejene er ryddet for sne og traditionen med en benzintankstation på toppen bliver holdt vedlige. Den gamle Essotank ligger her endnu, men er dog ombygget og moderniseret med tiden.

Vi kørte ned af passet som ligger tæt på den franske grænse og i 1200 meters højde ankom vi til den franske by Ax. Vi havde nu tilbagelagt over 600 km i dag, solen stod lavt på himmelen og vi besluttede at overnatte i Ax.

Peter og jeg deler ikke helt samme holdning til hoteller. Peter har det bedst på lidt mere ordentlige og velfungerende hoteller. Det har jeg selvfølgelig også, men jeg har en svaghed for små, skæve og sjove hoteller. Peter kalder mine hotelvalg for gøglerhoteller og sådan et fandt vi i Ax, og endda et med stort GØGLER.

Det lille familiedrevet hotel, der i over 100 år var ejet af den samme familie, havde forlængst passeret moderniseringsgrænsen og lugten på hotellet bar tydelig præg af det farlige og utrygge der måtte være i daglig udluftning.

På hotellet boede verdens fedeste kat, på hvad vi vurderede var over 15 kilo. Hotelejeren havde flere akvarier med grumset mosevand og sløve guppifisk placeret dekorativt i hotellets lokaler. I hjørnet stod et stort bur med højtrystede fugle. Nøglen til værelset havde selskab af en nøglering i granitsten med et håndmalet værelsenummer.

Byens cafe og bistro var til gengæld af høj klasse og reddede lidt af det ramponerede indtryk vi havde fået af hotellet.

Da afregningen om morgen på hotellet skulle foregå, fandt jeg hotelejeren igang med at tømme det grumsede vand ud af et af akvarierne og han havde derfor ikke tid til at ekspedere før han var færdig med at suge i den gule vandslange. Da sugerriet var slut, og han havde fået spyttet lidt mosevand ud af munden gik han bag disken og var klar til at tage mod betaling. Maskinen til kreditkortbetaling havde problemer med forbindelsen til centralen, så den blev smidt på gulvet med et højlydt MERDE.

Så tog jeg gåturen til bankens hæveautomat efter kontanter.

Nu var vi i Frankrig og lidt morgengymnastik på de små bjergveje i Pyrenæerne gjorde godt. Vi fik kørt stivheden ud af kroppen i morgensolen. Den franske side af Pyrenæerne er begunstiget med mere regn og er derfor mere frodig end den spanske side. Oppe i højden lader foråret vente lidt på sig i forhold til længere nede i landet. Men vi fik den fulde oplevelse af de nyudsprungne løvtræer, der badede hele landskabet i en sart lysegrøn farve. Peter, der normalt ikke er så lyrisk omkring naturoplevelser, meddelte i radioen “Hold da kæft hvor er her pænt!”. Jeg lå tæt bag ved Porschen og fulgte Peters linievalg i kurverne, ligesom man legede kongens efterfølger som dreng. En lyd, der lød som et brændt sikring, fik mig til at afbryde legen. Så kom lyden igen. Nej to brændte sikringer på så kort tid? Det er næsten ikke muligt. Endnu engang kom lyden og nu mange gange. Peters enorme 11 tommer bagdæk var begyndt at kaste småsten på min forrude. Hold afstand, var planen fra nu af.

Vi ankom til Carcasonne, som sammen med de to byer Toulouse og Castelnaudary danner det, man kunne kalde ondskabens akse inden for gastronomien. Her laver man retten cassoulet, en heftig rustik sag med konfiteret and, pølse og svinekød. Ovenpå ligger et lag af bønner og inden servering gratineres retten i en ovn. Velsmagende, det er cassoulet, og den glider ubesværet ned i store mængder. Resultat er en nærdødslignende mæthed, som kan lægge selv en fuldvoksen mand i aflåst sideleje i flere dage. Vé den som byder en smuk kvinde denne ret på en date. Så er det definitivt slut med den romance.

Vi trådte varsomt og delte en lille portion cassoulet inden turen gik til Millau, hvor vi skulle køre på den berømte Viadukt de Millau-bro.

Det trak op til regn og der kom meldinger hjemme fra Danmark. Peters mor som før turen havde gennemgået en hjerteoperation, havde fået det rigtig skidt igen. Peter havde naturligvis bekymringer med at køre rundt i Sydeuropa, mens hans mor lå derhjemme og havde det dårligt. Oven i det fik vi at vide at en god ven derhjemme om morgenen var blevet skudt og dræbt af sin egen far.

Turen gik i stå. Vi kørte over Millaubroen i silende regn, kørte stille ned til den nærmeste by, parkerede bilerne i en parkeringskælder og gik til nærmeste bar og fik udleveret en flaske gin.

BossaNova-turen var nulstillet og vi havde brug for at tænke lidt over hvad der skulle ske…

Det er meget vigtigt at komme ud engang imellem, ligesom Søren er i disse dage: Man bliver klogere af det, og det er rart. For eksempel troede jeg, at jeg kendte alle tolvcylindrede Formel 1-biler, men så dukkede […]