Medlem Ole Wichmann

Slut med motorveje for en stund – og velkommen til de mindre landeveje. Vi er færdige med den lange transportetape fra sydlige Spanien og nu venter det vi har glædet os til i mange måneder.

Teruel ligger i den spanske region Aragonien og har omkring 35.000 indbyggere. Byen oser af historie og arkitekturen fortæller noget om områdets voldsomme fortid. Der er noget fæstningsagtigt over byggestilen med tykke mure og skydeskår alle vegne. I 1937 var byen centrum for en af de helt store konfrontationer og kampe i den spanske borgerkrig.

Vi finder et hotel der kun er to måneder gammelt, altså splinternyt og meget moderne. I receptionen udviser personalet venligt, men også noget uniformeret høflighed. Her er masser af krom og stål og træværket på døre og karme er af mørkt hårdttræ, men ved nærmere inspektion viser sig at være dygtigt lavet vinylfolie. Hotellets restaurant bliver først valgt, og vi sætter os til rette ved et bord. Peter kigger sig rundt, men udbryder så “Det her dur altså ikke, her er overhovedet ikke hyggeligt”. Jeg giver ham ret da først jeg kigger mig omkring. Vi rejser os, fortæller tjeneren, at vi går en tur.

På en lille plads ikke langt fra hotellet finder vi en lille bar der også har lokale specialiteter. Her er rart og der er en del gæster på dette sene tidspunkt. Vi begynder med en gin tonic og vælger retter, der ser spændende ud. Een er særlig interessant. På baren står en stor gryde fyldt med olivenolie. Nede i olien ligger alle mulige kødstykker – skank, ribben og pølser. Det ser ikke vanedannende ud, kødstykkerne har en lidt uappetitlig farve. Jeg spørger tjeneren hvad det er. Han forklarer, at det er en lokal konserveringsmåde, som man har benyttet i flere hundrede år. Man lægger kødet ned i varm olie, ikke stegende, kun lidt småboblende olie. Sådan tilberedes kødet langsomt til det er mørt, og det kan nu holde sig længe nede i olien. Processen minder om det man i Frankrig gør med andestykker i Confit de Canard. Vi prøver en tallerkenen med ribben. De bliver opvarmet i en oven i køkkenet og kommer tilbage med en fin brun overflade. Det smager himmelsk, kort og godt.

Næste morgen skal vi videre. Gårdsdagens motorveje skal nu erstattes med små landeveje mod pyrenæerne. På kortet har vi valgt en strækning gennem nogle øde egne og idag skinner solen atter fra en skyfri himmel.

Det viser sig at vejvalget er helt rigtigt og noget vi kommer til at tale begejstret om senere på turen. Fin asfalt, der svinger sig flot gennem landskabet, der består af tørre sletter med bakker beklædt med fyrretræer. Vi møder ingen anden trafik og har derfor vejene helt for os selv. Vi kan køre stærkt herude og nyde de mange sving med lidt hvin fra dækkene. Peter er trukket fra mig og på radioen kan jeg høre at han er tilfreds med livet. Jeg fornøjer mig med at hive uanstændige mængder støv ud af støvsamleren midt i ansigtet. Det er noget overvældende, hvad man kan samle sammen i næsen på de spanske sletter, når man kører med åbne vinduer. Heldigvis er klumpen nem rullebar mellem pegefinger og tommeltot og ikke klistret og genstridig. Man er dog nødt til at gøre det uden kørehandsker hvis man vil have, at den kuglerunde dims nemmest skal skydes effektivt ud af vinduet. Og ud af vinduet, det skal kuglerne – så store fremmedlegemer ønsker man ikke liggende tilfældigt på tæpperne i vognen.

Jeg får overhalet Peter på et tidspunkt og ligger nu forrest. Vejen bliver smallere, meget smallere og belægningen ændrer sig. Nu er den fine asfalt væk og vi kører på en vej som er lappet tusindvis af steder. Peter siger i radioen, at han er imponeret over hvor ensartet dårligt de har lavet vejen. Han melder om maksimum 40 km/t. for hans vedkommende.

Alfaen har med sin standardundervogn ingen problemer med at køre 60-70 km/t. her, den er Porschen overlegen og kører i cirkler omkring den haltende racerbil. Jeg benytter lejligheden til at fortælle om undervognsopsætninger over radioen. Lidt om, at fabrikkens oprindelige valg af fjedre og dæmpere var velovervejet i forhold til de mange typer terræn man som billist kan komme ud for. Også lidt om de begrænsninger der kan ligge i en stor sænkning af frihøjden på en rejsevogn. Peter har indført radiotavshed og svarer ikke på min vise ord. Desværre bliver asfalten bedre efter nogle få kilometer og hastigheden kan nu sættes i vejret. Vi er tilbage igen på den store landevej og Peter har brudt radiotavsheden: “Søren…hjælp mig lige med at huske på, at vi skal have givet dig et kursus i brug af radioen – meget snart”.

Turen gå nu til et længe planlagt sted, nemlig det højeste pas i Pyrenæerne, Port D’envalira. Passet ligger i 2408 meters højde i den den lille mikrostat Andorra. Andorra er bare 468 km2 stort og et af de mindste lande i Europa. Landet er også et af de højest beliggende og de 85.000 indbyggere har måtte bosætte sig i højhuse for at kunne være der. Andorra er et specielt sted, helt klart velhavende, hvilket vi omgående mærkede på udvalget af biler på vejene og at de havde mærkbart mere travlt end i Spanien. Vi havde ikke andre ærinder i Andorra end det høje pas, så vi nøjedes med en hurtig kop kaffe på en café inden vi fandt retning mod himmelen.

Al kørsel mod de høje pas er altid en stor oplevelse. De snoede veje som på et tidpunkt passerer trægrænsen hvormed landskabet ændres drastisk til en ødemark. Alfa’en lider mere og mere af iltmangel efterhånden som vi kravler opad. Da vi når til den højde, hvor sneen ligger permanent, er vognen forvandlet til et prustende og sløvt apparat, som næsten ikke evner at trække sig selv om ad de stejle veje.

Men vi når toppen – som ligger i meterhøj sne og hvor der blæser en iskold kraftig vind. Udsigten er spektakulær ud over alle grænser. Selve vejene er ryddet for sne og traditionen med en benzintankstation på toppen bliver holdt vedlige. Den gamle Essotank ligger her endnu, men er dog ombygget og moderniseret med tiden.

Vi kørte ned af passet som ligger tæt på den franske grænse og i 1200 meters højde ankom vi til den franske by Ax. Vi havde nu tilbagelagt over 600 km i dag, solen stod lavt på himmelen og vi besluttede at overnatte i Ax.

Peter og jeg deler ikke helt samme holdning til hoteller. Peter har det bedst på lidt mere ordentlige og velfungerende hoteller. Det har jeg selvfølgelig også, men jeg har en svaghed for små, skæve og sjove hoteller. Peter kalder mine hotelvalg for gøglerhoteller og sådan et fandt vi i Ax, og endda et med stort GØGLER.

Det lille familiedrevet hotel, der i over 100 år var ejet af den samme familie, havde forlængst passeret moderniseringsgrænsen og lugten på hotellet bar tydelig præg af det farlige og utrygge der måtte være i daglig udluftning.

På hotellet boede verdens fedeste kat, på hvad vi vurderede var over 15 kilo. Hotelejeren havde flere akvarier med grumset mosevand og sløve guppifisk placeret dekorativt i hotellets lokaler. I hjørnet stod et stort bur med højtrystede fugle. Nøglen til værelset havde selskab af en nøglering i granitsten med et håndmalet værelsenummer.

Byens cafe og bistro var til gengæld af høj klasse og reddede lidt af det ramponerede indtryk vi havde fået af hotellet.

Da afregningen om morgen på hotellet skulle foregå, fandt jeg hotelejeren igang med at tømme det grumsede vand ud af et af akvarierne og han havde derfor ikke tid til at ekspedere før han var færdig med at suge i den gule vandslange. Da sugerriet var slut, og han havde fået spyttet lidt mosevand ud af munden gik han bag disken og var klar til at tage mod betaling. Maskinen til kreditkortbetaling havde problemer med forbindelsen til centralen, så den blev smidt på gulvet med et højlydt MERDE.

Så tog jeg gåturen til bankens hæveautomat efter kontanter.

Nu var vi i Frankrig og lidt morgengymnastik på de små bjergveje i Pyrenæerne gjorde godt. Vi fik kørt stivheden ud af kroppen i morgensolen. Den franske side af Pyrenæerne er begunstiget med mere regn og er derfor mere frodig end den spanske side. Oppe i højden lader foråret vente lidt på sig i forhold til længere nede i landet. Men vi fik den fulde oplevelse af de nyudsprungne løvtræer, der badede hele landskabet i en sart lysegrøn farve. Peter, der normalt ikke er så lyrisk omkring naturoplevelser, meddelte i radioen “Hold da kæft hvor er her pænt!”. Jeg lå tæt bag ved Porschen og fulgte Peters linievalg i kurverne, ligesom man legede kongens efterfølger som dreng. En lyd, der lød som et brændt sikring, fik mig til at afbryde legen. Så kom lyden igen. Nej to brændte sikringer på så kort tid? Det er næsten ikke muligt. Endnu engang kom lyden og nu mange gange. Peters enorme 11 tommer bagdæk var begyndt at kaste småsten på min forrude. Hold afstand, var planen fra nu af.

Vi ankom til Carcasonne, som sammen med de to byer Toulouse og Castelnaudary danner det, man kunne kalde ondskabens akse inden for gastronomien. Her laver man retten cassoulet, en heftig rustik sag med konfiteret and, pølse og svinekød. Ovenpå ligger et lag af bønner og inden servering gratineres retten i en ovn. Velsmagende, det er cassoulet, og den glider ubesværet ned i store mængder. Resultat er en nærdødslignende mæthed, som kan lægge selv en fuldvoksen mand i aflåst sideleje i flere dage. Vé den som byder en smuk kvinde denne ret på en date. Så er det definitivt slut med den romance.

Vi trådte varsomt og delte en lille portion cassoulet inden turen gik til Millau, hvor vi skulle køre på den berømte Viadukt de Millau-bro.

Det trak op til regn og der kom meldinger hjemme fra Danmark. Peters mor som før turen havde gennemgået en hjerteoperation, havde fået det rigtig skidt igen. Peter havde naturligvis bekymringer med at køre rundt i Sydeuropa, mens hans mor lå derhjemme og havde det dårligt. Oven i det fik vi at vide at en god ven derhjemme om morgenen var blevet skudt og dræbt af sin egen far.

Turen gik i stå. Vi kørte over Millaubroen i silende regn, kørte stille ned til den nærmeste by, parkerede bilerne i en parkeringskælder og gik til nærmeste bar og fik udleveret en flaske gin.

BossaNova-turen var nulstillet og vi havde brug for at tænke lidt over hvad der skulle ske…

Vi forlader bjerget ved Malaga lørdag formiddag. En uge er gået med at samle kræfter og vi vender nu mod Danmark, saftspændte og fulde af forventninger. Bilerne er fuldtankede og vi har netop overstået den obligatoriske morgenkaffe – spansk og kraftig.

Turens første sektor er en 19 kilometer lang nedkørsel af snoede veje mod den Andalusiske kyst. Jeg kender turen vældig godt og vejens mange sving er prentet ind i min hukommelse. Så ofte har jeg kørt den, at jeg kan huske alle dens huller og asfaltreparationer. Normalt er en hastighed på 50-60 km/t passende for en behagelig nedkørsel. I mørke noget hurtigere, da modkørende bilister afsløres i god tid af lyset fra deres forlygter. I dag er det høj sol og vi tager det stille og roligt. Foran os har vi omkring 4000 kilometer veje, så der er ingen grund til hastværk. Jeg ligger forrest og Peter ligge bag mig i den snøftende Porsche 911. Peter har til morgen været lidt stille, ikke mindst de foregående dages solbadning på terrassen har fået ham ned i omdrejninger, men også den lange tur vi har i vente har bragt ham i en tilbagelænet tilstand. I bakspejlet kan jeg følge hans lidt sløve kørsel bag mig. Alfa’en er ved at nå den rigtige arbejdstemperatur. Dækkene bider og bremserne tager fat. Et lille tryk på bremsen får vognen til at søge ind i de skarpe sving og et efterfølgende tryk på speederpedalen, får vognen til at trække sig ud af svinget med den lyd jeg elsker så forbandet højt – den sprøde lyd af en Alfa Romeo aluminiumsmotor. Det er en dejlig morgenstund.

Nedstigningen fra bjerget ender med en kursændring på 90 grader i østlig retning mod Granada. Vi følger middelhavskysten på den ene side og de mindre bjergkæder som kulminerer med Sierra Nevadas sneklædte giganter længere fremme på vores anden side. Vi følger en af de motorveje som er anlagt i nyere tid, så asfalten er jomfruelig og føles godt under vognens dæk. Undervejs passerer vi et antal af viadukter og broer. Moderne og rationelle og de gør intet godt for landskabet, men de flytter store mængder trafik og det er deres hovedformål. Alle har de et blåt sikkerhedshegn på siden og min tanke er om Per Arnoldi har været involveret i dette farvevalg. Mere spektakulære er de mange tunneller vi kører gennem – rør der er boret ind i bjergene og lader os penetrere klipperne. Lyden af motorerne inde i tunnelerne er guf for bilentusiaster og allerede ved den anden tunnelpassage kan jeg høre Peter give den treliters boksermotor med dobbelttænding en ordenlig spand havre. Den kvitterer med et brøl af velvære i tunnelen. I walkiens højtaler (dem har vi skam med på turen atter engang) lyder et “Hihaaaaa”. Peter er for alvor vågnet op, en gammel cirkushest fornægter sig aldrig, når den dufter af savsmuld i manegen. Dette års første BossaNova-tur er i gang.

Når man kender sin bil rigtig godt, og her må bilswingerne strække våben, så kan man aflæse de mindste ændringer på sin vogn. Jeg har ikke kørt i min Alfa i næsten seks måneder, men jeg ved præcis hvordan den opfører sig under forskellige temperaturer og højdemeter. På temperaturviseren kan jeg se den er et par gradere varmere end normalt, ikke kritisk overhovedet, men varmere. Jeg ved der af og til danner sig luft i slangen mellem køleren og ekspansionsbeholderen og derved danner en prop. Jeg tror ikke det er skyld i den højere temperatur, men vil nu tjekke det senere alligevel. Ellers ser alt godt ud, olietrykket er fint og tankmåleren viser fuld tank. I øvrigt har jeg besluttet mig for at tankmåleren fremover på turen ikke længere skal indikere benzinpåfyldning, men derimod en kaffetår. På den måde kan udgiften til benzin måske formildes en smule.

Vi ændrer igen kurs i retning af stik nord. Nu går turen gennem kløften mod Granada blandt Sierra Nevadas højeste bjerge. Et sted deroppe ligger Alhambra og byen der er kendt for den spanske guitar og den traditionelle tapasmad. Her er sindssygt smukt, bjergtagende helt bogstaveligt. Vi er stadig på motorvej, men det gør intet, for her er virkelig noget for øjenene og sanserne. Halvvejs lige ved foden af Granada tager vi et tankstop. Vi vil tjekke olie, få lidt benzin på og lige en lille hurtig kaffe. Humøret er højt og vi taler begejstret sammen. Midt i kaffen få jeg den begavede ide at belære Peter lidt om, at kaffe med et højt sukkerindhold er en effektiv måde at genoprette sukkerbalancen i kroppen, hvis man skulle gå sukkerkold. Peter ser tvivlende på mig og siger “jojo, men det går hurtigt ned ad bakke igen, og så skal der endnu mere sukker til for at oprette balancen igen”. Han viser nogle kurver og grafer i luften med sine hænder og jeg iagttager fagterne nysgerrigt. Peter ved en masse om kroppen og dens kemi, forstår jeg nu. “Hvis du skal udnytte et langt energiforløb, som på eksempelvis en lang køretur, så kommer du ikke uden om en del salat og vand – og SÅ kan du slutte af med kaffe med sukker i slutingen af turen”. “Øhh, nå, har vi så ikke fået byttet lidt rundt på tingene i dag?” spørger jeg. “Jo, det har vi helt bestemt” svarer han på vej ind i sin vogn.

Efter den fantastiske tur gennem Sierre Navada-bjergene med et midlertidigt farvel til Middelhavet ændrer vi igen retning mod øst. Vi skal køre omkring 300 kilometer på et stykke frygtet motorvej. En lokal spanier har engang kaldt den Carratera del Diablo – Fandens hovedvej. Ikke fordi det er farligt på nogen måde, men fordi det er så monotont, varmt og ensomt. Det er et stykke vej som kan fremkalde de helt store hallucinationer og tvangstanker. Her er ikke megen trafik, kun et fåtal af familiebiler og oftest med unge mænd bag rattet. De opfører sig som om de er i gang med at udfylde deres sande potentiale som motorsportsikoner. Synet af Peters Porsche får dem til at slikke sig om munden og foretage en nedgearing og en kraftig acceleration. Jeg har indtaget en nonchalant holdning og ignorer udfordringerne til dragrace. Peter derimod HAR taget skade af diabloens virkning og tager mod invitationerne. Det munder ud i korporlig afstraffelse og det bliver hurtigt systematiseret. Peter kører op på siden af duellanten, slipper speederen og de uforbrændte benzingasser eksploderer i udstødningen med høje brag. Den unge duellant tror han er under beskydning, mens Peter foretager en nedgearing og planter en tung højre fod på speederpedalen. Porschen kvitterer med en højlydt, men veltilfreds grynt, slår et lille slag med bagenden og forsvinder ud i horisonten og reduceres til en lille prik på et øjeblik. Den unge mand bag rattet indfinder sig i det højre spor med en hastighed pænt under det tilladte. Jeg kan nu passere i en overhaling, i moderat tempo, mens den unge mand vinker og smiler til mig. Han har accepteret sit nederlag og ser nærmest ud til at takke for irettesættelsen. Jo, det lønner sig skam at tage sin pitbullterrier med ud på diabloen.

Ved Mucia kører vi nu stik nord, igen af motorveje. Solen står nu lavere på himlen og varmen har fået tøjet til at klistre til kroppen. Alfa’ens motor og gearkasse afgiver meget varme i kabinen når hastigheden ligger på næsten konstante 140 km/t. Vores første dag er på lidt over 800 kilometer så vi er nødt til at benytte de effektive motorveje. Der er ikke meget at se på, så tiden bruger jeg til at filosofere – over turen og livet i det hele taget. Jeg var til bryllup i går, et traditionelt spansk et af slagsen. To unge spaniere fra min lille by skulle velsignes i det hellige ægteskab. Det var dejligt og rørende. Normalt er jeg ikke en kirkens mand og hjemme i Danmark oplever jeg ofte bryllupper som en cirkusforestilling med alt i tilbehør og imponatoreffekt. I går var lidt anderledes, jeg var oprigtigt revet med at de unge menneskers lykke. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har set en så strålende lykkelig brud og så stolt en brudgom. Det smittede forfærdeligt og festen derefter var en stor og glædelig oplevelse. Spaniere er eminente til glædesfest, helt uden dikkedarer og omsvøb. Bare fest og godt samvær med familie og venner og en gigantisk sværm at legende børn. Min sidemand til festen, også dansk, var på samme måde revet med af begivenhederne i sådan en grad, at han ville gifte sig igen, nu for fjerde gang. Men denne gang skulle det foregå på spansk facon.

Samme sidemand til festen spurgte nysgerrigt til den kommende BossaNova-tur og hvad formålet var, udover rejsen til Danmark. Jeg kunne svare, at det helt enkelt går ud på at opleve vores gamle biler fra deres bedste side, finde ind til sig selv og måske finde steder og oplevelser som ikke er ramt af det moderne og rationelle. I al sin enkelhed at opleve at rejse som da vores biler var nye. Jeg er håbløs romantiker omkring det, at der stadig er masser af lejlighed til at opleve den frihed og bevægelsesmulighed som automobilet gav europæere i halvtredserne og tresserne.

Med det in mente var de 800 kilometer ved at være overstået for i dag. Det blev mest til motorvej uden megen romantik, men nu er vi i gang og “kørt til”. Bilerne havde kørt fejlfrit da vi klokken 11 om aftenen kørte ind i Aragonien hvor et hotel og aftensmad ventede på et par trætte rejsende.

Forsættelse følger….

4000 km fra det næsten sydligste punkt i Europa og til København i klassisk bil med 44 år på bagen kræver lidt forberedelser og klargøring af vognene. Vi er dog lidt nøjsomme med disse forberedelser og foretager kun de mest oplagte.

Dem der fulgte med i beretningerne fra den sidste BossaNova tur vil vide at min røde Alfa Romeo GTV 1750 – også kaldet Rosinante når det bliver emotionelt – at vognen overvintrede i Spanien. Det er nu tid til at vække vognen efter dens vinterhi, da årets første Bossanova tur begynder på lørdag. Alfa’en fik en grundig vask og polering inden klædet blev lagt over og seks måneders stilstand ventede.

Motorolien var frisk og ny da vi forlod København sidst, så den var rigelig god til endnu en tur. Flere vil måske huske, at jeg havde problemer med kompressionen på den bagerste cylinder hvilket formentligt er skyld i det forhøjede olieforbrug (2 liter pr. 1000 km) og at vognen ryger under kraftig acceleration. Jeg fandt først ud af problemet lige før afgang på sidste tur, så jeg så ingen anden mulighed end at spøge med at jeg kørte på 3 3/4 cylinder og at det nok skulle gå. Det gjorde det, uden problemer af nogen art endda, men det fjerner jo naturligvis ikke problemet, som jeg må løse når jeg kommer hjem til Danmark med vognen.

Det er den tredie lange tur Alfa’en er på, stort set uden problemer, så forberedelserne er egentlig ganske små. De sædvanlige eftersyn af bremser, dæk og slanger i motorrummet. Alt ser godt ud, så jeg har ingen bekymringer om at den røde vogn nok skal komme igennem endnu en tur (7-9-13).

Lidt malurt er der dog dryppet i bægeret. Min Alfa har som så mange andre italienske vogne lidt problemer med elsystemet. På sidste tur var der lidt mystik omkring en sikring som brændte over helt vilkårligt og uden nogen form for systematik. Samtidig med at når bilen blev sat i bakgear, så holdt temperatur- og benzinmåler-urene op med at virke. Det lignede udøvelse af sort magi eller anden eksotisk forbandelse, men løsningen lå i at rense stelpunkter og sikringsboksens kontaktpunkter. Nu er en ny festlig fejl dukket op i el-systemet: Når jeg tænder det lange lys, slukker alt lys i instrumenterne og baglygterne slukker…noget uhensigtsmæssigt, da en del aften- og natkørsel venter forude.

Jeg har forsøgt mig med lidt fejlfinding, men indtil nu uden held. Jeg modtager gerne forslag og ideer til løsningen. Du kan hente et el-diagram på linket herunder:

Diagram_Alfa Rome_1750_GTV_Series 2

Heller ikke denne gang skal jeg køre turen alene. Min efterhånden trofaste rejse- og værkstedskammerat Peter har taget den lange tur til Malaga i sin Porsche 911 RSR for at køre BossaNovaturen sammen med mig. Selvom han har taget biltoget fra Hamburg til Narbonne, må det siges at være en entusiastisk bedrift og siger noget om hans rejse og kørelyst.

Peters Porsche lød ved ankomsten noget mere omgængelig og næsten uden det sædvanlige bulder og brag. Årsagen er at han har fået bygget en rigtig udstødning til vognen. Den tidligere hjemmekonstruerede udstødning er sendt på pension og den nye med rør i ens længde og korrekte opbygning, er monteret til turen. Selvom den nye udstødning ikke er nær så potent i lyden som det gamle råberør lyder Porschen nu mere nedtonet, men ikke mindre hidsig. Faktisk lyder motoren nu mere veltrimmet og Peter synes det har ændret vognens gangkultur til det bedre. Også speederresponsen er mærkbart forbedret. Udover de tekniske forbedringer ved det nye udstødningssystem må det fremhæves at tinnitusfaren for vognens passagerer er drevet over og vores ankomst til civiliserede steder på turen nu kan forgå uden skam og flovhed over at vække hele nabolaget.

Vi vender naturligvis tilbage med de egentlige turberetninger efter starten på lørdag.

Med Hagstøms opfordring om åbenhed og imødekommenhed i mente, befandt jeg mig i går i selskab med en meget ung mand og hans definition af verdens fedeste bil.
!–more–

Den unge spanier, som på mig virkede […]

Forleden aften så jeg en dansk spillefilm i Statstelevisionen. Filmen var ikke noget særligt filmisk mesterværk, blot en typisk falde på halen-komedie af den slags der var så populære i de brølende nuller. Den […]

Italien er mere end noget andet land kendt for sine scootere. I film, i et fotografi fra Rom eller i historier om dette solbeskinnede land er scooteren et oplagt træk i den italienske livsstil. Navnet Lambretta […]

“Den kører som en ny bil”, “Det er en værre trillebør” eller “Den burde kører ud på en mark og skydes”, det er kommentarer jeg har hørt i beskrivelsen af køreoplevelsen af een og samme vogn. Så alt tyder på at […]