Medlem Søren Navntoft

Så vidt ViaRETRO ved, så findes der faktisk ikke nogen ærespræmie fra FIVAs side. Men lad os fortsætte den gode debat afledt af Motorhistorisk Samråds indlæg i Lørdags Matiné Nr. 76 med et eksempel på en mand og en bil, der KUNNE vinde en ærespræmie – for at leve op til en væsentlig del af charteret.

Det glæder mig, at der var så god debat om Torino Charteret efter lørdagens Matiné. Men ærgrer mig, at der var så meget fokus på undtagelser, huller i osten og ikke mindst (u)retfærdigheden og økonomien på tværs af alle mulige og umulige samfundslag og deres nye og gamle biler. For hvad er det lige charteret handler om?

Det står fornuftigt nok som noget af det første i teksten:

The aim of this Charter is to preserve and safeguard the history of vehicles
including their engineering, form, functions and documented histories and their
many and diverse relationships with society and social environments.

Og det er altså dét, der er det vigtige: Af bevare historien. Det kan man gøre på flere måder, og resten af Charteret handler blandt andet om disse måder og der er egentligt nok at diskutere: Jeg regner ikke med, at vi er færdige – eller bliver færdige. Og det tyder de indledende diskussioner heller ikke på.

I øvrigt er det jo et internationalt Charter, hvorfor jeg vil mene at en dansker, der køber og bevarer en Mazda Cosmo (der blev nævnt som eksempel i går – på en bil, der ikke skulle have noget med vores danske motorhistorie at gøre) har ligeså meget ret og ansvar at påtage sig som en tysker. At danskerens (danske) interesser så varetages af Motorhistorisk Samråd og tyskerens (tyske) interesser af Deuvet er en anden snak. De to organisationer vil cirka det samme – i det store billede. Og begge læner sig op af Torino Charteret. Læs det nu endeligt i sin helhed, længere er det altså ikke – find det hér.

Men måske hjælper det, hvis vi går væk fra det store billede og kigger helt konkret på en mand, der har gjort et meget konkret – og pænt stort – stykke arbejde for at bevare noget motorhistorie? Ja, måske. I hvert fald mødte jeg sådan en mand på Wedelslund i torsdags.

Der er ikke mange førstegenerations-Corollaer tilbage – “aflukkeligt handskerum” eller ej.

Helt specifikt havde han renoveret en Toyota Corolla Coupé 1200 Sprinter fra 1970. Totalt. Fra ende til anden. I en meget gennemført standard. Og nu stod den røde coupé så der på Wedelslund Gods’ græsplæne, der blev besøgt af alle de andre chauffører i de over tusind biler og yderligere cirka fire tusind gæster. Den blev beundret en del, og jeg kan næppe have været den eneste, der aldrig havde set en før. Og den stod, så vidt jeg kunne vurdere, fuldstændigt som den den oprindeligt ville have forladt Toyotafabrikkerne.

Men her var een: Perfekt renoveret og bevaret for eftertiden.

Dét er bevarelse af historien. Og vel at mærke et stykke af den, som ikke ret mange andre har gjort sig den ulejlighed at arbejde for at bevare. Dén mand og den bil skal, udover hæder og ære fra os andre bilentusiaster, også have nogle konkrete fordele ud af sit arbejde. Lav vægtafgift og lav forsikringspræmie og lov at køre hvorhen han vil virker næsten som for lidt: Bilen var et rullende museumsstykke over japanske biler, som de var dengang de første gang viste sig på vores breddegrader.

Så vidt jeg kunne se var han ingen steder forfaldet til “forbedringer” eller moderniseringer. Selv den “store” motor på 1166 kubik i Sprinteren måtte dengang nøjes med fire gear. Oliefilteret var et originalt fra Toyota. Navkasplerne lignede skraldespandslåg, nøjagtigt som de skulle. Bilen var en bar cigar hele vejen igennem.

Men en lækker cigar. Og ejeren Karsten var sig sit ansvar bevidst: Siden renoveringen fra 14 år siden havde han kørt over 40.000 kilometer i bilen. Det var gået stort set sporløst hen over den, og den var en af de flotteste biler i parken. Jeg var imponeret og Karsten burde have Torino Charterets hæderspræmie.