-
Indlæg
-
Hej ViaRetro’er,
Jeg har længe fulgt med herinde, og vil nu gerne selv bidrage med lidt stof til inspiration
og afskrækkelse.Jeg har længe været ejer af en Triumph Spitfire og herunder kommer en lille beretning om mit første automobil. Historien har også være udgivet i Dansk Triumph Automobilklub’s klubblad, så for dem der allerede har læst med der, vil det muligvis virke bekendt :O)
En februar morgen i 1996 faldt jeg, i en alder af 21 år, over en salgsannonce med en rød Triumph Spitfire Mk III til 41.000 kr. Den så smart ud sådan en vogn og børneopsparingen kunne vel ikke bruges til noget mere fornuftigt, hvis det endelig skulle være. Så jeg tog af sted for at kigge på det røde vidunder – og altså kun kigge! Men som det næsten altid går når man nøjes med at kigge, blev jeg efter en kort prøvetur og endnu kortere betænkningstid, den nye ejer af Spitfiren. Den var ikke i perfekt stand, men jeg synes alligevel at man fik umådeligt meget bil og køreglæde for pengene.
I de næste 8 år brugte jeg vognen til utallige småture både sommer og vinter. Den blev udsat for lidt af hvert: skovture med fruen Anja, almindelig hverdagstransport og til en sæson med o-løb. Og ofte har jeg siddet og skrabet is af indersiden af forruden og overvejet muligheden for at installere et supplerende varmeapparat i bilen, eller jeg har hjulpet forrude-viskerne lidt på vej med en arm ud af sideruden. Men det gik trods alt fint og bilen startede (for det meste) uden problemer og kørte lystigt derudaf. Den blev løbende vedligeholdt og lidt pladearbejde blev det som regel også til, når datoen for næste syn nærmede sig. Men jeg var altid forundret og glad over at jeg fik så meget glæde af et køretøj, der var så billigt og nemt at holde kørende.
I 2004 kom vores første søn, Magnus, til verden. Da vi samtidig startede egen virksomhed, var tiden pludselig ikke til at rode med bil; så den lille røde blev sat til opbevaring i en mørk lade ude på landet. Egentligt et fint sted, hvis man ser bort fra de mus der boede der og hvis yndlingsspise øjensynligt var ledninger og skumgummi. Årene gik og vores anden søn, Frederik, kom til verden i 2007. Så med to dejlige sønner og rigeligt med arbejde, var der stadig ikke tid til at rode med biler!
De årlige besøg til laden bragte altid gode minder frem, men det var tydeligt, at bilen flyttede sig længere og længere væk fra køreklar stand. Så i efteråret 2012 blev beslutningen taget: nu skulle bilen hjem og gøres køreklar til den kommende sæson. Ikke en komplet renovering, men mere en slags let ”makeover”, hvor bilen blot skulle gøres lovlig og køreklar, indtil der blev tid til den helt store tur på et senere tidspunkt.
Jeg lejede et fejeblad og sammen med Frederik, Magnus og min Far, tog vi af sted for at hente bilen hjem. Bilen var noget beskidt og det var tydeligt at det var et stykke tid siden den sidst havde været ude at køre. Bremserne havde sat sig, så vi fik varmen, da den skulle skubbes ud af laden. Ellers så den nu meget fin ud og glæden ved at skulle køre den kommende sommer i møde i en åben vogn var helt klart til stede! Så op på ladvognen og af sted til Frederikssund.
Og det første punkt i klargøringen var den obligatoriske vask. Frederik og Magnus blev udstyret med spand og børste og så var det ellers i gang med at fjerne mange års skidt og møg. Et olieskifte, nyt batteri, nye bremseklodser og væske, ny kølervæske og måske et par nye dæk – det var vel alt der ellers skulle til, før vi igen kunne komme i gang med kørsel i åben vogn? Øhhhh nej, der blev vi hurtigt klogere!
Fortsættelse følger…
Attachments:
Velkommen Mikael, og forhåbentligt er der ikke alt for langt til fortsættelsen – og en lykkelig slutning?
Som du måske ved var en 1968 Triumph Spitfire Mk3 min første bil (ikke bare første klassiker, men første bil), og jeg har haft to siden – og en GT6, i øvrigt også. Så jeg kender og deler din fornemmelse af, at man får ret meget anvendelig klassiker for pengene i de(n) model(ler).
Men nu ER du vel blevet kørende, ikke?
Jooeh Claus, jeg har godt læst dine indlæg om Spitfiren, og det med stor interesse.
Fortsættelsen, den kan I få herunder med det samme…Men den lykkelige slutning bliver I og jeg nødt til at vente på lidt endnu!
Olieskiftet gik fint og et nyt batteri kom der også i vognen. Kølervæsken blev tappet af og nyt hældt på. Men det var nu ikke meget kølervæske, der kunne tappes af – højst et par liter blev det til. Det svarede vist ikke helt til den mængde der var hældt på i sin tid, men den kunne jo muligvis have tabt lidt undervejs i laden? Benzinslangen blev afmonteret i motorrummet og den gamle sjat benzin, der var tilbage i tanken, blev tappet af og røg på genbrugsstationen sammen med den gamle olie og kølervæske. De gamle benzinslanger var møre og blev skiftet til nye. Nye køberrør blev det også til. Derefter blev 5 liter frisk benzin hældt i tanken. Til sidst fire friske tændrør, to nye luftfiltre og et par dråber olie hist og her, for at sikre at alt kunne bevæge sig, som det skulle.
Og så var det store øjeblik kommet! Batteriet blev tilsluttet og nøglen drejet… og vupti, efter få forsøg sprang motoren i gang. Fantastisk – den gik uden problemer og vi havde det store smil på. Den fik lov til at stå og køre lidt, men underligt nok var der ikke mange tegn på, at motoren blev varm. Temperaturmåleren i instrumentpanelet stod i det blå felt og der kom ingen varm luft ud af varmesystemet inde i kabinen. Der var vist noget galt!
Så det var på med arbejdshandskerne og i gang med fejlsøgningen. Efter et forsøg på at få skyllet kølesystemet igennem, kunne vi konstatere, at systemet på en eller anden måde var stoppet til. Så af med slangerne for at se, om der skulle være nogle tydelige tegn på årsagen til problemet. Det var der; den game kølervæske var fuldstændig størknet i de fleste af slangerne og det var tydeligt at se, at der skulle ske noget drastisk, for at få kølesystemet til at fungere igen. Flere af slangerne var desuden så møre, at de faldt helt fra hinanden, da vi forsøgte at skille systemet ad.
Æv, mon alligevel vores gamle Spitfire var lidt mere medtaget, end vi først have ventet?
Fortsættelse følger – jeg skal bare lige have skrevet det først :O) Måske jeg kan nå det i aften, nu hvor jeg alligevel ikke skal i garagen…
Derefter besluttede vi os for at kigge lidt nærmere på de andre vitale dele på den kære vogn, for at få et overblik over hvad der var krævet, for at få vognen i køreklar stand. Så op på et par bukke og af med baghjulene. Hovsa! Det så heller ikke alt for godt ud – ærlig talt var der noget mere rust end forventet og også bremseslanger og de fleste dele af bremsesystemet var klar til udskiftning.
Vi forsøgte os også med det gode gamle skruetrækker-trick. Skruetrækkeren gik uproblematisk igennem dørplader, skærmkanter, og ja…nærmest alt af metal. Der var kun en ting at gøre: Drengene og jeg satte os med et par håndværker-sodavand og en håndværker-bajer og tog en alvorlig snak. De er jo smarte nok de kære børn, så inden øllen var halvt drukket, havde vi besluttet os for, at skille den dejlige vogn ad og gå i gang med lidt renovering. Bare lige sådan hen over sommeren og den kommende vinter, så den kunne står klar til kørsel sommeren efter. For nogle lyder det muligvis bekendt, med en stort projekt der forventes klaret hen over vinteren?
Og så gik vi ellers i gang. Hold op, hvor var det nemt (og sjovt!) at skille en Spitfire ad. Vi sørgede naturligvis for god foto-dokumentation undervejs, og mindre dele blev lagt i poser med tekst på. Efterhånden som arbejdet skred frem, blev det mere og mere tydeligt, at vognen trængte til den helt store tur. Den var aldrig kommet ud at køre lovligt uden en stor renovering.
Flere eftermiddage og weekender blev tilbragt i perlestenene i indkørslen. Den store hammer og vinkelsliberen var flittigt i brug og inden vi havde fået set os om, havde vi fået skilt vores lille vogn ad. Naboerne hjalp med at få løftet motoren ud, og de gav også en hånd med at få karosseriet løftet af rammen. Flere pladedele, som f.eks. motorhjelm og bagskærme, fik boret punktsvejsninger ud, så pladedelene kunne renoveres ordentligt senere.
Og her står vi så nu: Bilen er totalt adskilt og vi skal i gang med pladearbejdet. Rammen er ikke slem, og der mangler kun at blive lappet et enkelt hul og sat to outriggere på. Så er den klar til sandblæsning og maling.
Resten af pladearbejdet er en anden snak. Der er rigtig meget rust og der skal bruges mange timer i værkstedet, før den bliver klar til maleren. Og så skal elnet, indtræk, træ, krom og alt det andet selvfølgelig også have en tur.
Så lige nu afventer vi, at der kommer en garage flyvende ind i vores liv – gerne isoleret og med varme! Eller skulle man flytte på landet? Eller leje et værksted sammen med en kammerat? Tjahh, det vil tiden vise. Men i øjeblikket bliver der i hvert fald ikke kørt i Spitfire herhjemme – vi afventer og glæder os helt vildt til, at vi skal fortsætte renoveringen.
Og man kan jo altid håbe på, at der på et tidspunkt bliver mulighed for at supplere indkørslen med en anden kørende klassiker, imens vi pusler med rusten.
Og lidt flere billeder:
Attachments:
Fedt at du har beholdt bilen, og at den er blevet et familieprojekt. Glæder mig til at læse nyt.
Kørte selv i en Herald som hverdagsbil sidst i firserne/først i halvfemserne. Den blev stille og roligt dårligere og dårligere, hvorefter jeg solgte den for en slik til en Triumph entusiast, der ville renovere den. Jeg havde på det tidspunkt ikke plads til at beholde den, hvilket af og til ærgrer mig. Det ville også have været et fint projekt.Hej Mikael, jeg takker på klubsprøjtens vejne for nye indlæg !!
Min erfaring er også at en Spitfire hurtigt splittes ad…
Min spitfire tog 14 dage at skille ad og 3 år at samle igen, (før kone og børn.)… Men det er en luksus at skrue på den senere hen når alle dele er rene og velsmurte.. Helt færdig bliver den jo aldrig for jeg bliver ved med at opdatere/opgradere dele på trods af de jo er nye eller renoverede…Til sammenligning har jeg vist indtil videre været 6 år om at samle mit næste projekt. (en 2000 Saloon) .. faktisk har jeg været nødsaget til at købe en mere at køre i indtil den anden er færdig… Det er der vist flere Triumph ejere der gør for tiden (godt de er så billige..bilerne altså)!!
Hold dampen oppe og hvis du er har brug for moralsk støtte eller en skulder at græde ved så er jeg her!!
Hej Mikael,
Kender alt til projektet min første bil som 18 årig var netop en Triumph Spitfire Mk 3 fra 1968. Husker især baghjulsophænget for at give nogle “spændende” køreoplevelser i sving. Jeg havde den stående i mine forældres carport i hvor min far og jeg lavede en delvis renovering. Husker den som værende nem at lave noget på, bortset fra at der var nul plads i motorummet, sjovt nok taget i betragtning af man åbner hele fronthjelmen op som på en BMW eller Jaguar E.
Hvor bor du henne i landet?Venlig hilsen
Bo
@JMH: Det ser jo ud som om du har gang i noget lignende! Hvor holder du til – en gang dækspark kunne være hyggeligt :O)
@Daniel: Så det går altså hurtigere med renoveringen inden kone/børn? Så er det derfor mit projekt trækker lidt i langdrag i øjeblikket ;o) Men det gælder vel bare om at få dem med på vognen…
@Bo: Det lyder som om du er startet samme sted som jeg. Synes bestemt at det var en god indgang til klassiker-verdenen, når man nu ikke er uddannet mekaniker. Jeg bor i Frederikssund…
@Mikael: Hvis jeg husker rigtigt, har du set projektet da det stod i Slangerup – men det kan også være resultatet af at jeg har sniffet lidt for rigeligt med 2-komp .maling :-)
Bilen er i Ølstykke nu og mangler stort set blot bremsevæske, nye dæk og en sporing. Du er altid meget velkommen til at se forbi – har en enkelt mk 3 karosse stående som er stort set original og urørt til evt. måltagning hvis du har behov for det.
@JMH: Jo, jo, det gjorde jeg da. Kunne bare ikke lige genkende garagen, men den er jo så også blevet skiftet ud :O) Og så er du da også nået en del videre siden sidst! Kan også godt huske at du havde en anden karosse stående.
Er det en garage du lejer og er der evt. flere ledige til udlejning? Vi også meget gerne forbi og se dit flotte resultat; du kan evt. sende en sms på 30 95 30 56 når du har tid til, at jeg kigger forbi til lidt dækspark…
Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.