Endelig: Efter omfattende fejlsøgning og reparation af indsprøjtningsanlægget på min Mercedes SLC er den tilbage – i guldform!
Det var i sommeren 2017, at jeg købte min Mercedes SLC – og dermed opfyldte en af mine ældste bildrømme: Den store tyske luksuscoupé huskede jeg fra min barndoms ferier igennem Tyskland og på vej til Italien, og den stod dengang (for mig, den lille purk) som noget af det ypperste autobilværk man kunne tænke sig. Den var allerede dengang uopnåeligt dyr for de fleste danskere, men tiden har siden været med os: Som brugt bil blev den billigere og selv som klassiker var den længe undervurderet. Så rent faktisk får man uhyre meget klassisk bil for pengene med en SLC.
Da W116-Serien (den første Sklasse) kom frem blev den Årets Bil i Europa, og SLC (med sit eget kodenummer C107) blev senere betragtet som topmodellen i den serie.
Jeg skulle selvfølgelig være ekstra smart og købe en billig en af slagsen – som jeg også beskrev i en artikel tilbage fra august 2017: Min nye store fede sexede projektbil: SLC hed det, Lidt kækt, men dog for mit vedkommende med en altid-optimistisk tro på, at det nok ikke blev så dyrt at få rettet fejlene. Det var så forkert, for det blev det!
Sl og SLC har ikke oplevet samme himmelflugt som mange andre klassiske Mercedes.
Som jeg skrev synes jeg egentlig den blev ret flot efter min amatørpolering, og det blev endnu pænere efter udbedring af noget rust – primært et helt nyt bagpanel. Prikken over i’et, når jeg selv skal sige det, var så de lækre krydseger-alufælge med guldlakeret center og nye Bridgestone Turanza på: Dels kørte de nye dæk langt bedre, dels fik bilen nu det helt rette dekadente halvfjerdserdiskoteksejerlook, som dens Lorinser-spoilerkit var starten på. Det skrev jeg også om – under overskriften “Cheflooket er fuldendt“.
Så skulle det jo have været så godt altsammen – bortset fra at bilen ikke kørte ordentlig i motoren: Den startede elendigt fra kold og trak ikke fra lave omdrejninger. Så lidt træk var der, at den ikke kunne gå i tomgang, når automatgearkassen var i D. Med flere omdrejninger på gik den fint og stærkt, men sagen er jo, at ude i den virkelige verden kan man ikke altid bare køre med flere omdrejninger på. Så problemerne ved lave omdrejninger ødelagde fornøjelsen ved kørslen i bilen, og min første Mercedes-specialist kunne trods flere forsøg ikke finde problemet. Derfor fik jeg ikke kørt meget i bilen, og så var der jo ikke meget ved det.
Indtil jeg hørte om en specialist i gamle Boschanlæg. Johannes Graversen fra Hinnerup nord for Aarhus kendte jeg fra racerbanerme, hvor hans røde Fiat X1/9 var en af de første biler jeg huskede at have set i min barndom. Han har udviklet på den bil lige siden, og undervejs rodet i mange, mange andre tekniske problemstillinger – og herunder gamle Boschanlæg. Han fik opgaven – og han løste den.
Problemet var kort sagt, at der var flere problemer – nogle mere tricky end andre: Koldstartsproblemet skyldtes, at et multistik var samlet forkert indeni. Dårlig motorgang ved lave omdrejninger var primært noget med en vacuumregulator, der var utæt. Samt i øvrigt en tænding, der var slidt. Og så var der vist en fjerde ting, som jeg har lykkelig glemt. Det virkelig kedelige ved problemløsningen var imidlertid, at min bil jo er forsynet med en senere motor end den originale, og der ved monteringen af den er trukket ledninger på en anden måde end i 1972. Så det tog lang tid at lokalisere det forkert samlede stik. Og så kostede renoveringen af den der regulator i øvrigt fem tusind kroner ved et tysk firma, der tog en måned om det. Hertil kom en række andre småting som kørelys og blinklys, i øvrigt.
Jeg havde faktisk næsten glemt hvor lækker jeg egentlig synes den er, min gamle drømmebil.
Lad mig bare opsummere det med, at det blev dyrt – og så ellers springe direkte til den gode nyhed: Nu kører den bedre end nogensinde før – hvilket egentlig ikke vil sige så lidt. Bevares, ikke helt så godt som min Jaguar XJ12, men Mercedesen er jo faktisk også hele 15 år ældre. Alligevel er køreoplevelsen ikke helt fri for at minde om hinanden, da begge er tunge og solide biler med fokus på komfort og sikkerhed. Begge er formidable motorvejskrydsere, men i sidste ende har Mercedesen en anelse mere sportslig nerve – og i den sammenhæng er det også værd at nævne, at den er noget hurtigere.
Det burde den egentlig ikke være, men som jeg har skrevet før, så er netop denne SLC altså i usædvanlig god form. Påfaldende god, faktisk – og i disse Tour de France-tider tør jeg godt sige det: Jeg tror den er dopet! De 225 heste fra dens 4,5 liters V8 føles af mere, og måden motoren tager omdrejninger på og ikke mindst ændrer lidt karakter over 3.000 omdrejninger er påfaldende for dét, der engang var en limousinemotor. Jeg kan ikke rigtigt komme det nærmere uden hårde fakta at bakke det op med, men den ret tunge SLC er altså bare helt usædvanligt letfodet. Hvilken igen passer fint til dens diskoteksejerlook: Selvfølgelig var motoren da også tunet dengang.
Som det nok skinner igennem er også SLC’eren en af de biler, som jeg er meget glad for. Ærligt talt havde jeg bare næsten glemt det under dens langvarige ophold på afvænningsklinikken. Herunder også, hvor tilfreds jeg egentlig er med dens look. Det er klart den bil jeg har, der afviger mest fra originalen, som jeg ellers altid fremhæver som det rigtige og det hellige. Hvilket det jo også er. Men med SLC’eren har jeg tilladt mig at par friheder overpå dens basis af allerede-modificeret-SLC, og nu forstår jeg da til en hvis grad dem der bygger om på deres klassikere: Jeg tror faktisk ikke der er andre SLC’ere, der ligner min – og det er jo en tilfredsstillelse i sig selv.
Bedre endnu er det selvfølgelig, at den er vænnet af med dens unoder – hvorfor jeg kan mærke, at den endelig kommer til sin ret, og ikke mindst, at jeg tør/kan/vil/bør bruge den mere. Det har været en hård fødsel, men nu er den der, og SLC’eren skylder mig et par års fornøjelse: Jeg glæder mig til dens tilbagebetaling.
De fylder godt i landskabet, de to her.
Og nej, Mercedes’en kan HELLER ikke være i garagen.
Problemet i den sammenhæng er Jaguaren, som jeg ellers netop har nydt endnu en fin Sverigestur i: Der er for stort overlap imellem de to biler. Egentlig vil jeg gerne lige slå fast, at uanset hvad folkeviddet vil mene, så er en XJ12 nok en bedre bil. Men nu er min mission i klassikerverdenen jo ikke at finde den bedste bil, så i dét lys kan jeg godt sælge en 1987 XJ12 for at gå et skridt tilbage til en 1972 SLC. Jeg elsker min XJ12. Men jeg synes også min SLC er lækker. For slet ikke at tale om min Alpine, der måske nok er endnu mere lækker end de to praktiske klassikere. Ikke desto mindre har jeg blot fået den bakset ind bagerst i det, der engang bliver en garage. Men som ikke er det endnu, og formentligt først bliver det til efteråret. Så det er faktisk også et praktisk spørgsmål: Helt bortset fra, at jeg nok er et udmærket eksempel på, at man ikke kan køre i dem alle, så er jeg simpelthen faldet i den fælde, at jeg efter flytningen ikke længere har plads til mine dejlige klassikere – så alene af dén årsag må nogle væk.
Her på dagen hvor jeg fik SLC’eren tilbage siger min dagsform, at det er XJ12’eren, der må vige pladsen. I morgen er det måske anderledes. Alpine? Volvo? Racer-Spitfiren? RX-7? Eller hvad med selve den heromtalte SLC? Hvem ved. For ude i kulissen lurer jo også en nyanskaffelse, som ikke engang er kommet hjem endnu, og så bliver der virkelig trængsel på matriklen.
Gode råd modtages. Herunder tegninger til en stor, rummelig og billig garage!
Bonusvideo til dem der eventuelt ikke forstår eller kender så meget til en SLC er her en udmærket lille præsentation:
“En enkelt kommentar hernedefra…” (som C.V. Jørgensen vist synger i en gammel sang) skulle lige være, at man IKKE kan have for mange klasikkere. Pladsproblemer kan og skal bare løses. God sommer!
Tak for kommentaren, @bernt-clausen – kloge ord!
Men jeg er langsomt ved at komme frem til, at det nok alligevel ikke helt holder vand for mit vedkommende. Jeg har jo tidligere skrevet om et-årsreglen – her: https://viaretro.dk/2017/06/hvornaar-skal-man-saelge-sin-klassiske-bil/
Og den er der faktisk flere af mine biler, der er ved at falde for. Nogle ER faldet! Men OK, jeg synes dog ikke reglen gælder for biler, der står uden motor.
Alligevel kan jeg ikke lade være at tænke over det: Jeg kunne faktisk også bare leje mig plads til bilerne i min gamle, solgte ejendom. Men det virker dels absurd, og dels er det jo så langt væk, at jeg helt sikkert får kørt endnu mindre i dem. Ja, overvejelserne fylder en del i mit hoved i disse dage – mens vi laver hus og IKKE garage endnu.
Nå, nu skal jeg ud at køre SLC: Så er det rigtigt fredag!
Luksus dilemma Claus, men det er jo også en slags dilemma. Og jeg kender problemet. Er selv et op på fire klassikere, og føler at det er for mange. Der er plads problemer, det er en “kamp” at nå at køre i dem alle, og vedligeholdelsen bliver efterhånden også en tidskrævende opgave. Så på sigt skal jeg også have solgt en eller to igen.
E-typen er en keeper. Punktum.
Så har jeg lige købt en VW T2a bus fra 1970 i fantastisk stand, og fuld historie, der starter på Hawaii. Indtil videre er det også en keeper. Den har lige været ude på en 600 km rundtur med camplet på træk og windsurfer på taget – til Klitmøller og retur – og den klarede det med bravour. Aldrig før har det været så sjovt at køre med 90 km i timen. Og ALLE elsker den bil. Aldrig har en af mine biler fået så megen ros og kærlighed på turen. Janteloven gælder ikke for gamle rugbrød :-) En keeper. Så er der min 911S. Den skulle prøves for nogle år siden, og den er fed. Specielt til trackday over 4000 o/min kommer den til sin ret. Jeg har haft den glæde at bruge den til hverdagsbil i en uge før sommerferien, hvor en af de moderne biler tabte pusten. Jeg havde også glemt hvor fantastisk den kører Claus. En keeper lige nu, og jo et fantastisk passende match til en gammel VW bus..? Men jo også med et væsentligt overlap til E-typen..? Og så er der sorte Per, eller hvide Per? – min hvide 924. En nydelig, veldesignet og velkørende bil, men den tilfører ikke “flåden” noget ekstra, (ud over klaplygter). Fik monteret træk på den i foråret, så den har fungeret glimrende til at trække campletten, (der er uden telt og fungerer som surftrailer). Og ny bliver min datter snart 18 år, så hun skal have lov til at køre i den i efteråret. Men ellers ryger den nok til salg, når hun har lært at køre bussen. Svære overvejelser Claus, men det er nok værd at kigge på hvilke biler, der overlapper mest, så man kan få forskellige køreoplevelser, og så se på hvor meget bilerne bliver brugt? Vi ses på CHGP, så jeg kan få brugt E-typen…
…lige et foto af bussen i sit rette element.
Den SLC er bare så 80’er fed. Jeg ville beholde den. Pladsproblemet må kunne løses. Du kunne jo indkalde til byggemøde – jeg er sikker på den samlede Viaretro-flok er leveringsdygtig i en hel masse ideer til garage-opførelsen :-).
Ja, jeg kan kun sige tillykke med teknikken der endelig duer, og så ser den godt ud foran den moderne bygning. Og i virkeligheden!
Jeg målte min med Bosch D-jetronic til omkring 6 minutter fra koldstart af motor til varm før motorstyringen automatisk justeret motoren ned i tomgang til under det mærkeret index for 1000 omdrejninger. Det skal ligge på mellem 850 +/- 50 for min.
Jeg har prøvet overlap-vinklen, @soren-w , men det er ligesom om at det ikke rigtigt fungerer med en rationel tilgang til det her!
Tak, @njal-h-fredhave og @jesper-risskov : Jeg er også godt tilfreds – især efter dagens kørsel her på Fyn, for den kører virkelig langt bedre end en 1972’er burde kunne.
For nu at svare på det spørgsmål, du stiller: Hvad skal væk?
Fornuften vil nok være følgende 2 vogne.
Racer-Spit’en da du (du bekendt) ikke kører race i disse år. Desuden skriver du stort sey aldrig om den. Og den slags siger vel en del.
Volvoen må også væk. Som jeg husker det, har den samlet støv i flere år. Den bliver således ved med at blive nedprioriteret. Igen et tegn på at interessen de facto ikke er overvældende.
Ja, så kynisk og praktisk kan man se på det!
Men det er drønbilligt at have klassisk bil på den måde, @skaanning !
Mercedes SLC sexet? Ja hvis man mener at “verdens tykkeste dame “er sexet, så ja! For meget af al ting!
Nu en historie fra den “rigtige” verden! Vi er midt i 80érne!
Efter et af mange Le Mans besøg, skulle jeg til den lokale købmand (i Bagenkop)for at købe lidt fornødenheder!
Da jeg trådte ind af døren, udbrød købmandens kone og hendes medhjælper følgende: Nu ved jeg hvorfor i tager til Le Mans hvet år! Derpå fremviste de to fyldige damer midtersiderne i Ekstrabladet, hvor en udsendt medarbejder havde taget et foto fra gøgl og tivoli området på Le Mans! Fotoet viste sensationen “verdens tykkeste dame”! Hvorefter jeg valgte et absolut forkert svar:
Hvis vi kun tager derned for at se hende, kunne vi jo nøjes med at køre hen til købmanden!!
Der gik rigtig lang tid, inden købmandsdamerne var søde igen!!