Auto e Moto d’Epoca i ord og 100 billeder: Bellissima!

Den store efterårsmesse i italienske Padova er en af Europas største klassikermesser, og den er ikke fri for at minde om sidste weekends danske messe i Fredericia – altså bare lige med mere lækker mad, bedre vejr, pænere tøj og ikke mindst mange, mange flere fine biler.

Faktisk kalder den sig nu Europas største salgsmesse, og proklamerer at der er over 4000 biler til salg. Jeg talte dem ikke, og jeg fotograferede heller ikke dem alle. Men da jeg alligevel havde knap tusind billeder med hjem, så skal det såmænd nok passe, sådan plus-minus.

Selvfølgelig er en italiensk messe stærkest på det italienske.

Ligheden med Fredericia kommer sig mest af, at der iblandt de mange biler også er en masse reservedele – ja, det alene er faktisk for mange grund nok til at besøge Padova i oktober. Selv har jeg ikke tålmodighed til det (eller italienske biler nok, for den sags skyld), så besøgte kunne de haller af pligt og det endda kun kortvarigt – men den er god nok, der var masser af dele og tingel-tangel. 

Men der var altså også andet. Meget andet, faktisk.

En reportage derfra kan umuligt have det hele med, og det er faktisk svært nok bare at nå at se det hele: Det kræver systematik og godt benarbejde, og jeg er stadig bange for at jeg har overset en hal – altså en af dem med biler i. Og alligevel synes jeg faktisk jeg så nok, så stort er det.

Når det er sagt, så er det den slags her Padova er verdensmestre i: Italia!

Jeg var afsted med mine to rejsekammerater fra sommerferien, og selvom vi alle er meget store bilentusiaster (ellers var vi der ikke, kan man vel sige – hverken på ferie i klassiker sammen eller i Padova denne weekend…), så var vores tempo og fokusområder alligevel så forskelligt, så vi valgte at dele os undervejs.

Bedst som man tror man har fundet noget virkeligt sjældent…

…står der en Fiat Ranger mere på den anden side.

Derfor er der næppe heller nogen vej udenom, hvis nogle af læserne tænker at denne messe da ser spændende ud: Så må man afsted næste år. For mens jeg har fotograferet og bemærket én ting, så ville andre måske fokusere på noget andet. Også selvom jeg gik forholdsvist slavisk igennem de mange kilometer biler. 

Aukotionshuset Finarte havde til huse i et stort telt på udearealerne og havde et meget bredt udvalgt af biler – eksempelvis de tre her.

Så lad os bare komme igang, og vi starter med udeområderne: Det var blandet vejr da vi ankom torsdag på previewdagen, men vel inde på messeområdet tørrede det op og så var det bare med at nyde det. Hviket så også er ret let: Der er jo slet, slet ingen tvivl om at denne dejlige messe styrke er det enorme antal af dejlige italienske biler, der bringes til torvs – for nu at bruge en rimeligt italiensk analogi. Og det kan jeg, mine rejsekammerater, tusindvis af andre – og så er der nok også nogen der opdager, at de kan det, når først de bliver ramt af de mange variationer over temaet “italiensk bil”.

Perrlen var vel denne Maserati, der var flot, men ikke perfekt.

Men der er faktisk også noget til de andre. To forskellige BMW’er appellerede nærmest lige stærkt om at blive taget hjem i min garage, og jeg fik med nød og næppe forklaret mig ud af det fordi den stadig ikke er bygget færdig. Men en sort 323i af E21-generationen stod bare knivskarpt på sine guldalu’er i 13 tommer, og den sølvmetallic 635 CSi med blåt læder til bare 16.000 Euro var også voldsomt fristende. 

16.000 Euro for en 635 CSi med dette interiør virkede rigtigt fornuftigt.

Mercedes var til salg med pragteksemplarer fra tresserne til halvfemserne, og jeg kan også mærke, at min nuværende SLC langt fra bliver den sidste fra dét mærke: Skulle det en dag stikke mig at lave et projekt (Paven forbyde det!), så er det rart at vide at en rådden, skæv og bulet Pagode kan købes for 28.000 Euro eller (og mere relevant for mig) at samme sum sikrer et virkeligt topeksemplar af en 190 E 2.3-16. Men allermest oplagt er selvfølgelig en W111 coupé – og det hele kunne findes i Padova. 

Ville man absolut have det på den hårde måde, så var det også muligt. 28.000 Euro og værsgo’ at gå i gang.

Britiske biler var derimod ikke nær så stærkt repræsenteret, og den interne magtbalance var forskubbet i forhold til det vi normalt ser: Der var helt klart flere Bentley og Rolls-Royce end der var MG og Triumph. Er det bare mig eller har de store britiske luksuslimousiner fundet ny luft på markedet? Der er meget bil for pengene i en tresser-/halvfjerdserbil fra de to, men den enlige Zagato-Bentley baseret på en nyere Continental GT var for mig det bedste fra begge verdener.

Min ven her så jeg første gang for 2-3 år siden på en messe i Stuttgart, og selvom på hans Scimitar nu er sat ned til 38.0000 Euro så er det stadig verdens dyreste Scimitar…

… og mine beregninger siger, at hvis han fortsætter med at sætte den ned 3.000 Euro om året kan han nå at løse en million kryds-og-tværser før den bliver solgt.

Så selvom de ikke er alene, så ER det selvfølgelig det italienske, der står i højest kurs på messen. Her er Padova til gengæld så stærkt, at det alene er grund nok til at besøge den. Og det er uanset om interessen primært gælder Fiat, Alfa Romeo, Lancia, Maserati eller sågar Ferrari – de er der alle sammen. Sidstnævnte var det hyldede mærke med en temaudstilling, der hyldede racerbilerne, havde jeg læst på forhånd.

Som midtpunktet i deres særudstiling af racerbiler havde Ferrari placeret deres spritnye SP2, som var flot…

Hvorfor der blandt de otte pragtfulde biler fra primært halvtredserne så stod en spritny SP2 og en halvny blå Barchetta forstod jeg ikke, men den første klarede det faktisk meget godt: I det dunkle og let lumre klubstemning var inspirationen fra mærkets smukkeste sportsvognsracere tydelig – men det bliver den nye selvfølgelig aldrig en racerbil af. Lige ude foran det eksklusive Ferrari-område stod der så yderligere en række rå sportsvogne – disse bare med patina, og det klædte dem. 

…men lige udenfor stod heldigvis de rå og rigtige sportsvogne, som den var modelleret over.

Et andet stærkt italiensk racermærke var også pænt repræsenteret med lækre racere: Abarth kunne findes både under 1000 kubik og op til den tolitersklasse, hvor de var så succesrige i tresserne og halvfjerdserne. Den lille SP1000 skulle koste 180.000 Euro, den større 1300 260.000 – så jeg turde ikke spørge til toliteren! 

Mindre kunne dog også gøre det: Et-eller-andet sted har enhver Lancia Fulvia Coupé ligeså meget stil og nerve i sig som Abarths racerbiler, og her var der pæne biler at finde for under 20.000 Euro. Nogle endda meget pæne, og jeg bliver aldrig færdig med at undre mig over hvorfor forskellen på denne lille sportscoupé og den anden lille sportscoupé fra Alfa Romeo er så stor? Men for Italienselskere er det nok at vide, at begge var der i hobetal. 

Denne Fulvia var helt klart overgjort med skærmforøgere og det hele…

…men standen var flot og interiøret brunt og den kostede 18.000 Euro.

Mere overraskende for mig var det store fremmøde af Flaminia coupéer: Her taler vi fornemme Lanciaer, som efter min mening langt overgår alt hvad Alfa Romeo havde at byde på i samme periode og derfor helt fortjent er blevet dyre – og alligevel var der masser og masser af dem til salg i Padova. Jeg vil tro, at det er prisniveauet omkring de 100.000 Euyo, der lokker dem ud af garagerne og ind på salgsmarkedet? Hvorom alting er virker prisen rimelig for teknikken, designet, historien og sjældenheden – især for de eksemplarer, der stod ved siden af en Zagato-bygget Super Sport: Mens jeg lige har kigget den anden vej er priserne kravlet over 650.000 for de bedste. Og ja, det er stadig Euro. 

Lancia Flaminia coupé var der overraskende mange af – denne Touring var en af de pænere.

Meget, meget mindre kan købe Fiats bedste parallel til Flaminias mange coupévarianter, 2300 Coupé, som der også var mange af til salg. Bevares, de var ikke lige gode, men cirka 40.000 kunne købe en pæn bil. Den bedste af dem var efter min mening en musegrå, og den mindede mig i høj grad om, at jeg skal have en bil i den farve en gang. Lancia havde en del musegrå Flavia og Fulvia, og her var indgangsprisen noget mere spiselig. 

Vælg selv hvilken musegrå tresser-Lancia der passer dig bedst: Flavia eller Fulvia?

Apropos spiselig, så kom en af de skønneste biler på messen fra Lancia – syntes jeg i hvert fald: En sølvgrå Lancia Appia Zagato var så ombejlet da jeg passerede, at jeg næsten ikke kunne få et foto, og jeg tror faktisk den var ved at blive solgt i samme øjeblik. Hvilket jeg sagtens ville kunne forstå, fordi den simpelthen var er så fræk i al sin lille sportsvognselegance – se herunder.

Denne lille Appia Zagato var jeg totalt skudt i – det bliver simpelthen ikke meget mere italiensk, basta!

Jeg hørte en besøgende ytre, at der ikke var mange af de allerfineste biler – men det kan man jo diskutere. Medmindre man mener værdimæssigt og sukker efter million-Euros biler: De omtalte udstillede Ferrari kvalificerede sig næsten alle – men tæller næppe, da de ikke var til salg. Men det var til gengæld en håndfuld andre. Mørkegrøn Bugatti EB110? Jo, det kunne godt være mit valg, især frem for en hvid Porsche 959. Begge ville jeg så i øvrigt foretrække frem for en hvilken som helst af de udstillede Paganier: Magen til sheikh-bil skal man lede længe efter – og det synes jeg er en god ting. 

Den obligatoriske under-10.000 Euro Maserati Biturbo var der selvfølgelig også, og jeg var endnu en gang fristet. Den ene rejsekammerat prøvede at dreje interessen over i en Quattroporte III – nok hjulpet godt af, at han netop selv har købt en.

Imponerende automobil, Maserati Quattroporte 3 – dette ret fine eksemplar stod til knap 40.000 Euro.

Den anden var mere til Ghibli – altså den billige af dem, den fra halvfemserne (ikke den aktuelle, må Paven endnu en gang forbyde det!), men her har jeg sværere ved at se charmen. Selvom jeg selvfølgelig godt forstår 306 hestekræfter, manuelt gear og baghjulstræk. Og det er da mere sjældent end en 911, ikke?

Maserati til 9.500 Euro er altid fristende.

Og denne havde et betryggende antal papirer.

Åhja, 911! De var der også, og det i større tal end jeg havde forventet. Men det var nok bare fordi jeg havde glemt hvor stærke Porsche egentlig er – “Verdens Bedste Allrounder”. Mine favoritter her var en metalgrøn 930 med grønt læder men modellen har i mine øjne også en stærk konkurrent indenfor egne rækker. Her på messen stod eksempelvis en fin 928 til 33.000 Euro. 

Som på enhver ordentlig messe var der masser af 911 i alle varianter også, og der var mange fine til fornuftige priser…

…og hertil føjer Padova så sådan noget som dét her, som man ikke ser mange andre steder end i Italien.

Og sådan bølgede følelserne frem og tilbage i to dage. Auto e Moto d’Epoca spænder som få andre messer over hele spektret fra den 10.000 Euro dyre budgetklassiker til den fine håndbankede alu-eksotiker til hundrede gange mere, og den gør den helt uden besvær: Med italiensk elegance glider det ene over i det andet og tilbage igen, og det er faktisk er rar fornemmelse.

Kontraster: Denne Fiat 124 Spider havde skøn perioderigtig motorsportshistorie.

Og denne type toilet troede jeg haktisk var uddødt efterhånden, men nej: En del af Italien.

Skyl hele oplevelsen ned med at glas vin eller to om aftenen (vi boede på et vinhotel, så dén del var der taget hånd om), så ser man faktisk Italien fra sin bedste side. Vi købte ikke noget, men hvem ved om ferieturen næste år måske går så langt sydpå – eller i hvad? Vi blev inspirerede – og mere (hvis man altså ikke køber noget) kan man næsten ikke forlange af en klassikermesse. Anbefales varmt herfra.

En af de mere afslappede sælgere af en Flaminia coupé,

Denne lille Appia Zagato var jeg totalt skudt i – det bliver simpelthen ikke meget mere italiensk, basta!