Ugen der gik og den der kommer (del 488)

Det har været endnu en fantastisk biluge, og det bliver denne også: Superbiler og superklassikere en masse.

Og hyperbiler, faktisk: Jeg stod en hyggelig aften i sidste uge overfor en Aston Martin Valkyrie, som jeg faktisk synes så ret godt ud. Og så er den ikke ret stor. Det kan også godt være det var farven der gjorde det, for den havde den her klassiske Aston Martin støvede metalgrønne, og det gav bare den hypermoderne bil et mere klassisk look. 

Aston Martin Valkyrie – ikke en superbil, men en hyperbil. 

Bliver den en stor klassiker? Det har jeg faktisk svært ved at se. P.t. er det noget af det vildeste man overhovedet kan få på nummerplader, men der er slet ingen tvivl om at Aston Martin er gået langt over grænsen for hvornår en sportsvogn holder op med at være anvendelig på gaden – i jagten på i stedet at gøre den hurtig på banen. Hvorfor de så åbenbart har valgt IKKE at ville deltage i Le Mans for hyperbiler, det går simpelthen over min forstand. 

Denne McLaren F1 vandt Le Mans i 1995.

Især fordi jeg også stod og nød en McLaren F1, der som bekendt havde den fuldstændigt modsatte tilgang til at lave verdens dengang bedste sportsvogn: Her var der udelukkende fokus på dens evner på offentlig vej inklusive små ting som støjniveau at have bagage med. Hvorpå andre så vælger at indsætte den i motorsport, som den viser sig at være så god til, at den netop vinder Le Mans. Og mange andre ting. F1’eren er i dag blevet verdens fineste nyklassiske sportsvogn, og det er ikke mindst i kraft af dén historie. Som Aston Martin altså ikke går efter at gentage. Hvilken historie en Valkyrie kommer til at fortælle om tvende år er således et godt spørgsmål: Verdens mest hysteriske sportsvogn? I så fald er navnet jo godt valgt.

Ferrari SP3 “Daytona”. 468 centimeter lang og 205 centimeter bred. Tjah.

Nåja, jeg fik også et kig på Ferraris fremmeste superbil for tiden, SP3 Daytona. Hmm. Den sætter sig et sted imellem to stole, for den er hverken verdens hurtigste eller verdens kønneste, men tværtimod nærmest designet til at blive et stort set stationært samlerobjekt. Til gengæld er det et stort skrummel, og da jeg snakkede med chaufføren, der havde læsset den kunne han fortælle, at den kun liiiige kunne være i lastbilen i bredden – og kun når spejlene blev afmonteret. Det bliver ejerne også trætte af, for jeg kan godt forudsige at de fleste af dem kommer til at leve et liv ind og ud af trailerne. Den her var hvid, og det gør den ingen tjenester at have samme farve som et køleskab. Jeg vil til hver en tid foretrække den gamle “Daytona”:

442 centimeter lang, 176 centimeter bred og i mine øjne en hel del kønnere. 

Så kan man måske sige, at den nye er hurtigere, men det kan man se på to måder: Faktisk går den gamle Daytona næsten 285 km/t og ja, den nye 340 – men det er da ikke et ret stort fremskridt? I min bog er det desuden ligegyldigt, da det slet ikke handler om rationalitet. Lige udover den detalje, at man jo gerne vil have lidt bagage med, når man kører på Grand Touring-ferie. Som man jo gør i sin gamle Daytona. 

Apropos bagage og Daytona, så er en af mine foretrukne varianter over den storslåede GT-vogn den vanvittige Shooting Brake, som amerikanske Lou “Coco” Chinetti fik bygget i de tidlige halvjerdsere – den herunder: 

Den unikke bil har ikke bare været rasende dyr at bygge, men koster selvfølgelig stadig mange penge: Det er en Ferrari Daytona, immervæk. Og unik, som sagt – i ordets egentlige forstand. Senest var den på auktion i 2016 og vurderet til mindst 750.000 dollars, men solgte ikke. Jeg har ikke råd til den, og vil heller ikke beskattes af den som firmabil. Men da jeg i ugens løb så den nedenstående bil til salg stod det klart for mig, at den er en Poor Man’s udgave af Coco Chinettis Daytona:

Den Corvette Vista Wagon, der er til salg i Norge.

Ikke sandt? Samme periode, samme koncept og på mange måder ligeså fed en bil. Og den vil endda fungere bedre som firmabil, hvis man tager kedelige ting som driftomkostninger og købspris i betragtning. Bevares, den er ikke på minimumsbeskatning, men jeg ville faktisk gerne give lidt ekstra for at køre i sådan een som firmabil. Så jeg spurgte min chef, om ikke jeg kunne få den? Jeg tror aldrig jeg har fået så kort et svar. Og det var ikke ja. 

Så er det jo heldigt, at der skulle være en anden på vej, og jeg håber jeg får den i ugens løb: Det er noget HELT andet, men også rigtig, rigtig fed. Jeg glæder mig usigeligt, for når den bliver taget i brug, så kommer der hurtigt nogle kilometer under hjulene. Herunder til juni, for den skal til Le Mans Classic. I firmabil til Le Mans Classic? Ja, for jeg skal på arbejde: Firmaet har meldt en bil til dernede, og vi laver også et kundearrangement rundt om det hele. Det bliver spas. 

Fordelen ved at have en firmabil som klassiker er, at jeg kan køre ind på inderområdet med den. Hvordan jeg lige planlægger rundt om det er endnu ikke på plads: Men jeg tænker min rigtige sommerferie skal starte søndag den 2. juli sent om eftermiddagen.

Hvis jeg skal have den nye i denne uge, så skal det dog være inden torsdag, hvor jeg skal til Spanien. Her går der lidt Svend Erik Kedelig i det, for jeg flyver derned. Men vel ankommet står den på biler igen – masser af dem. Ugen efter er det Frankrig, og da det er helt nede sydpå er det igen med fly. Men derefter står den på München, og dér kunne jeg godt finde på at køre ned. Bare lige for at teste den nyes langturskomfort. 

Dette pragtfulde toilet ligger i Tyskland, og jeg vil se om jeg kan komme ind på det undervejs.

Som det nok fremgår, så handler min hverdag om biler. Ja, og det gør mine weekender sådan set også. Jeg keder mig ikke, og kommer heller ikke til det. Men ulempen er, at mine egne projekter går meget langsomt (eller slet ikke), og selvom jeg stadig er optimistisk med hensyn til at kunne byde velkommen i min garage i år, så er det derfor der ikke er meget nyt om projektet. For der er ikke sket meget nyt. Nu skal jeg ikke have håndvask derovre, men hvis jeg skulle så var ovenstående måske noget? Den faldt jeg over på internettet, og det er selvfølgelig (hvis man ikke kunne regne det ud selv) et bilsted.  

Engang imellem skal man dog slappe helt af, men jeg KAN ikke lade være med at tænke biler ind i det. Nedenstående vingård vil jeg således hellere besøge end så mange andre vingårde: De bruger en S-klasse, og så må deres vin jo være god, ikke?

En lille bitte smule i garagen er der dog sket, og det er måske Ugens Gode Gerning: Jeg solgte et sæt originale Mazda-alufælge, som jeg købte for mange år siden i den vished, at når jeg engang fik en RX-7, så skulle de på. Da jeg så senere købte en RX7, så viste det sig sjovt nok, at den allerede havde fælge på, og da det var den berømte Elford Turbo-udgave, hvis fælge var helt sine egne, så kom de originale fireegrede aldrig på. Selvom jeg af erfaring ved, at de er møgfede:

Min gamle 626 Coupé kom med alt for moderne navkapsler…

…men samme type fælge som dem jeg lige har solgt klædte den.

I lørdags kom der så en mand og købte dette ekstra sæt, og selvfølgelig spurgte jeg hvad han ville montere dem på. En Mazda 626, såmænd – hvilket jeg kun kunne bifalde. En firedørs, men til gengæld en toliters, hvor min kun var en 1600. Den var dog ikke køreklar, for han var ved at restaurere den.

Den skriger efter mine alufælge!

Det fine ved historien er, at det var en ganske ung mand, der i øvrigt havde sin ligeledes unge kammerat med, og det gav mig håb for vores hobby. Jeg fortalte ham om, hvordan jeg i sin tid skulle høre meget for min Mazda 626, der må have været en af de få gange i mit liv, hvor jeg har været “First Mover”.  Men i dag findes der en Classic Mazda Club i Danmark, og jeg er sikker på at tiden har arbejdet for 626’eren, så han skal nok få en sjælden klassiker ud af det projekt. Jeg håber bare han er hurtigere end mig.

Men projekter ER noget værre noget. Ovenstående foto er et udklip fra den glimrende Youtuber George Karellas kanal Soup Classic Motoring. Ja, det er sådan noget jeg ser, når jeg skal slappe af fra det med bilerne. På billedet er han igang med chassiset af sin Lotus Esprit, som jeg mener han begyndte at restaurere på for cirka fem år siden. Som det fremgår er der langt igen. Meget langt. Karellas kan umuligt kende Søren Ryge, men det er den slags restaurering han laver.

Ovre bagved står en 205 GTI, kan man se – ligesom den der var Ugens Fund på ViaRETRO i lørdags. Den drømmer jeg stadig om. Ligesom jeg drømmer om alt muligt andet. Men hver gang jeg kommer ud i den virkelige verden bliver jeg bekræftet i det klogeste, der nogensinde er sagt eller skrevet på ViaRETRO: Enhver klassiker er bedre end ingen klassiker.