Alt er forbi: På jagt efter sporene i Torino

Vi er taget til Torino og vil opfylde en gammel drøm: At besøge de adresser, hvor vores biler blev til. Til formålet har vi selvfølgelig lejet en Fiat Panda.

Det er jo ikke fordi jeg ikke ved det – at klassiske biler er fra fortiden, og at Lancia er blevet til et badge på køleren af en Fiat eller at Abarth bare er et klistermærke eller i bedste fald en opdatering af motoren. Eller at Bertone og Pininfarina ikke længere bygger biler i små serier for Alfa eller Peugeot. 

Som det var engang og som vi elsker det.

Alt er forbi og igen – ikke fordi jeg ikke vidste det men da jeg fik set det med egne øje en februar formiddag stod det atter lysende klart, at verden er på vej et andet sted end det jeg værdsætter og tilbeder.

ABARTH

Vi har en gammel adresse på Abarth og vi kører til Corso Marche 38-72. Da vi drejer ned ad vejen, ser alt lidt nutidigt ud, og vi kan ikke får øje på husnumrene. Så vi parkerer bilen og går i området til fods og bliver noget skuffede, da vi ser, at nr. 72 er nu en V.A.G forhandler og nabogrunden er en græsmark. Nå, Abarths bygninger er helt væk tænker vi og fortiden er blevet jævnet med jorden. Men vi forsætter lidt længere ned ad vejen og pludselig siger Allan, det er sgu’ da her Abarth holdt til. Han kunne kende det fra foto i bøger og brochurer.

Det var lidt et vingesus fra fortiden, da vi gik rundt om bygningen ,det var her de tunede og byggede biler og bag murene støbte de manifolder og lavede de så berømte udstødninger og andet udstyr. Nu stod en lidt sølle tom bygning tilbage, men i vores fantasi var der gang i fabrikken og røg i skorstenen: Vi nåde at se Abarthfabrikken. Det gjorde os glade, inden den formentlig også bliver til en græsmark. Vi var godt tilfredse med besøget. Selvom alt er forbi hos Abarth, så står der en ægte Abarth i min garage – bygget på fabrikken. Det giver ro i sindet.

LANCIA

Vi sætter os ind i bilen og forsætter mod den gamle Lanciafabrik, inden de flyttede lidt ud af byen efter salget til Pesenti sidst i halvtredserne (var det i 1956? Så midthalvtredserne, da).

Under opførelsen – ikke det modsatte. Det var tider.

Nogle af bygningerne stod der stadigvæk. De havde tydeligvis været under renovering til moderne ældreboliger. Andre bygninger lignede noget, der skulle blive til et indkøbscenter eller lignende. Højhuset, der engang havde Lanciabogstaver på taget, står der også endnu, men ligner blot enhver anden ældre kontorbygning.

Her byggede Lancia ikke kun biler med i høj grad af innovation. De fremstillede nok noget af Italiens bedste mekanik. Ak ja: Ikke alene Tyskland var kendt for kvalitet men dengang var også Italien  blandt verdens bedste eller på fuld omgangshøjde. I hvert fald Lancia.

Her blev bygget Lambda, Aprilia, Appia og Aurelia – alle bygget på en senere velkendt opskrift; optimeret vægtfordeling, et hjul i hvert hjørne og ingen overflødige udhæng foran eller bag, bilen starter og slutter ved hjulene. Her knækkede man koden ved at lave en vibrationsfri V6-motor, hvor alle andre kun havde haft fantasi til seks cylindre på række. Her gik Vittorio Jano og Francesco Virgillo på arbejde og tusindvis af håndværkere. Vi syntes stadig vi kunne mærke det.

PININFARINA

Næste stop er Pininfarinabygningerne. Listen er lang over bildesigns og trofæer, der er kommet ud herfra. Udover selve designet byggede de tilmed også selv mange af de biler, som de havde designet. Det foregik såmænd helt op i 2011, og mange af dem fik det velkendte ”F”-skilt på siden af bilen. 

Man kan ganske enkelt ikke sige bildesign uden at nævne Pininfarina: De hører til blandt de allerstørste. Det er næppe helt forkert at sige, at alle der har haft kørekort mellem tresserne og halvfemserne har kørt en bil der er designet her.

De gode gamle dage. Ingen tvivl om, at Pininfarina (dengang Pinin Farina) har levet højt på forbindelsen med Ferrari. Men de har lavet SÅ meget mere.

Vi får øje på vindturbinebygningen fra 1972, da vi ankommer til adressen. Pininfarina var nogle af de første, der havde en vindtunnel, hvor de afprøvede aerodynamikken på deres design.

Også her er vi glade for at gå rundt om kilometerlange bygninger. Og også her er det hele på sidste vers. Der er stadig noget at se, men mange af bygningerne er revet ned og står som åbne sår. Der arbejdes på grunden, men vi kan ikke se på hvad. Pininfarina blev solgt til et indisk firma for en del år siden og de gamle bygninger er vist ikke en del af planen.

Vi afsluttede vores dagstur på Lingotto, som nok de fleste af ViaRETROs læsere er bekendt med. Der har været flere artikler om bygningerne her på ViaRETRO, og der kommer sikkert flere til i fremtiden. 

Lingottofabrikken var et arkitektonisk mesterværk. Og meget mere.

Lingotto består nemlig stadig som bygning, men er blevet en blanding af hotel og indkøbscenter. Testbanen var der indtil for kort tid siden også stadig i al sin pragt, men nu er den vidunderlige bane på taget også en botanisk have – for Fiat er en del af Stellantis, som nu prøver at råde bod på CO2-udslip med grønne planter på taget. Rent teknisk skal der mere til, men det handler vist om noget helt andet.

Så alt er forbi – eller…heldigvis ikke helt. Fans over hele verden holder liv i Italiens stolte motorfortid, og det bliver vi ved med. Og ja, der bygges da også stadigvæk biler i Italien – men det er en helt anden historie.