Er alle de fede biler lavet?

Det kom jeg til at tænke på, da jeg så den nye superbil (eller hvad kategorien nu lige er), der vandt en designpris på dette års Villa d’Este-concours: Pagani Huayra Codalunga.  Havde jeg ikke set den før? 

Denne her vogn vandt en designpris sidst i maj i år.

Farven er flot og det er guldhjul jo også altid, og ingen er da nogensinde gået galt en af V12-motor heller. Man må vel gerne sige højt, at 7,5 millioner dollars virker af meget for sådan en ny bil? Også selvom det kun bliver lavet fem. Jeg ville egentlig bedre kunne forstå prisen, hvis der vitterligt kun blev lavet een. 

Men hvad værre er, så gnavede den her deja vu-fornemmelse i mit baghoved, og pludselig var den der: Jeg havde set det før! Altså idéen: Tag en standard-super-superbil og gør den mere super med et superaerodynamisk karosseri. Og giv den guldhjul. Det var bare 30 år siden:

Isdera Commendatore 112i fra 1993 vandt ingen priser.

Ikkesandt? Nøjagtigt samme koncept. Det lidt sjove er, at Isderaen er mere sjælden, for der er kun lavet den ene. Den er også billigere, for den blev solgt for lidt over en million Euro i 2021. Og så er den langsommere: Kun 340 km/t i topfart. Den nyere Pagani er opgivet til 370 km/t. Det sidste kunne jeg leve med. Og så synes jeg også Isderaens guldhjul er federe. 

Jeg forstår godt, at Isderaen ikke vandt nogle designpriser, for den er meget mere rå, industriel og nærmest ufærdig at se på. Men også det foretrækker jeg: Den nye Pagani er poleret, slick og alt for 1001 Nat til mig. Sjovt nok bruger de begge en tolvcylindret motor fra Mercedes, men det kan vel næppe være derfor de ligner hinanden? 

Jeg mindes den ofte citerede historie om den amerikanske patentbureauchef Charles H. Duell, der i 1889 skulle have sagt, at “alt der kan opfindes er blevet opfundet”. Han fik uret, og det håber jeg også jeg får. Men ovenstående viser da, at det indenfor det snævre felt af superbiler ER svært at opfinde den dybe tallerken igen. 

I det lys synes jeg det er interessant, at Pagani lavede en video om Codalungaen, der er så skamløst retro i sit udtryk, at jeg sjældent har set noget lignende. 

Bortset fra navnet er der intet retro over bilen – og så lige det med konceptet, der er det samme som Isdera var inde på tredive år før. Men dét tænker jeg faktisk ikke Pagani vil snakke for højt om. 

God weekend

Claus Ebberfeld

Når numerologisk afdeling hører forkert

Porsche 959. Men det lyder da næsten som 459, ikke?

(Foto: Artcurial)

Indtryk fra Gavnø Classic Autojumble 2023

Af Michael S. Lund

Nu hvor køresæsonen er godt i gang ligger arrangementer og træf for klassiske biler som perler på en snor. Ligesom perler kan være af varierende kvalitet, gælder det samme for arrangementerne rundt omkring i landet. Gavnø er en gammel kending og er, med en blanding af faste og nye indslag, et af de bedre.

Samtidig er det, pga. beliggenheden ved Næstved, et træf med en god kombination af både “ophold med dækspark” mm. og kørsel til og fra i den klassiske bil – i hvert fald for os fra Fyn, Jylland og Københavns-området. Selv fik vi kørt lige godt 200-250 km … og på vejen til Gavnø var det i godt selskab, hvor flere stødte til undervejs, for til sidst at ende i den store sammenfletning ved Gavnø.

En af bilerne var bl.a. denne helt ”basic” Volvo 142 med to repræsentanter fra den yngre generation, hvilket var dejligt at se, da det jo er vigtigt for klassikermiljøets/klubbernes “overlevelse”, at de yngre entusiaster har lyst til at deltage aktivt … vi ser det heldigvis også i ViaRETRO-regi, hvor flere medlemmer ofte har deres sønner/døtre med til vores træf og på vores klubture. I det konkrete eksempel med Volvoen på billedet, så er et godt bud, at de to ungersvende har en alder – sammenlagt – der nogenlunde kan matche bilens!

Gavnø Classic Autojumble var meget stort i år, med +1.300 deltagende biler (sammenlignet med godt 900 biler sidste år), så der var nok at vælge imellem – uanset smag og behag.
Gavnø mener selv, at det er Danmarks største træf for klassiske biler, og det skal nok passe. Det var der så ikke helt alligevel, for som Claus allerede har været inde på i ”ODSHERRED, KØRSEL, DET SOCIALE SAMVÆR OG FRAVÆRET AF FERRARI”, så var der f.eks. kun én Ferrari med på hele Gavnø Classic Autojumble, og den kom (man fristes til at sige … selvfølgelig) fra ViaRETRO-campen. Endnu engang var det med til at understrege ViaRETRO som Danmarks mest diversificerede klub for klassiske biler. Det var Oluf, i sin Ferrari 348, som var kørt hele den lange vej fra Salling (nord for Skive) for at være med. Dermed fik vi også slået fast, at det ikke bare er på Le Mans, at en Ferrari kan stå distancen!

Som Claus allerede har omtalt, havde vi også en Arden Jaguar XJ-SC på ViaRETRO-campen, og ligesom vi – også med den – ser stor diversitet på bilerne, gør vi det også på medlemmerne. For i ViaRETRO har vi også Tina, der tilsyneladende “beviste myten” om, at kvinder kan multitaske, da hun formåede at møde op i BEGGE sine biler. I kan lige spekulere over hvordan, mens I kigger på et billede med dem …

For tiden optager det mig en del, hvordan det skal gå med vores passion for klassiske biler i fremtiden, for tiden bevæger sig jo hele tiden fremad, og ”vejen” forude er ikke helt ”jævn”. Det betyder naturligvis også, at ”porten” står åben for nyere biler.

Dette var tillige et af temaerne i paneldiskussionen ved RM Sotheby’s Talk: “Det aktuelle marked” (et indslag, der blev indført på Gavnø sidste år, og som heldigvis ser ud til at fortsætte).
Her kom det frem, at der synes at være en tendens til stagnation på markedet for de mere kostbare klassiske biler – biler fra 1950’erne og frem til 1970’erne. Det kan på den ene side skyldes tiden, vi lever i, med bl.a. stigende renter. Men samtidig er der en tendens til stigende priser på biler fra 1990’erne og helt frem til 00’erne. En udvikling, jeg kun kan hilse velkommen, fordi det er med til at sikre fremtiden for vores passion … selvom jeg værdsætter krom.
Debatten blev, som det ses, overværet af mange forskellige tilhørere – diversiteten længe leve.

Under debatten blev det også nævnt, at der er en stigende interesse for japanske biler, hvor Datsun 240Z jo er en no-brainer, for hvem synes ikke om den (men den er jo fra 1970’erne …) eller Mazda MX5 …

Eksemplerne er flere (herunder kei-bilen: Mazda AZ-1, som blev vist frem på “podiet”), men helt oplagt er bestemt også denne 1995 Nissan Skyline GT-R, som holdt lige ved siden af ViaRETRO-campen … den var svær for Gitte at tage et foto af, da der næsten konstant var en kødrand af entusiaster omkring den!

1990’erne var desuden virkelig årtiet for power-sedaner, f.eks. denne Mercedes W124 E500, som Anders Richter var inde på (jeg kunne nu også godt selv leve med en BMW E34 M5 eller en Lancia Thema 8.32).

Lige for tiden har jeg selv lidt øje på TVR Wedges, som denne 350i repræsenterer fint … endnu en gang thumbs up for Rover V8’eren!

Men vi kan da ikke gå til sådan et diversificeret træf uden, der skal være noget om Opel! Og sandelig om der ikke var et par sjældne eksemplarer.
Den første var Opel Olympia A Coupé 1.9, baseret på Opel Kadett B. Opel Olympia A var tænkt som en mellemmodel til at lukke gabet mellem Opel Kadett B og Rekord C. Opel Olympia A blev dog aldrig nogen salgssucces, men at gabet var der, var ikke desto mindre rigtigt set. For afløseren til Opel Olympia A blev Ascona A.

Den anden var Opel Kadett A Coupé … efter min mening lige så knasende sprød som en saltstang (for nu at vælge en metafor, der er fra Tyskland)!

Hvis Gavnø Classic Autojumble skal gives karakter som arrangement, giver jeg 3 hjulkapsler ud af 4 mulige. Der er altid plads til forbedringer, men det er såmænd ikke, fordi der skal så meget til, før der er gode chancer for at ramme alle 4 hjulkapsler. Kvaliteten af forplejningen hørte vi ikke “direkte” noget om, mens vi var til træffet. Til gengæld bemærkede vi, at det var umuligt at købe anden kaffe end ”spejderkaffe” (efter meget lang ventetid i køen). Vi har ved talrige andre arrangementer set en (eller flere) Piaggio Ape, der sælges god kaffe fra. Der må da også være nogen i Næstved og omegn, der giver sig af med den slags … eller sågar nogen der kommer “langvejs fra”, for med flere end 1.000 klassiske biler (som allerede nævnt) og et meget, meget stort antal besøgende, der kommer og kigger på, burde en god omsætning være sikker!

På ViaRETRO-campen holdt/holder vi fast i vores tradition med “madpakke-konceptet”. Vi indtog derfor som vanligt frokosten ved det – til lejligheden opbyggede – “intermistiske langbord”, fremdrog eget picnic-udstyr (noget mere tidstypisk end andet) og indtog alskens madpakkevarianter under hyggelig samtale … tak for godt selskab, både før, under og efter frokosten – og velkommen til de nye ansigter!

Fotos Gitte Sehested Lund

Ugens grafik: Vi siger tak til Gordon Murray

Vælg selv en favorit: Den øverste er den berømte og berygtede “Fan Car”-Formel 1-bil, den midterste den kun berømte F1 og den sidste hans nyeste superbilsprojekt i eget navn, GMA T.50. Det lykkedes dem ikke at holde vægten under et ton, men den lyder godt. Tolv cylindre, det skal en superbil have.

Det nødvendige foto

Supermodel frem for superbil, kunne man kalde billedet her. For godt nok er en Matra Simca Bagheera sjælden, har centermotor, klaplygter og sågar tre sæder lige Gordon Murrays gadebiler herover – men den er ikke en superbil.

Til gengæld har marketingafdelingen så placeret en mørk skønhed ovenpå skønheden. Vidunderligt politisk ukorrekt i dag, og hvor er det på en tankevækkende bagvendt facon forfriskende.

Ugens Fund: 1977 Austin Princess 2200 til 39.000 kroner

Det er ikke altid, at vi lige får motorstørrelsen med i overskriften på Ugens Fund, men det er den her – fordi det er vigtigt, at dette er en 2200. Basismodellen havde nemlig den kendte og gennemprøvede (pænt dansk for “gamle”) B-serie motor på 1,8 liter, mens 2200 havde en ny sekscylindret rækkemotor. I praksis er jeg ikke sikker på at det gjorde den helt store forskel, men i prestigeræset var det vigtigt med seks cylindre. Ligesom tolv var det for en superbil, ikkesandt?

Topmodellen blev markedsført som “Bedre end gennemsnittet”. Så er ambitionerne ikke sat alt for højt! Eller var de?

Og Austin Princess var topmodellen i modelprogrammet. I det lys er det tankevækkende, at de ellers konservative briter valgte at lade den kileglade designer Harry Mann slå stregerne, men det resulterede i at Princess faktisk var topmoderne i sit design, da den kom frem i 1975. Jeg har altid været glad for dens kileform – og i nyere tid som klassiker også for dens interiør. 

Kileformen var det store hit i halvfjerdserne og for en gangs skyld var briterne moderne.

Ugens Fund her har en diskret klassisk britisk farve udvendigt, og verdens mest passende kombination til det indvendigt: “Green over tan” går man aldrig fejl af. Og lykkeligvis er interiøret ikke læder, men det skønneste halvfjerdserstof. Som sådan er den et fint vidnesbyrd over sin tid.

Bilen er nysynet og sælger skriver den kører godt, men “bestemt ikke er noget glansbillede”, herunder med træt lak. Sælgeren har også en morsom passus i beskrivelsen, der siger at “Motoren er lidt atypisk britisk i det at den bruger lidt olie, men den spilder det ikke!”. Mens det ganske vist er sjovt, så bør man nok lige undersøge, om der ligger noget kommende motorrenovering i det.

Det hele betyder en ny ejer skal tænke sig grundigt om med sine planer for bilen, da den rent økonomisk næppe kan bære rustarbejde og omlakering. Men hvis man vil gøre verden en tjeneste, så skal man bare give den gas og få den lavet helt fin: Interiøret fortjener det.

Vælg dine bukser med omhu, når du kører den her bil: Mørkebrun fløjl vil være godt, og hvis du tør kan du bære en skjorte med krøs til. 

Tak for tip til Ole Sørensen. Find annoncen her: Austin Princess

Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.

Knivskarp. Også som klassiker.

Super

Superbil og supermodel i eet billede: Cindy Crawford og Lamborghini Countach. Det bliver ikke bedre. Men hvordan hun får plads til sine lange ben under en Countach er en gåde.

ViaRETROs Weekend Matiné redaktion: Claus Ebberfeld og Michael S Lund.

God weekend