Interclassics Brussels og hvorfor det er værd at besøge messer

Når jeg både ser mine helt store og definitive drømmebiler OG også opdager noget lækkert, der rent faktisk er til at købe for menneskepenge, så synes jeg en messe har været turen værd.

Der var under og efter coronahistorierne faktisk tvivl om, hvorvidt messer overhovedet ville komme tilbage. Og en masse udvikling i, hvordan man kan lave messer virtuelle og opnå det samme uden at man skal væk fra sin dårlige arbejdsstilling. Men jeg for mit vedkommende har draget konklusionen: Det kan man ikke –  og derfor er de tilbage.

Senest var jeg på Interclassics Brussel og da det var som udstiller ikke med så meget fodtusesseri som til andre messer som civil besøgende – men dog nok til at jeg tør slå fast, at jeg faktisk tror messer har en positiv sundhedsmæssig effekt: Jeg går tre-fire gange længere på en messedag end til dagligt! Hvis det ikke er grund nok (det kunne det faktisk godt være for nogle!) så er der heldigvis også noget at rejse efter, og når mine indledende to kriterier er opfyldt, så er jeg faktisk tilfreds.

På vej ind til messen holdt jeg i kø bag de to her – forventningerne kom op.

Min absolutte yndling så jeg på den første previewaften, og jeg vidste den ville blive svær at overgå: Maserati A6G 2000 har i årevis været en af mine helt store helte, fordi dens teknik, æstetik og historiemæssige anvendelse som en gentleman-racer går op i en højere enhed – der yderligere bliver skærpet af dens uhyre sjældenhed og relative diskretion i form af, at den simpelthen ikke er så kendt som de store fra konkurrenten Ferraris side. Det er en klassevogn, der for mig trykker på alle de rigtige knapper. Og i den viste bil selv farven: Autoworld-museets eksemplar var ikke rød, men blå – og så meget des mere perfekt for det.

I min verden noget nær den perfekte sportsvogn – og den vandt da også Best of Show på udstllingen.

Men ja, det er en bil til mange mange millioner kroner, så fast ovre i kategorien af drømmebiler – selv for mange meget velhavende bilentusiaster. Hvorfor det jo er godt, at der også er andet på sådan en messe. Og her mener jeg egentlig ikke den velbevarede lavkilometers-Lupo i en afsindig lækker farve, den perfekte Citroën C5 eller Renault 19 – men en anden ægte klassiker med eksotiske linier og sportsligt blod. Den her:

En SEAT Sport 1430, også kaldet “Bocanegra” på grund af sit sorte sørgebånd på fronten. Det er faktisk en bil ViaRETRO har skrevet om før, men dengang ud fra et teoretisk synspunkt om dens plads i SEAT, NSU- og VW-historien – genlæs den her: SEATs første Egenudvikling: Bocanegra. Det var i 2015 og dengang havde jeg aldrig set en – og det skete heller ikke i de næste ni år! Før nu, for dér stod en Bocanegra på D’Ieterens egen stand – taget ud af deres museum, der fortæller firmaets historie med VAG i Belgien.

Den var faktisk mere vellykket i virkeligheden end jeg havde regnet med. Hvormed den jo på nogle måder overgik Maseratien: Dén vidste jeg var til at falde i svime over – men SEAT’en her var faktisk en rigtig fræk lille sportscoupé, som selvklart taber lidt på eksotisk og sjældenhed, men vinder en del tilbage på ikke at koste en million Euro i hverken indkøb eller vedligehold. Jeg har altid været stor tilhænger af de små sportscoupéer, og i dén verden ER en Bocanegra en eksotiker med kun 20.000 biler bygget. Den viste var selvfølgelig i perfekt sted og fik mig straks til at drømme. Om noget der ikke er helt uopnåeligt.

En ikke-helt uopnåelig Maserati Ghibli II…

Og i dét sekund gik det op for mig, at messen for mig allerede havde været et besøg værd. Både bekræftende og inspirende på selve bilfronten, men selvfølgelig også en social begivenhed hvor man møder alle mulige andre mennesker, der måske har alle mulige andre bilpræferencer.

En meget opnåelig Lupo. På en klassikermesse? Diskutér.

Jeg kender min egen smag og præferencer, men er altid glad for at få dem udfordret, udvidet eller faktisk bare bekræftet nogle gange. De gode messer kan begge dele, og det skete her. Fra Dino til 911, Break til Herregårdsvogn, coupé til cabriolet, biler til priser som en strandvejsvilla og andre til priser som en let brugt campingvogn. Storslåede succeshistorier og tåreevædende fiaskoer – jeg kan dårligt vælge, men messer hjælper til inspirationen med det. Som de hurtige snapshots herunder måske viser:

Nu har jeg en lille messepause inden Interclassics i Maastricht i januar – der måske bliver efterfulgt af  Bremen Classic Motorshow derefter, Retromobile i Paris i februar, Retro Classics i Stuttgart i marts og/eller Techno Classica i Essen i april. Der er nok at vælge imellem: Alle kan noget, som ingen virtuelle messer kan – så lad høre: Hvilke skal I til?