Register

ten + ten =

A password will be e-mailed to you.

Der er ingen rigtig eller forkert måde at samle biler på. Men hvad hvis man simpelthen samler på forkerte biler?

Altså “forkert” som i en Mercedes 300 SL, der ikke er en 300 SL. Eller en California Spider, der hverken er fra Californien eller en Ferrari. Eller en Speedster, der hverken er en 356 eller fra Porsche. Jamen, så kan man jo kalde det en Recreation Collection og selve temaet er, at bilerne ikke er det de giver sig ud for. Hvormed det alligevel bliver en rigtig måde at samle på.

Efterhånden har jeg set mange måder at samle biler på, men jeg må indrømme, at dette ikke er noget jeg har set før, og jeg skulle lige tænke over det engang. Men jo, på en-eller-anden-måde giver det måske mening. Eller gør det? Sagen er, at nøjagtigt sådan en samling kommer på auktion i England næste weekend: Så måske er ejeren alligevel kommet på andre tanker.

Jeg vil være piværlig og sige, at ingen af dem er noget for mig. Selvom nogle af dem egentligt virker rimelig prissat i deres estimater. Andre koster dog alvorlige penge, og mens jeg er med på, at man ikke får meget 300SL “Mågevinge” for to millioner kroner – så er det samme egentlig tilfældet her: Man får nemlig ikke en Mercedes, men en replika.

Der er endda en 300SL Roadster også (uden mindstepris – det har coupéen), og de to er faktisk blandt de bedst lavede i samlingen. I beskrivelsen står der således om coupéen, at ” this MB-based recreation has ‘Gullwing’ DNA running right through it.”. Øh, nej. Men den ligner da. Det kniber lidt mere hos nogle af de andre, der så også alle er noget billigere.

Potentielt endda meget billigere: Så vidt jeg kan se er alle de ringere nemlig helt uden mindstepris. Og inden nogen brokker sig over, at jeg bruger ordet ringe – se om I kan gætte hvad det her skal forestille?

Svaret svæver i vinden, da det ikke er noget der fandtes i virkeligheden. I den henseende er ovenstående ting dog også det eneste, der falder udenfor – alt andet er sådan set efterligninger af den ægte vare. Nogle af dem har endda lækre motorer: En sekscylindret M3-maskine eller en Jaguar V12 kan man ikke gå galt i byen med.

Spørgsmålet er dog, om man ikke bare skal lade dem være som de er? Min holdning er klar, men jeg hører gerne jeres i kommentarerne også.

God weekend

Claus Ebberfeld

klub_viaretro_sticker1

ViaRETRO handler om Alt om Klassiske Biler og det gør Klub ViaRETRO også.

Som medlem får du:

  • Klub ViaRETRO-reversnål i ægte emalje
  • det kendte og eftertragtede Klub ViaRETRO-klistermærke til bilen
  • adgang til alt på ViaRETRO
  • rabat på udvalgte varer
  • garanteret godt selskab på nettet og i virkelighedens fem årlige arrangementer
  • samt ikke mindst dybfølt tak fra redaktionen for din støtte til ViaRETRO – for dét er et medlemskab naturligvis også.

devider2

Historisk motorsport og fremtiden

Tekst Michael Sehested Lund
Foto Jacob Orfelt

Egentlig kunne overskriften lige så godt have heddet ”Historisk motorsport a la Ole Sommer”, for det er nok så meget det, som er anledningen til, at særudstillingen ”Historiske racerbiler” lige er åbnet på Sommer’s Automobile Museum i Nærum. Manden bag, Ole Sommer, var nemlig blandt så meget andet med i kredsen, der var med til at løbe historisk motorsport, som en større publikumsattraktion, i gang i Danmark.

Det startede med Copenhagen Classic Car Cup i 1996 foran Christiansborg, hvor det blev gentaget i 1998 og siden flyttet til Holmen i 2000. Ole Sommer var selv bag rattet og tilmed i egne biler, da han f.eks. havde både Jaguar C- og D-type i sin samling, der i dag stadig findes på museet. CCCC-løbene havde Prins Joachim som protektor, og Ole Sommer med flere besluttede i hemmelighed at splejse til en bil, for at få prinsen bag rattet. Som vi ved i dag, endte det med en Ford Lotus Cortina, som initiativtagerne fandt i Belgien. Stadig i hemmelighed blev bilen transporteret til Danmark og endte i kælderen under Ole Sommer’s Volvo-forretning i Nærum (Ole Sommer var på det tidspunkt Danmarks største Volvo-forhandler), hvor den blev sat i stand af tuningseksperten Poul Heichendorff. Ved CCCC-løbet i 2000 blev den istandsatte Ford Lotus Cortina overdraget til Prins Joachim, og resten er som bekendt historie, når det kommer til prinsens karriere i historisk race.

Sidenhen blev CCCC til CHGP, og CRAA kom til i Aarhus. CRAA er allerede forsvundet, og CHGP kan meget vel være det næste byløb for historiske biler i Danmark, som står for fald … Heldigvis ved vi nu, at Classic Race Viborg kommer til næste år. Måske fremtiden for race med historiske biler alene kommer til at ligge udenfor byerne i fremtiden … Det er muligvis nødvendigt at leve med det, og det er da også sådan, at der findes unge mennesker, som interesserer sig for ridesport, selvom der ikke er hesteløb i byernes gader. Det skal så lige tilføjes, at race med historiske biler bare er en delmængde af race med biler i det hele taget. Men hvordan fastholdes interessen for historiske racerbiler eller historiske biler? Mit eget svar er, at det er nødvendigt at følge med op – der bliver nødt til at være biler med, der er så nye som f.eks. 25 år. 100 år gamle biler eller ældre har de færrestes interesse, på nogle få undtagelser nær. Skal jeg følge min egen subjektive smag, kunne det være Bugatti Type 35. Eksemplaret her er fra 1928, men modellen som sådan er fra 1924 og dermed en 100-års fødselar.

I den modsatte ende af skalaen er der en Aquila FD1B Formel Ford Duratec 1600 fra 2008 – Kevin Magnussen vandt DM i Formel Ford i tilsvarende eksemplar.

Der findes heldigvis også noget midt imellem …

Det positive er, at nogle yngre årgange også havde fundet vej til udstillingen sammen med deres fædre. Fremfor alt er det vigtigt ikke at overse, at vi, der allerede er i det, har ansvaret for at bære interessen videre. I den forbindelse kunne det være interessant at høre, hvad I mener, der skal til? Som nævnt i indledningen, var der nogle for 25 år siden, som mente, at det gav god mening at sætte en kongelig bag rattet i en historisk racerbil, men vil det virke i dag?

devider2

Ugens Grafik

devider2

Ugens Fund: 1971 Fiat 125 S til 87.500 kroner

“Patineret og lidt brugsspor”, skriver sælger afvæbnende. Men bilen er fra 1971, koster 87.500  kroner og er en Fiat. Hvis man forventer perfektion, så kan kan man lige så godt sætte sig hen til skorstenen og vente på at julemanden kommer ned.

Når det er sagt: Den ser dælenrasme godt ud på billederne, og sælgeren skriver også at den “fremtræder rustfri”. Det er en lidt sjov formulering, da den jo egentlig ikke siger at den ER rustfri. Meeeen den tolerante redaktør håber, at det bare er et lidt uheldigt ordvalg fra sælgerens side. For som sagt: Den ser hammergodt ud, og redaktøren er selv forelsket. Mørkeblå med delikat lysebrunt stofindtræk er virkelig stiligt til den oprette berlinaform – nærmest afdæmpet klassisk. Men så er der lige en snert af sport i de vanvittigt flotte Cromodora-letmetalfælge. Som så igen afvæbnes en smule af den tynde hvide dækside, som jeg personligt godt kunne have undværet – men igen: Man får jo ikke alt for 87.500 kroner.

Men man får faktisk et mesterværk af en motor – og se lige et motorrum i ren og pæn stand! Der skal nok være nogle onde tunger, der synes Ugens Fund ligner en Lada og forventer russisk stødstangsteknik, men det er helt forkert. Lada var baseret på Fiat 124, og 125’eren her er ikke bare større, men havde også den fine Twincammotor fra sportsmodellen af 124 (124 Sport, meget logisk kaldet). Og denne Ugens Fund er endda den fine Special – stadig en 1608 kubiks twincam, men nu tunet til 100 hestekræfter og med fem gear: For 1971-forhold nærmest en sportsaloon.

Og efter 2024-forhold? Jamen, virkelig en fin klassiker, der ikke er bare som ægte firesæders rummer hele familien (og deres bagage), men også har køretalent, motorkraft og lyd nok til en underholdende afstikker med far alene bag rattet. Sælger skriver selv, at den kører super godt. Jeg vil gerne tro på ham.

Tjek det selvfølgelig alligevel på en køretur – ligesom med den rust, der ikke bør være der. Hvis det hele stemmer med billederne, hvor bilen virkelig ser fin ud, så er den altså et fund. Sælger skriver endda, at den helt sikkert vil stige i værdi! Få den passus med i kontrakten og så er det her bedre end penge i banken – og helt sikkert meget sjovere. Eller glem den slags tynde forudsigelser og nyd bilen for det den er: En ægte italiener med en fuldblodsmotor i et stiligt afdæmpet karosseri.

Tak for tip til Ronald Dijkstra. Find annoncen her: Fiat 125S

Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.

devider2

Ugens Gammelhed: Tazio Nuvolari

De tre af de ovenstående billeder er af en af verdens bedste racerkørere nogensinde, Tazio Nuvolari. ViaRETRO har skrevet om ham før, da han er intet mindre end en legende. Som sådan har han selvfølgelig også et øgenavn – “Djævelen fra Mantova”. Dels fordi han kørte som om han endte i Helvede hvis han ikke vandt og så virkelig sammenbidt ud mens han var undervejs – og dels nok hjulpet af et meget markant og markeret ansigt.

Det sidste billede er af en englænder, der har et bemærkelsesværdigt lignende karakteristisk ansigt, og ved flere begivenheder er blevet hyret til at spille Nuvolari – og gør det fremragende. Jeg mødte ham i netop den egenskab på messen i Bologna, gul trøje og det hele, men nåede ikke at få et ordentligt billede af ham. Endsige at få fat i, hvem der havde hyret ham denne gang – men jeg sætter pris på at nogle havde: I min verden er Nuvolari en af de allerstørste kørere nogensinde.

Om det også gælder i andres verden bliver interessant at se. Han døde i 1953 og hans største løb var vel tilbage i trediverne. Meget apropos artiklen i onsdags om halvtredserbiler er der altså ikke mange levende mennesker, der kan have oplevet hans meritter i levende live – men forhåbentlig mange der (ligesom jeg selv) har læst på lektionen senere.

For han har faktisk fået et tøjmærke, som jeg også så på Bolognamessen: Signaturklædestykket er selvfølgelig den karakteriske gule sweater med hans initialer på, og den så faktisk meget originaltro ud. Hvorfor der var baseballkasketter i kollektionen undrer jeg mig mere over, da det ikke er noget jeg nogensinde har set ham med.

Mærket hedder Tazio Nuvolari Originals, og det er jo et meget logisk navn, og de fleste ting bar selvfølgelig det meget genkendelige initialer TN. Man skulle nok have undladt at skrive “Originals” bagved, som de havde gjort på rigtigt mange ting – men tjah, ingen er perfekt.

Ligesom med skuespilleren er jeg bare glad for, at opstandelsen af dette tøjmærke betyder at han ikke er glemt og jeg vil mene at det også nedsætter risikoen for at det sker med tiden. Bare lad være med at købe en baseballkasket med hans initialer på, men vælg noget af det andet.

devider2

Ugens Foto

Vi har igen brug for en tidsmaskine.

devider2

ViaRETROs Weekend Matiné redaktion: Claus Ebberfeld og Michael Sehested Lund.

 

29 kommentarer

  1. Jensby

    Jeg købte en Tazio Nuvolari trøje hos den lokale italienske tøjbutik Solomoda for vel omkring 20 år siden, så mærket har eksisteret længe. Dyrt og dejlig var trøjen, men dog ikke så holdbar at jeg har den endnu 😀
    Sjovt nok kan jeg bedre acceptere en Speedster replica end en Mercedes eller Ferrari. Men bliver nok ikke køber af nogen af dem.

    Svar
  2. Carsten Goth

    Appropos tidsmaskine – den Landcruiser reklame er lige netop det. Den giver mig forestillinger om Sahara i fyrrerne. Og om, da jeg som dreng så dem i midthalvfjerdserne. Den bil lugter langt væk af romantisk, slidsomt og støvet eventyr. Og med amerikansk marketingkunst får den lige en tand mere med vendingen udjævning af Tahoe Jamboree Trail. Jeg skal ikke – men jeg kunne godt. Derudover et luftkølet alpebillede – jeg siger mange tak !

    Svar
  3. Henrik

    Erik, du skulle have gjort som jeg, på min første tur til Paris i min nyligt indkøbte Golf GTI i 1976, med min
    tennismakker Hans, købte jeg en blå Lacoste polo, jeg har den endnu, og man kan se den er brugt !
    Bruges stadig, men jeg tvivler på at en som er produceret i dag, ville have samme kvalitet.
    Jeg beklager køb-og-smid væk kulturen.
    Historisk motorsport ændres med tiden, og det er fint nok, yngre mennesker har deres nostalgi, vi lidt ældre en anden !

    Svar
  4. Ole JAGmann

    En flot samling historiske racerbiler på Sommers museum.
    I historisk motorsport hæver (sænker?) man faktisk aldersgrænsen fra næste år, fra 1990 til 2000, for at få en yngre aldersgruppe gjort interesseret.
    I hillclimb i HMS hæves aldersgrænsen fra 1990 til 1995 fra næste år.
    Måske kan jeg få min Alfa Romeo 916 Spider med…

    Replikaer forstår jeg ikke. En “Ferrari” med BMW motor, hvorfor?

    Svar
  5. audifirs

    Jeg mindes med glæde alle de FIAT’er med Lampredi motoren. Den var lækker og gav en snert af italiensk eksotiker. De ventildæksler får smilet frem hver gang jeg ser dem.

    Svar
  6. Soren W

    Jeg tror jeg er enig med Claus omkring at samle på replikaer. Køb een ægte, og lav så en samling af 1/18 modelbiler. De ligner langt bedre. Nogle af dem i samlingen kunne laves bedre med AI på PC’en.
    Nuvolaris tøj forstår jeg ikke. Så er han vel heller ikke et større brand i dag? Suixtil er mere cool. Var der ikke en han en forhandler i Danmark..? 😬

    Svar
  7. Claus Ebberfeld

    @jensby, jeg gjorde mig lige den umage at besøge mærkets hjemmeside, og det er ikke den samme producent, der har lavet din trøje for tyve år siden: Det mærke jeg så i Bologna er ejet af Nuvolarimuseet og debuterede i sommeren 2024.

    Med hensyn til Speedster er jeg enig: Dels er der jo en familiehistorisk sammenhæng mellem Porsche og VW i de tidlige år, dels er det ikke svært at få en replika til at ligne originalen. Men dén til salg er bare ikke en af dem :-).

    @carsten-goth: Din reaktion er præcis det ViaRETRO stræber efter, så tak!

    @henrik, køb-og-smid-væk-kulturen bør smides væk :-)

    @ole-jagmann, vi er enige i replikaspørgsmålet, tror jeg. Men historisk motorsport i en Alfa 916 Spider – er det særlig historisk?

    Svar
  8. Ole JAGmann

    @claus Jeg er enig i at en Alfa Romeo 916 Spider ikke er så historisk i mine øjne, men det siger måske mere om vores alder, for min er faktisk 28 år gammel. Men det er jo FIA og DASU der hæver grænsen til år 2000, hillclimb trods alt kun til 1995. Men i mine øjne skal vi helt tilbage til 70erne før det er historisk for mig.
    Men måske kan det lokke nogle unge mennesker til, så vores race har en fremtid?

    Svar
  9. Claus Ebberfeld

    Tazio Nuvolari er ikke et brand, @soren-w: Han er en legende. Tazio Nuvolari Originals er derimod et brand – men ingen legende :-). Endnu, i hvert fald. Og ja, Suixtilhistorien viser hvor svært det er at genoplive fortidens store.

    Svar
  10. Njal

    Det der Suixtil brand er vel også en slags replika (kopi) af sig selv i dag. Med hovedsæde i Hong kong og produceret i China? Ikke meget originalt over det mere heller.
    Men det kan vel siges at være tidstypisk design.😁
    Der har gået rygter om at prins Jochims Ford Cortina også har været forbi ved Bent Thøgersen her i Grenaa.

    Svar
  11. Claus Ebberfeld

    Det var såmænd ikke alderen jeg mente, @ole-wichmann, men bilmodellens sportslige historie i perioden, hvor den var ny. Dét er i min forståelse nemlig det historisk motorsport handler om – altså motorsport fra dengang, nu genoplevet som en historisk disciplin. Din fortolkning fører jo til, at nogen om femten år kunne stille op i hillclimb med en Tesla (hvilket den måske ligefrem vil være god til…) uden at den nogensinde blev brugt til det i perioden. Dét er der jo ikke meget historisk i?

    Svar
  12. jakob356

    Pyh, tror den dér MX5 “Ferrari” giver varige mén at kigge for længe på..
    Godt jeg har rigeligt med medicin her ;-)

    Svar
  13. Claus Ebberfeld

    Tidstypisk er det meste Suixtil i hvert fald, @njal – og ja, ordet replika er faktisk helt rigtigt i den sammenhæng, da mange modeller er genskabt efter de oprindelige fotos. Tazio Nuvolari Originals er noget lidt andet, da manden jo ikke havde sit eget tøjmærke dengang – så i bilsprog vil man nok kalde det en “hommage”.

    Svar
  14. Nold

    Nej, jeg begyndte ikke at køre historisk motorsport fordi jeg følte mig tiltrukket af at gnubbe skuldre med prinsen. eller gnubbe skærme med de “store” biler, der mestendels blev kørt af nogle meget dynamiske og resultatorienterede mennesker. I de små klasser ville vi bare lege med biler på en uformel og ikke for dyr måde. Men det er vist ikke på mode mere. Måske bliver det “retro” en gang..?

    Svar
  15. Sorensen

    Mine forældre havde sådan en FIAT 125 inden både min bror og jeg selv kom til verden.
    Mine forældre boede dengang ved Faaborg og landevejene på Sydfyn havde ikke hastighedsbegrænsning dengang. Min har fortalt om at han nogle gange kyssede 160 km/t på vej til arbejde..
    Bilen gik som død og h…… , men motoren var alt for skrøbelig og ad flere omgange måtte topstykket af for at få skiftet ventiler…

    Svar
  16. Claus Ebberfeld

    Det gjorde jeg heller ikke, @nold – og jeg er enig i, at vi bare ville have sjov i vores små biler. Ja, det ville jeg egentlig gerne stadigvæk, men det er af en-eller-anden-grund ikke ret populært at køre i de små klasser mere. Ikke fordi der var mange i min tid heller, men der var nok til at man kunne have det sjovt – nogle gange mere end andre.

    @sorensen, jeg må indrømme, at det er et stykke tid siden ViaRETRO har bragt et Ugens Fund, som i dén grad tiltaler mig – og din røverhistorie fra det virkelige liv ændrer ikke meget ved det. 160 km/t!! Det er jo SINDSSYGT hurtigt! Og så er jeg helt syg med de Campagnolo-fælge: Nummer to i skønhed efter dem på en Miura…

    Svar
  17. Sorensen

    @ @ce, for dét må have været alt andet end forsvarligt på de små veje..
    Min far har også fortalt at han en dag lå på landevejene nede på Sydfyn med en go marchhastighed omkring 120 km/t, da en større hund løb ud foran bilen…min far stoppede på stedet og fandt den døde hund i vejkanten – uden en synlig skramme, hvilket ikke kunne siges om bilen!
    Senere – omkring 1971 flyttede mine forældre for en kort periode ind i de nyere opførte boligblokke i Vollsmose, hvor FIAT’en blev et yndet mål blandt de lokale biltyve – 3 gange blev den stjålet – og fundet. Den ene gang havde de flinke biltyve ovenikøbet fyldt tanken op igen – dog med diesel!

    Svar
  18. AlfaHahn

    Jeg tror ikke på at priserne er faldet op til 10%. Nogle biler er, men de tog også nogle gevaldige stigninger for år tilbage. Porsche 911 steg fra 3-500t til omkring en million, nu er de vel på 800t. En Jaguar-E har de sidste 20 år kostet 800t-1 mio. MGA/MGB har også ligget konstant. Nogle er ovenikøbet steget en hel del, Ferrari og andre eksotikere. Jeg kan ikke finde en generel trend, men vi kan blive lidt klogere og få mere detaljeret indsigt i diverse Classic Car Indexes, feks. Hagerty på dette link:
    https://www.hagerty.com/media/market-trends/hagerty-insider/hagerty-price-guide-indexes-show-a-market-searching-for-equilibrium/
    Jeg har købt mine biler med hjertet over mange år og bestemt ikke som en investering. Jeg kan dog glæde mig over, at de er steget i værdi :-)

    Svar
  19. AlfaHahn

    Har fulgt Knight Frank index i nogle år. I en periode var investering i klassiske biler blandt top-3. Nu er de nede på 4. pladsen efter whisky, vin og ure (som er faldet meget på det seneste).

    Svar
  20. Claus Ebberfeld

    Nå, jeg har undersøgt om jeg kan flytte dem, men det er åbenbart ikke muligt, så jeg må desværre svare her, Men din kommentar “Porsche 911 steg fra 3-500t til omkring en million, nu er de vel på 800t” understreger jo problemet – man skal vide hvilken 911 der er tale om, for det dækker over mange ting. En “Porsche 911” kan koste fra 300.000 kroner for en møgbil som du slet ikke vil eje til 15 millioner kroner for en rigtig fin med lidt racerhistorie mm.

    Jeg ved ikke hvor du har dine tal fra. men jo: Der findes masser af bilmodeller, der er faldet 10% i pris eller mere.

    Den MGA du nævner som stabil i pris er een af dem. Den MGB du også nævner en anden. Og den E-type du nævner som stabil en tredie. Der er mange flere. Mercedes 190 SL for eksempel også. Men når du kigger på en Mercedes-tendens, så er den faldende model ofte rodet sammen med en 300SL, der har været svagt stigende (i nogle tidsrum, svagt faldende i andre…) – og afhængigt at kilden måske også en AMG SLS Black Series, en SEC og en 190 Evo2. Intet under at du skriver “jeg kan ikke finde en generel tendens” :-)

    For at det ikke skal være løgn er selv den samme bilmodel jo ikke altid samme pris, vel? En 10.000 km bil med een ejer kan sagtens koste det dobbelte af en 150.000 km med fire ejere. En blå mere end en rød. Original mere end restaureret. En tysk bil mere end en fra Dubai. Manuelt gear mere end automat. Und so weiter…

    Svar
  21. Sune

    Havde jeg ubegrænsede midler så ville jeg da gerne have en Ferrari Daytona, men i virkeligheden ville jeg være yderst tilfreds med en McBurnie kopi Miami Vice Don Johnson Corvette

    Svar
  22. Claus Ebberfeld

    Så skulle du måske kigge nærmere på den i auktionen her, @sune. McBurnies (i hvert fald den i TV-serien Miami Vice) havde jo kun en V8, mens originalen som bekendt havde en V12. Og det har DENNE replika også: OK, ikke fra Ferrari men fra Jaguar – men det er nu også en lækker motor.

    Svar
  23. AlfaHahn

    @Claus, ja, du har selvfølgelig ret, man kan ikke generalisere – heller ikke på biler fra 50’erne :-)

    Svar

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.