Ugen der er godt igang – med Auto-ADHD

Måske har jeg en sjælden variant af ADHD, der kun vedrører noget med biler?

Sådan selvdiagnosticerede jeg mig (det er ret moderne!) et kort sekund efter, at jeg på vej mod Comosøen holdt i kø, og så en Toyota Previa holde i kø i modgående retning: Fed vogn, faktisk – og med en dåbsattest fra 1990 er de første snart veteraner. Wow! Det her var cirka en time efter, at en tysk TV-journalist havde interviewet mig foran min favorit på RM Sotheby’s auktion i Milano: Nedenstående Abarth-Simca 2000 fra 1964:

Min absolutte favorit var denne 1964 Abarth-Simca 2000. ALT jeg kan lide i een bil.

Jeg fik intet billede af Previaen, men jeg fik i forbindelse med interviewet prøvesiddet Abarth’en, der (selvfølgelig) passede mig perfekt: 200 hestekræfter, seks (! – i 1964…jeg elsker det…) gear, vægt som en tom skotøjsæske, og adgangsbillet til alt muligt fedt. Classic Race Viborg i weekenden? De ville sige jatak med kyshånd.

Men den blev ikke solgt. OK, jeg sagde også til journalisten, at 440.000 Euro som det laveste estimat var for højt, men alligevel. På samme auktion blev der så solgt en Lamborghini Countach 25th Anniversary til 1 million Euro. Jeg tog ikke engang et billede af den, fordi det er dén Countach, som Horacio Pagani ødelagde med sine “opdateringer”. En million for den – og det var hammerslaget, så jeg kan kun gå ud fra at byderen havde glemt, at der kommer et salær oveni: For det er bare en kæmpe fejl, der endte med at koste en stakkel 1,13 mio Euro!

Hvad sker der? Min konklusion var, at ikke alle har så sublim og udsøgt smag som jeg.

Men sådan en Previa er også fed! Har jeg så ADHD?

Og det skriver jeg ikke for at være eller bare lyde elitær: Bagefter har jeg været på internettet for at kigge efter Toyota Previa, så det er ikke elitarisme, jeg lider af – siger min selvdiagnose. Lige før jeg kørte spurgte min chef hvad jeg egentligt gerne ville køre efter efter Alpinaen – om det også skulle være noget gammelt og tvivlsomt, der kunne gå i stykker?

Min korte svar var ja – hvorefter jeg glad kørte i Alpinaen til en lufthavn, og da jeg landede i Italien skete det, der altid sker: Svaret er Panda.

På det første billede her i galleriet står min udlejnings-Opel Cors ved siden af en Panda, og Cors’en illustrerer meget godt hvad der er galt med moderne biler: De er for store. Og Cors’en er endda ikke ret stor! Den er faktisk heller ikke ret grim, og farven er nem at finde igen, hvis jeg skal sige noget pænt. Efter at min kone fik en andengenerations-Corsa er jeg blevet glad for modellen – men ærligt talt havde min kones været bedre hernede.

Af samme årsag, som at Pandaen hernede er meget langt fra uddød, og det forstår jeg godt: Vejene omkring Como er både smalle og overfyldte, og det er længe siden jeg har set et område med så få moderne elbiler – mens Pandaen (eller en klassisk Corsa…) er svaret. Ikke bare lille, men også smal – selv i den bredeste udgave med 4×4 skærmforøgere. Efter nøje studier af alle varianter af Panda kom jeg frem til, at min skal være en helt tidlig og kun med forhjulstræk.

For selv Pandaen er ramt af moderne nonsens: Jeg så senere på dagen  en “4×40” ved siden af en andengenerations 4×4. Jeg gad ikke engang slå op, hvorfor nogen mente, at 4×40 gav mening eller hvad det skal betyde. Men jeg er sikker på, at en førstegenerations-Panda giver mere mening.

Og så er den billigere end en Abarth-Simca 2000. OG billigere end Previa. En argumentation, der får mig til at tænke på den diagnose igen. Hvad skal det ikke blive til, når jeg kommer til Concorso Villa d’Este i weekenden? Måske vino rosso er en passende medicin.

PS: Abarth’en var også en Corsa. Så mon ikke den faktisk ER det bedste af alle verdener?