Register

2 × 3 =

A password will be e-mailed to you.

Redaktøren stiftede i weekenden bekendtskab med begrebet “Virtual Safety Car” og føler sig snydt synes det er synd.

Da jeg så der blev signaleret “Safety Car” til gårsdagens Grand Prix i Emilia Romagna (det er en provins i Italien og grunden til, at det dermed ikke er “Italiens Grand Prix” er, at landet har flere Grand Prix – men det er måske en anden historie…) var jeg spændt på hvilket bil det så ville være. Og blev umådeligt skuffet, da svaret var “ingen”. Si, “Virtual Safety Car” er nu en ting – eller rettere: Det er det så netop ikke.

Tro mod min rolle som gammel redaktør og ægte retromand var jeg jo udmærket klar over, at den allerførste Safety Car i Formel 1-sporten blev indsat i Canada i 1973. Det var den gule VW-Porsche 914 herunder, og helt bortset fra dens rolle i forhold til at samle feltet sammen under svære eller decideret usikre forhold er det jo en fed bil.

Det er dét jeg mener med, at en Safety Car kan bidrage med noget til sporten. Hvis man absolut skal sætte en gadebil ind for at sinke feltet af racerbiler, så skal det helsst være noget særligt. Og det synes jeg den gule 914 lever op til. Nu er bilens rolle helt specifikt at køre ud foran den førende bil, og holde den nede i tempo indtil problemet ude på banen – hvad det end er –  er løst. Desværre kørte 914’eren i dette tilfælde ud foran den forkerte bil, og det førte så til en masse spektakel om hvor der så egentlig vandt. Det blev løst, svaret var Peter Revson – men det var ikke det optimale start for begrebet Safety Car, og derfor var det heller ikke en fast ting i alle Grand Prixer siden.

Men hvis man skulle være i tvivl om dens rolle i det rent sportslige arrangement (det er jeg i princippet ikke: En Safety Car i Formel 1 var noget andet end en Pace Car i diverse amerikanske serier – den tjente kun sikkerheden og ikke underholdningen), så kan man jo se på de tre tilfælde, hvor nogle genier besluttede at indsætte verdens fedeste supersportsvogn i verdens mest fashionale Grand Prix: Ja, Lamborghini Countach blev faktisk brugt flere gange i Monaco som Safety Car, og jeg tror aldrig den er overgået. Jeg er sikker på, at indsatserne har bidraget til både bilens og løbets legendestatus – og for den sags skyld til sportens.

Det stik modsatte er selvfølgelig tilfældet, når Formel 1 bare bukker sig forover og siger “ja tak, vi gør det for pengene”. Som dengang en Fiat Tempra var den officielle Safety Car.  Sikke en ufattelig ynk for det der formodes at være toppen af motorsport: Kunne de ikke få en mere spændende Safety car? Sikkert. Men i mange år var det faktisk den enkelte løbsarrangørs egen opgave at skaffe Safety Cars, og så blev det også derefter.

Når det er sagt, så gav det alligevel nogle gange mening: Herover er det en Honda Prelude i Japans Grand Prix 1994 – godt nok nogle år efter at Honda dominerede sporten, men dog på hjemmebane og med mærkets passende sportslige topmodel. Det kunne være meget værre. Eksempelvis en Fiat Tempra.

Men det var først nogle år senere, at Grand Prix-paverne fik lagt Safety Car-begrebet i helt faste rammer, og det faldt sammen med, at Mercedes-Benz var på vej tilbage. Det tyske mærke havde på det tidspunkt fået et ry som pensionistbiler med både sele- og pibeholdere, og deres indsatser i motorsport skulle ændre det image – og dermed blev den “lille” Mercedes-Benz AMG C36 den første officielle Safety Car, der blev indsat i hele sæson 1996.

Egentlig er alle (bortset fra Tempraen) biler, som er med i min store drømmegarage – men C36 er mere end de andre alligevel en rigtig særlig bil, som alligevel er ægte anvendelig i hverdagen. Og OGSÅ ville kunne gøre det godt som firmabil og dermed ambassadør for en bilentusiast som mig. Eller bare ville kunne fungere for en samler, Mercedes-Benz eller måske nærmere AMG-entusiast – eller simpelthen bare når du er sulten for sjov. Måske vidste du ikke den fandtes overhovedet? Så ved du det nu: Fordi den var Official Safety Car i 1996 og 1997.

Virtuel Safety Car? Nej, det kan vi bilentusiaster ikke bruge til ret meget.

 

10 kommentarer

  1. TOCOMAN

    Fantastisk historie om safety cars i Monaco. Enig – Countach er den mest ikoniske safety car i historien.
    Monaco er altid god for et godt show – og i det kommende Grand Prix i weekenden er indført 2 tvungne pitstop for at gøre løbet mere interessant.
    Men Monaco og Lamborghini har altid haft en god historie sammen. Til Grand Prixet i 1967 kørte fyrsteparret rundt i Bertone-kreationen Lamborghini Marzal som “åbningsbil”, og fyrst Albert gentog bedriften i 2018 ved at køre Marzel rundt til Monacos historiske Grand Prix

    Svar
  2. Claus Ebberfeld

    @tocoman, det var endnu en nyhed for mig: To tvungne pitstop? Hmm. Jeg ville ønske der skulle tankes under begge :-)

    Men jeg er ellers helt enig: Intet overgår Countach som safety car. Også selvom onde tunger påstår, at det er den eneste Safety Car, der har brug for sin egen Safety Car. Countach er meget bedre end sit ry, og for mig stadig noget nær den ultimative supersportsvogn.

    Svar
  3. Carnut

    Fin Countach – Det eneste der gør lidt ondt, i mine øjne, er at de har vendt den lightbar forkert. Den røde linse er altid i førersiden, eller venstre side af bilen, om man vil. Sådan har det altid været når man kører med rødt/blåt blink. Det er en ommer !

    Svar
  4. Claus Ebberfeld

    Virkelig, @carnut? Så har de lavet den samme fejl to gange i træk, for den øverste Countach er fra 1980 og den hvide fra 1981 (mener jeg). Måske er det et levn fra dengang hvor løbsarrangørerne selv skulle finde bilen – de skulle også selv finde lyset!

    Svar
  5. Mads Madsen

    Du kunne også overveje lægebilen, den har mere plads til bagagen. Det er nok det tætteste jeg kommer på at eje en racerbil 😉

    Svar
  6. Carnut

    @claus ebberfeld : Ja, det ser sådan ud. Men ikke desto mindre så er det i 99% af tilfældende at den røde er i førersiden. Men det har de personer som har monteret blink på de 2 Countach tilsyneladende ikke haft styr på. Der er mange forklaringer på hvorfor. Den mest brugtete forklaring er at man så altid kan se om et udrykningskøretøj er på vej væk fra en eller kommer imod én. ChatGPT har også andre svar, dog.

    Svar
  7. Claus Ebberfeld

    @carnut, det er egentlig en god forklaring, men på en racerbane kører alle biler jo altid i samme retning – også Safety Cars.

    Svar
  8. Claus Ebberfeld

    Helt bortset fra det, @carnut – så har den det stadig: Jeg stod overfor den hvide Countach Safety Car i weekenden, intet mindre.

    Og det ER den fedeste Safety Car nogensinde:

    Svar
  9. Carnut

    @claus ebberfeld Den er superfed, og uden diskussion noget af det lækreste man kan forestille sig som Safety Car. Var den så i det mindste fremført at damer som dem i Cannonball Run, så kunne jeg se gennem fingre med at der har byttet rundt på farverne på den lightbar 😁 Men ja…. På en racerbane gør det jo knap så meget. Det er bare mit nørdede copcar hjerte det stikker lidt i når jeg ser det monteret forkert. Men….. Enkelte stater i USA kunne i meget få tilfælde finde på det samme. Det er dog ekstremt sjældent.

    Svar

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.