Ugen der gik og dem der kommer: Beklager!
Uha, det har været en spændende uge. Faktisk een af dem, som det ville være spændende at kunne skrive ALT om. Men det må blive engang i mine memoirer – for her og nu kan jeg ikke. Til gengæld er der så meget andet spændende rundt om hjørnerne, at jeg er sikker på, at der bliver nok nyt stof også.
Ikke bare skal jeg lave et par nye videoer på to af mine helt store drømmebiler – snart. Javel, det er ikke med ViaRETRO-hatten på – men så alligevel: Jeg er priviligeret nok til ikke at behøve at spille roller, så det kunne det såmænd ligesågodt være. Tro mig: I over tredive år har jeg tænkt på de to her som repræsentanter for det absolut ypperste – og jeg vil gøre mit bedste for at formidle hvorfor.
Det kommer på Youtube på et tidspunkt. Som så meget andet: For sammesteds så jeg i ugens løb en ny video om den bil, som jeg i årevis har sagt er den bedste, jeg nogensinde har kørt. Agtigt. For faktisk kørte jeg en standardudgave tilbage i 2016, mens videoen handler om en R-variant. Ikke desto er begge Honda NSX’er, og samtlige af dem er fabelagtige sportsvogne. Altså den originale – den lette og pæne, ikkesandt?
Min artikel kan man genlæse her – jeg synes stadig næsten ti år senere titlen er passende: Den bedste bil jeg har prøvet: Honda NSX. Og videoen jeg taler om kan man se herunder: Den fremragende journalist Henry Catchpole kører en NSX-R og er lige så begejstret som jeg var – eller måske endda mere. Vurdér selv:
Som man kan se stiller Catchpole spørgsmålet, om NSX-R er den bedste “Driver’s Car” nogensinde? Det er alligevel et meget stort spørgsmål, som jeg måske burde overlade til de professionelle. Men netop hans nye video om NSX har mindede mig om, at jeg i hvert fald snart må se at få skrevet min artikel om den bil, som for mig personligt har erstattet NSX som den bedste af de bedste. Inden der måske kommer en ny ny bedste. Selvom jeg har svært ved at se det ske. Det kan godt være jeg har skrevet det før, men det kommer altså snart. Og det er en FANTASTISK bil. (Nej, det er ikke en Alpina…)
Lige om hjørnet skal jeg så også for første gang besøge et FANTASTISK arrangement nede i Italien. Støvlelandet går man aldrig fejl af, og jeg har før beskrevet Lago di Como som et af de smukkeste steder på Jorden. Og et lille tip: Jeg kørte rundt om den i min gamle Triumph 2.5 PI, hvilket føjede yderligere nogle lag til oplevelsen af at være landet i himlen på jorden. Triumphen har jeg solgt for længe siden, og denne gang tror jeg det bliver med fly – men Concorso d’Eleganza Villa d’Este var både dengang og nu Europas fineste scene for klassiske biler, og dét skønne arrangement har jeg aldrig besøgt før. Men een gang skal jo være den første, og det bliver her om et par uger: Jeg glæder mig SÅ meget allerede.
Eksakt mens jeg skriver disse ord, så er et udvalgt hold af Klub ViaRETRO-medlemmer på tur – den første Klub ViaRETRO-tur i år, og hvis ikke meget er gået galt, så er de i skrivende (og måske læsende?) stund ankommet til Classic Days i Berlin. Det er Klub ViaRETRO’s første udlandstur i flere år, og mens jeg ikke selv kunne være med, så er jeg spændt på hvordan det forløber. Der kommer mere derfra, det er helt sikkert.
Og måske havde I læsende medlemmer heller ikke tid eller mulighed for at være med i Berlin? Så husk lige kryds i kalenderen til to kommende indenlandske muligheder: Classic Race Viborg kan jeg heller ikke rigtigt være med til, da jeg faktisk skal kommentere løbet – men på Gavnø har jeg fri! Og SÅ kan det være vi ses?
Hvis heller ikke dér, så nok en anden gang derude: Der er flere muligheder end nogensinde før, og der ER ingen undskyldninger for ikke at nyde livet med klassiske biler – for det er faktisk bare skønt!
God weekend
Claus Ebberfeld
ViaRETRO handler om Alt om Klassiske Biler og det gør Klub ViaRETRO også.
Som medlem får du:
- Klub ViaRETRO-reversnål i ægte emalje
- det kendte og eftertragtede Klub ViaRETRO-klistermærke til bilen
- adgang til alt på ViaRETRO
- rabat på udvalgte varer
- garanteret godt selskab på nettet og i virkelighedens fem årlige arrangementer
- samt ikke mindst dybfølt tak fra redaktionen for din støtte til ViaRETRO – for dét er et medlemskab naturligvis også.
Den gode gamle kending
Tekst og fotos Michael Sehested Lund
Køresæsonen er gået i gang, og med den har de første forårsdage lyst op og varmet os. Jeg benyttede selv lejligheden til at køre til det nok mest driftssikre træf, jeg kender til: Klassiske biler på Kulturhavnen i Helsingør. Og ja, hvis det skulle have undgået nogens opmærksomhed, har netop Klassiske biler på Kulturhavnen i Helsingør haft sin egen sektion på ViaRETRO i flere år (faktisk er 2025 11. sæson).
Hovedpersonen bag driftssikkerheden er John Calberg, som utrætteligt har anvist pladserne og holdt linjen med, at bilerne skal være minimum 30 år gamle. Alt sammen formidlet i bestemt, men diplomatisk stil. Som der står under overskriften i sektionen: ”Klassiske biler på Kulturhavnen foregår i en af de mest spektakulære kulisser, man kan forestille sig for et biltræf”. Og dette er ikke en overdrivelse, snarere tværtimod. Træffet foregår på den store åbne plads foran Kulturværftet, der fungerede som et af Danmarks største skibsværfter frem til 1986. I baggrunden ligger Kronborg til den ene side, og til anden side ligger gamle skibe i nogle af de gamle tørdokke med Helsingør by i baggrunden. Helsingør fungerer stadig som en levende overfartsby med færgerne og bådene til Sverige. Med den stærke kobling til søfarten er netop Kulturværftet og byen hjemstedet for M/S Museet for Søfart, der fortæller historien om Danmarks rolle som søfartsnation. Museet er ikke særlig synligt udefra, da det er indrettet i en stor gammel tørdok med arkitektur af Bjarke Ingels.
Arrangementet kører altid fra kl. 13-16 i sommerhalvåret fra april til september. Derfor er det også en kærkommen anledning til at indtage frokosten i enten caféen eller i madmarkedet, der ligger i en af de gamle værftshaller.
En anden ting, som kendetegner Klassiske biler på Kulturhavnen, er diversiteten, både ved det enkelte arrangement og fra gang til gang. Selvom der naturligvis er gengangere, er der altid noget nyt fra gang til gang. Det er også hjulpet af, at Sverige ligger lige på den anden side af sundet – klassiske bilentusiaster fra Sverige finder af og til vej til Helsingør. Diversiteten er helt i ViaRETRO-ånden, hvor der ved sidste arrangement var en del amerikanske biler iblandt med nogle meget sjældne af slagsen, som det fremgår af billedpotpourrien nedenfor.
Jeg er sikker på, at der andre steder i landet findes klassiske biltræf, som er blevet hele institutioner og bare leverer fra år til år. Det hører vi meget gerne nærmere om, så der er nogle klassiske biltræf at besøge, når vi er andre steder. Byd ind med jeres favoritter. Nu har jeg selv budt ind med Klassiske biler på Kulturhavnen i Helsingør, som aldrig svigter.
Ugens Grafik
Ugens Fund: 1972 Simca 1501 Special til 65.000 kroner
Den er sjælden, den er fin og det er ikke mange penge – og den er for hele familien. Måske en perfekt første klassiker? I hvert fald både bedre og billigere end sidste uges trætte Porsche 928!
Modargumentet er selvfølgelig, at den ikke er særligt eksotisk. Men det vil jeg godt sætte i relief: Dengang blev der selvfølgelig bygget mange flere Simcaer end Porscher – men i dag er det faktisk omvendt: Hvis vi taler et almindeligt blandet biltræf for almindelige blandede bilentusiaster, så er der nok væsentlig større chance for at møde en Porsche. Så altså: En Simca 1501 er på en måde blevet eksotisk.
Om den konkrete bil siger annoncen, at den er “total restaureret og undervognsbehandlet i 2022”. Jeg ved ikke om det er ment som om at den er renoveret engang -måske længe – før 2022? Motorrummet ligner i hvert fald ikke noget er er totalrenoveret for tre år siden – når der samtidigt står, at bilen ikke har kørt mange kilometer siden. Men det var måske siden undervognsbehandlingen? Akja – det er svært.
Når det er sagt ser bilen faktisk fin ud, og at nogle overhovedet har bundet an med at restaurere en 1501 er jo al ære og respekt værd, og man vil kun få glade smil hvis man tropper op i sådan een her.
Tak for tip til Niels Vegger. Find annoncen hér: Simca 1501
Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.
Jeg voksede op med Simca og en 1301 er den første bil jeg kan huske vi havde i starten af halvfjerdserne. Den var den samme røde/bordeaux farve som bilen der er til salg. Det giver altid lidt uro i jernet når biler fra ens barndom dukker op til salg, men jeg må nok erkende at det nok ikke bliver til flere franske biler i min garage.
Har aldrig været i Helsingør til træf, det må der snart laves om på 😎
Til Cars & Coffee Odense kommer der faktisk af og til en hvid Simca 1501.