Register

two × four =

A password will be e-mailed to you.

Matematisk mandag: Mest KM/H for pengene er en Renault Megane?!?

Det ville jo slet ikke være noget problem – hvis ikke lige denne Megane var en generation 3 og dermed kun femten år gammel.

Det hører også med til historien, at når jeg skriver “Mest KM/H for pengene”, så er det en reference til magasinet KM/H, som jeg har læst i min sommerferie. Og analyseret lidt på: Nærmere bestemt på deres særudgave, der var en guide til “vos sportives collectors 2025”, hvor de kiggede på omkring 100 biler og gav dem alle en score på en ti-skala, hvor 10/10 selvfølgelig er bedst. Hvilket kun syv biler opnåede. 

Her er jeg i gang med den grundige research til denne artikel.

Dem har jeg herunder listet op – inklusive den gennemsnitspris (KM/H angav en laveste og en højeste, og dem har jeg bare taget snittet af for nemheds skyld – selvom der sikkert er meget mere i det), som magasinet angav som en del af deres dataoplistning. Jeg vil straks sige, at jeg ikke har gået deres pristal efter i sømmene – blandt andet fordi det her handler mere om det helt store perspektiv: Hvor får man mest for pengene?

Som altid afhænger svaret lidt (en del, faktisk – for ikke at sige totalt…) af hvad man søger for sine penge. KM/H hylder det sportslige automobil, men det er selvfølgelig også et vidt begreb. Og ærligt talt rækker mit franske ikke til at afkode hvordan de lige når frem til, at de syv herunder når topscoren på 10/10. Men herunder er de syv – og ikke mindst er de herunder listet efter deres gennesnitlige pris jævnfør magasinet KM/H. Og det i ViaRETROs budgetklassikertradition fra billigst til dyrest:

Bil Årgange Gennemsnit EURO
Renault Megane 3 RS 2010-2018 20000
Subaru Impreza GT Turbo 1993-2001 21000
Renault Clio Williams 1993-1996 25000
Lotus Elise S1 1996-2000 32500
Ford Focus RS Mk2 2009-2011 33500
BMW M3 (E30) 1986-1991 65000
Lancia Delta HF Integrale 1987-1994 75000

Og ja, jeg var ærligt talt selv skuffet!

Og her er en RS, som jeg så et par dage tidligere. Uden dog at kunne sige, om det er eksakt vindermodellen og -årgangen. Men den er orange.

Renault Megane RS vidste jeg ærligt talte ikke hvad var – og selv efter at have læst op på lektien kan jeg bare sige, at det heller ikke er en bil jeg ønsker mig: Ikke fordi der er noget-som-helst i vejen med den (udover hvad man kan forvente af en Renault med femten år på bagen, har jeg lyst til at tilføje med et glimt i øje og mens jeg dukker mig for rådne tomater og snegle!), men simpelthen fordi jeg meget sjældent drømmer om femten år nye biler. Overskriften i magsinet var “Charisme Absolu”, men jeg ser ingen karisma overhovedet og det understreger jo bare pointen fra Weekend Matiné Nr. 573: Man behøver ikke kunne lide alt – og sådan er det her. Med en gennesnitspris på 20.000 Euro giver den mest et-eller-andet for pengene. Men er det dét, som man vil have?

250 hestekræfter til 1350 kilo, har sådan en Megane 3. Og er åbenbart fantastisk velkørende – ja, bare een af de bedste GTI’er nogensinde. Og forudbestemt til at blive en stor klassisk af slagsen.

Jeg savner alderen – for bare et nævne een ting. Og det gør jeg til en vis grad også i nummer to, Subara Impreza. Men de tidligste årgange fra 1993 kan teknisk set allerede være veteraner, og det hjælper da noget på det. Så mangler vi kun at få styr på materialer og æstetik, ikke? Det første er i orden, for en Impreza af den årgang var en kvalitetsbil til gaden først – og en succesrig rallybil derefter. Men er den på min personlige drømmeliste? Tjah, måske. Det kommer lidt an på dens kvaliteter i dens virkelige verden – hvilket vist er det KM/H (blandt andet) har givet karakterer efter. Men dens æstetik? Hmm. Det kan ikke have vejet ret højt. Altså, den er ikke grim – men det er vel helt på sin plads at påpege, at den heller ikke er nogen Lancia Stratos?

Bevares. det er den tredieplacerede heller ikke. Men en Renault Clio er faktisk en uhyre veldesignet bil i sin basis, og dens grunddesign blev ikke forsøgt camoufleret i dens sporty 16V-udgave, og heller ikke i den senere topmodel “Williams”. Den var rigtig fra starten – og 16V og Williams blev bare “mere rigtig”. Dét er en bil, som jeg rigtigt gerne så i min garage. Men indrømmet: Faktisk kunne jeg faktisk sagtens “nøjes med” den almindelige 16V. Uanset hvad: Jeg er slet ikke i tvivl om, at denne halvfemser-GTI kunne være en værdig afløser til MR2’eren.

Når det er sagt, så når vi ved fjerdepladsen til en bil, der er meget nær en direkte konkurrent til Toyotaen – Lotus Elite S1. Centermotor, letvægt og relativt fokus på efficiens ved siden af selve præstationerne – og så også en af de laveste priser iblandt de syv 10/10’ere. Forskellen illustrerer måske netop, hvor umulig opgaven er? For tænk lige på Renault Megane, vinderen ift pris og så denne Lotus: Det kan da sagtens være at Renaulten er en bedre bil (det er den med nærmest både fransk og engelsk statsgaranti…) som sådan – men hvilekn bilentusiast er ikke straks meget nærmere draget til Lotus’en? Hvis man ikke er det, så er man nok slet ikke bilentusiast! Og ja: Elise ER på min drømmeliste.

En genial bil.

Nummer fem på top syv, derimod: Ford Focus? Ja, den er faktisk også på min liste, men ikke som RS Mk2. Og ja, det er dén Ford, der havde en fed Volvo-motor med fem cylindre og turbolader. Og åbenbart kørte stjernepodt. Men alligevel: Den er ikke meget ældre end Megane RS og der er i mine øjne ikke mange ting, der sætter den udover franskmanden heller. Intet for mig, simpethen. Ikke endnu, i hvert fald!

Det er de to sidste utvivlsomt – men de koster pludseligt også det dobbelte, da alle andre har samme holdning: BMW M3 og Lancia Delta Integrale er de store helt indenfor Gruppe A-biler i det daværende internationale Automobilsports-reglement, og de koster derefter. Nu havde jeg så fornøjelsen af at køre begge sidste år, og indrømmer gerne at de begge er superdejlige biler. Virkelig. 10/10? Jamen, det afhænger lidt af de nærmere bedømmelseskriterier, men ingen bil når selvfølgelig topkarakteren uden at være noget særligt – og det er begge.

Slet ingen tvivl om at en BMW M3 er en fantastisk klassiker allerede nu. Men den er også dyr.

Men når man kigger hele 10/10-listen igennem, så er det efter min mening allligevel påfaldende så emget en Lotus Elise stikker ud. OK, den er over 50% dyrere end den billige Renault Megane 3RS, men den er også ti gange mere klassiker allerede nu. Blandt andet fordi den var (mindst!) ti gange mere nyskabende dengang – og så fordi den er sin egen og ikke en tuningsvariant af en hverdagsbil. Og mere sjælden er en bonus – ligesom kønnere er det.

Lancia Delta Integrale er på utroligt mange måder sammenlignenlig med BMW M3 – desværre også i pris.

Hvilken der i sidste ende er hurtigere tillader jeg mig at betragte som ligegyldigt: Hvad er “sidste ende” i det hele taget? I en rustvogn er farten ikke væsentlig, og hvis man i stedet kan få lidt fornøjelse ud af sin kørsel inden, så betragter jeg det personligt som et mere sikkert bud på at leve 10/10.

Men sådan er der så meget. Og helt ærligt var intet af det her andet end en opvarmning til en overordnet konklusion, der kræver mere matematik end jeg kan nå her i ferien – og som jeg derfor mangler stadig at få det endelig bevis for. Da det er agurketid brygger jeg ufortrødent videre – og i mellemtiden kan I læsere jo fortælle hvad I synes om de syv mønsterelelever med 10/10 herover.

9 kommentarer

  1. Claus Ebberfeld

    Sig lige det igen, @alfahahn – M3 og Delta er ikke klassiske biler? Den første Delta kom i 1979. Og hvis du ikke anser M3 som en klassiker, så har jeg medlidenhed med dig.

    Elisen bliver een af de helt store – helt sikkert.

    Svar
  2. Thomas

    Dejligt med læsning i “faste” magasiner. Tak for dit perspektiv til artiklen. Det bliver spændende at se, hvor betegnelsen “klassikere” leder os hen om ti år.
    Angående magasiner og Toyota MR2, fik jeg fundet nogle gamle Bilen Motor og Sport blade frem, hvor “den nye” Toyota MR2 var til test. Du har sikkert også læst den artikel fra dengang. Det er sjovt at genlæse nogle af de gamle tests fra da bilerne var nye og som vi i dag betragter som klassikere

    Svar
  3. Lars D

    Kom gerne med jeres Meganer og M3ere men det er ikke noget der giver mig tryk i stangen, nej kom med Fulviaer, Guiliaer, Elaner eller 2002ere så er jeg med. Biler fra sidst i halvfjerdserne og frem er i min verden bare lømler i en plastic fantastic verden uanset hvor brede dæk og mange heste de har eller noget.

    Svar
  4. Claus Ebberfeld

    Haha, dejlig mavesur kommentar, @lars-d: Især fordi der er meget rigtigt i det – og ligeså meget forkert. Men jeg skal indrømme at jeg også elsker den kommentar, fordi den viser at jeg ikke at den allermest kontrære, tvære og tilbageskuende derude! Tak for det.

    Svar
  5. Ole Wichmann

    Listen er da interessant, der er jo ingen ringe biler på listen.
    Jeg tror at 8/10 og 9/10 bilerne på listen også kunne være interessante.
    Men der er for mig to slags biler: Klassikere og hverdagsbiler (transportmidler). Mens der er et par potentielle klassikere på listen, så er resten jo potentielt fede hverdagsbiler.
    Jeg kører selv til hverdag i et 16 år gammelt eksemplar af den nyligt nævnte Renault Laguna Coupé. Dog ikke diesel men 2.0 turbo fra renaultSPORT. Den er nok ikke en kommende klassiker, men en smuk og uhyre sjælden coupé, og frem for alt ikke en SUV.

    Livet er for kort til kedelige hverdagsbiler…

    Svar
  6. AlfaHahn

    @Claus 5 ud af 7 biler er da ikke klassikere.
    Vi har tidligere diskuteret grænser for årgang der definerer klassikere. Jeg vil sige, som dengang, at de mest spændende ligger mellem 1955-1975.
    Du ville gerne have årgang 1978 med dengang – såvidt jeg husker.
    Men 2010-2018 ? ak,ak

    @Lars D. Helt enig :-)

    Svar
  7. Claus Ebberfeld

    Det kommer jo virkelig an på definitionen af klassiker, @alfahahn, og jeg tror vi alle må bøje os i støvet for eksempelvis den første Lotus Elise. Jeg er med på, at den teknisk set (men kun efter danske regler…) ikke er en klassiker – men jeg er lige så meget med på, at det bliver den. Clio Williams? Prøv at spørge nogle bilentusaister, der er yngre end du og jeg…

    …der jo som bekendt ikke er de eneste to i verden, der definerer hvad en klassiker er.

    Du har helt ret, @ole-wichmann. Nemlig.

    Svar

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.