Bliver den så ingen klassiker?
OK, først og fremmest skal vi have på det rene, at Ford Orion strengt taget ikke er anden generation af noget, men ”bare” en videreudvikling af Ford Escort. Den første forhjulstrukne af slagsen, og det var vel egentlig en udmærket bil? I hvert fald god nok til vinde i Årets Bil-konkurrencen i Europa i 1980, og det mener jeg egentlig godt kan bruges som en nogenlunde (men langt fra perfekt) indikator for hvor god en bil var fra ny – i forhold til konkurrenterne i det givne år, vel at mærke. For ligesom med vin er der jo gode og mindre gode årgange, ikke? I parentes bemærket slog Escorten Fiat Panda. Ja, den geniale!

Det siges at Ford valgte dette slogan på det engelske marked netop fordi kunderne hellere ville have “simpelt” end “avanceret”.
Dernæst vil jeg lige sige tak til læseren, der til mandagens artikel om virkelig, virkelig gode biler kommenterede (frit efter hukommelsen), at han aldrig havde kunnet lide Ford Orion. Her er jeg i øvrigt helt enig med ham: Orion var på mange måder nærmest et tilbageskridt fra Escorten, der bragte Ford ind i hatchback-med-forhjulstræk-tidsalderen, der var topmoderne og holdt ved i mange, mange år. Men jeg tror Fords analytikere vurderede, at den var for moderne, og derfor kom Orion som en efternøler med klassisk udvendigt bagagerum flere år senere.

I denne reklame fra debutåret 1983 skriver Ford sjovt nok netop, at Orions værdier har en fremtid.
Kunne det ikke være løst mere elegant? Tjoh, det er et godt spørgsmål: Måske. Mens jeg altid har syntes, at den første forhjulstrukne Escort var et nydeligt, stramt og spændstigt design, så synes jeg ordet ”slapt” passer med på Orion. Som sagt: Jeg har heller aldrig været begejstret for den. Og læseren og jeg er langt fra de eneste, og jeg tror bestemt Ford selv også var skuffede over salgstallene. Fiasko er måske så meget sagt, men det er svært at være andet end enig med læseren i, at den ikke kan blive en stor klassiker.

Men den er godt nok kedelig.
Men så kan den måske blive en lille? Her vil jeg gerne komme med en indrømmelse: Jeg har allerede for et par år siden kigget på Orion som potentiel konebil. Ja, undskyld på forhånd! Men jeg har tidligere belemret hende med nogle helt usandsynligt kedelige biler, så jeg tror egentlig ikke hun ville blive videre chokeret. Det er der faktisk næppe nogle der vil overhovedet over en Orion.

Hun valgte ham, fordi han er en superelsker – ikke på grund af bilen. Eller rig, måske? Men så kørte han nu nok ikke en Orion.
Det første jeg kom til at tænke på ved den læserkommentar, der startede dette ævl, var dog om ikke ovenstående historie minder ret meget om en anden, der endda For(d)bliver i familien: Cortina fra 1963 var en konservativ familiebil, men (måske hjulpet af Lotus Cortina-topmodellen) er i dag en temmelig klassisk klassiker. Dens efterfølger Cortina Mk2 var derimod et temmelig uambitiøst opkog på samme teknik men iført endnu mere konservative klæder. Og hey presto, den er også en temmelig klassisk klassiker i dag. Det samme kan man sige om Escortens udvikling til Mk2, i øvrigt. Måske er det bare en Fordspecialitet?

Dette pressefot fra lanceringen af Cortina Mk2 er derimod et eksempel på, at Fordkøbere netop ville have simple biler – men at det ikke nødvendigvis gjorde dem til kedelige mennesker. Få biler ville være bedre at dreje ind foran ind swingerklub i. Altså dengang:
Så jeg ved snart ikke med Orion: De første er over 35 år gamle og dermed som læseren også observerer teknisk set fuldgyldige veteranbiler i Danmark lovtekst. Og jeg har som sagt kigget på én som konebil. Hvilket (indrømmet) måske er verdens svageste indikator for en given lortebils potentiale som kommende klassiker. Bevares, jeg vil meget hellere have en Escort (som konebil kunne alle de tidlige før-facelift fungere – til mig selv skulle det være en RS Turbo), og uanset variant er der næppe nogen der vil gø af sådan en tidlig velbevaret originalbil til et rigtigt veteranbiltræf. Og en Orion? Tjah – jeg ville da selv kigge. Det kunne jo være den var til salg.
Åhh nej – mine forældre købte i 1984 en ORION 1.6 som afløser for den elskede Audi 80 GL. De gik så vidt som til at sige at der var kommet en ny stjerne til byen… JOP
Hmm ja, @jop: Så burde de nok have købt Mercedes-Benz’ bud på en bil i den størrelse – 190E. Jeg håber ikke du har fået permanente traumer…
Snakken var jo at Escorten med forhjulstræk ikke solgte så godt fordi Escortnavnet efterhånden (glem alt om rallybiler desværre) tiltrak blød-hat-segmentet og de mennesker syntes at forhjulstræk var noget nymodens pjat og at en rigtig bil havde et bagagerum. Derfor købte de hellere en Viva/Kadett. Derfor måtte Ford finde en bil, der lignede en rigtig bil og derfor fik den også et andet navn end bare Escort med nogle bogstaver bagefter. Dem, der var med på forhjulstræk og stor bagklap havde allerede købt en Renault 16/Austin 1100/Golf.
Sandt nok, @nold. Og prøvede med den senere Sierra en virkelig interessant cocktail af modernitet OG konservatisme – hvilket heller ikke var helt rigtigt set. Men den kunne dog både køre rally og bane!
Ford gjorde med Orion ikke meget andet end at betræde samme sti, som mange andre. VW havde allerede inden lavet Jetta, en sedan-udgave af Golfen. Bliver vi hos VW, blev Polo til Derby.
Tilsvarende blev FIAT Ritmo til Regata, Lancia Delta til Prisma, Volvo 340 til 360 og sådan kan man blive ved – fortsæt selv listen over hatchbacks, der blev til sedaner …
Der fandtes simpelthen et blød hat/morfar-segment. Visse steder i verden blev de desuden brugt som chaufførkørte chefbiler, som jeg selv tidligere har været inde på.
Man kan godt nok ikke have været ret chef, hvis man blev kørt rundt i en Orion, @mslund :-).
Men ellers har du ret, og man kan ved nærmere eftertanke sige det samme om mange af ovenstående nævnte modeller.
Læste engang i 80`erne, at Orion skulle ses som den rigtige afløser for Taunus. Sierra var efter sigende lidt for futuristisk i forhold til den meget konservative Taunus…
Var den virkelig ringe model egtl ikke Escort LX, som så hvidt jeg husker var brasiliansk produceret? Jeg kan huskede jeg kikkede på en en gang. Og købte noget andet
Det kom(mer) an på, hvor i verden man var/er, @ce . For 10-15 år siden har jeg flere gange i Indien været ud at køre med chefer i den type biler (med fire døre forstås) kørt af chauffør, hvor vi sad på bagsædet. Det var jo fine køretøjer i forhold til en Tuk-tuk, selvom man en enkelt gang måske kunne se en Rolls-Royce Phantom i gaden. Nede i gården ved en kontorbygning holdt bilerne, mens chaufførerne fordrev tiden med at pudse lidt på dem og snak, indtil en chef dukkede op og skulle køres …
God pointe, @mslund. Så var Mondeo ikke den første Verdens-Ford alligevel :-).
Og den med Taunussammenligningen giver endnu bedre mening, @johan-christensen.
Det gjorde jeg også, @holm. Tror det blev en utroligt kedelig firedørs Mazda i stedet, så vidt jeg husker.
Mine forældre købte i ca ‘81 en mk3 Escort i en sart lysegrøn metallic. En rigtig pæn bil, der dog var bestykket med en stødstangs 1100. Den var sløv. Så da jeg hos en Ford forhandler prøvede en 1.6 Orion var jeg meget begejstret over kraftoverskud. Dengang betød det det hele, og jeg gik ikke op i udseendet. Når jeg ser billeder herover, er jeg rystet over de forfærdelige proportioner i Orion. Der er Escorten så fantastisk meget pænere. Jeg kommer heller ikke til at drømme om en Orion.
Ps. La kom fra Sydamerika som foreslået.
Det med “chef biler” er vel bare en form for snobberi.
I mit job som leder (og medejer af virksomheden), var en typisk chefbil Audi A4, Audi A6 eller BMW 320.
Så da jeg valgte et VW Golf, rynkede chef kollegaerne lidt på næsen, men det var mit behov og det jeg havde lyst til.
.. og jeg går heller ikke med Rolex ur, men med Omega :-)
.. og når de så prøvede den…, så kunne de godt se logikken :-)
Tro mig, det gav respekt blandt medarbejderne, kunderne og leverandørerne, at jeg som leder kørte Golf.