Ugens Fund er solgt – og det var sådan een, som jeg gerne selv ville have!
Der sker meget i denne weekend – hvorfor jeg skriver fra Salzburg og når I læser dette er på vej til München. Derefter Bodensee og så Düsseldorf. Og det hele endda imens der er messe i Fredericia, som jeg derfor går glip af. Men fortvivl ikke, for Ugens Fund er derfra!

Solgt!
Det værste at fortvivle over er nærmere (i min optik), at Ugens Udvalgte Fund egentlig var en anden bil, der (som de allerbedste Fund) bare blev solgt inden Weekend Matinéen udkom. Det var en bil jeg har kigget på før som afløser til min Toyota MR2, nemlig Honda CRX. Annoncen dukkede op i torsdag, og den hvide 1989’er skulle være renoveret siden 2019, en anelse modificeret i processen og var udbudt til 75.000 kroner. Den ville jeg gerne have kigget nærmere på, men jeg vidste allerede i torsdags at jeg ikke havde en kinamands chance for at se hvor godt det hele var lavet, for da var jeg allerede undervejs – og havde en fornemmelse af, at den ville være solgt inden jeg kom hjem igen. Og sådan gik det også.

Jeg var meget glad for soltaget i min kones gamle Corsa – og så stod der pludselig denne i Salzburg:
Så ja, til al den snak om afmatning af markedet: Hvis man har den rigtige bil til den rigtige pris, så bliver den altså også solgt – hurtigt. I denne travle handelsweekend ønsker jeg alle der er ude i dét ærinde held og lykke. Og selv må jeg lede videre: Indtil videre er bedste bud vist en Opel Calibra 2.0 med 56.000 kilometer på tælleren, soltag, stofsæder og selvfølgelig manuelt gear.

Opel Calibra er een af de biler, der kører ind og ud af min drømmegarage – men standen på den her ville give den en plads. Vanvittigt flot bil!
En anelse tilbageskridt i den sportslige køredynamik fra MR2, men bedre på Autobahn og med bagsæder og heller ikke en ringe bil som sådan. Åh, det bliver en lang proces, som jeg ikke skal kede jer med lige nu.
God jagt og god weekend!
Claus Ebberfeld


ViaRETRO handler om Alt om Klassiske Biler og det gør Klub ViaRETRO også.
Som medlem får du:
- Klub ViaRETRO-reversnål i ægte emalje
- det kendte og eftertragtede Klub ViaRETRO-klistermærke til bilen
- adgang til alt på ViaRETRO
- rabat på udvalgte varer
- garanteret godt selskab på nettet og i virkelighedens fem årlige arrangementer
- samt ikke mindst dybfølt tak fra redaktionen for din støtte til ViaRETRO – for dét er et medlemskab naturligvis også.
![]()
Bugatti – le pur sang des automobiles
Tekst og fotos: Michael Sehested Lund
”Le pur sang des automobiles” i overskriften var Ettore Bugattis motto og ambition – og det, han stod for som bilskaber: at bygge fuldblodet blandt biler. Lige nu kan et udvalg på 14 biler fra mesterens hånd (på nogle af dem lagde han dog kun navnet til) ses på særudstillingen “L’univers Bugatti” hos Classic Car House i Kgs. Lyngby, lige nord for København. Udstillingen åbnede d. 1. oktober, så det var helt naturligt for ViaRETRO’s udsendte at lægge vejen forbi i efterårsferien i den snart forgangne uge.
Ettore Bugatti havde ikke bare sans for at bygge biler, han havde også sans for markedsføring – og interesserede sig for heste, de rigtige heste altså, og helst nogle med stamtavlen i orden: fuldblodet. Derfor kan køleren på en Bugatti, som jo er bilens signatur, heller ikke have anden form end en hestesko.
I almindelighed er jeg ikke særlig interesseret i biler fra før 2. Verdenskrig eller biler, som har rundet de 100 år for den sags skyld, men i tilfældet Bugatti er jeg klar til at gøre en undtagelse. Årsagen til det er helt klart æstetikken, som fylder meget i udformningen og bearbejdningen af de enkelte dele. At betragte en Bugatti-motor, et hjul og den polerede hule foraksel, hvor bladfjedrene er ført igennem, er en nydelse. Om det fungerer bedre end at bruge et par u-bolte til at fæstne den enkelte bladfjeder til akslen, skal være usagt – men godt ser det ud. For motorens vedkommende kan det da være en fordel, at blok og topstykke er støbt ud i ét – i Type 35 for eksempel – da en toppakning hermed ikke er nødvendig. Bugatti var også tidligt ude med flerventilteknik og udstrakt brug af letmetal.
De 14 udstillede Bugattier er arrangeret kronologisk, og udstillingen starter derfor med Type 13 fra 1910.
Undervejs præsenteres en miniudgave af Type 35 til Bugattis yngste søn, Roland. Der er dog ikke en miniudgave af den 8-cylindrede rækkemotor i den, men en elmotor, så det også gik at køre i den indendørs.
Der var, som vi ved, også det stik modsatte – nemlig den monumentale Bugatti Royale. Her må man nøjes med et billede af den ældste søn, Jean, bag rattet. Han havde nogle af farens talenter, men omkom på tragisk vis i en bilulykke.
Til gengæld var der så en Type 35 og spareudgaven Type 37, som måtte nøjes med 4 cylindre og trådhjul.
Men sandelig også Type 51, efterfølgeren til Type 35.
I samme rum er det også muligt at se Type 57 i to udgaver: Ventoux og Atlantic. Især den sidste er ikonisk, men det udstillede eksemplar er en Erik Koux-replika. Replika eller ej – det er en fantastisk bil.
Men de havde selskab af den virkelig unikke Type 101C, fordi den med dette coupékarrosseri af Antem bare findes i dette ene eksemplar. Bilen har ovenikøbet en dansk ejer, og den repræsenterer sammen med de få øvrige Type 101 Bugattis forsøg på at få gang i bilproduktionen igen efter 2. Verdenskrig. Ettore Bugatti var død i mellemtiden, så det blev den yngste (før omtalte) søn, der forsøgte sig – men mislykkedes.
Først meget senere blev Bugatti genoplivet i bilsammenhæng med hyperbilerne EB110 og senere Veyron. Begge biler er med til at runde udstillingen af.
Bugatti-særudstillingen er klart et besøg værd. Classic Car House har hævet barren for, hvor gennemført en biludstilling kan være. Væggene er udsmykket med fortællingen om Bugatti, som ledsager gæsten gennem udstillingen. Bugatti-særudstillingen er i sin helhed det hidtil mest ambitiøse af sin art, jeg har set herhjemme. Hvis et besøg ikke nås inden efterårsferien er slut, løber Bugatti-særudstillingen frem til slutningen af marts 2026.
Classic Car House
Kongevejen 79
2800 Kgs. Lyngby
![]()
Blandede indtryk fra Classic Expo i Salzburg
Som sagt havde jeg gerne været med på messen i danske Fredericia, men når det nu ikke lykkedes var Salzburg Classic Expo en god erstatning: På mange måder udviser den samme spændvidde – omend det øverste niveau ligger lidt højere. Og nok også bundniveuaet, faktisk. Men hvis vi lige starter dér, så var der faktisk flere tilsyneladende rigtigt fine biler i 5.000 Euros-klassen, og den jeg helst ville tage med hjem fra budgetklassen var en sølvgrå Renault 9.
Det var en TX med 1,7 liters motor, og mens det ikke er nogen GTI, så er det rigeligt til den lette Renault, der var i virkelig fin stand. Ikke så fin som den røde Fiesta med 5.000 på tælleren, dog. Men det er også lidt for meget af det gode til en konebil, synes jeg. Prisen var dog stadig meget rimelig. Andre fra de private sælgere var nærmere lidt hysteriske, for eksempelvis kan en halvslap Porsche 924 Turbo ikke koste 25.000 Euro. En M 635 CSi kan derimod godt indbringe 60.000, så mon ikke også den bliver solgt? Den mindede mig om, at jeg gerne vil have en E24 igen. Og hvad med den 911’er, jeg skal have engang? Tjah – der var mange flotte hernede, men ikke lige een med mit navn på. Men en venstrestyret Lotus Elise? Mercedes-Benz 2.3-16? Porsche 944? Jatak. Og der var meget mere, hvilket jeg har prøvet at illustrere i galleriet herunder:
![]()
Ugens Fund: 1973 Mazda 1800 Luce til 66.000 kroner
Nemlig, igen en slags eksotiker! Men Mazda Luce kan man godt blive forelsket i, synes jeg – ja, for det er jeg selv og flere andre på ViaRETRO-redaktionen igennem tiden. Årsagen er nok, at Mazda gjorde det helt rigtige i forhold til design: De bad en italiener om hjælp, og fra de tidlige tresserne var Bertone inde over flere modeller. Der er derfor Giugiaro-gener i 1500/1800-serien, og det har aldrig været en dårlig ting – og er det heller ikke her. Det er lige før jeg vil svinge mig op til at sige, at den her 1800 næsten ser sporty ud:
Hvis man tror det, så bliver man efter sigende skuffet! Jeg har aldrig kørt i sådan een, men kan læse mig til at den er langt mindre sporty end den ser ud. Det er en gammel japaner, og der gik mange flere år før (generelt) fik styr på køreegenskaberne også. Og med Luce bad Mazda ikke om hjælp hos Lotus i dét departement. Men altså: Hvis den bare køre lidt henad min gamle baghjultrukne 626, så ville jeg være rigeligt tilfreds: Komfortabelt, sikkert og bare gennemgående velfungerende. Det ville kunne fungere for mig med en japansk klassiker til at dække dét behov. Og p.t. har jeg en MR2 til det andet, ikke?
Så igen: Jeg er nærmest forelsket, hvorfor jeg skynder mig at give tippet videre – for hele herligheden fås til 66.000 kroner. Der er som sædvanligt link til annoncen herunder, men netop denne weekend står bilen (som man kan se på nogle af billederne) på messen i Fredericia og kan ses dér. Og det ville jeg gøre, hvis jeg kunne. Nu er det op til jer andre – men lad gerne høre hvad I tænker om den i kommentarerne herunder:
Tak for tip til Niels Vegger. Find annoncen hér: Mazda 1800
Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.
Biler i Opbrud
Jeg tillader mig lige igen at bringe et selvpromoverende indlæg, nemlig om min (såkaldte) talk på DOKK1 i Aarhus på tirsdag. Temaet “Biler i Opbrud” er bredt, og jeg mener selv min rolle i snakken med den (moderne) biljournalist Morten Bek er at bringe relativ fornuft ind i alt det forfærdelige, der sker i bilverdenen lige nu! Arrangementet er gratis, men kræver tilmelding – og det kan man gøre her (hvor man også kan læse mere om hvad det handler om): Biler i Opbrud

Det er fra klokken 16;30 til 18:00, og det har foranlediget min gode bilven Ronald til at smide et ViaRETRO-læser-tilbud ovenihatten: Boeuf Bourguignon på hans skønne Brasserie Belli efter arrangementet.
En fremragende idé, og jeg sagde selv straks jatak. Det bliver kl. 18:45, og hvis I er med på dén også, så kræver det også lige tilmelding – således: Man skal reserve sit bord på www.belli.dk, til kl.18.45, og i kommentarfeltet skal der skrives: ViaRETRO tirsdag arrangementet. Der er begrænset antal pladser, så det er først til mølle princippet.
Retten er Boeuf Boorguignon normal pris kr 190.- , ViaRETRO læserpris kr 130.-. Braiseret oksenyretapper, kartoffelmos, grøntsager og rødvinssauce. Lækkert! Ses vi?
![]()









Kan anbefale Bugatti udstillingen i Classic Car House – meget flot
Atlantic er i mine øjne noget af det smukkeste i bilverdenen.
Og ja det er en replica de udstiller, men der er kun produceret 4, og der eksisterer kun de 3
Hvem er ejer af den udstillede ?
For nogle år siden var der en til salg i DK, og Strøjer har også en replica
Den udstillede Type 57 Atlantic replika tilhører Erik Koux, som byggede den, @Lufkølet Lykke
Bugatti!
Jeg har kørt en tur i en af Koux replikaerne , med Jaguar motor!
Bilen kom forbi mit hus , dengang jeg boede i Bagenkop!
Min Westie hund stod midt på den lille vej, så bilen måtte stoppe! Jeg fik plaget så længe, at jeg fik en tur,! Til gengæld måtte jeg give drinks!
Har repareret ladeanlæg på den sort/røde Type 101!
Har også repareret startermotor på en Type 37. Næsten samme startermotor som en Citroen Traction Avant fra de år!
Hilsen Henning