Register

3 − 1 =

A password will be e-mailed to you.

Jeg fandt nogle spændende billeder i min søgen efter en af de typiske drengedrømme: At bo med sin bil. Men hør, var nogle af dem ikke lidt for spændende?

Der er uro i min indre garage, og så drømmer jeg ofte lidt vi(l)dere – men da jeg også er meget skeptisk anlagt, så er der som regel en engel på min ene skulder, dar klimper på sin harpe, hvis noget virker for godt til at være sandt. Og sådan var det her.

Der ER jo bilentusiaster (og MC-ditto) der bogstaveligt talt bor med deres biler. Og det er et fascinerende emne (for mig, der er drømmer), som jeg har skrevet om før – og hvor det endda er lykkedes at komme i kontakt med nogle af de (få) i Danmark, der udlever drømmen. Eller mareridtet, hvis man spurgte deres kone. Som de som regel ikke har, hvilket måske indirekte besvarer spørgsmålet. Selv ved jeg det ikke, da jeg endnu har til gode at leve den drøm om. Den dukker dog jævnligt op, og således også her forleden, hvor jeg faldt over et billede, som jeg (så vist jeg husker) endda har skrevet om før, da det faktisk er et virkelig sted i København – igen frit efter hukommelsen. Dette:

Dette sted findes og ligger sågar i København – mener jeg.

Sagen er bare, at nedenunder foreslog internettet så lignende fotos, og her var det så at jeg kløede mig lidt i nakken. Altså, ovenstående er jo vanvittigt lækkert og stort set eksakt det jeg drømmer om – et rigtigt hus med rigtig patina og en baggård og en terrassedør (eller hvad I vil kalde det), der tillader en hel bil at køre ind i huset og dermed blive en del af familien. Hvilket himmerigsscenarium! Bevares, jeg mener at have læst et sted, at Porschen er en replika, men alligevel – det var ikke så meget dén, men hele scenariet som jeg fandt fascinerede. Kan det i det hele taget blive bedre? Jo, åbenbart:

En federe bil, et vildere (og større) lokale, bedre møbler og sågar bedre lys. Er det ikke den perfekte mandedrøm? Altså bortset fra, at der derunder var endnu mere af samme skuffe. Jamen, hvor mange er det lige, der bor et veritabelt drømmeliv med deres biler?!? Pludselig kunne jeg bare scrolle og scrolle i det der har fået den tekniske betegnelse “death scroll” – hvor man bliver ved til man dør. Eller falder i søvn, hvad der nu kommer først. Fordi det er dét, systemet er designet til at få os til: Her er lige nogle eksempler på hvad der lokkede mig:

Nogle af dem vil kenderen kunne genkende som virkelige steder – mens andre virker netop så uvirkeligt lækre, at man må knibe sig i armen: Findes en garagebolig virkelig så smuk og perfekt? Og svaret er ofte nej efter det samme mantra der gælder ved bilkøb: Når noget lyder for godt til at være sandt, så er det netop præcist tilfældet. Og i denne situation lader det til at systemerne har genkendt, at nogle af os gerne vil se lækre garageboliger – og for at give os det for enhver pris (så vi bliver hængende på kanalen) fodrer os med steder, der nok er lækre, men også er uvirkelige AI-generede fantasier.

Her kunne jeg godt bo med en Pagode, en Porsche og en Landie! Eller kunne jeg? Nej, for det er en fake fantasi.

Uden at blive deklareret som sådanne. Dét fænomen har ViaRETRO også skrevet om før, da kunstigt generede billeder er godt på vej til at forvanske historien, da de bliver sprøjtet ud i store mængder og hurtigt vil overgå ægte historiske billeder, som der i sagens natur er et begrænset antal af – og der kommer aldrig flere.

Det kunne der sagtens komme af de lækre garager, da det efter min bedste vurdering er et fænomen, der er stigende i popularitet – og foregår i nutiden, der som bekendt skrider ustoppeligt frem. Men da det åbenabart går for langsomt for algoritmerne, så skriver den sin egen historie. Uden at fortælle, at det er sådan det foregår. Herunder er der et sjældent billede af den virkelige hjerne bag designet af mange af drømmegaragerne:

I, Robot. Det var titlen på Isaac Asimovs samlede værker fra fyrrerne om en fremtid med robotter. Den er her så nu.

Det huer mig ikke, for der var flere eksempler, hvor det var svært for mig at skelne virkelighed fra fiktion. Jeg synes selv det var smart, da jeg så spurgte AI om hjælp til at identificere – men den er selvfølgelig en del af konspirationen, hvorfor den lavede en fejl, som jeg påpegede. Hvortil den svarede følgende:

AI systems are very good at recognizing semantic resemblance — “this looks like the category of thing” — but that can be weaker than expert human knowledge when the question depends on exact details. Your knowledge of the McLaren F1 was more disciplined than my first response.

Da jeg så via en vis dialog frem-og-tilbage spurgte, om den så havde lært af den svarede den følgende:

Another person who asks a similar “what car is this?” question may not have your explicit forensic-check preference attached to their account.

Hvilket bekræfter problemet: AI sprøjter kunstige alt for pæne billeder ud, og anerkender dem bagefter som den ægte vare – medmindre man som seer selv opdager at noget er forkert og påpeger det. Er min skepticisme ikke på sin plads? I højeste grad. Artiklen her skulle egentlig have heddet “Her bor en mand”, men stor var min skuffelse da jeg opdagede, at i mange af billederne boede der ikke andre end robotter.

Det sære er, at det har givet mig endnu mere lyst til at leve drømmen ud – og lave ægte billeder af det. Måske ikke så kunstigt lækkert – men ægthed kan vel stadig noget, skulle jeg mene?

12 kommentarer

  1. Peter

    ….hmmm..jeg er nu ret glad for at der er 4 døre mellem mit soveværelse og bilerne. En utæt kaburator eller en omgang ny rustbeskyttelse af undervognen forekommer ret jævnligt – og gør altså de gamle biler ret ucharmerende som sovekammerater … såååhh…keep dreaming ..

    Besvar
  2. Claus Ebberfeld

    Ja, det er en ofte hørt indvending mod at have det hele for tæt sammen, @peter. Jeg tror i praksis heller ikke på den helt åbne planløsning, hvor konen laver mad på gas mens jeg rengør med bremserens, men mindre kan også gøre det.

    Så hvis man nu kunne nøjes med indsyn til bilerne er det nok een af de ting, der kunne bringes til at fungere.

    Besvar
  3. Peter Plys Karlsen

    Stik mig lige bajonetsaven….!

    Jeg har haft min Vespa med sidevogn stående i køkkenet og i stuen.
    Jeg byggede mit hus med døre, der niveaufrie kunne sørge for at Alpinen kunne komme ind i stuen og entreen….men et andet vogntøj fik pladsen i entreen.

    Det var en januar nat i 2015. En læser af Viaretro kom fra London med autotrailer. Abarth kom ud, kørt op af en grussti, ind over en nyplantet hæk og skubbet over plæne og terrasse. Naboernes øjne var ved at falde ud af hovederne….Dobbeltdøre til entreen blev åbnet og så kom Abarth IKKE ind….

    Den er fandeme 12 cm bredere end Alpinen!
    Stik mig lige bajonetsaven!

    Naboerne tabte kæberne….i nattens mulm og mørke lykkedes det at skære dørpartiet ud….Abarth kom ind – dørparti kom i og naboerne gik hovedrystende ind.
    Abarthen har stået der siden 2015 indtil….

    Besvar
  4. TOCOMAN

    Enig. Hvor er jeg også træt af AI-billeder og film. YouTube svømmer over med dette. Jeg vil anbefale ouarafilmes.com som er fyldt med gamle racerfilm fra dengang halmballer var effektive autoværn og marchalls zig-zagede rundt mellem racerbilerne på banen og kørerne røg cigaretter i en lind strøm.

    I forhold til bilopbevaring er min ambition at skabe en garage, der er indrettet som en italiensk Fiat-workshop fra sen-1970’erne til start-1980’erne. Allerede godt på vej med skilte, plakater, dunke og værkstedsdragt.

    Besvar
  5. Peter Plys Karlsen

    Jeg brugte bajonetsaven igen …,
    Abarthen kom i kælderen og apropos indsyn Claus … så kan jeg fra “ kontoret” og en tagterrasse se ned på 4 køretøjer- når jeg rejser mig op og kigger ned i kælderen. Sidder min bagdel fast i sædet må jeg trykke på en knap, så en lift bringer et køretøj til syne bag en dobbelt dør med glas.
    PS Jeg byggede kælderen med garageporte

    Besvar
  6. Peter Plys Karlsen

    Her er de fire venner samlet …

    PS. Jeg bruger ikke AI men er istedet gået over til det sidste nye…MF

    Besvar
  7. Claus Ebberfeld

    “MF”, @peter-plys-karlsen? Med Fedt, så det kan glide imellem to lidt for knappe yderpunkter?

    @tocoman, det er en fremragende ambition, men du er nok nok til at gemme varmepumpen lidt mere diskret :-). Eller måske endda erstatte den med noget fra programmet hos Lamborghini Caloreclima? Du kan givetvis finde en gammel brugt og oånå den HELT rigtige effekt.

    Besvar
  8. Peter Plys Karlsen

    Selv uden fedt – ingen ridser i lakken efter 10 års indespærring.

    MF er et alternativ til AI …

    MaveFornemmelse!

    Besvar
  9. keld jørgensen

    Mine biler lugter lidt af olie og benzin så iikke en optimal løsning for mig, derimod et kig fra privaten gemmen en rude og direkte adgang i strømper eller køresko.
    Jeg ville går efter pladsen og nem tilgængelighen uden at skulle flytte noget og snuden af bilerne stod klar altid klar afgang..
    En service afd. skulle være klar med værktøj, lift og luft, et dobbelt hjul sæt til alle biler+ en masse stumper i alfabetisk rækkerfølge på en reol med tilhørende stige.
    Indretingen skulle være minmalistisk , uden overflod af ligegyltigheder af lånte fjer, et lille bibliotek, bord med en kontorstol med hjul.
    @Peter Plys av for en Abarth,respekt..

    Besvar
  10. Claus Ebberfeld

    Vi forstår hinanden, @keld-jørgensen: Jeg ville tilføje en del (men ikke det hele) af min bilrelaterede litteratur, nogle brutalistiske møbler (jeg tænker Chesterfields mm) og måske et tekøkken, hvis der er mange britiske biler, hvortil der jo skal laves te.

    Og ja, Abarthen er kræs for kendere. Med den burde der også være noget vinreol og deslige. Espresso over gas ligeså.

    Besvar
  11. Niels V

    @Peter nu hvor Abarth’en er blevet sluppet fri skal den så også ud og have asfalt under hjulene igen

    Besvar

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.