Om at se muligheder: I en De Tomaso Deauville til 87.500 kroner

Jeg har haft en Deauville – og elskede den! Men til 87.500 får man selvfølgelig ikke en perfekt bil – på den anden side giver det muligheder.

Ja, for prisen er i kroner, ikke Euro. Så det er soleklart, at bilen ikke er ret god. Faktisk kan den slet ikke køre. Og værre endnu: Den sparsomme salgsannonce har ikke et eneste billede af den konkrete bil, fordi den netop er helt adskilt – og med sikkerhed ser ud som et skræmmende stort projekt. I stedet viser sælger billeder af en fin Deauville, og det er jo altid lækkert – eet af dem er det herunder:

“Status: Billedet er inspirationsbillede for, hvordan bilen kan se ud”. Så ved man bare, at den ligner en katastrofe…

Sælgers annonce lægger dog heller ikke skjul på, at sådan ser bilen ikke ud lige nu:

Bilen er i dag helt adskilt og sælges som et projekt. Karrosseriet har fået fjernet rust og er grundet for at standse videre korrosion – et godt udgangspunkt for det videre arbejde. Der skal udføres pladearbejde og herefter opbygges bilen gradvist. Projektet blev selv købt i adskilt stand, og derfor kan jeg ikke garantere 100% komplethed, men efter min vurdering er bilen komplet eller tæt på.

Det sidste er nok værd at undersøge nærmere, da det med kun 244 byggede Deauville over mere end ti års produktion bliver ganske svært at finde dele, der er specifikke for modellen. Faktisk blinker alle advarselslamper allerede!

Men jeg er i projekttankegang for tiden, og midt imellem klædeskab, garage og vinkælder dukkede den Deauvillen så op via Bisgaard oppe fra Nordjylland, hvor bilen vist også har hjemme. Eller det der er tilbage af den. Og det gode er, at det er en Serie 1, der er den pæneste af dem – og sådan een ser endnu bedre ud end den sælgeren viser billeder af:

Serie 1’eren har de slanke kofangere, de fede fælge og den diskrete kølergrill. Og den her ingen sidespejle, hvilket yderligere bidrager til de rene linier.

For at bidrage til miseren er den danske projektbil også uden afgift, men i det mindste er en tidlig Serie 1 fra 1971 også den billigste. Uanset hvad, så bliver afgiften den mindste af alle udgifter her. Der står godt nok at karosseriet har fået fjernet rust, men samtidig også, at der skal udføres pladearbejde, og jeg ved ærligt talt ikke hvad det skal betyde. Men jeg ved, at en Deauville er en møgfed bil, og at jeg gerne ville have een igen – og så skulle det være en Serie 1.

I princippet kunne jeg lide ALT ved vores gamle Deauville – bilen herunder, inklusive de to gæve gutter, jeg havde den sammen med, Ronald og Peter:

Om noget kørte den faktisk bedre end den anden sammenlignelige luksuslimousine, som jeg ejede engang, min Jaguar XJ12. Mine Mercedes fra SLC til S-klasse var reelt en anden type biler – men ja, Deauvillen kørte også langt bedre end dem. Den store limousine havde nemlig et sportsligt gen – helt som en De Tomaso bør have det, selvfølgelig.

Kræfter havde den også, for sådan en 5,8-liters Ford Cleveland V8 er bestemt ikke uden temperament, og dens lydbillede ud af de fire rør var slet ikke uden evner. OK, den ene ting, der irriterede mig kan man måske ikke gøre noget ved, for den søbede benzin som jeg aldrig har oplevet det før. Den anden ting, som jeg gerne så ændret kunne man imidlertid nemt lave om på: En tre-trins automatgearkasse er nemlig ikke sagen for en bil med lidt sport i blodet.

Vores kabine var helt sort, men det her er mere lækkert. Og tænk så, hvis den havde manuel gearkasse og stof…

Og så er det mulighederne kommer ind i billedet, for når man nu alligevel skal til at restaurere den her, så kunne man da så let som ingenting (bilder jeg mig ind…) konvertere den til manuelt gear – kunne man ikke? En spritny sekstrins fra Getrag eller noget – eller en brugt fem- eller sekstrins fra noget andet amerikansk. Jeg ville ikke være i tvivl: Det ville jeg gøre. Og så ville jeg samtidigt lige optimere lidt på den Cleveland – den kan uden problemer lave 400 hestekræfter, og det passer lidt bedre til den meget tunge Deauville. Benzinindsprøjtning? Tjah, måske – det er ikke nødvendigt for at lave kræfterne, men kunne godt tænkes at forbedre benzinøkonomien en del.

Ingen sidespejle, let guldbrunmetallic lak, gule tågelygter og så ville jeg holde sæderne helt i noget tweedlignende stof. Samme rat som vores havde, højglanspoleret træ, let sænket undervogn. Men de originale alufælge med de store ballondæk. Ingen antenner, klistermærker eller andet gøgl. Vidste man ikke bedre, så ville den se original ud.

Og vidste man ikke bedre, så lyder det som et plausibelt projekt, ikke? Hvorfor det godt kan undre, at bilen har været til salg i 22 uger. I kloge læsere er velkomne til at byde ind med idéer, erfaringer og/eller advarsler.