Det er en ret italiensk uge på ViaRETRO.

Jeg nåede så ikke at få skrevet om et af højdepunkterne i ugen, men jeg var igen ombord i en Ferrari “Daytona”. Ja, det hedder den jo ikke, men 365 GTB/4 er knap så mundret og Daytonanavnet blev ligesom hængende. Men det skal jo ikke fjerne fokus fra, at det er en super-GT, der ikke skuffer – heller ikke på prøveturen her:

Pininfarina tegnede en moderne streg for en super-GT i 1968. Og den holder stadig den dag i dag.

Den skulle partout testkøres inden der kommer en gentlemen op fra Holland og kigger på den – og ja, han skal jo også prøvekøre den. Hvis han bliver halvt så glad som jeg gjorde, så køber han den!

OK, jeg er næppe helt objektiv, da Daytonaen (se, nu siger jeg det også…) i mange år har været en af mine absolutte favorit-Ferrari. Det siger jo ikke så lidt, men balancen mellem æstetik, præstationer og slet og ret old-school-charme er i dén bil bare perfekt. Altså “old-school” giver måske sig selv i en bil med snart tres år på bagen – men det gør resten faktisk ikke: Designet var skarpt for 1968, og selvom layoutet med frontmotor blev kritiseret for at være konservativt, så var Daytona alligevel verdens hurtigste bil dengang. Hvad vil man mere?

Jo, en dejlig motorlyd, det vil man gerne. Ja, mere end det: Det SKAL et italiensk superklassiker have. Og det har en Daytona. Tolv cylindre med seks dobbeltkarburatorer kan spille en symfoni, så man tror det er løgn: Hver millimeter ændret speederposition giver nye toner, oktaver og fortissimo er altid en mulighed. Denne sene 4,4-liters fortolkning af den legendariske Colombomotor er mere end bare en motor – den er et musikinstrument. Og når den så får gas – ohhlala!

Hvornår er sådan en prøvetur ved at lakke mod enden? Når skyerne ser tilpas truende ud. Eller når lampen for lav benzinstand tænder – hvad der kommer først.

Det gode ved at prøvekøre en Daytona er, at man partour skal køre langt i den: Den har tærsumpsmøring, og de knap 12 liter olie tager en evighed om at nå driftstemperatur. Hvilket – øhm, ikke er noget problem, når man kan lide at køre Daytona. Og det kan jeg. Jeg tænker den skal have en tur mere inden køberen kommer – bare for at være helt sikker.

God Weekend

Claus Ebberfeld

Alfa Romeo Spider 1600 ”Duetto” – Benjamins bil – fylder 60 år

Tekst og fotos: Michael Sehested Lund

For nylig havde jeg fornøjelsen af at genbesøge Museo Storico Alfa Romeo – Alfa Romeos officielle museum – i Arese lidt udenfor Milano. Lige inden for døren blev man mødt af en særudstilling, som fejrer, at det er 60 år siden, at Alfa Romeo Spider 1600 “Duetto” blev præsenteret på den internationale biludstilling i Genève i marts 1966.

Rent teknisk var Alfa Romeo Spider 1600 “Duetto” baseret på Alfa Romeo Giulia Tipo 105 Berlina, dog med kortere akselafstand, men inkluderede naturligvis Nord-motoren i aluminium med de to overliggende knastaksler – ikke noget dårligt udgangspunkt for en bil med et sportsligt islæt. Nord-motoren var igen koblet til en 5-trins gearkasse, og til at tøjle kræfterne var der skivebremser på alle fire hjul. Designet havde Pininfarina taget sig af, tilmed Battista Farina selv, som det sidste inden hans død.

Alfa Romeo udskrev en konkurrence for at finde et navn til den nye bil, og vindernavnet blev “Duetto” – virkelig et godt valg til en roadster til to personer! Man ser et par for sig i bilen med sus i håret ud ad landevejen på en solrig dag. Der var bare den hage ved det, at “Duetto”-navnet var optaget i forvejen, ikke på en bil, men på en chokolade. Derfor gik det ikke, at Alfa Romeo satte et “Duetto”-skilt på den. Alligevel hænger “Duetto”-navnet ved på den første udgave med den runde bagende.

Alfa Romeo Spider 1600 “Duetto” blev tillige udødeliggjort i filmen “The Graduate” (Fagre voksne verden) fra 1967, hvor Benjamin Braddock i skikkelse af Dustin Hoffman får en “Duetto” i bachelorgave af sine forældre. Man må forstå, at vi her befinder os i den mere velstående del af Californien, hvor faren er partner i et advokatfirma. Den unge Benjamin er usikker på, hvad han skal gøre ved livet, og ved fejringen i hjemmet får han til opgave at køre hustruen, Mrs. Robinson, til en af farens partnerkollegaers hjem i “Duettoen”, da hun har fået lidt for meget at drikke. Vel hjemme forsøger hun at forføre den unge Benjamin, og de ender da også siden med romantiske stævnemøder på et hotel. Forholdet kompliceres yderligere af, at Benjamin egentlig er mere interesseret i Robinson-parrets jævnaldrende datter. Undervejs i plottet bliver både mor og datter kørt i “Duettoen” (dog ikke samtidig). Ud over lyden fra Alfa Romeo Nord-motoren indgår flere Simon & Garfunkel-numre i soundtracket: Naturligvis “Mrs. Robinson” (And here’s to you, Mrs. Robinson
Jesus loves you more than you will know …) og også “The Sound of Silence” (Hello darkness, my old friend, I’ve come to talk with you again …).

Alfa Romeo Spider 1600 “Duetto”, kendt som serie 1, er af flere grunde en ikonisk bil. Den var i produktion indtil 1969, hvor den blev afløst af serie 2, som fik en Kamm-hæk i stedet for den runde bagende. Undervejs steg motorstørrelsen til 1.750 ccm og senere til 2.000 ccm, men kom også i en udgave på 1.300 ccm. Alfa Romeo Spider fortsatte i sin grundform helt frem til 1993 og fik dermed et langt modelliv. Undervejs gik der dog mere og mere plastik i den. Der er ingen tvivl i mit sind om, at skal jeg have en, skal det være en Alfa Romeo Spider 1600 “Duetto” – selvom jeg har ladet mig afbilde i en senere nedenfor.

Skulle nogen have fået blod på tanden, har Stelvio pt. et eksemplar fra 1967 til salg.

Afslutningsvis skal der herfra lyde et: Tillykke med de 60 år, Alfa Romeo Duetto!

Ugens Foto

Numerologisk Afdeling fortæller om et tal, der både er konstant og i udvikling: 612

Dermed skal vi tilbage til Ferrari. 612 Scaglietti kom i 2004 og Ferrari skriver i dag selv på deres officielle hjemmeside følgende:

The Ferrari 612 Scaglietti is the result of an avant-garde design that continues the great Ferrari 2+2 tradition in fabulous style.

Det er jeg helt med på var idéen, og at den dermed er åndeligt forbundet med den førnævnte Daytona. Menøh – det ændrer ikke på, at jeg ikke kunne lide den da den kom frem og mange andre delte minde følelser. Først og fremmest er 612 nemlig en ordentlig skude, der med sin længde på 490 centimeter var næsten ligeså lang som min gamle S-klasse Mercedes-Benz.  Og dernæst er designet efter min bedste overbevisning ikke på højde med Bruno Saccos tyske luksuslimousine – men døm selv:

Ikke desto mindre ældes det pænt, og i dag ser jeg og mange andre faktisk anderledes på 612. Lidt, i hvert fald. Dens pris taler for den, for en rigtig ferrari er jo tolvcylindret – og så er den pludselig ikke så dyr længere. Og vi traditionalister, der begræder at Ferrari har forladt det manuelle gear i alle de nye – jamen, ingen grund til at tude, for det kan man også få i en 612.

Med over 500 hestekræfter og fin aerodynamik går den knap to tons tunge cicciolina stadig langt over 300 km/t – selvom jeg tænker det er stort set irrelevant for en køber i dag. Det er særligt irrelevant for mig, der ikke engang er køber!

Men når det er sagt, så synes jeg heller ikke 612 er så ærgerlig som jeg syntes engang. For eksempel vil jeg da hellere have sådan een end enhver ny! Hvad tænker I?

Ugens Fund: 1961 Jaguar Mk2 3.8 til 89.500 kroner

Sådan en vogn her er jo ikke bare en veteranbil – det er en superklassiker! Een af dem, der definerede Jaguar – jamen, vel en af verdens bedste biler på det tidspunkt den kom frem. Og som 3,8-liters een af de hurtigste også, så vidt jeg husker – var den faktisk ikke verdens hurtigste firedørsbil? Det mener jeg. Man kan også vælge at se den som et symbol på alt det Jaguar har ødelagt for sig selv – men det er måske en anden snak. Som klassiker i dag kan man derimod næsten ikke rose den for meget.

Og sådan een kan man så får for 89.500 kroner. Det er vildt nok, må jeg sige. Kunne sådan en manuel 3,8 med overdrive ikke have kostet nær en halv million kroner for nogle år tilbage? Frit efter hukommelsen, der som bekendt ikke er for god. Den ser således ud:

Hvid er måske ikke den mest ophidsende farve, men grønt læder kan man ikke sige sgi’ til. Dog skal vi  endnu en gang have fat i de berømte ord fra tidligere Ugens Fund på ViaRETRO: Træerne vokser ikke ind i himlen. Topmodellen af Mk2 er netop en manuel 3,8 med overdrive, og mens det er sådan een vi kigger på her – så er den konkrete bil født som automat.

Tjah, mig ville det ikke forstyrre det store til den pris, for at være helt ærlig. Med priserne på klassike Jaguar i frit fald ville jeg nærmere være ligeglad – og bare fokusere på, hvordan bilen egentlig er i sin substans. Og her er det jo soleklart, at den ikke er perfekt til 89.500 kroner. Sælger skriver da også direkte “Forvent ikke en bil i concours stand men en pæn bil der sagtens kan bruges som den er og som man nok kan bruge et par Søndage på at optimere optisk.”. Den skulle nemlig køre fint, og sådan ville jeg personligt bare lade den være: Hvis den – som sælger også skriver – virkelig “Starter , kører og bremser fint og mekanikken lyder godt” så kan man jo køre i den i sæsonen 2026 og derefter se, hvad man vil.

Hvis man vil have en perfekt Mk2, såskal man nok bare sælge denne – og finde en perfekt Mk2. Men en billigere 3,8 med manuelt gear og overdrive bliver svært at finde. Så jeg tænker køberen bliver en jyde! Han kan selv montere krog efter købet…

Redaktøren fandt den selv! Find annoncen hér: Jaguar Mk2

Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.

Ugens grafik

ViaRETROs Weekend Matiné redaktion: Claus Ebberfeld og Michael Sehested Lund.