Værkstedsbesøg tre år senere: Sikke en Diva!

Jeg mødte den lille Diva på Bremen Motorshow i 2013, hvor den stod i rå aluminium og meget adskilt på Britec Motorsports stand. De lovede den var klar til senere på sæsonen. Nu så jeg den igen i sidste uge – og den er næsten klar. Men det er ikke fordi Britec er langsomme, kan jeg se nu.

Der er løbet meget vand i åen siden 2013. Og jeg ved, at Britec har lavet andre spændende ting – for eksempel fordi jeg mødte dem til Goodwood Revival sidste år, hvor de kørte med en BRM-formel 1-racer. Det var på grund af dén, at jeg snakkede dem op – og sandelig om ikke de kunne huske den gamle artikel om den lille Diva! Så vi blev enige om, at jeg da lige kunne kigge forbi værkstedet, hvis jeg kom på de kanter. Det er ved Unna nær Dortmund, så det sker faktisk ikke så tit, men i sidste uge passede det, og så blev jeg ellers paf. I den grad.

Med britiske biler følger britisk humor.

Jeg havde to lumske bagtanker: Jeg ville invitere nogle af deres kørere og biler til at køre i Classic Race Aarhus. Og så ville jeg da også gerne lige lure et par idéer af til indretningen af mine garager hjemme på Djursland. Det sidste glippede lidt, fordi jeg var totalt overvældet over hvad de egentligt havde af biler i deres værksted.

Men bilerne var ikke noget at grine af.

Som man kan høre af navnet, så laver Britec Motorsport britiske biler. Divaen fra Bremen er britisk, BRM’en fra Goodwood bliver ikke mere britisk – og den første bil midt på værkstedsgulvet var ligeledes en ærkebritisk Aston Martin. Det vidste jeg og det forventede jeg. Men Britec viste sig noget bredere end disse sjældenheder. Der stod jo eksempelvis også en Ford. Høhøø, årets underdrivelse: For hvilken Ford? Såmænd en GT40 MkII med fuld syvlitersmotor og det alt for oversete diskrete/rå look, som en GT40 også kan have: En større kontrast til den distingverede Aston Martin var svær at forestille sig.

Men motorsport er nu engang Britecs kernekompetence, og hvis man skulle være i tvivl, så var det bare at kigge over i den anden side af værkstedet: En Chevron racersportsvogn, en Lotus Formel Junior, en ADA Gruppe C-racer og en Tyrrell Formel 1-racer. Sådan! Jeg var overbevist om, at vi var havnet det rigtige sted med invitationerne, for der var sådan set ingen af de biler, som jeg ikke ville se i Aarhus med den største fornøjelse.

Nåja, farisæren var vi jo nødt til at spørge til: Den gule Porsche 911 på liften? Joeh, den slags lavede Britec da også – men kun for gode kendte kunder, for passionen lå hos det engelske. Mike Gensemeyer havde i sin tid kørt race i en Mini den tyske serie Kampf der Zwerge, og derfra havde det bare udviklet sig med lynets hast. Den korte udgave af firmahistorien var, at han i 2010 havde lånt tuisnd Euro af sin kæreste til at starte Britec Motorsports!

Divaen havde ikke stået stille siden 2013, men den var altså stadig heller ikke færdig. Ejeren havde ikke travlt, lød det. Farven er den originale mørkerøde – den samme som Jackie Oliver fik malet sin hjelm i.

Det ville jo egentligt sige, at jeg havde truffet med i den relativt spæde start med Divaen i 2013 (læs dén historie her, i øvrigt: Favoritten fra Bremen). Og jeg fik mere og mere forståelse for, at den endnu ikke var færdig. De lavede det meste af arbejdet i deres egne lokaler, og hvor omfattende det var forstod jeg, da Mike lige præsenterede “gearkasseafdelingen”. Seriøst lokale – og jeg, der bare gerne ville have et “motorlokale” i mine egne garager.

Gearkasseafdelingen.

Undervejs stødte vi på flere Formelbiler under opbygning, en halv Cosworth-motor, en masse Hewland-gearkasser, en del glasfiberstøv og det hele virkede relativt engelsk det hele. Inklusiv det, at vi også lige skulle over i en anden bygning på den anden side af vejen.

Orden på sagerne i en næsten uengelsk grad.

Her var det så, at himlen faldt ned om ørerne på mig: Da Mike åbnede døren til det store fabrikslokale faldt mit sultne blik allerførst på et råt TVR Griffifth-karosseri i bar glasfiber – men derudover var det meste dækket af. Det blev det dårligt mindre himmelsk af, for med et pragtfuldt lysindfald fra oven (note: Ovenlys er drønvigtigt i en garage!) på de mange, mange blå dækkener kunne man så forsøge at afkode, hvilke lækkerier der så skjulte sig derunder.

Det andet lokale. Hvilket et.

For hertil have Britec for ganske nyligt bredt sig, og byggeri og maling af skillevægge stod ikke stile, mens vi fik rundvisningen: Mike løftede hist og her dækkerne af, og begejstringen var næsten ikke til at styre – altså min, ikke hans, for han var jo vant til det. Allard J2? Tjek! Lotus Mk9? Tjek. Elva? Lola? Jep, det var der bare det hele, og det var ærligt talt ikke til at vide hvor man skulle kigge hen – under hvert eneste dækken var der biler, som kunne tænde en racerentusiast som mig. Britiske de fleste, som sagt – men når det en sjælden gang ikke var, så var det som regel fordi det var noget ganske, ganske særligt.

Den eneste Cheetah i verden: Schweizisk toliters sportsracervogn.

Den scweiziske Cheetah racersportsportsvogn var unik – og i øvrigt ganske smuk at skue. Det samme kan man egentligt ikke sige om en Porsche 936, hvis jeg skal være helt ærlig. Til gengæld vandt modellen Le Mans i ’77, ’78 og ’81, og så kan jeg ærligt talt leve med meget. Denneher var den Kremerbyggede 1981’er med opdateret teknik, og Britec havde totalrenoveret den, så dens knap 700 heste kunne nydes uden større fare for liv og lemmer end da den var ny. Men det siger sådan set heller ikke så lidt.

Mike Gensemeyer i et eftertænksomt øjeblik foran en Porsche 936: Passionen er for de britiske.

Hvis en Porsche 936 med sine omkring fem byggede eksemplarer er for ordinær, så var der under et andet dækken også en ting der fik min rejsekammerat Sportschefen til at spærre øjnene op: Han kører Porsche 924, så en 924 GT-R fra Le Mans-indsatsen i 1981 kunne han godt forholde sig til. Jeg også – endda selvom de udgik.  Sådan er der så meget, og det var der ganske enkelt også hos Britec og Mike Gensemeyer. De er ikke bare kommet langt siden Bremen 2013, de er også kommet meget langt siden den beskedne start for seks år siden – og det med en imponerende konsekvens i strategien. Hvis man da kan kalde en forfølgen af en passion for en strategi.

I al min begejstring fik jeg dog afleveret mine invitationer, og nu må vi se om de takker ja: Jeg krydser fingre, og næsten ligegyldigt hvad de kunne finde på at troppe op med, så er det ikke noget vi har set i Aarhus før.