Goodwood Festival of Speed: Sell on Monday

Deres udsendte reporter lærte igen noget nyt – bogstaveligt talt: Dette andet Goodwood er mindre kendt i klassikerkredse, men om noget er det faktisk større end efterårets Revival Meeting. På godt og ondt.

I vores klassikerkredse taler man ofte kun om “Goodwood” og mener så “Revival Meeting” om efteråret, der første gang blev afholdt i 1998 og siden har udviklet sig til at være verdens største og efter min beskedne mening bedste racerarrangement for historiske biler. Men faktisk er Festival of Speed fem år ældre og baggrunden for det hele.

Lord March overtog Goodwood da han fyldte fyrre (en familietradition, simpelthen) og det var hans klare ambition at bringe motorsport tilbage til stedet. Hans fader havde grundlagt banen i 1948 men siden 1966 havde der ikke været kørt løb der. Hverken tilladelser eller økonomi tillod rigtigt race på banen, og derfor startede Lord March i 1993 bare et hillclimb på den private indkørsel i stedet, og det første Festival of Speed tiltrak 25.000 tilskuere.

Siden 1997 har kunsteren Gerry Judah hvert år lavet en gingantisk skulptur foran hovedbygningen, der hædrer et udvalgt bilmærke – i år BMW.

Siden voksede det sig så stærkt, at planerne om at kunne renovere Goodwood Motor Circuit kunne føres ud i livet, og det blev så i 1998 til det første “Revival Meeting”, der altså er rigtigt race på en rigtig racerbane. Til dette i sig selv fascinerede element førte Goodwood Revival Meeting så en enestående festival omkring selve den forgangne tid, som bilerne stammer fra, og meget berømmeligt er det intet efter 1966 at skue nogen steder til Revival Meeting. Dette benhårde dogme er både en enorm styrke og en svaghed. For hvad hvis man nu også interesserer sig for nyere biler?

Denne udgave af den nye Spider fra Fiat var tilsyneladende bygget op som en rallybil…

…og var bemalet ligesom oplægget. Andetsteds havde Lamborghini gjort det samme. Svagt morsomt.

Nemt: Så er der Festival of Speed, hvor der ikke er nogen fine fornemmelser. Hvis det er hurtigt, så er det velkomment, for det handler om Speed. Uanset alder, og det giver selvfølgelig meget rige muligheder for arrangørerne for at udfolde sig. Og i år var temaet yderligere “Full Throttle: The Endless Pursuit of Power”, hvilket de var gået benhårdt efter. Det førte til nogle brutale monstre af racerbiler i feltet, flere med over tusind hestekræfter. Og netop fordi der IKKE var nogen aldergrænser gav det en fabelagtig sammensætning af alt fra Auto Union V12’ere med omkring 700 hestekræfter, flymotoriserede førkrigs-FIAT, Renault og Napiers, F1-turbobiler fra firserne, CanAM, Gruppe B, Nascar, Pikes Peak og alt muligt vildt derimellem. Det VAR vildt, og man skal være lavet af træ hvis ikke det løber en koldt nedaf ryggen når en quattro S1, en BMW BT52 eller en Ferrari 712 bliver fyret af op af bakken.

Ferrari 312 P var så vidt jeg husker fjerdehurtigste bil på bakken, hvilket er ret utroligt dens alder og værdi taget i betragtning. Dens lyd? SINDSSYGT rå.

Og det blev de. Nogle af dem. Men ikke alle. Det var helt tydeligt at nogle af deltagerne – for ikke at sige mange – udelukkende kørte opvisningskørsel for at vise deres køretøj frem, ikke for at sætte den optimale tid op ad bakken. Ikke at jeg ikke forstår dem, for Lord March’s indkørsel er ikke for tøsedrenge: Temmelig smal men lynhurtig og med flere blinde sving og generelt med gevaldige muligheder for terminale skader på bil og liv, hvis man laver den mindste fejl. Denne weekend var Goodwood House yderligere hjemsøgt af skiftende regnbyger, og så blev det for alvor lumsk. Det taget i betragtning var der overraskende få afkørsler, hvilket måske også siger noget om, at flere kørte meget langsomt.

Desuden var der et væld af biler, der slet og ret var dødkedelige. Og ja, det var for en stor dels vedkommende de nye biler, men generelt simpelthen bare gadebilerne. Der var så meget fantastisk racerkram samlet i Goodwoods mange paddockområder, at ingen Mini, Subaru eller sågar gade-Jaguar, Rolls- eller Aston Martin fik et ben til jorden. De sagde ingenting og virkede både pinligt langsomme og bare alment pinlige. Den nye Bugatti Chiron var godt nok ikke langsom, men den sagde heller ingenting og kom dermed i det kedelige selskab med McLaren P1 GTR og Formula E. En positiv overraskelse var den lækre BMW i8, der med sine tre cylindre faktisk lød bedre end de førnævnte tilsammen.

Gab.

Det kan ikke udelukkes, at det bare er mig, den gamle sure klassikerentusiast, der står alene med den holdning. For 180.000 tilskuere kan dårligt tage fejl. Men jeg talte dog med flere gæster, der foretrak Revival Meeting, netop fordi der kun er klassikere – og dem er jeg enig med. Men når de og jeg kommer alligevel, så er det nok fordi at også Festival of Speed tiltrækker så mange fyrtårn fra dén verden, at det alligevel er et besøg værd.

Hvis man skulle have lyst til at se nye biler, så var man skam velkommen, og den fine i8 var talstærkt repræsenteret. Alle M-modeller igennem tiden stod i en separat pavillon.

Man kunne også se på en ny Ford. Fra dette hus kunne man springe ud øverst og lande på en luftpude, hvilket vel var præcis hvad man havde mest lyst til efter nye Fordvogne.

Det sjove er, at det er der også mange bilproducenter der mener: Rundt omkring på det enorme område havde både Porsche, Mercedes, Land Rover, Tesla, Ford, Nissan og mange andre bygget stande så store og stærke, at det virkede som veritable bilhuse – og fungerede på samme måde. Flere benyttede Festival of Speed til at vise deres nyeste modeller, og Aston Martin DB11 er da en dejlig vogn. Rolls-Royce er derimod på vej mod Sodoma og Gomorra og Fiat var vældig stolte af af deres nye Spider er næsten ligeså vellykket som den Mazda MX5, den er baseret på. Dacia sprang jeg over og Subara besøgte jeg mest fordi Lord March var der. Men som en in-the-know gæst sagde, så var det pengene der talte, og det var ikke billigt at få en stand på Goodwood. Det må jo være noget med Sell On Monday-tankegangen, og det er fint nok – men jeg ville hellere tilbage til banen.

Problemet var lidt, at her var der også mange nye biler. Det var faktisk det eneste der kørte torsdag, der er sådan en slags preview-dag. Torsdagen er som besøgende alligevel værd at tage med, fordi der er færre gæster, så det er nemmere at komme rundt og snakke med folk – men omvendt er flere af dem heller ikke helt færdige med deres stande og biler. Uanset, så er det hér, man har mest frihed, og så må man leve med, at der ikke foregår konkurrencekørsel. Det giver tid til fordybelse og det kan der sagtens være behov for.

James Hunt’s verdensmesterår 1976 blev fejret med fine opvisninger af hans biler.

Et eksempel: Min fascination af Formel 1-sporten begyndte i de tidligere firsere, hvor det fantastiske skifte fra 3-liters sugemotorer til 1,5-liters turbomotorer fandt sted. Jeg fulgte Renault tæt, for de franske turbopionerer viste gentagne gange, at deres teknik måske var genial og jeg elskede den tekniske duel imellem turbopower og sugekørbarhed og pålidelighed. Jeg elskede de gule Renaulter for deres stædighed, og holdt med dem fra 1983, hvor deres teknik kulminerede, deres bil (RE40) var den flotteste og titlen var snublende nær for Alain Prost. Jeg havde bare aldrig set eller hørt en RE40 – men her stod den så, kulfiberchassis og det hele, og det var (selvfølgelig!) Prost’s bil. Men ikke nok med det. Ved siden af stod samtlige dens forgængere fra RE30 og helt tilbage til prototypen fra 1977, den modificerede Formel 2-bil. Alle sammen! Det var et hav af gult og et kæmpe øjeblik for mig, og jeg gik selvfølgelig totalt i nørdeposition. 2,4 bar turbotryk var RE30’eren justeret til, kan jeg oplyse.

Nørddetalje. Jeg Ææææælsker Røno Tyrbo!

Og den duede, sådan i store træk, der på bakken. Lyden var magtfuld og kraften tydeligvis ligeså – og det blev sat i relief af den tidlige RS01, som blev genforenet med René Arnoux på Goodwood. Syvs sæsoner udviklingsarbejde havde kulmineret i en nær-ved vinder, og der på Goodwood kunne man nørde igennem i forskellene fra sæson til sæson. Det var mageløst. Jeg bør nok lige nævne, at på den anden side af RE40’eren stod der nogle nyere Renault F1-biler, men dem havde jeg ikke overskud til.

Grædefærdig af lykke.

Og så kunne man jo godt tro, at nu er eksemplet slut. Men nej. Så går man lidt videre i den meget store Formula One Paddock, og så venter der et chok. For hvilken bil var det nu lige, der slog Renaults RE40 på målstregen i 1983? Jo, det var jo Nelson Piquets Brabham BT52 med BMW’s turbomotor. Og den var da også på Goodwood. Sammen med – jo, man tror det er løgn, men den er god nok: Dens umiddelbare forgænge og samtlige dens efterfølgere med BMWs legendariske M12-turbo-håndgranat-motor. Her i denne lejr var det et hav af blåt og hvidt, og så lige den farverige Benetton med samme motor som rosinen i pølseenden.

Turbotrykket var til at tage og føle på.

Dét er den slags som Goodwood kan. Når de ruller sig ud, så ruller de sig ud, og i år var der altså guf til os turboelskere. Især os med Renault turboer, vil jeg sige, men andre kunne også være med. BMW-entusiaster kunne glæde sig over at deres mærke var i centrum, herunder hovedingrediensen i den spektakulære skulptur foran hovedbygningen Goodwood House. Spektret af BMW på Festival of Speed rakte således fra tidlige flymotorer, motorcykler, alle M-modeller, et stort udvalg af Art Cars, masser af Le Mans-historie, masser af DTM-biler og helt op til den dér føromtalte i8, som faktisk er ret lækker.

Så er sammenhængen og helheden også skabt, og selv hos en sur gammel klassikerentusiast som mig fiser pointen ind: Festival of Speed handler om mere end klassikere, endda meget mere. Det vil faktisk føre alt for vidt at komme omkring det hele, men ingen skal være i tvivl om, at der er noget for enhver smag. Men jeg vil heller ikke undlade at gøre opmærksom på, at det er en svaghed for dem, der primært kan lide de “rigtige” klassikere, for der ER meget nyt på banen også.

The Moving Motorshow er sådan set en god idé, når der nu ikke er noget racerløb om torsdagen.

Desuden må man sige, at selve det sportlige element også er nedprioriteret i forhold til et “rigtigt” racerarrangement. For så vidt behøvede det ikke være sådan, for et hillclimb er jo ligesom et baneløb på tid, blot kører der kun én bil ad gangen. Men Goodwood har fundet et format, hvor ikke alle bilerne kører 100% på tid, men nogle kører for at blive vist frem  Og hvis de gør det, så er der kun underholdningselementet tilbage, og mens Goodwood vitterligt er gode til at kilde det yderste ud af det med fremragende speak og TV-dækning, så er det i min optik stadig kedeligt at se på en supersportsvogn eller racerbil, der kun kører 60% af sit potentiale. Og uanset 60% eller 100%, så er det altid kedeligt at se den nyeste Volvo eller Golf køre, selv på en legendarisk hillclimbrute.

Den hurtigste gadebil blev i søndagens “Supercar Shootout” var i øvrigt en Porsche 911 Turbo S, hvilket dog er temmeligt tankevækkende i forhold til hvor meget virkeligt eksotisk kram der var til stede – indrømmet, vejret spillede en rolle, og en Porsche kan jo godt tåle regnvejr. Den hurtigste racer op af bakken var en meget specialbygget Subaru med 900 hestekræfter. Jo, firehjulstræk og Turbo styrer på Goodwood Festival of Speed. Derfor var jeg da også langt mest imponeret over den oldgamle Ferrari 312 sportsracervogn, der i det selskab gjorde det ufatteligt godt – og var både kønnere og mere vellydende end de andre tilsammen.

Rolls-Royce er degenereret til kunstig stjernehimmel…

…mens BMW nu bekender sig til Turbo og husker hvor det kommer fra.

Som sagt er der masser til at opveje de kedelige fætre, men jeg kan dog ikke lade være med at længes efter Revival Meeting alligevel: Decideret bandlysning af moderne biler passer mig ganske udmærket, når jeg rejser en weekend til England for at se på de gamle. Og om noget fik Festival of Speed mig til at længes efter Revivalen, der i år finder sted 9.-11. september.

Andre vil måske sige, at Revivalens 1966 da også er et drabeligt skæringsår, der undsiger sig en masse af den umiskendeligt spændende bilhistorie fra de sene tresserne og halvfjerdsere. Men det har Goodwood jo faktisk også et svar på: Members Meeting-arrangementerne, der var en fast del af den “gamle” Goodwood Motor Circuits løb, er også blevet genoplivet, og siden 2014 afholder Goodwood hvert år i marts en løsbweekend for historiske biler – men uden den skarpe 1966-grænse. Mens jeg skam nød Festival of Speed, så kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det var i foråret 2017, man skulle tage til Goodwood næste gang?