Jeg har en sjælden kraftig uro i jernet.

Og jeg forstår det faktisk ikke helt: Arbejdet med at få min gamle Volvo ud at køre for første gang i seks år går stille og roligt fremad – og her må jeg igen nævne, at det er min ven og Le Mans-rejsekammerat Peter, der trækker læsset – og jeg venter stadig på at få min nye gamle og endnu aldrig offentliggjorte klassiker hjem på matriklen. Imens kører jeg flittigt Mercedes SLC, Reliant Scimitar GTE og Triumph Spitfire og har også overskud til at overveje, om jeg efter Volvoen skal tage fat på racer-Spitfiren med henblik på at køre nogle hillclimbs og måske et enkelt baneløb eller to næste år. Samt drømme om hvad min næste Jaguar skal være, om jeg virkelig skal have en youngtimer igen (jeg har LYST, forstår I?) og/eller om det giver mest mening med en klassisk stationcar eller en klassisk cabriolet. 

Jeg vil bare noget så forfærdeligt gerne have en Lada Niva…

Det forekommer mig ellers (omend jeg må indrømme, at jeg husker det mægtigt svagt), at jeg for nogle få uger siden overvejede endnu en dosis Simple Living, en nedskæring i vognparken til det mest nødvendige (velvidende at det er en gigantisk diskussion i sig selv hvad dét lige er) eller i hvert fald bare en nedskæring, så jeg ikke behøvede supplere alle ovenstående overvejelser med nogle helt nye om hvordan garagerne skulle kunne rumme alt det der. 

…men jeg synes det er utroligt svært at afgøre, om det var mere fornuftigt med en FIAT 124 Spider?

I stedet dukker der helt nye idéer frem: Om biler som jeg for få år siden aldrig ville drømme bare et eneste sekund om kunne være noget for mig. Om præstationer og teknik, som jeg ikke har brug for. Om ukendt land i den automobile verden, simpelthen. For mig, altså. 

Og så faldt tiøren pludselig: Det er ikke et problem som sådan, ikke en sygdom, ikke engang et symptom på een. Det er simpelthen min dannelsesrejse, der ikke er færdig. Jeg har i perioder ellers haft det som om jeg var i gang med et fjumreår, men det tror jeg slet ikke er tilfældet: Det er en del af processen, og uroen er sund nok. Det er nysgerrighed, der er på vej ned i speederfoden. 

Som min salig fader ville sige: Det skal løbes væk. Følg med her på kanalen. 

God weekend

Claus Ebberfeld

[adrotate group=”5″]

Goodwood Revival 2019

Af Michael S Lund

Det er stort, men det alene er ikke dækkende, for superlativerne står bare i kø efter oplevelsen. Awesome, outstanding, spitzenklasse, eller hvad man ellers kan finde på at sige. En strøm af rosende ord er nødvendig for at beskrive oplevelsen. Men jeg vil prøve, så godt jeg kan, i det følgende.

I år var jeg så heldig, at have mulighed for at være med alle tre dage – og i godt selskab. Det er naturligvis muligt selv at tage til Goodwood, og nogle havde da også valgt at tage turen hele vejen fra kontinentet i klassikeren, som bekvemt nok kan parkeres lige udenfor.

Selv havde jeg valgt at tage turen sammen med en større gruppe af bilentusiaster, i et arrangement organiseret af Dansk Veteranbil Klub. Pakken bestod i hovedtræk af afhentning i en gammel Leyland landevejs-dobbeltdækkerbus i London Gatwick lufthavnen og fælles indkvartering på hotel i Worthing, der som kystby er nabo til Brighton på den engelske sydkyst. Bussen tjente også som daglig transport fra hotellet til Goodwood og tilbage igen. Om aftenen fælles spisning på restaurant, men ellers ”fri leg” resten af tiden.

Et rigtigt godt koncept efter min mening, hvor logistik og indkvartering er på plads, så der kan fokuseres 100 % på dagens oplevelser, men også ligesindede at dele dagens indtryk med bagefter. Så hermed en varm anbefaling til at tage med til næste år!

Det siger sig selv, at engelske biler fylder mest i landskabet, men andre med bl.a. stejlende heste og treforke i logoet er også med. Derfor var løbet Kinhara Trophy – biler med motor fra 3 liter og op, ikke yngre end fra 1963 og med to kørere – et af mine favoritter, fyldt som det var med Ferrari 250 GT og Jaguar E Type. En af Ferrari 250 GT’erne havde Tom K, som kører nr. 2 til at afslutte løbet – det lykkedes ham at køre 11 pladser ind (fra sidstepladsen), til en endelig 4. plads. Han var sikkert rykket yderligere frem, hvis ikke der var sket et uheld og med safety car på banen, gik tiden …

Og så var der også en GTO med, som her ses skødesløst placeret på samlingspladsen.

Fordwater Trophy var også lige efter mit hoved, da jeg aldrig bliver træt af at se Porsche 911 på banen. Endvidere havde Porscherne bl.a. selskab af den gule ISO Rivolta – første gang jeg ser sådan en i et løb.

Egentlig er jeg ikke så meget til biler fra før 2. Verdenskrig, men når der som her er mulighed for at opleve Bentley-drengenes biler i Brooklands Trophy, skiftede jeg for en tid mening, selvom Ettore Bugatti kaldte dem for verdens hurtigste lastbiler. Der er nu noget særligt over en 4 ½ liter Blower Bentley med Amherst Villiers-kompressoren siddende foran.

En af kørerne var i øvrigt Rowan Atkinson (Mr. Bean), som deltog i denne 4 ½ liter Park Ward Saloon.

Mens vi er ved celebrities, var det Stirling Moss’ 90års fødselsdag. Han var dog ikke selv tilstede ved fejringen, men det var hustruen, Lady Susie Moss, der her ses i en Aston Martin DBR1 – med hertugen af Richmond, Lord March, bag rattet.

Stirling Moss vandt 1959 RAC TT på Goodwood i en, så der var bestemt noget at fejre.

Som vi ved er englænderne meget traditionsbundne, og det grundlægges helt fra barnsben, hvor glæden ved biler bygges op med en pedalbil, der således også har sin egen disciplin. De stolte forældre var med for at give en hånd og opmuntring, før det gik løs.

Det var dog ikke alle, der gik lige meget op i det. Pigen her var med sin far i ryttergården, som – iført en RAF officersuniform – entusiastisk forsøgte at forklare hende om Alfa Romeo Tipo B. Hun ser ud til at tænke: ”Bliver han ikke snart færdig!?”

Det var da også sjovere at høre og se den på banen!

Men ok, ryttergården er altid et spændende sted, hvis man vil have lidt benzinduft og motorbrøl, mens de sidste justeringer foretages – eller måske ligefrem posere for fotografen …

I det hele taget betyder det meget at tage sig rigtigt ud, bilerne er ikke nyere end 1966, og det er vigtigt, at resten heller ikke ser nyere ud. Tøjet spænder typisk fra 1930’erne og frem til 1960’ernes anden halvdel. Hvis der endelig skal slækkes lidt på det, kan man jo skrue sig ned i en tidstypisk køre/kedeldragt, som kan erhverves flere steder, hvis den helt rigtige garderobe ikke er kommet med hjemmefra.

Men det er ikke det eneste, for der findes rige muligheder for at erhverve sig alle former for livsstils-gadgets, som passer til klassikerlivet. Boderne findes i rigt mål udenfor baneområdet.

Underholdning til børnene? Ja, men ikke hoppeborg! Den kom først til meget senere, men dampdrevet karrusel m.m.

Personlig pleje er også en mulighed: Kvinderne kan få sat håret eller mændene trimmet skægget. Eller lade være og i stedet stille op med Beatles-hår. I år var det især passende, for Minien har jo som bekendt 60-års fødselsdag  – ”Drive my Car”.

Som jeg nævnte tidligere, er det muligt at parkere klassikeren udenfor, og det havde naturligvis først fremmest flere engelske besøgende valgt – samlet set havde Goodwood ca. 150.000 besøgende henover weekenden. Det betød, at parkeringspladsen i sig selv var en oplevelse at bevæge sig rundt på, som vist herunder.

Det er altså ikke helt almindeligt at finde Aston Martin DBR og DB4 Zagato på en parkeringsplads (ikke engang hver for sig, og da slet ikke sammen!), for ikke at tale om Facel Vega HK500, som der ovenikøbet var et par stykker af – lige før den opfattes som en helt ordinær bil.

Men når Facel Vega HK500 nu er så ”almindelig”, hvorfor så ikke tage en Alvis TA 21 – en ”ordentlig” engelsk bil i stedet, som jeg her lod min skygge falde på …

Jeg fik også lidt blod på tanden i forhold til at tage en tur Goodwood Festival of Speed, der – som mange ved – er et hill climb. Selv har jeg streamet Festival of Speed gentagne gange, men en morgen tog vi bakken i bussen …

Det må jeg prøve på et tidspunkt, altså tage til Festival of Speed.

Men no doubt … jeg skal i hvert fald til Revival igen – starten er gået!

www.goodwood.com

Goodwood Revival Meeting fra de dyre pladser: Om at være gæst i Salvadori Pavillion

Af Claus Ebberfeld

Jeg har besøgt Goodwood Revival mange gange efterhånden, og kan kun istemme Michael S. Lunds ord herover: Det er et fantastisk arrangement, og enhver med klassiske biler i blodet skal opleve det mindst een gang. Især hvis det er klassiske racerbiler, der er i blodet. Og med eftertræk især, hvis det er de højkarate af slagsen: På Goodwood kører der biler som man ikke ser andre steder, og de kører stærkt. Så det kan siges kort: Se at komme afsted, for det kan kun blive godt!

Goodwood Revival Meeting forklaret i én billede: Fede historiske racerbiler, fart og klassisk stil. Hvornår har du sidst set en Ferrari 290 MM?

På mine tidligere ture har jeg både været almindelig fodtudse med en billig billet og akkrediteret journalist for det hæderkronede medium ViaRETRO – og uanset hvad, så er det umuligt at se det hele: Goodwood er stort, og der sker noget konstant. Helt bortset fra, at der er områder, som man ikke KAN komme til at se med de nævnte metoder. Dem har jeg helt naturligt altid syntes var ekstra spændende: Det lykkedes mig et år at snyde mig ind i Officer’s Mess, der var nøjagtigt lige så pragtfuldt upper class som det lyder, men jeg har altid kigget langt efter Salvadori Pavillion også – uden dog at have haft held til at snyde mig forbi de sorte vagtfolk, der nidkært vogter over området og kigger nøje efter de rette adgangstegn. 

Jeg har altid kigget langt efter Salvadori Pavillion – ovre fra den modsatte side i billedet, blandt pøbelen. For det ser jo godt ud, liggestole og alt.

Pavillionen er opkaldt efter Roy Salvadori, der udover talrige flotte resultater på Goodwood i perioden nok er mest kendt for sin Le Mans sejr i 1959 i en Aston Martin DBR-1, som han delte med Carroll Shelby. Når noget er opkaldt efter ham, så må det jo være godt, ikke?

Og i år fik jeg så en invitation til netop det område, og selvfølgelig sagde jeg ja: Det var arbejde, javist – men det var arbejde og netværk når det er bedst. Det viste sig at Salvadori Pavillion udelukkende er for sponsorgæster, og derfor også er behageligt fri for det meget store menneskemylder, der unægteligt er bagsiden af medaljen ved at Goodwood Revival helt fortjent er blevet så populært. I Salvodori Pavillion-området kører briterne derimod efter det gamle hæderkronede princip “The right crowd and no crowding”.

I år var jeg der så endelig: Det var en formiddagsskål værd, og efter dén hårde tjans var det bare med at slappe af i liggestolene.

Det betyder at her altid er en liggestol ledig, altid er en medarbejder med en kop kaffe, the og pastry til, at forplejningen til morgen og frokost er let og lækker og lader alle ukvemsord om det britiske køkken stå til skamme. Derover er placeringen temmelig optimal i forhold til bremsezonen ind i chikanen, som man direkte fra sin liggestol kan nyde fra første parket. Det er en helt afsindig rar måde at se motorløb på, og man skulle da være et skarn hvis man ikke kan overkomme at hæve sit kølige glas hvidvin for de kørere, der arbejder for føden ude på banen i deres magnificant machines. 

Selv oppe fra selve pavillionen er der godt udsyn over banen og chikanen.

Problemet, hvis man kan kalde det det, er selvfølgelig at man ikke kan se en hel weekends race fra det samme sving. Men så er det jo godt at der er andre sponsor enclosures rundt omkring, herunder ovenpå selve pitten: Ude på banen kører bilerne bare ligeud på dette stykke, hvilket der dybest set ikke er meget ved, men er det et heat med kørerskifte, så er taget af pitten selvfølgelig noget nær optimal. 

Der ER bare mange anledninger til at udbringe en skål på Goodwood: Bemærk at denne smukke Ferrari 275 GTS krævede champagne i glasset.

Som rigtig racerentusiast ender man dog alligevel med at hæve sig fra sin liggestol og gå til fods sammen med tusinder af andre entusiaster ud til Lavant Corner, St. Mary’s, Fordwater og Madgwick, der hver især har deres egne højfartstricks at byde på. Det er gåturen værd, og så får man brændt noget af sin vin og pastry af igen. Man kan godt savne sin liggestol derude og ikke mindst noget mere albuerum, men det er detaljer: Goodwood er genialt og tiltrækker af den årsag afsindigt mange mennesker. Dog kun sympatiske af slagsen, og det er derfor det fungerer – med eller uden Salvadori Pavillion, så skal Goodwood Revival Meeting opleves. 

Annonce

Ugens Numerologitrick: Volvo 264

Af Claus Ebberfeld

Egentligt vil jeg ikke skrive så meget til dette foto udover, at der åbenbart er så mange Volvoentusiaster blandt ViaRETRO-læserne, at der var brok da vi i Matiné Nr. 262 valgte noget andet som ugens numerologiske indslag. Den fejl laver vi ikke to gange (omend det vil være totalt i et retromagasins ånd at gentage en fejl flere gange), så derfor er her i Nr. 264 en – tadaaaah! – Volvo 264. 

Jeg synes den hænger noget lavt med bagenden, og gætter på at det skyldes en nylig indkøbstur til Danmark efter billige øl, sukker eller hvad det nu var man grænsehandlede dengang. Det har en 264 med sit store bagagerum helt sikkert været god til. Omvendt har 264-ejeren haft knap så meget brug for det som 244-ejerne, da luksusmodellen selvfølgelig blev købt af mere velstående borgere.

Gud ved hvad vi skal finde på i næste Matiné?

Dette herlige periodepressefoto fra Volvo viser tydeligt deres topmodel 264 i al sin magt og vælde og det endda i de helt autentiske omgivelser.

Det nødvendige foto

Ugens Fund: Audi 60L  1971

Det er ikke ofte at det billigste valg er at foretrække, men når det gælder denne uges fund er det tilfældet. 

Det var i 1965 at Audi 60 ankom som den første model fra det “nye” mærke, og helt i begyndelsen hed den bare Audi. Senere fik den navnet Audi 72 som kom af motorens ydeevne. Audi 60 modelnavnet kom først til i 1968 og nu skulle den sælges internationalt. Designet var rettet mod en simpel sedan til familien, men der var kælet lidt for bilens ydeevne og den blev i tiden anset for at være sportslig. Det stramme og enkle design var inspireret af markedets krav og sentressernes mindre designrevolution inden for bilindustrien.

For 45.000 kr. kan man få sig denne svensk indregistrerede Audi 60. Så der skal betales lidt dansk afgift for at få den på nummerplader herhjemme. Der er tale om en 2-dørs version og nok hæmmer det bilens praktiske egenskaber, men forstærker uden tvivl designets enkelthed. En detalje som jeg finder tiltalende.

Motorstørelsen er på 1,5 liter og der er fire gear i gearkassen. Sælger skriver, at bilen er i god stand og at der er lavet rustarbejde på undervognen. Den originale lak skulle ifølge sælger være god. Interiør betegnes som næsten nyt at se på.

Så langt så godt. En fin bil, med et pragtfuldt interiør, og en bil som vokser i klassikeranseelse – i min optik.   Med original affjedring og 13″ hjul er salgsprisen 45.000 kr.

Men ser på på nedenstående foto, ser man straks er noget er forandret. “Frække” fælge og ekstrem sækning af den ellers adstadige bil. Det vidner om at sælger har tilbøjeligheder, men er så betænksom at lade køber vælge om den skal være original eller ombygget med spræl.

Han tilbyder 3 forskellige ombygninger og derfor anden pris for bilen:

Med coilovers – støddæmpere og fjedre bygget sammen:  50.000 kr.
Med Luftaffjedring med tank i bagagerummet: 55.000 kr.
Med Luftaffjedring og BBS RS fælge: 70.000 kr.

Så derfor få man her mulighed for en gangs skyld at vælge den billige løsning og alligevel få det bedste med hjem. Bilen – som vel sagtens kan kaldes ur-Audi’en – fortjener sine egne fjer for det er en aldeles nydelig klassiker i sig selv.

Se mere i annoncen på Facebook hvor bilen er set til salg

Denne Ugens fund er udvalgt og skrevet af Søren Navntoft

Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.

Grafikken

Ugens reklamevideo når nye lavder: M Town

Af Claus Ebberfeld

Egentlig kan jeg godt lide selvironi. Altså det her med, at man muligvis nok er en fandens karl og har en masse at have det i – men også stadig kan lave lidt sjov med sin egen fede eller sågar selvfede selvopfattelse. Den slags selvironi er der normalt ikke meget af i BMW’s M univers, og det skyldes da muligvis også firmaets eget kompleks over, at der ikke længere rigtigt er noget af have M’et i: Det stod engang for “Motorsport” og nu står det vist primært for “Mehr” (min egen uofficielle fortolkning, men jeg venter en officiel pressemeddelelse om det ethvert øjeblik). 

Derfor synes jeg det var forfriskende, at BMW har kreeret en reklamevideo, hvor de tager “M” til ekstreme yderligheder i form af byen “M Town”, og som jeg opfatter det imellem linierne laver sjov med sig selv. Jeg tror dog de har ramt balancepunktet så perfekt, at mens jeg sidder og klukler over den absurde by og tysk humor, så sidder rigtige M-faMatikere og synes det må være den fedeste by i verden og overvejer at rejse dertil i sommerferien. Det hele er ligeså godt lavet som motorerne i M-bilerne normalt er det.

Den helt formildende omstændighed der virkelig smelter mit hjerte og sænker mine parader er selvfølgelig hovedrolleindehaveren, en BMW M1. Jeg elsker den bil: Den er for mig selve indbegrebet af M. Hvilket i sig selv er tankevækkende, eftersom den aldrig har fået nogen egentlig efterfølger. Endsige er 100% BMW, for den sags skyld. Hvis den nogen sinde får det, så bliver det i hvert fald aldrig det eklektiske miks af ingredienser og historie, der gjorde den oprindelige M1 til en sportsvognslegende. Jeg spår at den i stedet bliver elektrisk, let retrostylet, får navnet Me, en ny fin reklamefilm og så er glemt igen efter to bilgenerationer. 

Og jotak, jeg har det fint her i fortiden…

Sådan afslutter vi køresæsonen 2019

Af Søren Navntoft

Vi mødes ved Den gamle Lillebæltsbro ved Hindsgavl slot i Middelfart lørdag den 12. oktober kl. 10.00 for derefter at køre ruten med et par stop så vi kan få talt lidt sammen.

Ruten bliver noget i retning af følgende, men der bliver muligvis et par mindre ændringer.

Sydvestover langs Gamborg Fjord over Svinø, Ronæs, Føns, med Føns Vig til højre ned forbi Tybrind Vig mod Husby, Sønder Åby, Emtekjær, Sandager, hovedvej det sidste stykke til Assens, hvor der kan holdes kaffepause. Efter Assens mod Torø Huse, Saltofte, Saltofte strand mod Å. Her kan der så tages en tur ned om Helnæs (frokost/picnic) eller fortsættes mod Brunshuse og Løgismose. Derefter Nellemose, Strandby, Falsled, Millinge, Svanninge Bakker og Faaborg.

Vi forsøger at få et afslutningspunkt med mulighed for spisning på plads. Nogle vil måske ikke benytte denne mulighed og køre hjem før andre spiser. I næste Matiné vil disse detaljer være på plads, men der rykkes ikke længere overordnet på programmet. Så mødetid kl. 10.00 i Middelfart.

Jeg har oprettet et indlæg Forum hvor der kan koordineres samkørsel til Middelfart fra København. Klik her for at se indlægget. 

Hvis der er nogle fra Jylland som vil gøre det samme, vil jeg anbefale at én vil tage initiativet til at oprette en lignende indlæg på Forum.

Vel mødt

ViaRETROs Weekend Matiné redaktion: Claus Ebberfeld, Søren Navntoft og Michael S Lund.
Grafik og Layout: Søren Navntoft

God weekend