Det kom bag på mig og mange andre, at en af de mest udbredte klassiske Ferrarier i Paris var 250 GT Lusso – efter min mening en af de smukkeste modeller i 250-serien.
Samtlige modeller med den helt klassiske Colombomotor i trelitersaftapning og derfor modelnavnet 250 (for antal kubikcentimeter per cylinder og dermed gange tolv lig med tre liter, ikke sandt?) er fine, anerkendte, for det meste smukke, aldrig kedelige og oftest forskellige grader af dyre og sjældne klassikere. Serien er mægtig stor i antal af forskellige bilmodeller når man lige tæller rigtigt efter, for den første stammer helt tilbage fra 1952 og hed 250 S.
Ferrari 250 S.
Man kan diskutere om 250 S egentlig tæller med, da den var en racerbil, men jeg vil selv mene ja: Ellers bør 250 GTO jo sådan set heller ikke tæller med, hvilket ville ødelægge en del af fascinationen ved 250-serien, da GTO’eren er toppen af hierakiet. Tilbage til den senere. Efter 250 S fulgte der hurtigt en gadebil med samme 250-navn, nemlig 250 Europa fra 1953.
250 Europa.
En totalt nørdet detalje er det dog at få med, at netop denne 250 er den eneste, der ikke bruger en Colombomotor på tre liter, men en Lampredimotor på tre liter. Så, nu er det sagt! Men den næste 250 Europa GT fulgte skabelonen for 250-serien og var med 220 hestekræfter en meget hurtig GT-vogn, der da også blev indsat i motorsport af diverse velbeslåede ejere og deres venner. En 250 Europa GT tog trediepladsen i Liege-Rom-Liege i 1956 og det var bestemt ikke at kimse ad.
250 Europa GT
250 “Tour de France”
For at gøre en lang historie kort fulgte derefter en perlerække af 250’ere over samme læst: Boano, Ellena og Pinin Farina lavede små serier med deres eget design i midthalvtredserne, derefter kom den meget succesfulde “Tour de France” (det hed den ikke, men det kalder alle den idag eftersom modellen vandt Tour de France i 1956 og tre år frem), to cabrioletvarianter året efter og en opdateret Cabriolet Serie to i 1959.
250 Berlinetta “Tour de France”.Men bemærk lige, at først den sidstnævnte blev bygget i over hundrede eksemplarer! Alle de førnævnte var meget mere sjældne, og understreger hvor små og eksklusive Ferrari faktisk var dengang – knap ti år efter at firmaet var startet havde de stadig ikke bygget over tusind biler.
250 GT Cabrioletmodellen var så vidt jeg ved den første Ferrari, der blev bygget mere end hundrede af! Det fejrer vi med et farvebillede.
Det blev 250-serien, der sørgede for det gennembrud, og ikke mindst 250 GT Coupé Pinin Farina fra 1958 blev en rigtig sællert (alt er relativt…) med 335 biler bygget – og de var endda næsten allesammen identiske! Pinin Farina havde simpelthen fået en opgave med at designe en Ferrari, der ville være nemmere og dermed billigere at producere, og den løste de med 250 GT “PF”, som man kalder den i dag.
250 Pinin Farina Coupé var ægte serieproduceret…
…og der blev bygget over tre hundrede af dem.
Samme år kom en meget vigtig 250 rent imagemæssigt, der i dag kaldes “Short Wheel Base” eller bare SWB. Igen, det hed den ikke, men kælenavnet gør den meget nem at kende fra de andre med – ja, længere akselafstand. 250 GT Berlinetta vandt stort set alt i GT-klassen, og det er også dén, der dannede basis for GTO’en fra 1962. Som bekendt er der bygget knap 40 af de sidste og cirka 170 GT Berlinetta, og dét er dyrt kram. Og lækkert. Smukt. Noget alle i hele verden elsker.
Aaaah, de gode gamle dage! 250 GT Berlinetta, ofte kaldet “Short Wheel Base” eller bare SWB for at adskille den fra de andre 250’ere i den store familie.
Der var to GTO’er i Paris og så vidt jeg husker omkring en håndfuld 250 GT Berlinetta. Førstnævnte koster hundredevis af millioner af kroner (per styk…) og de mindst gode af sidstnævne måske omkring fyrre millioner, de bedste med god racehistorie over det dobbelte. Det er fantastiske biler begge to, lige til at drømme sødt om, og uanset hvilken man ser altid et nøjere blik værd. Det er ikke altid der er en GTO i Paris, og det er heller ikke altid der er mere end et par stykker af 250 GT Berlinetta. Så det var faktisk et godt 250 GT-år, kan man sige.
Min absolutte yndlings-250 GT Berlinetta: Stirling Moss’ racer fra Goodwood med mere.
Den store overraskelse for mig var dog 250 GT Lusso. Denne allersidste aftapning af 250-familien kom i 1962 og var større og mere luksuriøs end den korte 250 GT Berlinetta, og meningen med den var at passe ind imellem denne og den endnu større og mere fornuftige 250 GTE 2+2.
Den allermest fornuftige Ferrari 250 der findes: GTE havde et anvendeligt bagsæde og der blev bygget cirka tusind af dem – kæmpesællerten i 250’eren, og derfor også den billigste.
Det gjorde den efter min mening fremragende, og var stadig hurtig nok til at nogle ejere alligevel brugte dem i motorsport. Men ikke mindst var denne svanesang i 250-familien et ægte Pinin Farina-mesterværk med en fin balance mellem proportioner og detaljer, sport og luksus, elegance og maskulinitet.
250 GT Lusso. En meget, meget elegant vogn, der er tæt på at være svaret på alt.
Derfor har den altid været min yndlings-250, og med 350 byggede biler hører den hjemme i kategorien af masseproducerede Ferrari. At der var ti af dem på Retromobile gjorde det muligt at beundre mange farver på både lak og læder, men gjorde det også muligt at gøre et godt køb: Jeg vil vædde med at man kunne få een for under ti millioner kroner!
Selvom 250 GT Lusso ikke var tænkt til motorsport var der alligevel nogle ejere, der indsatte dem i forskellige løb. Lad os bare sige helt kort – meget anderledes end i dag.
Bevares, det er mange penge, og nej, den kommer næppe til at blive meget dyrere i fremtiden og vil derfor ikke fungere som en koldhjerte investering – men se engang lige hvor sindssygt lækker den er som bil betragtet: Drømmebil fra øverste skuffe, tolv cylindre fra Colombo, ægte Pinin Farina og smukkere end det meste både før og siden. Og lige nu åbenbart stort udvalg. En rar een at gå til weekend på, 250 GT Lusso på sådan en Ferrari-fredag, synes jeg. Det siger vel også en del, at for eksempel Steve McQueen valgte en Lusso, ikke?
Jeg kunne desværre ikke finde gode periodefarvebilleder af McQueens Lusso, men farven satte lige trumf på: Den var Marrone Metallizzato – set herunder da den blev solgt i 2007, så vidt jeg ved sidste gang den skiftede ejer.
Nok verdens lækreste Lusso.
SteveMcQueen, der ryger en cigaret alt imens han kører i sin Lusso. Så bliver det ikke mere cool. Hvis jeg havde en Lusso, så ville jeg også ryge cigaretter, når jeg kørte i den. Det lover jeg…
Helt enig. 250 Lusso er den smukkeste Ferrari, der nogensinde er bygget.
Havde den som barn som “tændstiksbil” i grøn med anhængertræk. Den var min favorit Matchbox-bil.
Som jeg husker historien fik Steve McQueen sin Lusso i gave af sin kone.
På mange måder et helt andet udtryk synes jeg, men GTE kan altså også noget.
Claus, så vidt jeg husker, blev McQUEENS Lusso lakeret om i originalfarven, da den blev handlet sidst. Før var den blevet lakeret “resale-red”…
Ufattelig lækre biler alle 250erne…
Men Passat, er det ikke en vind?
@soren-w, jeg synes også at have hørt, at den blev bygget i een farve men så lakeret om da McQueen købte den – men han havde den vist fra ny og bestilte den selv i den farve. Selvom @tocoman har ret: Formelt set var det vist en gave fra McQueens dejlige kone.
@ole-wichmann, Passat er teknisk set bare varm luft :-)
Helt klart kan en GTE noget, @holm – det der bagsæde er da for eksempel ret praktisk, hvis man vil have passagerer med…
Det er fantastisk, som alle versioner af 250’ere byder på noget særligt, som Claus i artiklen belyser, og jeg kunne snildt ‘nøjes’ med en vilkårlig af dem og føle, at jeg havde nået et højdepunkt i min passion for klassiske biler. Kunne jeg vælge fra alle hylder, uden at skulle være realistisk, så kunne jeg gost tænke mig en 250 tdf Zagato… Double Bubble, tak!
Bilerne og design fra slut 50’erne og 60’erne havde det tredje krydderi – både fra Ferrari og andre velkendte mærker, men særligt også mindre mainstream producenter som eksempelvis Facel Vega og ISO.
Vores fælles desværre afdøde ven Monti havde en fin 250, jeg har billeder af den både i Rød, og efter lakeringen før salg på auktion i sølv.
Mortens 250 GTE var den første 250 jeg nogensinde kørte, @juhle, og det er jeg har evigt taknemmelig for – sikke en oplevelse. Det understreger @Jathavan’s pointe om at enhver 250 er bedre end ingen 250.
Køreturen dengang for over ti år siden blev til artiklen “Brutalt Jakkesæt”, som kan genlæses her: https://viaretro.dk/2012/09/ferrari-250-gte-brutalt-jakke/
Her er billedt Morten sendte til mig den dag han tog det ved Tørning Mølle
Her er billedet, @juhle – og ja, den var meget flottere i sølvmetal med rødt læder: