Torino Heritage Motor Hub: Årets bedste projekt!

Jeg er fascineret af idéen om et sted for klassikerentusiaster, der rummer alt på et sted. Inklusiv historie, stil og atmosfære. Det kommer det her til.

Faste læsere vil vide, at jeg i sommerferien i år gjorde en dyd ud af at besøge en masse motormødesteder i Tyskland og Schweiz og har berettet om den allesammen henover efteråret. Motormødesteder er i mangel af et bedre ord, men hvis jeg nu siger Meilenwerklignende steder, så ved I nok hvad jeg mener. Også selvom det gamle Meilenwerk i Berlin (det første af den slags steder) i dag hedder Classic Remise. Jeg var forbi det spritnye og totalt perfekte Motorworld i München over Klassikstadt i Frankfurt til det lidt anderledes tænkte Pantheon i Basel. Men jeg har gemt det bedste til sidst – hvilket er passende på årets sidste dag, synes jeg. 

Vores kompagni af besøgende kørte i to biler af en bestemt årsag.

Det handler om Torino Heritage Motor Hub i – ja, hvor ellers? – Torino. Hvis man skal beskrive byen og regionen for eksempelvis en amerikaner, så kunne man vælge at kalde det for Italiens Detroit. Nu var der ikke Tre Store som sådan, men FIAT var til gengæld nærmest en verdensmagt i sig selv, og det var selvfølgelig ikke mindst på grund af dem, at Torino blev så vigtig en bilby. Men også en veritabel underskov af specialister i alt fra design til aluminiumskarosserier til motortuning trivedes i og omkring Torino, der både huser Italiens nationale automobilmuseum (som jeg også besøgte) og FIATs eget kæmpestore Heritagecenter (der var lukket selv om hjemmesiden sagde noget andet – meget betegnede for moderne tider for FIAT). 

Så hvis ikke hér, hvor skulle der så skyde et motormødested i stil med de tyske med mere steder op? Selvfølgelig skulle det være i Torino, og det var dét sted jeg besøgte: Torino Heritage Motor Hub. Sandt at sige kunne jeg nærmest ikke få armene ned af begejstring bagefter, og nu vil jeg prøve at forklare hvorfor. 

For når jeg foroven skriver, at det “kommer til” at blive fantastisk, så er det fordi stedet er det man i bilsammenhæng ville kalde et kørende projekt. Torino Heritage åbnede officielt i november 2020, men som man vil se af billederne var der i juni 2021 lang vej igen. Når jeg alligevel var helt omtumlet af glæde bagefter, så skyldes det at hele projektet simpelthen emmede af entusiasme for sagen med at skabe et mødested for klassikerentusiaster, at bevare historien og at fortælle den til flere, at bevare viden og færdigheder på det tekniske område, så vores klassiske biler også kan holdes kørende fremover. 

Helt i stil med de tyske steder kommer Torino Heritage således til at rumme opbevaring af biler, værksteder til samme, foredrag og sociale begivenheder for entusiaster – og nåja, så ligger der lige et mikrobryggeri i en nabobygning også. Det fik jeg skam testet og det var også i topklasse. Det og den tilhørende ristorante var reelt det eneste, der var i fuld drift, og er da heller ikke en del af Torino Heritage som sådan. 

Årsagen til at vi kun kørte i to biler!

Men ikke desto mindre en del af historien om Torino Heritage alligevel. Foreningen bag blev nemlig stiftet tilbage i 2010, af entusiaster og for entusiaster, men udviklede sig efterhånden og fik større ambitioner. På et tidspunkt var de nået til at skulle finde et større sted til medlemmernes biler, og en af de drivende kræfter i foreningen er venner med brygmesteren. Så det var over en øl og en snak, at brygmesteren kunne fortælle, at bygningskomplekset kunne være til salg. 

Kompleks er ikke for meget sagt, for Maglificio blev grundlagt af brødrene Pietro og Augusto Bosio som bomuldsfabrik i 1871. Placeringen blev valgt fordi Cantaranakanalen dermed kunne løbe lige under fabrikken og dens vandkraft bruges til at drive produktionsmaskinerne. Hovedstrukturen er fire parallelle bygninger, der er indbyrdes forbundet og med til dels knopskudte mindre bygninger flere steder rundt på området.

Bryggeriet lejer sig ind i den fjerde hovedbygning til højre i billedet, men resten af komplekset bliver Torino Heritage.

Det er dog meget interessant, at hele komplekset tydeligvis er tegnet af “rigtige” arkitekter, så både hovedlinierne, arkitektoniske detaljer og rummenes indre alle udviser en skønhed, som man ikke just er forvænt med i moderne industri. Men brødrenes fabrik var skam en kæmpe succes med omkring tusind ansatte på højdepunktet i 1910. I halvtredserne var bomuldseventyret slut, og siden overgik fabrikken til motorcykelproduktion for ITOM, der som så mange andre mindre mærker lukkede i halvfjerdserne. Derefter har der været skiftende brug af bygningerne (hvis du ligesom jeg har en pastamaskine af mærket Imperia, så kan den være lavet hér), og det er ikke for meget sagt, at tidens tand har sat sine spor. 

Placeringen af komplekset er ret spektakulær. Her fotograferet på sit højeste omkring 1906. Ja, der ligger en kirke på toppen af bjerget!

Og det er så dét kompleks, som Torino Heritage er i fuld gang med at renovere. Det gode er, at de vitterligt har fået nogle bygninger, der har plads til en hel del store armbevægelser af ambitioner – men når langt det meste af det skal renoveres, så er det klart at det er en kæmpeopgave. 

Vi blev vist rundt af selvsamme mand, der havde drukket den omtalte øl med brygmesteren, der bragte stedet på bane som en kommende base for Torino Heritage. Som også i dag er en slags projektleder for opgaven og dybt involveret i renoveringen og udviklingen af stedet. Men endnu mere fascinerende var det næsten at mærke, at hele det enorme projekt var rodfæstet i en entusiasme for (ikke mindst) italiensk motorkultur og især den fra Torino.

En italiensk folkesportsvogn til opbevaring.

En tysk folkesportsvogn. Samme idé, ikke?

Det var tydeligvis ikke noget der var opfundet af en marketingafdeling eller kastet på bordet som en smart visualisering af et forretningskoncept, men vokset ud af en ægte interesse og et kæmpe engagement i sagen for motorkultur, og det var faktisk dét, der imponerede mig mest. Tænk, at der stadig findes sådanne mennesker som personerne i Torino Heritage: Jeg fik på stedet lyst til at melde mig ind i deres klub!

For altså, stedet bliver fedt. Da jeg besøgte det var indgangen, nogle af klublokalerne, kontorer og biblioteket så småt på plads, ligesom der var bilopbevaring til (mit skøn) omkring 50 biler. Det hele er lavet med typisk italiensk sans for stil, men ikke på den lidt kliniske måde, som jeg fornemmede eksempelvis i Motorworld München. Her i Torino var der charme og sans for detaljen, men også en rå ærlighed, der lod historien skinne bedre igennem end hvis det var kold fabriksmarkedsføring af deres egen glorværdige historie.

Men vi fik hele rundturen i alle bygningerne, og der er så meget mere at komme efter.

Jovist, særligt den indskudte bygning i gården mellem hovedbygning to og tre så farlig ud – i ordets bogstaveligste forstand. Måske derfor holdt der kun en Land Rover og en traktor, der vel nok kunne overleve, hvis taget faldt ned over dem. Men egentlig var hovedbygningerne grundlæggende solide, og skal således “kun” renoveres.

En af detaljerne: Dette er ikke noget tilfældigt råddent træ, men en del af bygningens oprindelige udsmykning under taget. Det hang hele vejen rundt om bygningerne – og det kommer det til igen!

Under mit besøg var der håndværkere i gang med en af sidebygningerne, og det var tydeligt, at der ikke blev skudt genvej: Forud for var der researchet grundigt på de oprindelige farver og detaljer, og sådan blev det også genskabt. På grund af brødrenes Bosios sans for de finere detaljer var der mange af dem, og det var således langt fra nogen nem måde at renovere en gammel bygning på – men man fornemmede, at det var den eneste måde. 

Det med “kørende projekt” betyder, at selvom det langt fra er alle bygningerne, der er klar, så kan man melde sig ind i klubben hvis tilbagevendende lørdagsmøder holdes under navnet “Refuel”. Der er jo det her omtalte bryggeri lige ved siden af, men de får vist nok også kaffe!

Det er blandt andet derfor jeg er så overbevist om, at det færdige Torino Heritage nok bliver værd at besøge: Udgangspunktet i form af bygningerne er bare virkelig stemningfuldt og ikke mindst smukt. Eller er udgangspunktet i virkeligheden selve organisationen bag samt dens medlemmer og deres tilgang til projektet? Så må man bare sige, at det virker ligeså overbevisende, for vores rundvisers entusiasme for både stedet, bilerne og konceptet var ikke til at skyde igennem.

Kæmpe tak til Andrea, der viste os rundt og her forklarer og sin elskede 2SC “Safari”, den sjældne firehjulstrukne udgave med to motorer.

Og så vil jeg næsten sige, at tilgangen med at åbne allerede nu tilføjer et element mere. Generelt er jeg jo ikke meget for projektbiler, men for det første gav det i Torino Heritages tilfælde en yderligere forventningens glæde og for det andet er der jo en ægte flerdimensionel ting i det, da projektet stadig kan udvikle sig i flere retninger. En af ViaRETROs venner var forbi igen i november, og der er allerede sket mere, så jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg vil lægge vejen forbi igen. 

Måske allerede til sommer, faktisk, da 2022-ferien igen bliver i bil (er der andre måder for en ViaRETRO-mand?) og meget muligt kommer til at gå til blandt andet Italien. Se, hvis det nu lige kunne times med et af Torino Heritages lørdagstræf, så giver det faktisk mening, ikke?