Moderne Mandag: Ferrari SP3 – designanalyse af en hyldest til fortiden

Sidst i 2021 viste Ferrari SP3 Daytona – den tredie model i deres “Icona”-serie, der er ment som en hyldest til mærkets glorværdige modeller fra fortiden. Fungerer den nye?

Forord af Claus Ebberfeld:

Ferraris første to Iconamodeller kom i 2018, og serien var ment som en ny modellinie, der skulle genfortælle historien og være nye supersportsvogne, der hyldede fortidens store. For et mærke som Ferrari, der har bagkataloget propfyldt med greatest hits, giver det god mening – og det gør det også forretningsmæssigt: Bilerne baserer sig på produktionsbilers teknik, men koster tre-fem gange mere. Til gengæld bliver de kun produceret i begrænset oplag – i SP3’erens tilfælde efter sigende i 599 styks.

Men med ViaRETRO-øjne er det måske mere væsentligt at se på, om konceptet egentlig fungerer? Det lyder jo såre enkelt at afgøre, men der er alligevel så stor forskel på tressernes racerbiler og nutidens supersportsvogne, at det kan være en fordel at se på bilerne gennem en designers øjne. Dem har vi heldigvis også i Danmark, og det glæder mig rigtigt meget, at Søren Essendrop tog den udfordring op. Hans ord herunder har bogstaveligt talt givet det nye design og processen før (og efter) perspektiv for mig, og jeg håber I tager godt imod ham – over til Søren:

Ferrari har endnu engang lanceret en “homage” (hyldest på engelsk, RED.) for at ære et af deres klassiske bildesigns. Denne gang Ferrari 330 P4 fra 1966 – der nok er mest kendt for at vinde 24-timers løbet på Daytona i 1967.  

Ford slog Ferrari på Le Mans året før og lavede den meget berømte fotofinish med tre GT40 side om side – og det efterlignede Ferrari med de to 330 P4 og en 412, da de kunne se at sejren på Daytona i 1967 var hjemme.

Homage er nok mere et ord der lyder godt for marketingafdelingen end noget der reelt afspejler designafdelingens intentioner med designet af Ferrari SP3. For selvom der er en del designdetaljer og linjer der refererer til den gamle 330 P4, så står designet i den nye SP3 i et banebrydende nyt designformsprog.

En travl Supercortemaggiore tankstation en dejlig dag sidst i halvtredserne med et udvalg af Ferrari Monza og Testa Rossa.

Ferrari introducerede SP1 og SP2 (også kaldet “Monza”) i 2017 og 2018. Begge var en homage til Ferraris legendariske 250 Testa Rossa og Monzamodeller fra halvtredserne. Men designet på Sp1 og 2 er heller ikke her en direkte fortolkning, i en såkaldt retrodesign stil, men også en klar ny moderne stil. I virkeligheden er SP1 og SP2 nok mere en forsmag eller forsalg til deres nye serieproducerede Roma.

Ferrari Monza SP1 og SP2. Nej, man får ikke en forrude med i købet.

Roma var formentlig designet før SP1 Og SP2. Det er et kendt og ofte brugt salgstrick at introducere en specialmodel i få eksemplarer til en høj pris. På den måde skaber man både hype, historier, efterspørgsel og en god tidlig indtægt, før man lancerer den oprindelige seriemodel.

Ferrari Roma kom på gaden i 2020. Man kan godt se ligheden med Monza, ikke?

Dette er formentlig også planen med SP3 “Daytona”. SP3 ser dog meget færdig ud, så det er faktisk også muligt det bliver Ferraris nye topmodel. Uanset om hensigten er en ”One off-model” eller en kommende seriebil, så kommer vi til at se mere af den stil, der ligger i SP3s design i Ferraris kommende modeller, og stilen ligger heller ikke langt fra deres nye 296 Dino eller SF90.

Her er den nye Daytona, SP3.

I tresserne stod P i øvrigt for Prototype, og nu står SP så for Special Production. Det er dog ikke første gang Ferrari har brugt deres fortid til at designe special-homage biler. Men det er første gang at Ferrari bevidst bruger det som en del af deres marketing og salgsstrategi. Tidligere har Ferrari bygget specialbiler til personligheder som Ingrid Bergman, Erik Clapton og forskellige saudiarabiske prinser, mange endda som unika.

En specialbil fra nyere tid (i ViaRETRO-termer, for det var omkring 2009…): “EC”, en hyldest til Eric Clapton.

Men homage, retrodesign eller bare inspiration fra sin egen designhistorik. Det er en hårfin balance. For meget retrodesign og så kommer det nye design til at leve i skyggen af det gamle originale mesterstykke. Som en musiker der fortolker en klassisk sang, hvor man efterfølgende langt hellere ville havde hørt den originale kunstner.

Uden frø fra fortiden kan designet dog også blive uden krop og sjæl, som mad uden salt og peber eller en film uden historie. Retro eller homage ligger i detaljen. Retrodesign er en tæt designfortolkning til en historisk tid eller bilmodel, udarbejdet i en ny tids stil, produktion og teknologi.

Med Testarossa fra 1984 var Ferrari virkelig moderne – faktisk så moderne, at de fik kritik for det.

Homage er mere en egentlig hyldest til en klassiker. Og det er også det som ordet homage i ren oversættelse betyder – ”hyldest”. Homage er også en måde at undgå, at man som modernet bilproducent bliver betragtet som tilbageskuende, fremfor fremsynet. Ferrari har som mærke altid manifisteret sig som et mærke som sætter nye standarder for design og teknologi. Derfor har Ferrari også altid holdt sig langt fra egentligt retrodesign eller i hvert fald undgået at benytte ordet retro. Men retrodesign versus fremtidsdesign er i virkeligheden en hel artikel værd!

Men omvendt fik Ferrari kritik for at 365 GTB4 “Daytona” fra 1968 var for konservativ. Det var nu nok mest hvis man sammenlignede den med Lamborghinis Miura, men alligevel.

Ferrari 330 P var Ferraris top racersportsvogne fra 66-68 og blev over sæsonerne udviklet til P2, P3 og P4. De blev meget berømmeligt slået af Ford GT40 på Le Mans, men fik en lige så berømt revanche i 1967, da de vandt 24-timers løbet på Daytona i Amerika. I en stor navneforvirring har det efterfølgende givet gadebilen 365 GTB/4 kælenavnet “Daytona”, og forvirringen bliver ikke meget mindre af at Ferrari nu kalder SP3 for “”Daytona” som en hyldest til racerbilen 330 P, der aldrig selv blev kaldt Daytona. 

Smuk. Her er 330’eren uden de små flaps fortil, der blev brugt på Daytona senere.

Det er noget vovet at bruge 330 P4 til en homage da den blandt mange bliver betragtet som en af verdens smukkeste biler. Det kan nærmest ikke lykkes. Når det så er sagt så er SP3 efter min mening en flot designet moderne selvstændig bil i sin helt egen stil, og jeg vil helst ikke sætte den op mod P4.

Forbilledet øverst og hyldesten nederst.

Jeg kender Ferraris designchef Flavio Manzoni da vi begge arbejdede hos Lancia i slut halvfemserne. Jeg var der kun ganske kort tid som helt ny ung færdiguddannet og Manzoni havde været der i flere år. Vi snakkede dog en del sammen, da han havde stor respekt for dansk design og dens ofte simple format.

Flavio Manzoni med SP3 Daytona.

Vi havde begge samme interesse i at skitsere simple overordnede former. Derudover var jeg dengang meget inspireret i Manzonis meget historiefortællende skitseringsstil. Denne stil og tankegang ses også i SP3s mange funktionelle designdetaljer.

Hovedindtrykket på SP3 er dramatisk med dens meget mærkant smalle talje og omvendt 330, så er SP3s talje skåret eller “gravet” markant ud fra en simpel overordnet form, hvor 330s smalle talje er en lille lav mandelform med store voluminøse udbyggerskærme.

(Skitse af Søren Essendrop)

SP3 har flotte overordnet svulstige former som man også kender fra de gamle smukke klassiske tresser-Ferrarier som 250LM og 275GTB. Der er ingen tvivl om at Ferraris designchef Flavio Manzoni dyrker Ferraris historiske genetik. Men der er også mange nye designelementer, som den indskårne talje midt i bilens sidepanel. Det er helt nyt i bildesign. I grafisk form har man set det hos Bugatti, Lamborghini og diverse konceptbiler, men ikke dette tredimensionelle brud i sidefladerne.

Både for- og bagskærme er store bløde dynamiske rundinger som på de gamle klassikere – men deres hovedform er i stedet mere markant og firkantet. Disse “bløde firkantede” former er ikke noget nyt. Det er former som er meget oppe i tiden og ses i mange andre industrielle produkter. Og det er også derfor SP3 ikke er en retrobil, men har et modernet fremvisende udtryk. Det er også en form som Manzoni er fortrolig med. Man ser meget af den simplicitet i basisformerne og den grafiske logik, som man også ser i hans tid som strategisk formudvikler hos VW under udviklingen af Up med mere. 

Hovedformerne er simple men detaljerne får til gengæld en over nakken, og der bliver ikke sparet på funktionelle elementer og styling. Måske lige i overkanten til min smag, men det er en tendens i bildesign for tiden, og SP3 er ingen undtagelse. Det mest markante er rilledesignet i fronten samt “Testarossarillerne” over bagenden. Rillerne stammer dog ikke fra Testarossa, men i højere grad fra PininFarinas konceptbil P5 fra 1968.

P5s frontgrafik har også været til stor inspiration af designet på SP3. Alle de forskellige riller, sorte sideunderskørt og komplekse formindhug er dog ikke ren styling men er del af SP3s aerodynamik – netop for at undgå at sætte grimme eftermonterede downforce spoilere på. Et designprincip som Ferrari har tradition for.

Interiørdesignet på SP3 er også en fin måde at knytte nyt design med gamle Ferrari motorsportstraditioner. Hvor man i de gamle racerbiler havde denne flotte kontrast fra rå aluminium og så et råt lædersæde, har man designet med samme kontrast i SP3 – dog i stedet for aluminium med rå kulfiber i kontrast til rå sæder som er foldet omvendt ud i carbon cockpittet som en hestesaddel.

I stedet for justerbare sæder er der så kun justering på rat og pedaler. Godt tænkt og formdesignet. Ideen er dog ikke ny, men den udformning hvor de to racersæder render sammen er nyt.

Så SP3 viser klart mod og nyheder i en ellers meget konservativ bildesignbranche. Men generelt er der tendenser, så det ser ud til at man begynder at vove mere. Dels på grund af billigere produktionsomkostninger og større fortjeneste i små designserier, men også med ny elektrisk teknologi som giver designerne flere friheder.

SP3 bliver med garanti ikke en enlig svale, og der kommer helt sikkert en serieproduceret model med tilsvarende design. Næste nye Ferrarimodel bliver dog nok deres 4×4 SUV, som alle venter spændt på. Hvis den lægger sig op af SP3s bløde voluminøse former kunne man håbe på at dens hyldest går til 275GTB!