Mange ViaRETRO-læsere elsker et godt projekt. Well, hér er et:
Inden vi kommer alt for godt i gang med 2022 skal jeg lige huske at skrive de ting fra 2021 færdige, som jeg lovede mig selv. På sommerferien sidste år kørte jeg jo en del af de klassiske Alpepas med klassikervennerne, herunder Furkapasset. Ikke mindst berømmet for dens status som scene som den rigtige James Bonds, Sean Connery, meget tankefulde luren ned over pasvejen i filmen Goldfinger. Men for mig er de scener nu overgået af noget fra virkelighedens verden, nemlig hotellet overfor vores kaffepausested, Hotel Belvedére – se lige herunder:
Ja, måske kender I hotellet i forvejen? Enten fra den omtalte Bond-film eller også fra nogle af jeres egne ture over passene – eller fra de utallige fotos i rejseguides og livstilsmedier med mere, hvor det ganske smukke hotel troner så stateligt. Det er uhyre fotogent, og det er intet problem at finde billeder med biler, der poserer foran – ligesom min Mercedes. Jeg er faktisk næsten sikker på, at samtlige mine rejsekammerater også poserede med deres biler.
Beliggenden er, set med mine romantiske øjne, genial. Furkapasset er en fuldstændigt vidunderlig bjergvej, og Belvedére placering midt i hårnålet er næsten ikke til at overgå. Egentlig er det ældre end det ser ud, for første udgave stammer fra 1882, hvor hotellet blev grundlagt af den dengang 24-årige Joseph Seiler. Målgruppen var rejsende over passet, der dengang med hestevogne havde mere end en dags rejse, og derfor havde behov for overnatning undervejs. Det gjorde heller ikke dengang noget at det også var smukt, så Herr Seilers hotel med udsigt til Rhonegletcheren et par hundrede meter væk var udmærket tænkt.
Cirka 1900, og ikke en bil i sigte. Hotellet er Glacier du Rhone, der lå længere nede ved gletcheren. og også tilhørte Seiler-familien.
Det var noget andet dengang i starten, og man ved ikke helt hvor stort det var – men måske tolv sengepladser. Og som økonomisk projekt var det heller ikke dengang helt nemt, for selve passet kunne godt være åbent kun tre-fire måneder om sommeren. Og udenfor passets åbningstid kom der altså ingen gæster.
Dén præmis ændrede sig aldrig rigtigt, selvom selve gletcheren med tiden trak sig en hel del tilbage. Men det lykkedes at få forretning i hotellet i en grad så det udvidede af flere omgange. Storhedstiden var lige efter århundredeskiftet, og i 1904 blev det med en etage ekstra og bygningen af de karakteristiske mansardtag til det Belvedére, som vi kender i dag. Cirka 90 overnattende gæster kunne der være – og mange flere heste. Ja, heste: Det var stadig lagt an på hestevognstransport over passet.
Hotel Belvedére cirka 1950.
Første verdenskrig overstod hotellet også flot, og profiterede faktisk af nogle nymodens ting som jernbane, svævebane og tunneller, der lod flere gæster strømme til. Efter Anden verdenskrig kom bilismen så småt til også, men den driftige hotelejer red med udviklingen og organiserede alpeture og rallies for de nye bilister – hvor mange jo også hørte overklassen til. Men udviklingen rykkede videre, og i tresserne blev alpevejen udvidet, så hotellets staldbygninger måtte lade livet. Og på dette tidspunkt var bilerne også begyndt at blive så mange og så effektive, at den passage af bjergpasset, der i gamle dage var en flerdages bedrift ikke længere krævede overnatning. En middag undervejs, måske – men selv denne blev kortere og hurtigere og mere cafeteriaagtig end godt var for et respektabelt hotel.
Gæt selv på årstallet ud fra bilerne – jeg kender ikke svaret.
I firserne var det stort set slut med hotellet, der efter nærmest stilstand i nogle år fik et ærefuldt nyt kapitel, da det i 1988 blev solgt til professor Carlen, der investerede i renovering af det og kørte det som et rent sommerhotel for turister – og med speciale i store kunstudstillinger også. Da et stenskred i 2015 lukkede for adgangen til hotellet lige inden sæsonstart drejede det dog nøglen om igen. Og siden har det faktisk stået som den sommer jeg så det – interiørbillederne herunder skulle være fra den sidste åbne sæson:
Imidlertid har hotellet jo helt klart nogle kvaliteter, både æstetisk, demografisk og ikke mindst rent naturmæssigt og i vores lille rejseselskab drøftede vi bagefter om ikke det kunne genoplives endnu en gang. Med den kæmpe medvind der er i oplevelser over en bred kam samt dem med klassiske biler i vores lille niche virker det da ikke helt umuligt. Eller er dette endnu et projekt, som nydes bedst på afstand mens nogle andre forsøger sig med det?
Er hotellet til salg, siden I skriver om det på den måde?
Ja, kunne man bare sælge en kop kaffe til hver anden turist der kom forbi, er det sikkert en ok forretning.
Hotellet er jo et ikon ( ja her passer betegnelsen altså), og jeg har da opfattelsen af interessen for at køre der forbi ikke er blevet mindre.
Men nu er det jo nok lidt et sats, ellers var der nok en der allerede havde fået gang i hotellet. Min svoger og jeg var kortvarigt lune på at få liv i et hotel på toppen af Monte Baldo….den drøm slukkedes af vores hustruer da det gik op for dem at vi havde udset en af dem til at skulle bære titlen Oldfrue……
Fedt sted! Har aldrig været der, men der er bare 200% stemning at dømme efter billederne.
Køb hotellet og lav det om til et sted, der hylder gamle biler og andet retro-halløj. Måske endda have en lille samling af biler stående.
I Sønderjylland har vi Skibsreder Jebsen, der ynder at opkøbe historiske hoteller og restauranter, restaurere dem flot og forpagte dem ud. Han har bl.a. Hotel Baltic i Høruphav og Dyvig Badehotel.
Det er vist sådan en mand Hotel Belvedere har brug for. Det ville være synd hvis det forfalder og bliver til en ruin.
Furka er og bliver mit ynglings pas og Belvedere er altid på omgangshøjde for et flot billede af bil med det ikoniske hotel i baggrunden..
Sidste år, besøgte jeg stedet 3 gange og hver gang indhentede tanken mig, hvad nu hvis… og lige i nakken på den tanke… Det kræver en røvfuld af penge..
@claus-n, hvis jeg var dig ville jeg nok starte med at forpagte det :-)
@ole-jagmann, jeg tror du er på sporet af noget: Det er – som så mange projekter – ikke kun et erhvervsmæssigt projekt, men et komplet stykke med hjerteblod og det hele. Ja, der skal sådan en som Jepsen til. Og det lyder som om den foregående professor Carlen var lidt af den støbning.
Alt andet lige vil jeg sige at stedet pure fotogenitet (kan man sige det?!?) er en KÆMPE fordel i vores tider med medier. Jeg tog selvfølgelig selv en selfie fra hvor gletcheren var engang – måske er det faktisk dét, der er forretningsmodellen!
Enig, @dan-wils: Furka var det bedste – men altså Grimsel var også godt. Dér ligger bare allerede et godt hotel!
@ce Det er jeg over hele hovedet slet ikke interesseret i ;-)
Endnu en mulighed!
På vores tur over Stelvio passet i september 2021, så vi denne mulighed for at blive hotelejer! Bygningen ligger umiddelbart efter start på nedkørsel fra Stelvio passet i retning imod Italien, altså i solsiden!
Hvis nogen køber det og istandsætter det, vil jeg gerne booke et værelse med garage!
Who knows what tomorrow brings?
Hilsen Henning Hjorth
Også et udmærket tip, @henning-hjorth: Og så køreture imellem de to hoteller? Det kunne en rask bilentusiast da godt bruge en uge på…
Det hotel har jeg også set på @henning-hjorth ?
Hej Anders Prip!
Vi valgte at køre lidt længere ned ad bjerget i retning mod Italien, hvor vi fandt et hotel , der var åbent! Det viste hotel var jo et godt fotostunt!
Det er en fin Fulvia,du har!
Kender bilmodellen fra min gode ven Otto Kristensen, der vandt Monte Carlo Historique
i 2002 i sin blå Fulvia! Han har flere at vælge imellem! Har renoveret både startere og dynamoer for ham!
Har selv deltaget med Otto som co-driver 2 gange!
Har gode minder fra dengang!
Hilsen Henning Hjorth
@henning-hjorth jeg har haft fornøjelsen at hilse på Otto Kristensen henover motorrummet på hans Fulvia på vej til Monte Carlo Historique. En sand gentleman.
Turen henover Stelvio en en af mine største oplevelser.