Register

15 + nineteen =

A password will be e-mailed to you.

Onsdagsoriginal Rover 3500

Jeg er ankommet til Techno Classica i Essen og i dag står den på biler. Igen.

Tak for modtagelsen af min nye Alpina i mandags: Den har kvitteret med ikke at sætte en fod forkert, så jeg er knusglad for den, og der kommer helt klart mere senere. Det gør der også fra Essen, hvor der vil være hundredevis af biler, der skal ses nærmere på. 

Der er fordele ved at køre i en klassiker, når man skal på Techno Classica: Man kan uden de store problemer køre ind på området.

Men først en tur ud på internettet, hvor man ser de underligste ting – herunder dagens Rover. Faste læsere vil vide, at jeg har et blødt punkt for Rover 3500, og selv havde en tidlig version, som jeg gik ret langt for at gøre HELT original. Den herunder:

Bilen var blevet renoveret, men der manglede nogle detaljer og dem fik jeg så rettet op på. Fordi Rover 3500 efter min mening lever af sit design og koncept: Den er virkelig flot i al sin modernitet (for 1977) og stilrenhed, og den blev jo også Årets Bil på baggrund af den. Jeg var virkelig glad for min, ikke mindst fordi den var så original. 

Kurt Thiim i den blå og hvide Rover i DTM.

Men derefter fik Roveren en usandsynlig karriere som racerbil, da Gruppe A-klassen blev stort og race med standardvogne så nogle af sine fineste år. Det var Tom Walkinshaw Racing, der udviklede Roveren til det, og danske Kurt Thiim vandt faktisk det senere ekstremt populære tyske mesterskab DTM i en Rover 3500. Og i ugens løb så jeg denne Rover til salg i Danmark:

Ifølge annonceteksten er det en 1978 Rover 3500SE, og det står der jo også bagpå. Men der fandtes ingen SE i 1978. Så er der karosserikittet, som igen ifølge teksten skulle være produceret af Tom Walkinshaw Racing som en hyldest til Kurt Thiims DTM-titel i 1986, og omfatter både skørter og vinger. Det har jeg aldrig hørt om, men det kan man da ikke udelukke, da TWR var ret kreative. Men smukt er det ikke.

En rigtig frækkert.

Annonceteksten siger at den store spoiler på Roveren var inspiration for Ford Sierra Cosworths senere enorme hækvinge, der gav den endnu mere succes i Gruppe A. Men det kan ikke passe, da Sierra Cosworth blev vist i 1985, altså endnu Kurt Thiim var blev mester. Til gengæld har den anhængertræk. 

Og skulle i øvrigt være i fin stand efter mange herrens år i en racermekanikers ejerskab – hvilket jeg i parentes bemærket tror vil være rigtigt godt for en Rover 3500. Den har samme kabine som min, og jeg bemærker også samme automatgear – hvilket er lige knap så racet som bilen ser ud. 

Til gengæld er den vist også lige knap så original som annonceteksten siger. Altså i hvert fald hvis man tolker original som man oftest gør i den klassiske bilverden, men den er så ganske rigtigt meget original på den anden måde. Der er en del arbejde ved at føre den tilbage til original ligesom min, men det vil også være forkert: Hvis den har kørt med dette karosserisæt siden 1986 (tidligere kan det jo ikke være jævnfør historien), så er det et veteransæt. 

Den er til salg for 89.900 kroner som den står. Men sælger tilbyder også at bygge den om til en Gruppe A-racer til historisk motorsport “for her har du helt uden tvivl en vinderbil”. Det tror jeg så heller ikke passer. 

Men det er HELT rigtigt, at en Rover 3500 er en lækker vogn. Og nu tager jeg på messe og kigger flere biler.

4 kommentarer

  1. Skaanning

    Puha, det dur ikke med alt det gøgl på den. Det gør det selvfølgelig heller ikke bedre, at der tilsyneladende er nogle oplysninger om bilen, der ikke helt stemmer. Men det kan jo skyldes mange ting.
    Sådan en 3500 er virkelig cool, men den skal stå originalt. I hvert fald visuelt.
    Var engang tæt på at købe en opkast-grøn en af slagsen. Det er vel 3 år siden. Skøn farve. Men en anden mand slog til hurtigere. Desværre.

    Svar
  2. Claus Ebberfeld

    Det kunne have været mig, @skaanning. Elsker 3500 med farver på.

    Men det var det ikke. Min Rover var en af de få af mine biler, der strandede mig (eller min kone) gentagne gange på ubelejlige steder. Og det er derfor jeg konsekvent siger, at jeg elsker dens koncept og design. Men ikke dens kvalitet.

    Til gengæld var min ret original.

    Svar
  3. Lau Mortensen

    Det der er halvhjertet hærværk. Jeg er medlem på et SD1 forum, hvor nogle af de andre har replikaer med Bastos logo, Computervision eller Toshiba osv.
    Det kan jeg forstå. Men det der har jo ikke noget med noget at gøre.
    Det eneste positive, er at grunddesignet er så godt, at det er svært at skjule…

    Svar

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.