Verdens Bedste Limousine: 450 SEL 6.9

Og den var så brun, at mit hjerte straks smeltede.

I mandags blev jeg hentet af den her i lufthavnen, og jeg måtte næsten fælde en tåre:

Jeg kom ud af terminalen og foran bygningen ventede denne.

Jeg har helt sikkert nævnt Mercedes-Benz 450 SEL 6.9 tidligere her på kanalen. Det var ganske enkelt en af de biler, der åbnede mine øjne for den store, fagre, lækre og vilde bilverden. Det var helt konkret på en campingplads i Venedig i de sene halvfjerdsere, og mens jeg dengang som teenager havde fået interessen for biler som sådan, så var jeg dog stadig bosat i en provinsby, hvor vi aldrig ville se en ærlig sportsvogn – hvis ikke lige der lå en specialist for slige sager i byen. Omvendt lå omtalte provinsby Oksbøl tæt på strandene ved Blåvand og Vejers på Vestkysten, der hver sommer trak tusindvis af tyske turister til. Så en S-klasse havde jeg dog set før den sommer i Italien. Men ikke med bogstaverne 6.9 bagpå.

Der er ikke rigtigt noget at misforstå her.

Indtil da levede jeg i den misforståelse, at 450 var den store motor, og fire-en-halv-liter V8 var jo heller ikke at sige sgi’ til. Ligesom en S-klasse (den første, som W116-serien jo rigtigt var) i sig selv var anerkendt som en formidabel luksuslimousine uanset motorisering. Men en 6.9 var en trumf ovenpå trumfen – og blev sågar kaldt verdens bedste bil. Af verdens bedste motorjournalister. Den var MEGET alvorlig. Og så alligevel på en sær måde alt andet end: Mercedes-Benz havde på ingen måde behøvet at lave den, men gjorde det alligevel, og det kan kun beskrives som “når tyske ingeniører laver sjov” og dermed har den alligevel et glimt i øjet. Og dén bil blev jeg hentet af i en lufthavn – hvilket også betød, at jeg skulle sidde på bagsædet:

Det viste sig, at det ikke var noget skidt sted at sidde: Vi taler sofaagtig dybde, blødhed og komfort – og som det fremgår i brune nuancer så langt øjet rækker. I velour! Jamen, der var ikke et øje tørt. Og så var motoren ikke engang startet endnu, hvorfor man i princippet kunne få alt det samme i en spagere motoriseret S-klasse og det ville heller ikke være ringe.

Men så startede den store M100-maskine, og det var ligesom når en yderst karismatisk person træder ind i et lokale og alle automatisk fokuserer på ham: Auraen fylder rummet og man kigger og lytter og bliver fyldt af ærefrygt. Manérne er upåklagelige, alle hår vender i den rigtige retning, folder falder som de skal og der er både kraft, intelligens og autoritet at mærke helt ind i maven. Og ja, jeg taler om bilen!

6.9’eren var vores transport resten af dagen, og mens den første tur var ganske kort, så var den næste længere og den næste igen længere igen – og også hurtigere. Den brune 6.9 tog alt i stiv arm, og jeg blev for hver tur mere og mere imponeret. Mens det (selvfølgelig) er motoren, der er dens glansnummer, så viste resten af undervognen sig i samme klasse, og måden den slugte ujævnheder, sving OG Autobahn (som de kaldte Motorways, der hvor vi var…) aldrig mindre end imponerende.

Her kunne man nemt tilføje “for en fyrre år gammel bil”, men det behøver man egentlig ikke: Kort før og efter denne 6.9 var jeg faktisk ombord i to nyere S-klasser, og jeg er sikker på, at den gamle her slugte vejens fejl bedst af de tre. Ligeså havde den motor med sine 286 hestekræfter faktisk intet at skamme sig over, og selv dens gammeldags automatgearkasse gjorde ikke noget forkert – udover måske at suge nogle tiendedele sekunder i ultimative præstationer hist og her. Den skiftede blødt og lækkert, og jeg tror faktisk også det var mere i bilens ånd end de sidste målbare marginaler ville være.

Og vigtigst af alt: Den var mere brun end nogle af de nyere. Så jeg var TOTALT solgt. Det var aldrig meningen, at en Mercedes-Benz fra 1978 skulle være hovednummeret på denne rejse – men det var den faktisk for mig. En gammel drømmebil, der (endnu en gang) beviste, at talemåden “Never Meet Your Heroes” er noget ævl. Og nej, jeg tror ikke det gjorde det store, at mødet var på bagsædet af een. Men omvendt lader jeg gerne tvivlen komme tilgode – og melder mig frivilligt til at genvurdere oplevelsen bag rattet ved en senere lejlighed.

Bevares, det er ikke lige mig eller mit selskab under afhentningen – men det kunne det godt have været, og stemningen var den samme: En 6.9 gør bare starten på enhver opgave bedre, ikke?