Morgensur mandag: En Dodge Charger skal ikke lades!

HVIS det amerikanske ikon absolut skal lades – så skal det lades i fred.

En rå og i egen juice Dodge Charger er faktisk en af de forholdsvis få amerikanske biler, som jeg virkelig godt kan lide. Især i dens anden generation fra 1968, som jeg (og alle andre, faktisk) kender bedst fra den legendariske biljagt i filmen Bullitt. En glimrende anledning til at gense denne vigtige del af filmen og det i den originale lange udgave, som afspejler hele filmens tempo – værs’go’:

Siden gennemgik Charger nogle generations- og til sidst i firserne kønsskifteoperationer, hvor den endte som forhjulstrækker. Og “endte” er helt bogstaveligt, for selvom forhjulstrækkere overtog markedet i midten af firserne, så var Charger noget lidt andet i sin ånd.

Når al sjov er lavet med at drille denne Charger – så indrømmer jeg, at sådan een gerne måtte stå i min garage.

Efter en del oversprungne generationer hoppede GM derimod med på retrobølgen i midten af nullerne, og så kunne man igen få en Charger med V8 og baghjulstræk. I et design, der læner sig op af 1968’eren, såmænd. Vældigt opdateet i en grad, så vidste man ikke bedre kunne en Charger fra 2007 såmænd være en restomod, fint udført og selvfølgelig koste en halv million dollars. Men nej, det er en gadebil, som endda også giver ganske meget for pengene. Da jeg var i Californien og så dem buldre flittigt omkring og derved kunne studere designet i dets rette element nåede jeg at tænke, at sådan een kunne jeg da egentlig godt bruge i Danmark.

I 2005 genopstod Charger i en form, der mindede mere om de oprindelige – og med baghjulstræk og V8’ere i topversionerne. Designet er faktisk ikke uden evner.

Så det er ikke dén, der gør mig morgensur. Jeg kan lide den, og den gjorde måske endda, at Chargernavnet overlevede i det hele taget. Hvilket langsomt bringer mig til sagen: For nyligt stødte jeg nemluig ind i den ottende generation – og det i en elektrisk udgave. Designet brygger sjovt nok videre på den første retro-Chargers, og er dermed ikke uden Coke-bottle-charme. Men start den, og charmen forsvinder: Den elektriske Charger er nemlig forsynet med kunstig V8-lyd ud af en masse højttalere, og de taler højt nok til at kunne være oppe på lydniveau med den ægte vare.

2025 Dodge Charger Daytona er endnu mere skamløst retrodesignet – og så er det en elbil med tårnhøj kunstig V8-lyd.

Men kvaliteten af lyden er på niveau med en kvindes ringe forfalskede orgasme. OK lydstyrke, men nuancerne mangler. Den atonale spænding. Kombinationen af fløjlsblød boblen og kanvas, der rives over (med håndkraft) på langs. Det er i mine øren en jammer.

Og det er det også i min sjæl. Jeg er med på, at der er et tøhø-ordspil i navnet Charger hvis den er elektrisk – men sagen er, at det burde denne macho-lejemorderbil slet ikke være. Skulle man eksempelvis holde ind og lade midt i en biljagt? Selvfølgelig ikke! Jeg vil som sædvanligt gerne veje mine ord med omhu – meeeenn: Den elektriske Charger tager her midt på sæsonen prisen som den dummeste bil jeg har set i år.

Derfor gad jeg heller ikke prøve den, for det handler jo mindre om hvordan den fungerer som bil og mere om hvad en Dodge Charger er i sin substans. Og dér er det sådan, at det eneste der skal lades i en Charger er chaufførens køreglæde – samt måske hans højre hitmanhånds pumpgun.

Mon den elektriske Charger også kan imitere lyden af skud?