“Never meet your heroes” siger englænderne. Pfffff… siger jeg bare! Det må være fordi de vælger de forkerte helte.
Bevares, jeg er da helt med på tankegangen. Da det gik op for mig, at jeg rent faktisk skulle ud og køre en Ferrari 250 GT swb Berlinetta, så strøg mine forventninger da også helt op i de øverste luftlag. En swb Berlinetta! Jamen kæreste venner da… I min verden bliver det ganske enkelt ikke mere ikonisk. Så da jeg langt om længe var færdig med at juble mens jeg dansede rundt på stuegulvet, så slog det mig da godt, at jeg vel nærmest kun kunne ende med at gå fra oplevelsen med en snert af skuffelse i kroppen. Kunne noget som helst i dette univers overhovedet leve op til mine vilde forventninger til denne legende, som hele mit liv havde levet på en tårnhøj – men også meget fjern – piedestal?
Og ja, jeg er skam godt klar over at der også findes en model ved navn Ferrari 250 GTO, som både er hurtigere, mere sjælden, markant dyrere og velsagtens bare mere ekstrem på nærmest enhver tænkelig måde. Måske skyldes det bare, at jeg altid har haft en svaghed for en underdog (ret beset en besynderlig ting at kalde en swb Berlinetta, men alt er jo relativt, og i forhold til en GTO, så er Berlinetta’en vel en slags underdog), eller også skyldes det blot at – i hvert fald i mine øjne – så er GTO’ens forgænger betydeligt kønnere. En swb Berlinetta formår at have et både råt og potent udtryk, mens den samtidigt også er noget så velafbalanceret, elegant and stilren. Det er en kunst som jeg faktisk ikke synes GTO’en mestrer i samme grad. For den er jo en hårdkogt racerbil!
Og det fører til endnu en fordel ved at snuppe en 250 GT swb og undvære Omologato: man kan jo rent faktisk holde ud at køre i den. Særligt i Lusso udgaven, hvor sæderne er forbavsende komfortable, der er tæpper i kabinen, det smukke karosseri er lavet af stål som ikke får buler ved det mindste vindstød, og så har den sågar kofangere. Jo, selv uden prisforskellen, så valgte jeg rent faktisk en swb Berlinetta over en GTO, og når man dertil inkluderer i overvejelserne, at man vel kan få omkring otte til ti af dem for prisen af bare en enkelt GTO, så lader jeg gerne swb Berlinetta stå på øverste piedestal lidt endnu.
Og så kom dagen. Jeg havde jo beundret en swb Berlinetta flere gange før på diverse europæiske klassiker shows eller historiske motorløb. Jeg havde sågar også inspiceret netop denne bil temmelig grundigt en måneds tid tidligere. Men der trillede bilen ikke så meget som en centimeter. Det kildrede i hele kroppen, da jeg satte nøglen i tændingslåsen og tøvede et øjeblik med at dreje den. Nu skulle det ske og jeg ville nyde hvert et sekund. Nøglen fik det nødvendige vrid og tryk mens højrefoden var klar til at gribe de 12 cylindre og 3 dobbelte Weber karburatorer når de ivrigt sprang igang. Ved Guder… et lydbillede!! Kobling, første gear og så trillede jeg forventningsfuldt ud i solskinnet.
Jeg tog det ganske roligt ind til jeg var overbevist om at alle væsker var oppe på en fornuftig arbejdstemperatur. Derefter ned i andet gear med lidt mellemgas for at synkronisere motorens omdrejninger når jeg koblede til igen, og så blev højrefoden tung. Den klassiske Ferrari satte sig tungt i bagfjedrene, omdrejningerne spandt opad, motoren vrælede arrigt og jeg fik et ganske solidt tryk i ryggen mens vejtræerne pludseligt strøg forbi nok så hastigt. Både jeg og min passager – vice præsidenten fra den svenske Ferrariklub – brød spontant ud i højlydt latter. Denne 62 år gamle Ferrari er altså seriøst hurtig. Og så lyder den guddommelig. Pyha… det skulle prøves igen. Og igen. Og igen. Og igen…
Alle V12’erens kræfter blev leveret lineært og lækkert fra ganske få omdrejninger, og når nålen strøg forbi 4000 omdrejninger, så skete der altså for alvor ting. Men at den fabelagtige 3-liters Colombo motor er sublim var egentlig ikke nogen stor overraskelse. Det siges jo at Enzo engang udtalte noget i stil med at man købte en motor af ham og så fik man alle de andre komponenter af bilen med gratis. Så det var nærmere disse øvrige komponenter, som jeg var lidt mere usikker på. Hvor trægt ville gearskiftet være? Hvor tung ville styretøjet være? Uduelige bremser? Ville den samlede køreoplevelse yde motoren retfærdighed?
Jeg fandt hurtigt frem til at der var ingen grund til bekymring. Gearskiftet var knivskarpt men let – og desuden med den mest naturligt placerede gearknop jeg nogensinde har oplevet i en bil. Når motorens omdrejninger krævede det næste gear og højre hånd instinktivt slap rattet, så lå gearknoppen nærmest allerede i hånden. Der var godt med vægt i styretøjet, men uden at man skulle bruge hele overkroppen for at dreje det smukke Nardi trærat. Indstyringen var præcis, og hele vejen igennem et sving var der godt med feedback – uanset om det var et blødt højhastighedssving eller et skarpt andetgears sving som krævede rigeligt med acceleration ud af svinget. Jeg pressede naturligvis ikke den kostbare Ferrari helt ud til grænsen, men ved syvtiendedele føltes bageden godt plantet og forudsigelig. Som på enhver ældre bil, så krævede bremserne et solidt tryk, men til gengæld var de nemme at doserer. Nå ja, og fik jeg nævnt lydbilledet? Bwooaaaaarp….!!
Selvfølgelig er en Ferrari 250 GT swb Berlinetta en rå satan. Men det er en rå satan, som er helt på din side. Den nærmest definerer hvordan en bil skal køre og føles for at være mekanisk, analog og kommunikativ, og så er den eftertrykkeligt maskulin! Men alligevel er det på ingen måde nogen kamp at skulle køre den. Alle de mekaniske komponenter er akkurat ligeså velafbalanceret som det smukke Scaglietti karosseri. Jo mere jeg kørte bilen, jo mere forstod jeg den og jo mere tillid fik jeg til dens evner. Resultatet af min date med min helt kan du nyde her:
Var jeg så på nogen som helst måde skuffet? Hmmm… kun over at skulle aflevere nøglerne tilbage. Bør man undgå at møde sine helte som englænderne siger? Øh nej! Konklusionen er tydeligvis at englænderne ganske enkelt vælger de helt forkerte helte. Fremfor skuffelse, så sidder jeg tilbage med en fuldstændig barnlig glæde, som gennestrømmer hele min krop blot ved tanken om de timer jeg havde bag rattet af min helt.
Hvilken køreoplevelse har gjort størst indtryk på dig? Og hvilken bil drømmer du stadig om at få lov til at prøve en dag?
Fantastisk bil og præsentation. Jeg drømmer stadig om at komme bag rattet i en Ferrari 250 GT Lusso. For mig den ultimative grand tourer og yndlingsbiltype.
Helt klart swb Berlinetta frem for GTO, men den står på lige linje med den nævnte GT Lusso, ihvertfald i min bog..
Køreoplevelserne syntes at overgå hinanden efter hvert sving eller alpepas..
Men, indtil videre må det være den allerførste tur i Alperne i min lille 912 swb, det var ikonisk..
En Lancia Flamina 3C GT Touring, stå på listen over biler jeg virkelig godt gad at sende ned langs kysten med Adriaterhavet på min venstre side…
Jeg må være fattig, da jeg ikke længere har en drømmebil. Som dreng og ung var der mange drømmebiler Lamborghini Countach QV, Porsche 959 og Ferrari F40, som jeg så i Bella centeret første gang. I dag holder drømmen kun, hvis den er inden for rækkevidde. En Ferrari SWB er bestemt en drømmebil, som jeg så på Egeskov slot, da vi var på skoleudflugt i 3 klasse, men den er ikke inden for rækkevidde. Jeg har tidligere drømt om Jaguar XJ13, som i dag bliver lavet efter de originale tegninger i England, dog kun med 2 overliggende knaster. Jeg har prøvet en række spændende biler som Lamborghini Gallardo, Diablo, Ferrari 328 og 246, Porsche Boxster S, Lotus Elise, Caterham og en Dodge Challenger SRT Hemi, så der bliver ryddet gevaldigt op i, hvad der bliver drømt om, så lige nu er der ikke noget i tankerne, men jeg håber det kommer.
Jeg ser normalt ikke langt efter amerikanerbiler, men da jeg stod i Nachville lufthavn kl 05.30 om morgenen, og havde bestilt en kedelig lejebil, så ruller denne hot Dodge ind, Tænk hvis jeg kunne vælge den, og det kunne jeg overraskende nok. Fedt, så skulle den amerikanske drøm udleves. V8’eren lød sindsygt potent og de 380hk trak nemt bilen forbi hastighedsgrænsen. Der blev leget lidt med at lave sorte streger fra stilstand og lidt ekstra gas i langsomme skarpe sving for at provokere bagenden. Selvom gearskiftet var lidt for langsomt i manuel mode, så var det fint i sport. Udseendet har de også ramt godt med retro design i slut 60’er stil. Mit syn på amerikaner biler har den i hvertfald ændret…
Wow Anders, fantastisk. Jeg føler med dig..😵💫 Nu har jeg kørt i min drømmebil, siden jeg var 23 år gammel, og det gør jeg stadig. Men skulle jeg drømme om vilde ture i andre drømmebiler, skulle det være dens forgængere, Jaguar C og D-type… og så måske lige en Bugatti Type 35A. Ellers føler jeg mig godt dækket ind, men prøver da gerne andet, hvis det byder sig…
Fantastisk artikel, tak🙏. Spændende hvad den bliver budt op i, nogle bud?
Michael Lund, selvom jeg nu har haft fornøjelsen af at prøve en swb Berlinetta, så står en GT/L fortsat også temmelig højt på min liste. Jeg forstiller mig at den tilbyder lidt mere brugervenlighed uden egentlig at miste meget i forhold til præstationer og køreegenskaber.
Dan Wils, vi er helt enige om at det ofte netop er køreturen, vejene, landskabet osv. som har den største betydning for om en tur er mindeværdig, men det er jo forsåvidt en helt anden snak. ;-)
Michael H, det er vel bare bevis på at diversitet bringer glæde. :-)
Søren W, jeg købte min drømmebil som 16 årig og som du ved, så ejer jeg den endnu. Hver tur i den bil – selv efter 30 år – gør mig glad. Også selvom min lille BMW 2002 bestemt ikke kan måle sig med en 250 GT swb Berlinetta. At du stadig nyder din E-type forstår jeg sagtens! Og ja, særligt en D-type gad jeg virkelig også godt at prøve en dag…
Morten Dysseholm, det ved vi lørdag aften, men jeg kan da afslører at auktions estimatet er sat til EUR 7,5m – 8,5m
Jeg er helt enig i, at talemåden om “don’t meet your heroes” er noget sludder. Så jeg er glad for, at @02anders ikke sagde nej til denne mulighed!
Ligeledes enig i, at GT Berlinetta er på en-eller-anden måde er strammere end en GTO. Men også i, at en GT Lusso er en fabelagtig helt tredie mulighed, som også har den fordel at koste en brøkdel af de to andre. Hvis jeg kunne få den i brunmetal ligesom McQueens, tak:
Du er en heldig mand Anders, fedt du fik og tog muligheden.
Listen over biler jeg gerne vil prøve er mega lang, det er listen med biler jeg gerne vil eje også. Så det er bare at klø på.
Claus Ebberfeld, det havde vist også været mere end almindeligt fjollet at sige nej til… ;-)
I øvrigt helt enig omkring en brun metallic Lusso. Men jeg er også temmelig pjattet med en Lusso i turkis metallic.
Jensby, de to lister er også fortsat uendeligt lange for mig! På listen over biler jeg må eje en dag, står der alt fra en Abarth A112 over en Honda S800 til en Alfa-Romeo Montreal. Og i toppen af listen af biler jeg bare vildt godt gad at prøve at køre, finder du både en Alfa-Romeo 8C (altså førkrigs), Jaguar D-type, Panhard CD, Lamborghini Miura og naturligvis en BMW M1 (man er jo ikke søn af en BMW forhandler for ingenting…). ;-)
Jeg kunne godt leve med en Lusso UANSET farven..!
Mjaaaaah, @soren-w, en Lusso er faktisk ikke optimal i rød…
Det glæder mig at du sagde det før mig Claus… :-D
God video og fed fortælling. Tak Anders. Læg også mærke til billederne. Pletskud alle sammen. Jeg ville ønske at jeg var lige så dygtig til at tage billeder.
’02anders, I’m only slightly envious…well, OK, extremely envious! As the great Greg Lake used to sing, you are a very “Lucky Man”!
Tusind tak Peter – det glæder mig du nød fortællingen. Billederne kan jeg dog ikke tage æren for. Men ligesom du, så ville jeg også ønske at jeg var så dygtig med et kamera.
Tony my friend, I don’t deny it – I did indeed feel rather lucky as I enjoyed this gorgeous machine. :-)
Michael H…..jeg er næsten sikker på at den Ferrari du så på Egeskov var den Ferrari 250 GT Tour de France Berlinetta de havde i samlingen. En i mine øjne endnu mere delikat vogn. Den gik på auktion i 2000 for ca. 5,5 mio. Her skal der sikkert også et nul på i dag….og måske ganges med en pæn faktor.
Her er den….Egeskov Ferrarien, nu istandsat i original farve.
Og også den 250 Tour de France har fordel af ikke at være rød, @prip!
Ved nærmere eftertanke kunne min 250 Lusso også godt være grønmetal:
Skønneste farve til en 60’er Ferrari…??
Det er nemt.
Oro Chiaro metallizzato 😍