Register

13 − 1 =

A password will be e-mailed to you.

Fredagsfinten handler om valutaspekulation, og det er slet ikke så langhåret som det lyder.

Glem de røde seler, det tilbagestrøgne oliehår og Gordon Gekko-citaterne et øjeblik – og drøm bare videre efter klassiske biler. Nogle steder er de nemlig blevet meget billigere på det seneste. Det skyldes, at den danske krone (det vil sige Euroen, som kronen er koblet sammen med på en-eller-anden sindrig måde) over de seneste måneder er blevet meget stærkere overfor eksempelvis amerikanske dollar og japanske yen.

For os bilentusiaster betyder det i klar tekst, at biler i de lande er blevet billigere for os at købe. Og nu skrev jeg godt nok i indledningen, at det ikke er langhåret at spare penge på sit bilkøb på denne måde, men lige præcis i de to lande er det alligevel lidt besværligt: Man tager ikke bare lige over for at se en bil, vel?

Hold op hvor er de rustfrie i det her klima! Men der er også langt derover.

Og for Japans vedkommende er der også lige en sprogbarriere, der ikke sådan er til at overkomme – prøv selv at søge biler på japanske hjemmesider. Endelig er der transportomkostningerne, der også gør budgetklassikere mindre interessante, da selve transporten sådan set koster det samme for en Fiat 124 som for en Ferrari F40. Det skal dog siges, at hvis transporten afregnes i den lokale valuta, så er den jo også blevet billigere. 

Men som sagt behøver det ikke være langhåret, for billedet på de to svækkede valutaer findes også lige om hjørnet i Sverige og Norge:

Og mens både nordmænd og svenskere også kan være svære at forstå for mig som jyde, så er det dog nemmere end japansk, og der er generelt også mindre risiko for at blive skudt i Norge end i det vilde Amerika. Tror jeg. Det væsentlige er dog, at især Sverige er besnærende nemt og man bare kan rejse derover, købe en bil og så køre den hjem. Jeg har selv gjort det tre gange (en BMW 2002 Touring, en Fiat 132 GLS og en Mazda RX-7 Elford Turbo), og det har været en god oplevelse hver gang. 

Jeg har derimod aldrig købt bil i Norge, men kun været tæt på – og det har også været i perioder med lav norsk kronekurs. Her skal man lige være opmærksom på, at Norge står udenfor EU, og derfor skal biler derfra faktisk indfortoldes – og lige dét kan være lidt langhåret for en privat, ligesom der kommer 5% oveni prisen på en veteranbil. Man kan dog også bare lade et transportfirma stå for den del, hvilket så gør det lidt dyrere endnu – men så undgår man kontakt med SKAT, og det er jo også penge værd, synes jeg. 

Men kan det i det hele taget betale sig, eller er det ligesom at købe Nutella i Tyskland? Mjah, fordi summerne med biler nu engang er noget større, så kan det faktisk godt batte en del – som for eksempel nedenstående Porsche 911 fra 1975, der er til salg i Norge for 371.700 NOK. Det lyder jo meget normalt, men i danske kroner svarer det til 241.000, og hvornår har du sidst set en Porsche 911 til det?

Bevares, lige denne 911 er også ret forkert: Det er en 1975’er med en senere motor, bredere skærme, grimt rat, højttalere og et hul hvor radioen burde være – men motoren og fælge er renoverede, og den står da egentlig meget pænt. Afgiften på en 1975’er er nok omkring 15.000 danske kroner, så jo – det kan godt betale sig. Hvis man kan leve med bilen, selvfølgelig.

Ellers kan man finde en Lotus Esprit til 267.000 NOK (som jeg gætter på aldrig har været i England med dén nummerplade…), en Peugeot 404 Break til 75.000 NOK, en Alfa Romeo Alfetta GT til 115.000 NOK eller en BMW 325i Cabriolet til 149.000 NOK. For bare lige at nævne nogle, jeg hurtigt kunne finde på Norges store brugtportal Finn.no.  

Og hvis Norge alligevel er for langhåret og eksotisk, så kan man tage toget, bussen eller flyet til Sverige og finde noget dér i stedet, da deres krone er lige ilde stedt for tiden. Her hedder den største portal blocket.se, men som dansker forstår man stadig sproget og Blocket har en smart kortfunktion, så man lige kan klikke op, hvor i landet bil står. For tag ikke fejl af, at Sverige er et stort land, og der er altså meget langt til Luleå. 

875.000 kroner er alvorligt mange penge – men når de er svenske svarer det kun til 560.000 danske kroner, og det er ikke galt for en europæisk Ferrari 308 QV.

Det kan dog sagtens være, at det alligevel er en god idé at lede helt deroppe, for dels er vi nord for saltgrænsen, og dels er biler så vidt jeg ved fra tidligere skrivebordsundersøgelser jeg har lavet billigere endnu: Selv svenskerne orker åbenbart ikke at køre så langt op. 

Det er dog heller ikke nødvendigt, for allerede i Skåne kan man finde mange dejlige budgetklassikere af den type og pris, hvor det faktisk ikke ville kunne betale sig at sende dem hjem fra Amerika. Og apropos Amerika, så har både Sverige og Norge store traditioner indenfor amerikanerbiler. Hvad med en Chevrolet G20-bus til 72.500 SEK? En 1970 Corvette Stingray til 220.000 SEK? Eller en Mercury Cougar til 215.000SEK?

Det siger sig selv, at Sverige også er et slaraffenland for Saab og Volvo, men under min hurtige søgen rundt på Blocket fandt jeg alt muligt andet eksotisk også: Fra Fiat 2300 Coupé til 250.000 SEK over Matra Simca Rancho til 85.000 SEK til Maserati Biturbo til 120.000 SEK. Og det er helt uomtvisteligt, at jeg på et tidspunkt SKAL have sådan een. 

Maserati Biturbo i en tidlig toliters udgave med et meget velbevaret interiør. Er det alene ikke 120.000 svenske kroner værd?

Jamen, led selv videre i de to lande, for jeg har kun skrabet overfladen. Og herfra er der to muligheder: Kombinér det med en sommerferie, hvilket begge lande egner sig glimrende til, og tag så op og køb din drømmebil og kør den hjem – og skriv en artikel om det til ViaRETRO bagefter. Eller find et ekstraordinært godt køb, som dog ikke er noget for dig – og send også det ind til ViaRETRO under overskriften Ugens Fund og til emailadressen ugensfund@viaretro.dk. 

Min personlige favorit er en 1980 BMW 323i, der til en pris af 120.000 SEK (svarende til 78.000 DKK) levner luft i budgettet til at skifte de grimme fælge ud. Og ja, den står i Pajala, knap to tusind kilometer fra Fyn. Sikke et eventyr det kunne være, siger drømmeren… 

Den her står næsten oppe i Finland. Sikke en tur hjem!

12 kommentarer

  1. Claus Ebberfeld

    Effektiv artikel, det må jeg sige: Ikke en eneste kommentar her fredag aften må da betyde, at I har siddet og surfet som vilde i Norge og Sveriges bilmarkeder…husk at fortælle hvad I har købt!

    Svar
  2. Anders Bilidt

    Pudsigt at du netop nævner Luleå, for det var netop der jeg engang hentede en 1966 BMW 1600-2. Tjaa… jeg skrev endda om min fantastiske hjemtur af svenske landeveje her på ViaRETROs sider. Det er bestemt et eventyr som godt kan tåle at blive gentaget… 😉

    Svar
  3. Anders Bilidt

    Claus, fra Luleå kan man uden tvivl nå dansk jord på to dage, men genlæser man artiklerne, så vil man hurtigt opdage at vi tog os god tid til at nyde oplevelsen. :-)
    Jeg havde selskab af en god engelsk kammerat, og så kørte vi kun af landeveje ned gennem Sverige med masser af hyggelige stop undervejs.
    Jeg henter meget gerne klassiker i Sverige igen – og særligt en som har boet nord for saltgrænsen! Og gør jeg det, så gentager jeg uden tvivl landevejsturen sydpå, for der findes næppe bedre måde at blive dus med dit nye legetøj…

    Svar
  4. Jensby

    Ja, fuldstændig korrekt
    Var igennem Blocket som så mange gange tidligere. Har hentet en del biler i Sverige og det er nemt, især når man bor på Amager😀
    Der er mange biler der er interessante. Dog ikke så mange italienere som er mine favoritter lige pt.

    Svar
  5. Peter Plys Karlsen

    Lidt strø-tanker til valuta-spekulation….

    Christer Gardell spår at den danske krone kan angribes og falde til svensk/norsk niveau…
    Den danske krone blev angrebet i 1992/93. sommeren 1993 kulminerede uroen i en udvidelse af EMS udsvingsbåndene til +/-15 pct., og hermed var det europæiske valutasamarbejde i realiteten brudt sammen.

    Ja måske en idé at sikre sine sparepenge….

    Juli 1993

    Nationalbanken forhøjede sin diskonto med 2 % til 9,25 % på baggrund af spekulativt pres på kronen, uanset at alle centralbankerne i det europæiske fastkurssamarbejde
    støttede kronen…

    Resten er historie – det lykkedes at redde den danske krone, men den var stækket og støttet gevaldigt sommeren 1993….det er 30 år siden….

    https://www.berlingske.dk/oekonomi/svensk-boersaktivist-angriber-den-danske-krone-og-kommer-med-giftig

    Svar
  6. Peter Plys Karlsen

    En måde Danmark blev reddet på var blandt andet ved valutamarkedsintervention at få tilført likviditet. Nationalbanken tilførte likviditet via pengemarkedet…
    Den 3. August 1993 var det muligt at få 25 % ved indgåelse af pengemarkedsforretninger….

    Et lille land presset i knæ af få spekulanter. Grim grådighed…

    Svar
  7. Nicolai

    Nogen der har regnet ud hvordan man kommer i kontakt med private sælgere på Blocket? Som jeg ser det skal man identificere sig med et +46 tlf nr eller et svensk bank id. Jeg kan læse der er andre danske der har problemet når de vil skrive til sælgerne af bilerne

    Svar
  8. Claus Ebberfeld

    Hmm, @nicolai – dem jeg har kigget på havde et telefonnummer havde et telefonnummer, og så er det jo let nok. Men kan godt se det er anderledes uden. Hvad med lige at kontakte blocket og høre om de kunne tænke sig udenlandske kunder?

    Svar

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.