Sidste mandag bragte vi del 1 af denne store rejse til Nordkap (læs den først, hvis I ikke allerede har…), hvor vi sluttede af med Atlanterhavsveien undervejs til Trondheim.
Som vi spøgte med, at netop denne strækning kendes særdeles godt fra James Bond-filmen “No Time to Die”, og dér sluttede den hemmelige agents rejse næsten, da modpartens skurke kom efter ham i Range Rovers. Jeg kan afsløre, at ingen kom efter os, og at vores Panda 4×4 derfor troligt fortsatte videre mod nord.
Brønnøysund ligger lige præcis midtvejs mellem nord og syd og byder på udflugt til Torghatten, som er et kæmpestort hul gennem et bjerg. Vi havde allerede kørt langt, men kunne altså konstatere, at vi stadig kun var halvvejs. I Mo i Rana passerede vi polarcirklen. Fans af Harry’s Garage vil kunne huske, at det netop var hertil, han kørte i sin Rolls-Royce Silver Shadow.
Indtil videre havde den fyrre år gamle Panda kørt helt problemfrit, og det lyder mig tilbage til temaet om vedligehold:
Den tredje opgave i forberedelsen af en sådan tur er nemlig forebyggende vedligehold – eller preventive maintenance, som briterne siger. Altså at vedligeholde og udskifte, inden tingene går i stykker. Jeg valgte at skifte bremserne, og det er jo en billig fornøjelse på en Panda: For eksempel koster en bremseskive kun 100 kr. Jeg skiftede også udstødningen, tændingsmodulet, tændrør og forskellige andre småting, som typisk er sliddele.
En god ven og flittig ViaRetro-kommentator havde engang sagt de kloge ord: “Man skal altid have en reservedynamo med, da bilen ikke kan køre uden. Men man behøver ikke en starter, for man kan altid skubbe bilen i gang.” Altså fik jeg fat i en renoveret generator og monterede den med en ny rem, så slap jeg for at skulle have den med som reservedel. Endelig fik bilen fire nye dæk. Ikke at de gamle var slidt op, men de var nu ti år gamle og fortjente at blive udskiftet.
Fra Bodø sejlede vi til Lofoten. Det viste sig at blive en af turens absolutte højdepunkter: En række små og store øer, som ligger ude i havet som perler på en snor. Et fantastisk landskab med stejle bjerge med spidse toppe, små idylliske byer og flotte sandstrande. Vi havde tre overnatninger og besøgte bl.a. verdens nordligst beliggende fodboldbane i Henningsvær. Her mødte vi også en række tyske biler, som kørte Baltic Sea Circle-løbet.
Fra nordspidsen af Lofoten sejlede vi til Senja, som landskabsmæssigt godt kan konkurrere med Lofoten, men som er ganske øde. Vi overnattede i Tromsø, og her opdagede vi, at vores billeder havde et blågrønt skær. Det er simpelthen nordlys, som man jo ikke kan se, da der er lyst hele døgnet, men et fotoapparat kan altså godt fange det.
Fra Tromsø var der stadig små 600 km til Nordkap, og undervejs så vi et evigt skiftende landskab. Fra græs og fåreflokke på vejen til masser af små birketræer, hvorefter landskabet blev næsten uden bevoksning, og rensdyr gik frit omkring – også på vejene. Vi var to dage ved Nordkap. Den sidste tur derop er også dramatisk og selvfølgelig meget kuperet.
Vi ville gerne have haft et billede af Pandaen ved globussen, men det var simpelthen umuligt at få den mast igennem afspærringerne. Jeg har derfor fået lidt hjælp af ChatGPT. Der er et fint besøgscenter og museum, som viser historien om Nordkap, og her gik det op for mig, at Nordnorge spillede en stor rolle under 2. Verdenskrig – om forsyningerne fra Vesten og til den sovjetiske forsvarsindustri.
Nordkap kan bestemt også noget rent landskabsmæssigt, men to dages ophold er nok passende, og vi fik også lejlighed til at gå nogle ture, bl.a. til Kirkeporten.
Efter Nordkap kørte vi videre til Finnmark gennem samernes land. Deres parlament er en flot træbygning og ligger i Kautokeino, hvor man også kan gå på opdagelse i samernes historie. Turen gennem Finland var forholdsvis uinteressant, for selvom man kører langs kysten ved Den Botniske Bugt, ser man kun birketræer, birketræer og birketræer.
Vi gjorde ophold i Levi, Oulu, Vasa og Åbo, og i Vasa oplevede vi et UNESCO-område, dannet under istiden: Havbunden bliver ved med at hæve sig, og det ses som aflange øer ude i vandet.
Fra Åbo sejlede vi til Stockholm, hvor vi ankom om morgenen. Herefter gik det direkte gennem Sverige, over Helsingør–Helsingborg og direkte hjem til Aarhus. Det blev til næsten 7.000 km i alt og det med en gennemsnitlig benzinøkonomi på 15,98 km/l i den gamle Panda.
Undervejs i turbeskrivelsen har jeg nævnt tre områder, hvormed man kan sikre sig en problemfri tur. Men der er måske også en fjerde ting at nævne: Hvilke reservedele man bør medbringes – just in case. Jeg havde samlet forskellige dele, f.eks. tændspole, benzinpumpe, benzinslange, termostat og vandpumpe inkl. ny tandrem. Jeg gik måske lidt over stregen ved også at medbringe et sæt kølerslanger og en toppakning. Jeg havde nok ikke tænkt mig at skifte toppakning i vejsiden, men hvis uheldet skulle være ude, og bilen skal på værksted i Nordnorge, er der sikkert lang leveringstid på reservedele, og dermed giver det måske mening at være forberedt. Og en toppakning fylder jo i øvrigt ikke ret meget!
Og hvordan gik det så med de medbragte reservedele? Ja, som det vel er typisk, får man ikke brug for de reservedele, man medbringer. Vores eneste mekaniske problem på hele den lange tur var i stedet, at sideruden i højre side faldt ned i døren. Og et ekstra rudeoptræk havde vi alligevel ikke med! Problemet blev dog hurtigt klaret med lidt sort tape.
Vores konklusion er endnu en gang: Man skal ikke være bange for at bruge sin velforberedte klassiker på langture, og Norge er en fantastisk destination for ferie i disse biler: Flinke mennesker, masser af pragtfulde småveje i smukke landskaber og sidst, men ikke mindst: Mange steder sælges benzin helt uden ethanol-tilsætning! Vi har allerede aftalt at køre tur i Norge til sommer igen. Vi nåede nemlig ikke Preikestolen og Trollstigen – men det fikser vi til sommer.
Tak for at dele, det er en rigtig vild tur på 7000 km og 50 Hk fra 1988 sådan.
Spændende rejsebeskrivelse, tak. Da vi startede på den første Mille Miglia tur, blev bilen gennemgået og flere ting blev opdateret, rettet til, renoveret. På den anden tur var vi lidt mere afslappet. Vi måtte dog justere karburatorer undervejs, sikkert noget med varme og tynd luft i bjergene. Den sidste tur var der ingen problemer, vi hældte vist bare lidt motorolie på. Så enig, forberedelse lønner sig, og så kan man sagtens køre langt.
@AlfaHahn: De lavere tryk i højden (bjergkørsel) giver en federe blanding på karburatormotorer, og derfor soder tændrørene til. Man kan justere karburatoren til en magere blanding, men det er lettere at bruge varmere tændrør. På din Bertone kan du fx. skifte fra NGK B7ES til B6ES. Jeg har også hørt at man blot kan tage luftfilteret ud, og derved opnå en magere blanding, men er jeg vi ikke sikker på har stor nok effekt.
På biler fra 80’erne og fremover er problemet løst med elektronikken i motorstyringen.
Dejlig beretning, der danner billeder! fede oplevelser og en laang tur! man skal generelt bare ikke være bange for noget, som regel går det jo alligevel. Og det er tit uheldene man husker bedst. I 1982 kørte vi fire gangkammerater fra kollegiet ned og besøge en femte, der stammede fra Livorno i Norditalien, i en Hillman Imp. Telt og soveposer fyldte godt op i den lille spand med en 875 cc “stor” motor og der var kun to af os, der havde kørekort (den ene næsten nyerhvervet). Lidt nord for Hamborg på motorvejen forsvandt pludselig al trækkraft og vi måtte stoppe ved en motorvejsnødtelefon ( ja det var den gang…) Efter en times venten kom en mand med et gammelt Hanomag fejeblad og kørte os til en tankstation. Han havde selvf aldrig set en Imp før, men lånte os noget værktøj. Det viste sig at den bolt, der holdt takthjulet fast til knastakslen havde løsnet sig og lå nu nede i sumpen. Knasten var stoppet et sted hvor ingen ventiler var blevet bukket (STORT held!) . Bolte med tommegevind var ikke hyldevare i Tyskland, men tankfatter havde en gammel kommodeskuffe fyldt med gamle bolte og møtrikker og efter ti minutters roden fandt vi faktisk en 7/16 x 1 ½” UNF bolt og fik taktet knasten op. Videre gik det og vi nåede faktisk både til Livorno, rundt i Toscana og hjem igen uden mere knas.
Rejsen er ikke målet men vejen!
Nordkap og Nordnorge bør opleves 1x i livet
Kære Aase og Peter
Minderne vælter frem. Lofoten er en fantastisk naturoplevelse, og kan på det varmeste anbefales.
Selve globussen ved Nordkap er også set, men det var i tåge og man kunne ikke en gang se havet nedenfor.
Oplevelsen af at kunne se byen Boris Gleb inde i Rusland på den anden side af grænseelven var speciel – uden tegn på liv, men flersprogede advarsler på grænsepæle.
De 840 km nord- og sydpå fra Brønnøysund må da være i luftlinie! Så vidt jeg husker der alene 1.600 km fra Bodø til Oslo.
Enig i at turen gennem Finland bare er kedelig!
@peter, I lyset af en nylig artikel om hvorvidt firehjulstræk er nødvendigt så MÅ jeg spørge: Fik I brugt det på turen eller kunne I reelt være kommet ligesåvel frem i en almindelig forhjulstrukket Panda?
@Claus Ebberfeld: Vi var afsted i maj og juni, og vejene var tørre og fint ryddede i områder, hvor der stadig var sne. Så der vil ikke være problemer i en forhjuls trukket Panda.
Vores hverdagsbil er en tung, baghjulstrukket BMW, så den er absolut ikke egnet i snevejr – heller ikke med vinterdæk. Det oplever vi jævnligt på skiferie, hvor vi hver gang vi ser snevejr, mentalt forbereder os på at skulle have snekæderne frem. Da der var snestorm i Danmark i februar, kunne vi med stor fornøjelse bruge Pandaen. Selv i dyb sne, var det sjældent nødvendigt at tilkoble 4-hjuls trækket. Hemligheden er: Let bil, smalle dæk og forhjuls træk med motoren over de trækkende hjul. Det er vist desværre et koncept, som bilfabrikkerne er ved at vende ryggen til…
Har taget turen til Nordkap 2 gange første gang direkte op igennem Sverige over Finland ved Haparanda Næste gang lige en afstikker på vej hjem fra Kirkeness hvor det Nordlige Finland lagde grusveje til på en del af strækningen ” gange helt ovre ved den Russiske grænse I finland bare en bom over vejen som var 2 hjulspor Lige syd for Kirkeness var gitterporten låst med hængelås på den Norske side så vejen til Murmansk var lukket Lofoten er også besøgt efter en tur på Atlantruten som både omfatter færger broer og kørsel tæt på Atlanterhavet Turen sluttede i Å og kendere ved at der stopper vejen ud på Lofoten Alle turene er klaret i en Iveco med 116 hk til 3500 kg så man behøver ikke en muskelbil for at klare Norske veje Og 8 km pr liter i gennemsnit på Diesel er vel ikke så ringe endda
@peter, Pandaens koncept i det hele taget er noget bilfabrikkerne har glemt. Eller er det i virkeligheden køberne?
@herluf-jensen, kalder du en Panda en muskelbil?!? Men bortset fra det: Flot kørt også i en Iveco! Der jo også er en slags Fiat, ikke?