Ud på tur – aldrig sur (del 1)

Sidste år var min kone og jeg på tur til Nordkap i vores Panda – og det siger næsten sig selv, at sådan en længere tur også bliver en længere historie. Spænd sikkerhedsselen!

Jeg vil blandt andet bruge mine forberedelser af mekanikken som eksempel på, hvordan man sikrer sig at komme både frem og tilbage uden vejhjælp. Jeg har haft lidt varsel på opgaven, kan man sige: Turen til Nordnorge har i mindst 15 år været på tapetet, og oprindeligt insisterede min kone på, at vi skulle køre i hendes Fiat 500 fra 1972. Efterhånden fik jeg dog overbevist hende om, at vores Panda fra 1987 var et bedre valg. Og i sandhed: Komforten i Pandaen er jo ca. en million gange større end i en Fiat 500.

Vi brugte noget tid på planlægningen af ruten, godt hjulpet af 360 Grader-bøgerne(*. Vi bestilte også hoteller på forhånd, som sammen med ruten og afstandene var beskrevet i et regneark.

Når bilen skal klargøres, er det min kæphest, at man som punkt ét fikser kendte fejl. Man vænner sig jo hurtigt til småting, der ikke virker, og andre fejl, men benyt lejligheden til at få dem løst. For Pandaens vedkommende var der flere fejl, som jeg havde lært at leve med, f.eks.: Bagbremserne hang, når man havde brugt håndbremsen, sommetider kom der et piv fra udrykkerlejet, når man slap koblingspedalen, og gummimanchetten på tandstangen var revnet. Altså: fjerne rust i bagbremsernes mekanisme, ny kobling og udrykkerleje samt nye manchetter. Der var flere andre småting, men dem har jeg lykkeligt glemt.

Vores tur startede midt i maj måned med en natfærge fra Hirtshals til Stavanger. Det er superhyggeligt at sidde og spise aftensmad og drikke toldfri vin om aftenen, velvidende at man har en kahyt for natten. Undervejs på færgen filosoferede min kone over, hvordan man kan få en lang overfart med komfortabel kahyt for en brøkdel af prisen af, hvad det koster at komme med et biltog gennem Tyskland – med væsentligt mindre komfort.

Efter lidt sightseeing i Stavanger tidligt om morgenen gik turen videre langs vestkysten til Bergen. Vi havde to dage i Bergen – byen med den smukkeste beliggenhed og mange turister. Det var en oplevelse at se Bergen og lære om byens historie. Og vejret skuffede ikke – dagsregn!

Når nu alle de kendte fejl er udbedret, synes jeg, at man skal kaste sig over ”det store eftersyn”, eller planned maintenance, som man siger på engelsk. Det er nye væsker hele vejen rundt samt en inspektion af bremser, viskerblade (ja, flertal: der er to viskerblade på en Panda – ét stk. foran og ét stk. bag), hjulophæng og selvfølgelig kontrol af tænding. Inspektionen kan suppleres med en rengøring, som er en god måde at få kigget detaljerne efter. Som englænderne siger: “To clean is to inspect.”

Jeg var klar over, at Norges vestkyst er flot, men blev alligevel overrasket over det decideret spektakulære landskab. Langs kysten går hovedvejen over mange fjorde, som betjenes hurtigt, elegant og billigt af mange færger. Man følger blot vejforløbet, til man pludselig holder i et færgeleje. Ventetiden er som regel kort, da de fleste færger sejler i pendulfart.

Fra Bergen kørte vi via Stryn og Olden ad fantastiske vinterveje til Ålesund. Fartgrænserne i Norge er typisk 80 km/t, og det er jo netop et sweet spot for en Panda, ligesom bilens små ydre dimensioner gjorde det til en fornøjelse at køre på småvejene. Anderledes var det for de turister, som var fløjet hertil for at køre i en lejet autocamper. De var udfordrede, og mange af dem kørte irriterende langsomt og famlende.

Ålesund ligger på en række øer, som strækker sig ud i Atlanterhavet, og er kendt for bygningerne i jugendstil. Herfra gik det videre til Brønnøysund, Kristiansund og Trondheim. Turen til Trondheim gik selvfølgelig via Atlanterhavsveien, som bl.a. kendes fra James Bond-filmen No Time to Die fra 2021.

I Bondfilmen blev vores helt forfulgt af Range Rovers fyldt med dårlige vibrationer, muskelmænd og skydevåben – ligesom en Range Rover som bekendt er noget større end en Panda 4×4. Hvordan skulle det gå vores lille ellers velforberedte danske Panda på samme strækning? Tjah, lad dette være en cliffhanger, indtil vi bringer del 2 næste mandag!

(* 360 Grader-bøgerne, der refereres til i teksten, er bøgerne fra Forlaget 360 skrevet af Frank Berben-Grøsfjeld. I dette tilfælde helt specifikt fra 3-bindsværket 360 Grader Norge. Bøgerne henvender sig til dem, der brænder for at køre på landevejen.Mere info på 360 ROADBOOKS