Register

thirteen + sixteen =

A password will be e-mailed to you.

Jeg forstår det stadig ikke.

I sidste uge blev jeg ringet op af en af mine bilvenner, der overvejede at anskaffe sig en Lancia Fulvia Coupé, og havde fået nys om, at jeg engang har haft een og nu ville høre, om det var noget jeg kunne anbefale? Det blev for så vidt en kort snak: Jeg kan simpelthen ikke sige noget dårligt om Lancia Fulvia Coupé! 

Lancia Fulvia coupé er på mange måder italiensk, når det er bedst.

Måske lige bortset fra dens investeringspotentiale, for det lader til at være ikke-eksisterende. Frit efter hukommelsen købte jeg sammen med en kammerat min/vores 1971 Lancia Fulvia Coupé 1.3S for 9.000 Euro, fik repareret rust og lidt andet på den for nogle flere penge og solgte den for 85.000-90.000 kroner. Det var der ikke megen forretning i, og det var så i øvrigt heller ikke meningen: Det var en drømmebil købt ud af passion. 

Designet er helt sit eget og har både masser af kant og en naturlig elegance.

Passion var der til gengæld masser af: Jeg elskede (og gør det stadig) Fulviaens historie, dens design, dens tekniske løsninger, kvaliteten, gearkassen, komforten og jeg kunne blive ved. Det var derfor, det blev en kort snak: Jeg kunne jo kun rådgive min ven til at købe een, hvis han gerne ville have een –  der er i mine øjne INTET, der taler imod en Lancia Fulvia Coupé. 

Samtidigt er det en sportsvogn, der også blev brugt som sådan i perioden. Med succes.

HELLER ikke dens lave pris, selvfølgelig: Tværtimod, kan man faktisk sige. Man får en toplækker italiensk eksotiker for godt hundrede tusinde kroner – afhængigt af variant. De kan sagtens være dyrere, og toppen af Fulviafamilien har karosseri af Zagato, og så bliver det jo næsten heller ikke finere.

Mindre kan dog også gøre det, og min gamle 1.3S er stort set den billigste variant. Hvilket man bestemt ikke mærker bag rattet: Den lille v4-motor er en juvel, den femtrins sportsgearkasse ligeså og indpakningen er italiensk individualisme fra dengang Lancia var noget. 

Skal det være endnu mere eksotisk, så findes den med Zagatokarosseri.

Det er så også længe siden, og det kunne man måske forklare den lave værdi med – men det samme burde man jo så kunne sige om Alfa Romeo? Deres konkurrent var Giuliacoupéen med 1,3-liters motor, og jeg har altid betragtet de to modeller som helt lige. Men det er deres priser ikke, og jeg forstår det ganske enkelt ikke. Men jeg ved, at det for feinschmeckeren åbner for muligheden til at køre meget, meget lækker italiener til det det man kunne kalde en intelligent pris.

Og det var præcis det, som jeg rådgav min ven til: Fulvia Coupé er og bliver en toplækker vogn.

Man behøver faktisk ikke gribe til Zagatoen: Den almindelige Fulvia coupé er allerede en ualmindeligt vellykket bil, som får mine varmeste anbefalinger.

18 kommentarer

  1. jakob356

    Man kan tit finde gode tilbud indenfor bilmærker, der er er døde nu om dage.

    I samme logik giver det heller ikke mening at en stor fed Rover P5B koster mindre end en tilsvarende Jaguar.

    Og en Talbot kan man stort set få smidt i nakken, mens folk gerne vil give penge for en tilsvarende Renault eller Peugeot.

    De amerikanske legender Corvette og Mustang er nok også dyrere, end hvis man vælger noget lige så fedt Oldsmobile, Pontiac, Buick eller AMC.

    Svar
  2. Claus Ebberfeld

    Jeg er sådan set ikke uenig, @jakob356 – men trods min pessimisme for mærket Lancias fremtid er de alligevel ikke HELT døde endnu :-).

    Og så er der jo også den anden tendens at spore indenfor andre modeller fra samme mærke: Lancia Delta Integrale, Rally 037 og Stratos er ikke rigtigt billige. For slet ikke at tale om Aurelia Spider, uhauha!

    Det er blandt andet i dét lys at jeg synes Fulvia Coupé er lidt af et knaldtilbud.

    Men vigtigst af alt: En virkelig lækker vogn.

    Svar
  3. Anders Prip

    Ja, Fulvia Coupé ER en toplækkervogn….
    Og dens manglende investeringspotentiale (hader det udtryk i forb. med vores hobby…. ) skyldes, set herfra, den spredte markedsføring af modellen. Den var aldrig solgt fra ny i Danmark, og generelt blev den solgt i udvalgte lande. Så der er ikke et bredt kendskab til modellen, eller for den sags skyld, mærket.
    Den smarte morbror eller den succesfulde genbo havde ikke lige en man kunne beundre, så der er ikke blevet sået frøene til at der nu skulle være samlere i større antal der ønsker at anskaffe sig en. Mærket har heller ikke den samme smag af motorsport som Alfa Romeo, du sammenligner med. Lancia er sær, nørdet, blød hat for dem der ikke kender historien bag.
    Stratos, 037 har sjældenhed og eksotisk design og motor til at øge interesse og pris. Delta er så stort et fyrtårn i nyere tids motorsport at den kender man i større omfang….det hjælper også.

    Svar
  4. John Skov Larsen

    99,9% af dem som bor udenfor Italien forstår ikke begrebet Lancia.

    De sidste 0,1% forstår ikke prisen.

    Svar
  5. Niels Jonassen

    John har fat i noget rigtigt. I Italien har Lancia kolossal status, Af gode grunde. Begavede tekniske løsninger, meget høj kvalitet, fremragende køreegenskaber – og samtidig en høj grad af diskretion. En Lancia-ejer skal ikke føre sig frem. Han er tilfreds med at vide at man ikke får nogen bedre bil en hans.

    Svar
  6. Skaanning

    Som andre er inde på, er det nok mærkets ukendthed blandt den brede befolkning, der spiller ind. Der er ingen prestige i at sige, at man har en fammel Lancia. Det BURDE ikke betyde noget, men gør det måske alligevel. Der er mere aktion i at sige, at man kører Jaguar eller Porsche.
    Lancia er for de indviede, hvilket er fedt, men også kommer med slagssiden at ingen kender ret meget til det. Jo, måske lige de lortebiler med Lancia-skiltet på der blev lavet i 90’erne. Men det er jo heller ikke just god reklame.

    Svar
  7. Soren W

    Jeg er ikke ekspert på Lancia, men synes også Fulvia Coupé er fantastisk designet. På papiret kan den virke lidt undermotoriseret, men jo ikke mere end Alfa Romeo. Så mit spørgsmål til kender: Hvordan er motoren?

    Svar
  8. Claus Ebberfeld

    @soren-w, jeg er heller ikke ekspert på hverken Lancia eller Fulvia, men jeg tør godt svare på (dvs gentage det jeg allerede skrev herover…) det med motoren alligevel: Det er en lille juvel!

    Den er musikalsk, omdrejningsvillig, elastisk, vibrationssvag, med temperament og fin topeffekt – samt teknisk spændende, kompakt og endda også lækker at se på. Her mener jeg både 1,3 som min og den mindre 1,2 også.

    Når al den ros er sagt, så har ingen af dem selvfølgelig en overarm som en XK-motor. Men det behøver de jo heller ikke i en Fulvia – ja, det ville faktisk virke lodret forkert i sådan en lille sporty italiensk coupé. V4’eren skal have nogle snoninger – og den kan lide det. Faktisk stik modsat af en XK.

    Er den undermotoriseret? Ikke efter min mening (når man tager alderen i betragtning). Man kan dog ikke bare køre den på momentet, men skal bruge gearene – hvilket så til gengæld er en udsøgt fornøjelse på alle måder. Gear, motor, bil – det går op i en højere enhed i en Fulvia. Velafbalanceret, det er dét den er. Harmonisk, helstøbt, sammenhængende – find selv på flere plusord!

    Svar
  9. Keld Jørgensen

    Et par tips, Monto Carlo og Rally modellerne en højere 4gears gearing som jeg synes klær motoren og giver lidt mere sporty køre oplevelse.S modellerne har 1,3 dogleg 5 gear…Og hvis man giver dem elektronisk tænding , så bliver motoren mere vaks….Min har en 1,2 med 80 heste og 4 gear og jeg er altid underholdt og haft den oppe på 160 km, det vel ok i en lille bil…

    Svar
  10. Jensby

    Det er en skøn og elegant bil og en af de biler som jeg gerne vil have i garagen igen, ligesom 124 Spider.
    HF og Monte Carlo modellerne samt selvfølgelig Zagato modellerne er dog godt oppe i pris.
    Så et par stykker i Norma, Latina sidste weekend.

    Svar
  11. Ole JAGmann

    Jeg har også i årevis glædet mig over de overkommelige priser på Fulvia. Jeg kan godt lide den og stod på Lancia standen til CHGP og funderede over at måske en dag…
    Jeg får ikke din holdning til Lanciaer fra 90 erne Skaaning? Jeg havde en 1996 Lancia Kappa. Det er en af de bedste biler jeg har haft!

    Svar
  12. Anders Prip

    Jeg kan kun tilslutte mig hvad Claus og Keld fortæller. Fulvia er udstyret med en fantastisk motor. Når du presser den siger den …mere af det tak. Lyden i kabinen når man accelererer er vanedannende. Og jeg vil sige at den faktisk har et helt OK moment også…..bevares ikke en sejtrækker, men 3. gear er alt du behøver i bytrafik f.eks.
    Jeg har været over 170 km/t (altså på speedometeret i bilen) i min Fulvia. Den gik snorlige, kunne køres der med 1 hånd på rattet. Men det er jo i svingene den excellerer…alle de gange jeg er kommet frisk ud af Odinsbroen med en moderne bil på siden, der spiller op, eller var det mig…. for efter 90 graders svinget mod Otterup at være 5-10 m foran…

    Svar
  13. Lars D

    Den er stadig på min ønskeseddel og det skal være serie 1. Jeg skulle have købt Arne Vollertsens da han byttede den i Holland til hans nuværede Lancia. Vi kørte nogle år DASU orienteringsløb i den og det var en pragtfuld tid. Den kører fantastisk og ser godt ud. Der er skrevet rigeligt om bilen på Arnes Lancia blok for mange år siden. Jeg var tæt på at købe en Fulvia Zagato i Hamburg i ca 2010 men den gang var 30.000 eur for meget for mig. Prisen på serie 2 og 3 har altid været lav sammenlignet med Bertoner.

    Svar
  14. Claus Ebberfeld

    Jamen, nu klager min ven over, at priserne på Fulvia Coupé vil stige! Altså på baggrund af al den ros jeg har givet modellen og alle dem, der bakker det op med erfaringer fra den virkelige verden. Tak for det: Og ja, jeg har det ligesom @jensby herover – jeg vil faktisk gerne have en Fulvia Coupé igen, da der jo aldrig kom danske plader på i min ejertid.

    Og så tror jeg i øvrigt han kan tage det helt roligt med de priser: Nu har de været meget konstante (for de almindelige varianter af modellen) i tyve år, så det skulle da være pokkers hvis de lige springer nu.

    Svar
  15. Henrik Kjær

    Jeg delejede en S2 fra 1998 og 5-6 år frem. Vi brugte den til historisk pålideligheds rally, og har så mange pokaler, at konen er småsur.
    Sælgeren sagde “det er ikke til at skaffe dele”, men det passer slet ikke. I England kan man købe alt – og endda vælge mellem NOS, brugte original dele, eller kopier, og for det meste til ingen penge.
    Bilen kørte godt og var pålidelig – prøv det!

    Svar
  16. Lars

    Det er dejlige biler. Skal også selv have én, når budgettet engang tillader det. Skal lige give storesøster en tur først.

    Svar

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.