Register

nine − eight =

A password will be e-mailed to you.

Når du vil det forbudte: Replimod?!?

Restomods er allerede noget mange finder kritisable – replikaer ligeså. Men kombinationen giver vel på en-eller-anden bagvendt måde mening?

Jeg mener i begge tilfælde her på ViaRETRO og i princippet også om nogle af læsernes mere generelle holdninger. Selv må jeg indrømme, at jeg med årene er blevet mildere stemt over for begge dele: En Porsche 911 restaureret og modificeret af Singer (arketypen på en restomod i min optik) synes jeg faktisk er en lækker vogn ligesom jeg både kigger og nyder at se på, når der bliver kørt tæt historisk race med Ford GT40, AC Cobra, Ferrari 250 GTO og Porsche 917. Selvom jeg ved, at de replikaer. Nogle af dem, i hvert fald. 

Disse GT40’ere er alle bygget i tresserne. Det er ikke nødvendigvis tilfældet, når man ser een i dag.

Men jo, i princippet er en original Porsche 911 S/T (det er primært dét look, som SInger er inspireret af) eller en Ford GT40, der faktisk ER bygget i 1965, selvfølgelig en finere ting. Problemet er (blandt andet), at sådan een maler man ikke om i sin foretrukne farve eller giver et opgraderet læderlook i kabinen – og så videre. Og det med at individualisere sin bil er en tendens, der VIRKELIG har grebet om sig i nyere tid. 

Tidligere var Originalpolitiet en betydelig faktor her på ViaRETRO, men de har fået alt for travlt til at kunne tage sig af alle de for store fælge, for nye farver, sæder fra senere modeller i ældre udgaver, nyere motorer, ombyggede gearkasser og så videre og så videre – bølgen af modificerede biler har simpelthen overvældet etaten! Og så har jeg slet ikke nævnt klassiske biler, der er ombygget til eldrift. Og det vil jeg heller ikke. 

Nå, men sagen er, at jeg i går faldt over løsningen til alle dem, der gerne vil lave om på en fin original bil: Modificér en replika! 

Bilen herunder står til salg i Tønder til 295.000 kroner. Det er alt for billigt for en Porsche 356 – og forklaringen er, at det er det heller ikke. Det er en replika.

Oven i dét har ejeren (eller nogen – det fremgår ikke helt) så modificeret den til et klassisk “Outlaw”-look. I brun, som jeg jo elsker. Og i øvrigt forsynet den med en 2-liters motor med 130 hestekræfter. Interiøret er i en slags steampunkt-stil og er knap så meget min smag, men det hele passer da meget godt sammen. Find annoncen her: 356 “Outlaw”

Og der er IKKE kommet en Porsche 356 til skade i processen! Jamen, er det ikke genialt? Svaret på det hele til alle dem, der gerne vil sønderskrue deres klassiske biler. 

Jeg er spændt på at høre de altid nuancerede ViaRETRO-læseres holdninger i kommentarerne herunder…

“Outlaw”-navnet er meget passende, da det jo netop på mange måder er forbudt at modificere på en fin original bil. Men hvad hvis den ikke er original?

6 kommentarer

  1. Henrik Kjær

    Den må kunne sælges i USA.
    Jeg er ikke Porsche mand, så det er i alle tilfælde ikke noget for mig.

    Svar
  2. stefan

    Er heller ikke lige kundegruppen. Men jeg har absolut ingen problemer med nogen af de ting, der nævnes – originalpolizei får nok ikke lige hvervet mig.
    Jeg elsker GT40 og Cobra. Var verden styret af originalpolizei havde jeg aldrig set dem få klø på Spa…
    Jeg er med på Viaretro forårstur:.. i en amerikansk bil fra tresserne med sæder fra en japansk bil fra halvfemserne… Håber vi alle kan tale sammen alligevel :)

    Svar
  3. Ole JAGmann

    Den ser cool ud og dejligt at der ikke er destrueret en Porsche i processen.
    Men for 295K købte jeg hellere en ægte Porsche, en billig 911 G model eller en Boxter.

    Svar
  4. Claus Ebberfeld

    Send link til en ægte Porsche 911 til 295.000 kroner, @ole-wichmann (skulle spørge for en ven!)

    @stefan, jeg har det med racerudgaverne af de to på nøjagtigt samme måde. Og har i øvrigt aldrig bemærket, at dine sæder er nyere.

    Hmm, sælges i USA, @henrik-kjær? Jeg vil da egentlig tro, at den kommer der fra – de laver mange 356 replikaer. De fleste er dog åbne, så denne danske bil er dog ret usædvanlig som coupé.

    Den grønne replika herunder har en knap 200 hestes Subarumotor og solgte for 54.000 USD. Så kan man faktisk også godt få en rigtig 911 i stedet.

    Svar
  5. Soren W

    Enig med min bror, selvom jeg heller ikke lige kan fi de en G-model til 295K p.t. og replikaen har vel stadigvæk kun en VW motor installeret..?

    Svar
  6. Claus Ebberfeld

    Det står ikke direkte hvilken motor der er i, @soren-w, men kun at den er på to liter og 130 heste. Det kan man også sagtens få en VW-motor med i dag, så jeg tænker det er sådan en tunet sag, ja. 130 heste er så også på niveau med det stærkeste Porsche nogensinde selv tilbød i 356’eren, og rækker helt klart til at køre rigtigt stærkt i sin “Outlaw”.

    Svar

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.