Rolls-Royce har altid været noget særligt.
Ligesom enhver mand skal prøve at eje en tolvcylindret bil engang, så skal man som ægte bilentusiast også omfavne Rolls-Royce for alt hvad det er – og har været, ikke mindst. En slags verdensstandard for kvalitet og luksus og prestige – i gamle dage. Dernæst en lidt svagere periode, hvor Bentley blev en del af familien, men egentlig ikke en meget ringere bil, hvormed en del af prestigen i mine øjne gik tabt. Og så i nyere tid en opslitning påny, hvor Rolls-Royce (ligesom Bentley) kom under tysk ejerskab. Hvilket man i begge tilfælde godt kan tænke lidt over, men det er måske en anden snak.
(Ovenstående Silver Shadow var et tip til Ugens Fund fra Ronald Dijkstra, og den virker til 195.000 kroner med afgift som et fint køb – find annoncen her: RR)
Det med de tolv cylindre KAN i øvrigt godt kombineres med en Rolls-Royce, hvis man vil slå to fluer med et smæk. Og det giver historisk mening: Mærket leverede jo motorer til nogle af Anden Verdenskrigs mest berømte jagerfly, Spitfire og Hurricane – og sådan éen ville jeg gå efter! Men også i gadebilerne kom Rolls-Royce med en V12: Lidt tvunget af konkurrenterne fra Cadillac til Hispona-Suiza og andre, der paradoksalt nok efter Det Store Krak på Wall Street i 1929 gik et gear op i luksusmotorer og kom med både 12 og 16 cylindre. Rolls-Royces Phantom III fra 1936 blev trods V12’eren på 7,4 liter ikke den store succes. Reelt var den faktisk heller ikke det store fremskridt fra deres silkebløde rækkesekser.
Langt de fleste Phantom III var limousiner, men der blev dog lavet denne Aero Coupé med V12.
Derfor forsvandt V12’eren efter krigen, rækkesekseren kom tilbage og klarede det ganske glimrende. Fordi Rolls-Royce handler om umærkeligt glidende luksuskomfortkørsel, så var en rækkesekser i den fineste balance (der kommer sikkert mere om motorers balance på ViaRETRO en anden god gang) fint og flot, og Rolls-Royce gik først over til en V8 med flere kræfter sidst i halvtredserne, hvor motorveje vandt frem og konkurrenterne blev hurtigere. Men en V12 blev det ikke til igen før i 1998, og så var det ikke deres egen, men en maskine fra de nye ejere af mærket, BMW. Den lå i modellen Silver Seraph, som man i dag kan købe brugt med lidt kilometer på tælleren ned til 30.000 Euro. Det er dyrere end en 750i, men bevares – en Rolls-Royce er noget særligt, ikke?
Især hvis det er en coupé. Jeg er helt med på, at det i princippet burde være under Rolls-Royces niveau at lave den slags biler, der i sagens natur handler mere om at se ud end om at byde på alle de ypperste kvaliteter, som en Rolls-Royce nu kan inden for komfort. Men dels er der igennem årene lavet diverse ganske smukke coupéer både af Rolls-Royce selv og fra diverse karrosserimageres hånd – og dels er der Camargue fra 1975: Designet af Pininfarina, dengang en af verdens dyreste biler og en af de mest luksuriøse coupéer verden hidtil havde set. Med godt tre meter i akselafstand, 517 centimeters længde og en vægt på over 2,3 tons var det også en af de største.
Den slags monstrøsitet plejer ikke at falde i god jord på ViaRETRO, der ofte hylder det stik modsatte: Lav vægt, keep it simple og den slags. Men jeg har ofte også sagt, at netop Rolls-Royce er et bilmærke, hvor over to tons egenvægt giver fin mening: Mærket har altid stræbt efter den ypperste komfort, og vægt tromler ikke bare ujævnheder ned, forbedrer forholdet mellem affjedret og uaffjedret vægt, men giver også bedre mulighed for lyddæmpning og soliditet i enhver detalje.
Camargue havde et lækkert interiør. Det behøvede ikke lige være rødt, men der var stil over det.
Og derfor giver det perfekt mening, at deres åndelige afløser for Camargue, fyrre år senere, er større endnu: Rolls-Royce Spectre vejer næsten tre tons, er 547 centimeter lang og hele 157 centimeter høj. Og nåja, så er den elektrisk. Det sidste giver netop for Rolls-Royce ligeså udmærket mening som den monstrøse vægt: Vibrationssvag og lugtfri fremdrift med ganske lidt støj? Det er præcis det Rolls-Royce har stræbt efter indenfor motorer – altid. Denne elbil er derfor i mine øjne den ellert der giver allermest mening.
Det er et helt andet spørgsmål om det giver mening, at Spectre angiveligt er verdens største coupé? En titel, der i min verden burde være omtrent ligeså eftertragtet som verdens dummeste politiker. Eksempelvis. Andre analogier er sikkert endnu mere præcise, som ærke-ViaRETRO-læseren forstår nok godt hvad jeg mener. Coupé betyder trods alt afkortet, ikke sandt? Det er i øvrigt også en skam med interiøret i Spectre.
Og apropos navne: Spectre er som bekendt en hemmelig forbryderorganisation, der optrådte førte gang i en James Bond-film i 1971. Mens Camargue er et smukt område i Sydfrankrig. Alene det siger måske en del om hvor verden er på vej hen?
ViaRETRO-redaktøren drømmer om at befri verden (eller bare sig selv) ved at tage sin Camargue til Camargue.
Mjaa, æstetisk, teknologisk, stabilitetsmæssigt (tak Allan), vil jeg sgu hellere ha’ Lexus’en fra Matiné nr 488. At den så ikke er en coupé.. tja, udtrykket er imho både kønnere og mere coupé agtigt end disse færger. Og de fire døre er diskret integreret i udtrykket. Just my two shillings – and a Yen
Mener nu ikke det er verdens største coupe fra 70’erne. Den skal vi vist længere vest på for at finde.
Hvad mener I om denne 5,70 meter lange Chrysler 300 Hurst? Den hører også under kategorien musclecars, 0-60 mph på 7 sekunder, og godt 140 miles i timen i topfart.
Nu ved jeg godt at amerikanerne kalder denne stil for hardtop, men sammenlignet med Rolls’en her, så er der da en klar match.
Jeg vidste det var forkert, @oluf!! Endda dobbelt – for så er hverken den gamle eller den nye Rolls-Royce verdens største. Og jeg er helt enig: Chrysleren er en coupé på fransk, og så kan amerikanerne kalde den hvad de vil.
At den gamle redacteur så stadig hellere vil have en Camargue over både en Chrysler og en Lexus er en anden sag, @holm.
Da jeg for nogle år siden var fuldstændig sikker på, at jeg måtte eje en Rolls eller en Bentley; erfarede jeg at “Rolls var for dem der foretrak at bruge chauffør”, “Bentley for dem der foretrak selv at køre”… set i den forståelse giver en Rolls-Royce coupe ingen mening :-)
@henrik-kusk, da jeg for nogle år siden kørte Rolls-Royce for første gang skrev jeg (selvfølgelig…) en artikel om det: https://viaretro.dk/2013/04/kaptajnen-og-aristokraten-rolls-royce-silver-shadow/
Ingen steder nævnte jeg vist “mening” eller andre lavpraktiske begreber :-).
Og ja, jeg kørte selv!
Wikipedia nævner, at der er produceret 531 styk Camargue.
Bortset fra nyprisen, som ganske givet har været astronomisk, tænker jeg, at også dens udseende har haft betydning på antallet.
Sjovt at det med udseendet nu bliver nævnt. Jeg har faktisk gået og tænkt på, om det er den grimmeste bil Pininfarina nogenside har designet? Nå, smag er jo forskellig….
Lidt sjovt at læse kommentarsporet på den 10 år gamle artikel. Der er en udpræget respekt for sådan et “køretøj”.
Tankevækkende at prisen på en Silver Shadow slet ikke er fulgt med og koster det samme som en god BMW e30 eller Porsche 944 i dag.
Ja, det er særdeles tankevækkende, @petersen. Jeg kunne forestille mig at det er fordi, at bilentusiaster i dag i høj grad sætter sportslighed over komfort. Hvilket er en skam, da jeg vil påstå at eksempelvis en Silver Shadow II er mere komfortabel end selv det meste spritnye man kan købe i dag, og komfort også er en klassisk form for køredynamik.