“Ikke særligt retro”. Men hvornår er noget så det?

Kommentaren faldt i går ved præsentationen af min nye gamle Fiat Panda 100HP, der er fra 2007. Og det en fuldstændig rimelig kommentar, når nu redaktøren af et internetmagasin med underoverskriften “Alt om klassiske biler” stolt og begejstret præsenterer den som sin nye kærlighed – næsten på lige fod med kærligheden til sin(e) rigtige klassiske biler. Altså dem der teknisk set er veteraner og med en alder på fyrre, halvtreds og sågar tres år endda rigeligt mere end det.

Jeg tog den igår ud for at se på en lidt ældre bil, der trods en dåbattest fra 1994 nok kunne afføde samme kommentar – for med kun 32 år er den jo heller ikke ægte dansk veteran. Og hvis den var, ville det så ændre noget? En Citroën AX 1.1 var trods alt bare en billigbil uden ambitioner om at sætte ild til verden – og det er det jo stadig 32 år senere.

Men andre steder i Europa ER den faktisk veteran, og eksempelvis i Tyskland ville selv den nyeste AX kunne få historiske nummerplader. Hvilket rejser spørgsmålet: Er en AX “bedre” end en Panda 100HP? Mere rigtig? Finere? Mere sjælden? Bliver en bil mere retro, hvis den har rust?

Jeg tror faktisk ingen af delene er tilfældet – og jeg VED, at jeg hellere vil køre Panda 100HP mellem Spa og Nürburgring! Indiskutabelt er det dog, at AX er ældre – hvilket fører mig til frem til min pointe: Der ER fortsat andet end alder i spil.

Ren og skær Blasfemi – for selvom the King aldrig ville køre AX (blandt andet fordi han var død…) så fandtes der en særudgave med det navn. Og dette reklamefoto. Hvilken skændsel!

Hvilket jeg fik understreget, da jeg på vejen hjem fra endnu et kig på endnu en bil (denne fra 1998 og sjovt nok teknisk efterkommer af AX, nemlig en Peugeot 106 – men det er en anden historie…) hørte en podcast med formanden for Deuvet, det tyske forbund for klassiske og veterankøretøjer, hvor han løftede sløret for sin legen lille samling af klassiske biler. Naturligvis var der en luftkølet Porsche 911 imellem (hvilket er dobbeltkonfekt i min verden!), men det der fik mig til at hoppe op af Pandaens sæde var hans VW Polo 1,9 tdi – omtalt som klassiker?!!?

(her kunne man have indsat et foto af en Polo 1,9 tdi, men det er simpelthen for ærgerligt, så det er der ikke)

Den var dog god nok og intervieweren var med på Poloen som en del af flåden af oldtimers. Jeg mener omtalte Polo var fra 2001 – og jeg ved, at jeg ALDRIG har betragtet den som noget-som-helst særligt andet end transportmiddel med begrænset holdbarhed. Utroligt nok ved jeg faktisk hvad jeg taler om, for jeg har haft netop sådan en 1,9 tdi Polo – i mit korteste bilejerskab nogensinde, for magen til lortekas’! Hvorfor jeg aldrig har nævnt det for nogen som helst og det først nu kommer ud – på ViaRETRO, som passende gamle men dog upassende nyheder.

For andre ser det åbenbart anderledes. Ligesom andre igen gør med Panda 100HP.

Selv er jeg sikker på, at den tendens vi usagt er vidne til er, at klassiske biler (og youngtimers og neoklassikere og upcomings og så videre) bliver yngre og yngre. Hvor meget og hvilke kan vi så fortsat diskutere – ligesom vi kan med de klassiske: Altså de rigtige. Øhm, de SKAL da have chrom, er det ikke sådan definitionen er – eller hvordan?!?

God weekend

Claus Ebberfeld

Masser af chrom: Rover 75 debuterede i 1999 og bliver en stensikker veteran med alt det chrom.

Biler ethvert museum bør have i sin samling

Tekst: Michael Sehested Lund

Når man har et bilmuseum eller ligefrem skal opbygge et fra grunden, er der naturligt nok nogle overvejelser om, hvad samlingen skal bestå af. Ofte begynder det med, at stifteren har en forkærlighed for bestemte bilmærker og en bestemt tidsperiode. Stifteren har selv haft fornøjelsen af at anskaffe bilerne og har nydt dem i – primært – eget selskab. Stifteren er således sin egen kurator, men som tiden går, kan andre komme til og overtage kurateringen. I processen kan der opstå en række ”must-haves”, for de nye kuratorer har deres egne idéer om, hvilke biler ethvert museum bør have i sin samling. Det skal vi se nærmere på i det følgende.

I den forbindelse er der mange, som tænker, at vi skal helt tilbage til begyndelsen, ja, helt tilbage til begyndelsen før begyndelsen. Her er Cugnots dampvogn fra 1769 jo helt oplagt – tænk engang, den er sgu’ fra før den franske revolution. Cugnot arbejdede som ingeniør i det franske militær – det private erhvervsliv havde endnu ikke opdaget, at det havde brug for ingeniører. Det kom først senere, og for at skelne dem fra militærets ingeniører kom de til at hedde civilingeniører, men det er en anden historie.
Cugnots dampvogn var nemlig lavet til at kunne trække en last på op til fire-fem tons. Den var altså ikke tænkt til officerer på sightseeing, men til at flytte artilleripjecer! Vognen var trehjulet med træk på forhjulet – så slap man for differentialeproblematikken – og havde en topfart på tre-fire km/t. Til gengæld havde den ingen bremser og endte derfor på et tidspunkt i en frontal kollision med en mur. Originalen, eller resterne af den, eksisterer ikke længere, men der findes en replika.

Netop replikaen er stikordet til det næste eksempel: Benz Patent-Motorwagen fra 1886. Her kan vi samtidig benytte lejligheden til endnu en gang at kippe med flaget i anledning af de 140 år, som er gået – Mercedes har jo også været i gang lige siden årets begyndelse. Oprindeligt blev der fremstillet omkring 25 eksemplarer af de første udgaver, men siden kom replikaerne til og bragte antallet op på mere end 200. Det er derfor ikke helt umuligt at finde et museum, som har et eksemplar, hvis man i fantasien gerne vil sætte sig i Bertha Benz’ sted på turen fra Mannheim til Pforzheim.

Foto Michael Sehested Lund

Lad det være sagt med det samme: Heldigvis findes Hammelbilen kun i ét eksemplar!

Foto LEX

Skulle jeg selv kuratere noget, kunne jeg som det første pege på Mercedes 300 SLR Uhlenhaut-Coupéen fra 1955, nu hvor Mercedes allerede er nævnt. Men hov, den findes kun i to eksemplarer. Mercedes har stadig det ene, mens det andet blev solgt på auktion for 135 mio. euro – det er nok ikke så realistisk …

Foto Michael Sehested Lund

En anden mulighed kunne være en Jaguar D-Type fra 1955 – den ægte, forstås – og sådan en har Sommer’s Automobile Museum.

Foto Michael Sehested Lund

Men et museum kan ikke leve af tekniske pionerer og uopnåelige racerbiler alene. En Rolls-Royce Phantom II må med. Modellen blev lanceret i 1929 og samlede mærkets luksus og fornemme karrosseritradition i en bil. Den var hverken en folkebil eller et masseprodukt, men dens raffinement og udsøgte håndværk gjorde den til et imponerende udtryk for mellemkrigstidens fornemste automobilkunst. Her kan publikum forstå, hvordan bilen blev et symbol på status og kompromisløs komfort.

Foto Michael Sehested Lund

I den anden ende af skalaen står Bugatti Type 35. Den forener elegance og motorsport på en måde, som næsten ingen anden bil gør. Med sine karakteristiske hjul, hesteskoformede køler og omfattende løbshistorie fortæller den om en tid, hvor racerbiler kunne være både brutale redskaber og udsøgt formgivning. En original er kostbar, men som museumsgenstand er modellen næsten uomgængelig i fortællingen om mellemkrigstidens bilkultur.

Foto Michael Sehested Lund

Citroën DS bør også stå på listen. Da den blev præsenteret i 1955, virkede dens strømlinede karrosseri, hydropneumatiske affjedring og avancerede hydraulik som noget fra fremtiden. Den viser, at innovation kan være både teknisk dristig, komfortabel og skulpturelt smuk. Samtidig har modellen den fordel, at mange gæster har et personligt eller filmisk forhold til den, og få biler illustrerer så tydeligt efterkrigstidens tro på fremskridtet.

Foto Michael Sehested Lund

Efterkrigstidens Europa kræver naturligvis en folkelig bil. Her kan man diskutere Volkswagen Type 1, Citroën 2CV, Fiat 500 og Mini til langt ud på natten. Min stemme går til Mini, fordi Alec Issigonis’ tværstillede motor og geniale udnyttelse af pladsen dannede skole for generationer af små biler. Samtidig var den alt fra beskedent transportmiddel til modeikon og rallyvinder. Få biler spænder over så mange sociale miljøer.

Foto Michael Sehested Lund

En Lamborghini Miura må næsten også med. Da den blev præsenteret i 1966, gjorde den tværstillede V12-centermotor og Marcello Gandinis design den til en sensation. Miuraen var med til at definere selve forestillingen om superbilen: lav, eksotisk og skabt til at vække opsigt. Som museumsgenstand fortæller den både om italiensk formgivning, teknisk dristighed og en tid, hvor sportsvognen blev et kulturelt ikon.

Foto Michael Sehested Lund

Japan skal naturligvis ikke glemmes. Toyota 2000GT viste i 1960’erne, at en japansk producent kunne bygge en sportsvogn med international pondus, men den er sjælden og dyr. En tidlig Datsun 240Z kan derfor være det mere opnåelige valg. Den kombinerede et attraktivt design, driftssikker teknik og en pris, som udfordrede de europæiske konkurrenter, og den markerer Japans voksende betydning på verdensmarkedet.

Foto Michael Sehested Lund

Listen kunne naturligvis blive meget længere. Nogle vil savne Ferrari 250 GTO, andre Maserati Biturbo, Land Rover Series I, Saab 92 eller noget helt femte. Det interessante er netop, at et museum ikke kun samler biler, men også vælger, hvilke historier om teknik, samfund, design og drømme, der skal fortælles. Afslutningsvis vil jeg derfor give ordet videre til læserne: Hvilken bil bør ethvert bilmuseum have i sin samling?

Jaguar XJ12

Sådan een bør ethvert bilmuseum have i sin samling, synes jeg: Xj12 var verdens mest kompetente bil i starten og midten af halvfjerdserne, og selv halvtreds år senere stadig en af verdens smukkeste firedørs biler.

Motoren herover er et monument over alt det som Jaguar var. Og det siger faktisk slet ikke så lidt.

Ugens Fund: “Helt perfekt” 1975 Triumph TR7 V8 til 89.500 kroner

Det lyder næsten for godt til at være sandt, men billederne ser meget ægte ud, annoncen sandsynliggør forklaringen og bilen er en møgfed V8-coupé til meget få penge. “Helt perfekt” er annoncens egen beskrivelse af standen, og billederne bakker op, at den vitterligt ser rigtigt, rigtigt godt ud. Altså i forhold til hvad jeg har set med mine egne øjne de sidste par dage så er det bare “køb og kør”.

Som sædvanligt er der dog en lille fodnote: I 1975 fandtes der ingen V8-udgave af TR7’eren, for den kom først i handlen som TR8 i 1979. Og dog, for da fabrikken partout ville have mere motorkraft til rally, så fik de faktisk homologeret netop en “TR7 V8” – men igen: Først i 1978. Så denne fra 1975 er ikke født sådan, for det fandtes ikke.

Det forklarer måske noget af prisen, for rigtige originalfreaks vil selvfølgelig ikke have den. Men i denne tid med restomods og replikaer af alt muligt vil jeg mene, at denne TR7 V8 “replika” giver udmærket mening – og det gr prisen på de 89.500 i hvert fald. Jamen, se lige fotos! Annoncen specifierer intet om motoren overhovedet, og det er en stor mangel, da en Rover V8 kan være mange ting fra en lam Range Rover-sag til en 300 heste plus TVR-spec-brøler.

Man kunne hurtigt lige sætte et par dekaler og lidt foliestriber på – for at skjule TR7’erens kontroversielle form, blandt andet. (Foto: Triumph og Tony Pond i 1978 RAC Rally)

Men selv med den usikkerhed: Man kan UMULIGT bygge sådan en bil selv til de penge – og den her er med danske plader på. Min eneste fortrydelse er, at den ikke har bevaret de ufatteligt lækre sæder fra 1975-årgangen, men det kunne den næste ejer jo rette op på? Det ville jeg gøre, for ellers er den ikke perfekt.

Om man vil sætte British leyland-klistermærker eller en fartstribekile på eller ej? Diskutér gerne! Jeg mener oprigtigt, at dette er et af årets bedste Ugens Fund overhovedet. Hvad siger I?

Tak for tip til Ronald Dijkstra. Find annoncen hér: Triumph TR7 V8

Med lørdagsserien “Ugens Fund” vil vi hjælpe potentielle klassikerejere godt på vej: Vi udvælger ganske enkelt vores favoritbil til salg fra ugen der gik. Og inviterer læserne til at dele deres synspunkter, erfaringer, gode råd eller slet og ret og røverhistorier om den konkrete bil og model. Indsend forslag til kommende “Ugens Fund” på ugensfund@viaretro.com med link til annoncen, så indgår den i næste uges pulje.

Jeg skal prøve…

…at finde noget endnu bedre end ovenstående Triumph TR7 V8 på messen i Fredericia i morgen – men jeg tvivler på at det er muligt. Jeg skal se det hele og så hører I nærmere senere.

ViaRETROs Weekend Matiné redaktion: Claus Ebberfeld og Michael Sehested Lund.