Jeg kan ikke selv forklare det, men det er et faktum at Fiat er det bilmærke, som jeg har haft flest af. Og der kommer flere!
Kan en del af forklaringen være det helt geniale danske slogan fra halvfjerdserne med “Jeg er FIAT fan – hva’ fan er du?”, som jeg stadig husker som var det i går og i lyrisk kvalitet må have tjent som inspiration til Kim Larsen – eller omvendt?
Eller var det min onkel Tage, der i starten af firserne kom forbi min stoute Volvo-familie i sin 131 Supermirafiori TC, der viste hvor anderledes italienerne kunne brygge en så stærk treboks-cocktail, at vores brune 242 straks så gammeldags ud?

Onklens var som sagt en Supermirafiori, men selv det almindelige navn er eksotisk – og den her har klima og er gul. Jamen, velkommen i min garage engang!
Eller min barndomsven Bent, hvis storebror kørte 128 inden vi kørte knallert – og vi selv med vores utrænede ører kunne høre, hvordan den lille 1100-kværn gik som en symaskine på overtid? Altså på den gode måde. Og Bent fik senere selv en 127, selvfølgelig: Som de fleste andre i Danmark, skulle man tro.
Eller min studiekammerat Per, der på et tidligt tidspunkt i livet fik en X1/9, der fik mig til at indse at livet ikke handler om hestekræfter alene – samt at targatag er et fint koncept, men måske mindre fantastisk i praksis. Jeg mindes den var en slags gul, men i hvert fald var det den sene udgave med de store kofangere og den “store” motor.
I praksis tror jeg dog ikke min Fiatbegejstring kan henføres til nogen enkeltbegivenhed – omend den med Onkel Tage gjorde virkeligt stort indtryk på mig og det i en grad så jeg stadig gerne vil have en 131 Supermirafiori.
Min første Fiat var nemlig (vistnok – frit efter hukommelsen er altid farligt…) en 1961 1500 Vignale Coupé, og den er på en måde ældre end alle de andre tilsammen og i virkeligheden udtryk for en slags FIAT, der er anderledes end en FIAT. Men man skal jo starte et sted og den var faktisk virkelig lækker. Eller hov, kom min 132 GLS Berlina Automatic før den? Senere blev det i hvert fald til en 124 Sport Coupe (orange, som det sig hør og bør for halvfjerdserne), og der er flere 124’ere på ønskelisten. Samt dens Lada-aflæggere, men det er dog en anden historie…

Naturligvis er twincam og rallyhistorie lækkert – men jeg har altid haf tet svagt punkt for 124 som stationcar. Og øhm – især som Lada….
Senere blev det så til en Ritmo 100S (min egen) og en Punto Selecta (min kones), og så er jeg lidt i tvivl om jeg har glemt en Punto mere til hende? Men ellers blev der rådet bod på det for nylig med den blå Punto Sporting og derefter den sorte Panda 100HP. Det er blevet til nogle stykker af de der FIAT, i hvert fald.
Jeg blev i Bologna mindet om, at der vil komme flere til, for den herunder fik mig virkelig til at tænke på hvad det egentlig er jeg kan lide ved biler:
Designet er Bertone og dermed topeksotisk italiensk – men teknikken er Fiat fra hylderne og dermed hverdagsdueligt OG billigt. Men ikke mindst er cocktailen fra de to yderpunkter vanvittigt velfungerende, og mens en X1/9 uanset variant aldrig var blandt de hurtigste i klassen, så var den altid blandt de mest velkørende og slet og ret glædesbringende. Jeg mindes at have læst, at den ikke blev overgået før Toyota MR2 kom på banen to bilgenerationer senere? Jeg tror i hvert fald gerne på det.
Og mens jeg HAR haft en MR2, så har jeg stadig til gode at eje en X1/9, og den på udstilling i Bologna trykkede på alle de rigtige knapper for mig: Ultratidlig med chromdetaljer er dét jeg vil have – og jeg kiggede længe på, hvor velovervejet det hele var. Jeg er generelt forsigtig med ordet “genialt” – men er det for meget sagt hér? Altså når man tænker på, at der er FIAT 128-teknik inden under de eksotiske former – OG at den alligevel krer som en rigtig velafbalanceret sportsvogn. Gul med røde tæpper er bare en bonus: Jeg elsker når italienerne spiller med farverne!
I virkeligheden mere end når de spiller med musklerne. Bevares, jeg kan bestemt også lide en god tolvcylinder og hvem kan ikke det? Men på paradoksal vist bliver de med deres præstationsræs nærmest mere ubrugelige des nyere og stærkere de bliver – mens en X1/9’s langt under hundrede heste meget oftere kan nydes i fuld galop. Og – tør jeg sige det? – dens former ikke lader superbilerne noget efter.

Når det er sagt, så er ham her netop kommet ind i vores showroom i firmaet, og jeg overvejer at lave en Youtubevideo om den – det virker ligesom mere populært i den brede befolkning?!?
Indrømmet, det er ikke alle FIATer, der har en X1/9’s formfuldenthed. Men min Panda 100HP (der findes folk der ikke synes den er pæn…) er nok næsten ligeså sjov og min Punto Sporting (der findes folk der ikke forstår, at den ER pæn…) med 80 heste ligeså. Men de findes, og og det er derfor jeg ved min FIAT-turné fortsætter: 130 Coupé, 850’ere i diverse afskygninger, 124 som Spider og Familiale, 2300, Coupé FIAT – bare lige for at nævne nogle stykker.
Og i modsætning til mange andre steder i bilverdenen er det faktisk som om FIAT allermest excellerer, når de skal hive køreglæde ud af en billig familiebil: Er der overhovedet nogle, der kan det bedre? Svar på et postkort eller i kommentarerne herunder.

Egentlig er det jo ingen sag at lave en superbil, hvis man har helt frie hænder. Men på en X1/9 var kun chassiset (og konceptet) helt nyt, mens stort set alt andet var standard-Fiat revet ned af reservedelshylderne til andre modeller. Dét er en stor kunst – især når slutresultatet bliver så fremragende en bil.







Skriv en kommentar