Medlem Søren Navntoft

Har I lagt mærke til, hvordan alt der lige skal tunes op med en positiv vinkel får prædikatet “nøddeagtigt”? Lige fra salat over kaffe til rynkede ansigter. Det holder ikke: Sur mand taler ud.
Med salget af min Mercedes har jeg nu kun een bil med træ i – min SAAB 90 fra 1985. Der er flere ting, der føles lidt forkert i det: For det første synes jeg egentligt den er for ny til det. For det andet passer det ikke helt i stilen til dens meget sobre øvrige interiør med gråt velour og gråsort plastik. Det hele er ellers voldsomt velholdt i dens kabine, så det burde egentlig godt kunne gå. Imidlertid er den helt afgørende forkerte ting, at SAAB’ens træ netop er “nøddeagtigt”.

Nøddeagtigt.

Jeg tror ikke 90’erens brune “træ” nogensinde er vokset op af jorden i noget land. Faktisk er det nok det, som nogle vil kalde “åndenød”. Hvor det så lige har vokset henne er et godt spørgsmål – i et kemilokale? Når det er sagt, så er det faktisk pænt lavet, og ligner i sin matte finish helt klart bedre træ end meget af det jeg ser, når jeg en sjælden gang kører moderne taxi. Hvor jeg så i øvrigt kan konstatere, at nogle fabrikanter har opdyrket en kulfiberpendant til føromtalte åndenød. Syntetisk syntetisk…nå, men det er heldigvis udenfor emnet. Der sådan set er træmangel. Her til aften gik jeg og rodede med en endnu værre plastikmaskine helt uden træ, og i min nye gamle Volvo er der masser af stål og chrom, men heller intet træ.

Metalagtigt. Med en bismag af bakelit?

I Spitfiren, der jo er ærkebritisk og fra 1963, kunne man for så vidt forvente træ, men det kom først senere: De tidlige havde et metalpanel.

Så jeg lider simpelthen af træmangel.

Her skal der så nok være en og anden læser der siger, at så kan jeg jo bare gå ud i min Thomson Glendale campingvogn, og det har de jo ret i – her er der træ for alle pengene (eller mere, rettere, for det er jo ikke mange penge) men her taler jeg altså biler.

I mange klassiske biler kan man få afløb for den slags længsel ved at montere et trærat. Der så vidt jeg ved altid er lavet af rigtigt træ, men jeg kan da tage fejl: Det ser bare oftest sådan ud, og i sagens natur skal det jo også være stærkere end en halv millimeter folie kan stå for. Men et trærat i en SAAB 90? Nej, det kan jeg ikke få mig til. I en Volvo 444? Hmmm. Jeg har aldrig set det, og tvivler egentligt også på at det vil se godt ud: En PV skal ligesom være nøgtern.

Men hov, min hidtil næstnyeste vogn nogensinde havde faktisk et trærat: Alfa Romeo Alfasud Sprint’en var fra 1987. Der var om muligt endnu mere plastik end der er i Giuliettaen fra modelåret før, men trærattet elskede jeg, for det var tykt og flot og varmt at se på og i øvrigt en fin undskyldning for at køre med kørehandsker. Når man gjorde det, så lå det godt i hånden, og man følte rigtigt at man kørte klassiker. Agtigt. Jeg gjorde i hvert fald.

Plastikagtigt – bortset fra rattet.

Det gør jeg selvfølgelig også, når jeg kører Volvo PV, ingen tvivl om det. Men som flere har været inde på i kommentarerne, så var det måske ikke det smarteste for en swinger som mig at bytte Mercedesen til en model, som jeg dybest set har i forvejen. Nej, måske ikke. Men nu var der altså intet med træ, der lå lige foran mig og den brede grønne kølerhjem. OG som levede op til kravet om at være billigere end Mercedesen.

Hvis det går som jeg regner med i dag, så får jeg endnu værre træabstinenser. Forklaring følger. I mellemtiden drømmer jeg om den slags herunder. Brunt er som bekendt godt for øjet. Sig til hvis I hører om noget med træ i, der er til salg. Gerne hos en der vil bytte med en PV444. Og/eller en Thomson Glendale.

Racing igen på ViaRETRO? Ja, såmænd – men dagens racing team har en alternativ og komplet kompromisløs tilgang til race: Det skal være sjov – rigtigt sjovt!

Besøgende til Classic Race Aarhus kan næsten ikke undgå at have lagt mærke til de totalt gennemførte krigstidsracere, der igen i år løb med showet i opvisningsklassen. Nej, de kører faktisk ikke racing som sådan, men det forhindrer dem slet ikke i at give fuld gas. Teamets showgener er nok mere solidt end deres bilers effektkurver, for de har optimeret på rekvisitsiden i en grad, som næsten er skræmmende: Selv flyvemaskiner indgår i deres opsætning! Hvor har de dog alt det grej fra?

Piben og Pelsen passede den fremskudte lejr til Classic Race Aarhus…

…mens Poeten kørte med damerne, der som bekendt ikke kan stå for mænd i uniform.

Fra mange års samlermani, viser det sig: Airmen Motor Racing består primært af de tre gode venner Thomas, Michael og Kent, der dyrker nostalgien i fuldt overgear og har gjort det længe. Kent påstod nærmest, at han var født nostalgisk, og det er i hvert fald hos ham, at rænkerne smedes: På hans gård er den ene lade reserveret deres eskapader. Det ser man bare næsten ikke udefra. Her er så diskret landligt og roligt som om modstandsbevægelsen holdt til derinde bag den røde port.

Hvem skulle ane, at der herinde gemmer sig en veritabel mandehule?

Det gør de på en måde også, for de tre her er vitterligt en bevægelse imod gamle dage, på en mission for nostalgi: Kaffen og kagen blev serveret på et stel, der ville have gjort Laura fra Matador grøn af misundelse – og kagen var efter sigende bagt efter gammel opskrift. Påstod de.

Jeg fornemmede dog, at man skulle tage nogle af de tre herrers udsagn med et gran salt. Når de faldt tilstrækkeligt meget ind i rollen som flyverlevemænd i gamle dage, så blev grænserne mellem fantasi og virkelighed noget udviskede, og jeg forstod da bedre, hvorfor deres lejr i Classic Race Aarhus er så populær. Det er så uendeligt meget mere end en samling døde rekvisitter, og når statister og karakterrolleindehaverne giver den gas og selv deres talesprog bliver gammeldags, så er det svært ikke at blive grebet af stemningen.

En dag de tre tog damplokolotivet: Fra venstre Michael, Thomas og Kent.

I fredstid er der mere ro i laden, og kaffestellet bliver mere brugt end håndvåbnene. Ja, for begge dele indgår i samlermaniens overdrev. Og værktøj. Og cigaretautomater. Og og og. Man er slet ikke i tvivl om, at Airmen Motor Racing er et seriøst team. Der bare har lagt deres fokus et andet sted end de fleste andre. Mange andre leger jo, at de er racerkørere – men i Airmen Racing leger de nærmere, at de er piloter på eller lige efter krigens tid  og de kørte nu engang også race.

Det her kunne også drive mig til samling: “Implematic Livedrive”. Hvem har ikke lyst til dét?!?!

Biler har de derfor også, det er klart. Austin, Morris og MG i meget passende udgaver, som piloterne dengang meget vel kunne have kørt i. Ja, faktisk, så HAR en RAF-pilot ejet Kent Austin herunder. Det er meget muligt, at det ikke går så hurtigt som så meget andet – men det er ikke fordi de er fedtede med at give gas: Der er bare grænser for farten, når trekvart liter slagvolumen skal drive voksne mænd bevæbnet til tænderne frem.

En dag Kents Austin fik gas.

Trods den begrænsende motorkraft kørte Kent hjem fra London, da han købte sin Austin i 2010. Det er skam også i bedste britiske tradition, at de tre går ind for at bruge bilerne, og det er ikke kun show det hele. De tager dem skam også på almindelige ture – omend de heller ikke på søndagsudflugten kan lade være med at spille med showgenet. Og mere som reglen end undtagelsen kører den ganske gennemførte stil igennem, selvom der ikke er noget publikum. Det er ægte entusiasme, og man er sådan set ikke i tvivl om, at de gør det for sig selv og hinanden: Som et toptunet racerteam er de tre venner helt på bølgelængde i deres interesse for at leve de gamle dage ud, og indforståethederne og deres fællessarkastiske sorte humor fornægter sig ikke, selv ved en ordinær eftermiddagskaffe.

Detaljerne i garagens dyb kunne jeg ikke stå for. Og der er da heller intet overladt til tilfældighederne: Selv dæknavne har de tænkt på. Piben, Poeten og Pelsen – i den faste overbevisning om, at anonymiteten giver dem større frihed til at gøre som det passer dem…uanset om det er til Classic Race Aarhus, Bunker by Night eller på en søndagstur på kro. Med revolveren skjult under skjorten og højt humør udenpå!