Medlem Søren Navntoft

Ferieafløseren læser også bøger, og sandelig om han ikke også anmelder dem: Denne lille sag er yderst anbefalelsesværdig, hvis man interesserer sig for biler udover hestekræfter og præstationer, for den giver et indblik i DeLoreans dramatiske historie BAG kulisserne.

Lad os bare tage bogens svageste side først: Den er stærkt personlig og alting i den ser vi igennem forfatteren Nick Suttons øjne. Der er derfor ikke tale om en objektiv analyse af DeLoreans store forehavende, og det mærker man i flere passager. Men lad os så til gengæld skride direkte til dens stærkeste side også: Den er stærkt personlig!

Sådan en personlig bog om dette emne kunne godt være endt som en lummer affære, for i sagen De Lorean (både manden og virksomheden) er der nok prekære emner at tage fat i – som de fleste nok af os nok har en fornemmelse af. Men Nick Sutton er ikke en herr hvemsomhelst: I 1978 blev han ansat nummer 16 i det dengang helt nye drømmeprojekt, og han var med helt til slut i januar 1983, hvor de ti sidste ansatte (da af konkursboet) lukkede og slukkede på fabrikken i Belfast. Undervejs sad han i lederteamet med til utallige møder i forbindelse med opbygningen af både fabrikken og bilen – og altså også afviklingen af det hele. Det er klart, at det giver ham muligheder for at se hele eventyret/mareridtet i det store perspektiv.

John Z. DeLorean var en gulddreng i Detroit i sluttresserne, og blev spået en rolle som GM’s øverste chef i halvfjerdserne.

Bogens mesterstykke er, at den også kommer virkelig godt omkring de følelsesmæssige karusselture, som de ansatte på virksomheden var igennem. Og der var mange sådanne ture: Nick Sutton beskriver fint hans enorme glæde over at blive inviteret med på det der i 1978 lignede en revolution i sportsvognsverdenen, da han sammen med utallige andre gulddrenge fra automobilindustrien tog del i den karismatiske John Z. DeLoreans drøm om den socialt ansvarlige sportsvogn. Og dernæst hans chok over det umulige i opgaven rent tidsmæssigt – en umulighed, som de først blev præsenteret for lidt efter lidt. Og endelig hans og resten af holdets kamp for at gøre det umulige – og næsten nå målet. Undervejs i læsningen sidder man virkelig og skiftevis krummer tæer, græmmer sig, bliver flov, forarget, imponeret, håbefuld og meget mere – hvilket dog er noget af en bedrift, eftersom vi jo godt ved hvordan historien ender.

Det er såmænd ikke fordi bogen er skrevet i en sensationssøgende tone eller overdramatiserer som sådan. Tværtimod er den faktisk sober, præcis og næsten tør. Kedelig bliver den aldrig, fordi selve historien om DeLorean ER fuldstændig vild. Jeg kunne ikke lade være med (igen) at tænke på, hvornår den mon bliver filmatiseret. Bogen er ganske glimrende skruet sammen i sin strengt kronologiske gennemgang af opbygningen af forretningen DeLorean Motor Corporation Limited (DMCL), der fører helt naturligt igennem karusselturen – og hvis ikke hovedhistorien er nok, så er der utallige sidehistorier, der er både interessante og velskrevne.

Forfatteren lægger ikke selv skjul på, at det er en personlig beretning, og når man som læser har købt den præmis, så kan man ellers virkelig sætte sig i Mr. Suttons sko: DMCL var hans liv i fem år, og han er tydeligvis – og især set i bakspejlet -stolt over hvad de nåede. Den er skrevet i 2013 og baseret på både Suttons gamle viden fra perioden og ny research, og man aner, at det har været godt for forfatteren at få oplevelserne lidt på afstand.

Som det er nu har han ramt en fin balance af følelser og fakta – og der er masser af fakta, som er både tankevækkende og hovedrystende. Og det gælder lige fra starten, nemlig hele grundlaget for projektet: Som bekendt var projektet delvist finansieret af den britiske stat, herunder med lån, der blev givet på bestemte betingelser. I én bestemt at disse betingelser lå en af de væsentligste årsagers til DMCL’s kollaps: John Z. DeLorean accepterede, at DMCL skulle kunne levere de første produktionsbiler efter 18 måneder. Ifølge Nick Sutton var det fysisk umuligt, og både John Z. og hele ledelsen vidste det: Kun kaffemaskinen og en skønhedsdronning var på plads i receptionen i hovedkvarteret i Dunmurry, mens resten af det tidligere tæppelager var ligeså meget en vision af en fabrik som selve bilen var: Bilen, åhja?! Den skulle jo også lige designes, for prototyperne var kun dét.

Det burde ikke kunne lade sig gøre at komme fra bar mark til færdig bil på under to år. Og det kunne det heller ikke rigtigt, for DMC12 var ikke HELT færdig, da den kom på markedet.

Kort sagt var der i 1978 ingen bil, ingen fabrik, ingen ansatte – og 18 måneder senere skulle der leveres biler!

Ifølge Nick Sutton var det ikke kun DMCL, der burde have råbt vagt i gevær: Også den engelske regering burde have set, at det var umuligt. I stedet nøjedes de med at kategorisere projektet som høj risiko, og fortsatte så, mens de vitterligt håbede det bedste. Hvorfor? Fordi konflikten i Nordirland var totalt i hårdknude, alle tidligere forsøg på at rette op var slået fejl, spiralen var entydigt ond: DeLorean-projektet bibragte derimod arbejdspladser og prestige, og grundidéen fejlede ikke noget. Høj risiko, høj indsats – men også nogle meget reelle og meget nødvendige goder, hvis det lykkedes.

Hvor slemt det stod til i Belfast udpensler bogen også: Sutton er englænder, og selv han som fysisk nabo til den kendte mest konflikten fra TV. Men hans vej til den nye arbejdsplads indebar passage af talrige militærposter og nogle af de første instruktioner han fik var “hold dig væk fra vinduerne”. Nordirland var reelt en krigszone, og her skulle der så bygges en højteknologisk bilfabrik. Man aner den monumentale opgave. Lidt længere nede af vejen lå tyske Grundig: De trak sig ud af Nordirland, da deres direktør blev kidnappet og dræbt. John DeLorean overnattede derfor aldrig i Belfast, men aflagde kun fabrikken endagsvisitter.

Suttons rolle var som indkøber, og hans første opgave var at budgettere omkostningerne ved at bygge den nye DeLorean DMC12. Efter at alle forretningsplanerne var på plads…og af bogen fremgår det så, at han bad om at se en af prototyperne, hvilet virker rimeligt nok. Han blev afvist. I stedet fik han et stort foto af en af dem og et 1:20-byggesæt af en Lotus Esprit med besked om at tage udgangspunkt i det! Det gjorde han – og på eget initiativ anskaffede han så senere et reservedelskatalog til en Esprit, for ligesom at få flere detaljer på plads. Og det kom der – særligt da kontrakten med Lotus kom i stand, hvorefter de udviklede bilen færdig for DMCL.

På omtrent dette sted i bogen brast så hele to af mine illusioner: I den langvarige proces med at tilrettelægge samarbejdet mellem DMCL og Lotus Cars fik både DeLorean og Lotus’ Colin Chapman nemlig skruet en forretningsgang sammen, hvor de to fik trukket ret store beløb ud til sig selv. Underslæb, ganske gement underslæb: Tænk sig at de to store visionære mænd ikke var hævet over den slags? Jeg var skuffet, men Sutton er i bogen forholdsvis neutral omkring sagen. Herunder det faktum, at ingen af dem blev dømt for forholdet. I DeLoreans tilfælde overså de amerikanske myndigheder, at den engelske forældelsesfrist i den slags var tre år. I Chapmans tilfælde døde han inden sagen blev lagt an.

Den slags sidehistorier bidrager til at bogen er oprivende læsning, perfekt til at komme igang efter sommeren: Sutton er helt inde i detaljerne, og selvom det hele er set fra hans side, så lægger han historierne pænt op, så læseren selv kan tage stilling. Og der var masser af nyt, selv for mig, der syntes jeg var nogenlunde inde i historien. Det er for eksempel tankevækkende, at valget af den (senere) udskældte PRV-V6-motor måske blev hjulpet noget på vej af, at motorerne kunne leveres på seks måneders kredit!

Set udefra var det overordnede forløb, at DMCL gik fra helt til skurk på fire år. Spændende nok. Men Suttons bag-kulisserne-bog viser at kursen langt fra var lineær, og undervejs i opbygningen var der mindst tre gange, hvor kollapset var få dage væk, men hvor kavalleriet reddede DeLorean. Højrisikoprojekt er et mildt ord, for det var ikke bare projektet i selve sit koncept, men også John DeLoreans ledelse af det. Han kom som gulddrengen fra den etablerede automobilindustri i Amerika, men havde der været omgivet af regnedrenge, projektledere og stabsfunktioner, der kunne supplere hans kreativitet og energi – men i sit eget firma manglende disse, og flere af hans dispositioner bar præg af det. Han var frem for en en sælger, ikke mindst af idéer – og dét kunne han. Ellers var projektet aldrig kommet op at stå, endsige var nået så langt som tilfældet vitterligt var.

John DeLorean med sin drøm. Næsten.

Bogen balancerer fint imellem beundring af og undren over at så mange konceptuelle ting var i orden mens så mange andre grundlæggende ting ikke var. Det er virkelig paradoksalt, og der er langt flere facetter i DeLoreanhistorien end den sædvanlige korte gennemgang i artikelform levner plads til at skildre. Herunder den for mig ukendte, at alt var på plads til en velfunderet rekonstruktion i 1983, hvormed 1000 arbejdspladser ville kunne genskabes med kort varsel og projektet. Forslaget skulle i det britiske underhus og godkendelsen var nærmest en formalitet – men meget overraskende vetoede selveste Margaret Thatcher planen, og så var det endegyldigt slut.

Som sagt er det både bogens styrke og dens svaghed, at den er så personlig som den er. Men det er også det, der giver den en nerve, så man virkelig føler sig fanget af projektet. Selv hvis man trækker man lidt fra de mest usandsynlige spekulationer, der står for forfatterens helt egen regning, så er bogen yderst læsværdig og et godt eksempel på, at virkeligheden kan overgå fantasien.

Forfatter: Nick Sutton

256 sider, hardback med smudsomslag

Haynes Publishing 2013

ISBN: 978 0 85733 314 8

Set til 17.99£