Medlem Søren Navntoft

Kald mig bare en vendekåbe – igen. Det kan jeg godt selv se det morsomme i. Men mod følelser kæmper hjernen forgæves, og nu hvor min Mercedes Coupé er kørende igen, så kommer jeg bare ikke uden om, at vi er det perfekte par.

Det er godt en måned siden, at jeg udråbte coupéen som død og Berlinaen som det de unge vil ha’. Ja, min egen coupé var død, næsten. Og jeg købte endda en af de der trendy berlinaer i trods, blandt andet fordi coupégenoplivningen trak ud. Der så heller ikke kører, men det er en anden snak – næste uge håber jeg byder på gode nyheder på den italienske front.

Men nu er ventetiden er ovre, min Mercedes coupé kører igen og den gør det godt. Dens genopstandelse var en hård fødsel og utallige gange var den nær ved og næsten. Men den ørkesløse historie må blive en anden gang, for ligeså træt af det hele jeg var mens det stod på, ligeså lykkelig er jeg nu for at den er tilbage.

Jeg havde undervejs postet lidt hors d’oeuvres på Facebook (antipasti på italiensk), og reaktionerne viser helt klart en bil, der deler vandene. Ligesom der er sære meninger om, at den ikke passer til mig og at jeg burde køre Alfa Romeo i stedet. Så lad os lige se på, hvorfor vi passer så godt sammen:

Vi er jævnaldrende – børn af sluttresserne men mentalt i halvfjerdserne
Vi taler og ikke mindst forstår tysk – inklusiv mentaliteten
Vi er solide samfundsstøtter (!)
Vi er grønne og brune
Vi er sjældne
Vi er godt bygget (!!!)
og så videre…

Men kortere sagt: Jeg tror aldrig jeg har haft en bil, som jeg føler sådan en mental samhørighed med. Det er i dette tilfælde ikke bare det overfladiske, at det er en fed bil – for det synes jeg det er. Det er meget dybere: En respekt, en ro, en forståelse, en enighed. Jeg føler mig ufatteligt godt tilpas, når jeg sidder i min Mercedes. Fordi det er en fed bil, men ikke mindst fordi jeg kan dvæle ved den måde, som Mercedes har lavet den på. På én-eller-anden måde er den simpelthen totalt indadvendt i sin måde at være bil på. Den er hævet over at skulle forstille sig, at skulle spille en rolle, at “sende signaler” – den var i 1968 bare den nye Mercedes.

Og så var den jo en knaldgod bil, simpelthen. Paul Bracqs design, som var ufatteligt meget mere køligt og mindre romantisk end forgængeren (Heckflosse/Fintail-modelrækken), viste sig at passe perfekt ind i tidsånden. Den fik endda hurtigt et kælenavn, stregotte (Strich Acht på originalsproget), fordi Mercedes kaldte de første 200’er for 200/8, så de kunne kendes fra forgænger-200’eren – og der skulle kun et mindre facelift til for at sikre modellen en otteårig succesrig levetid.

Succesrig? Bestemt: I 1974 var stregotteren Tysklands mest solgte bil, og i herrens mange år den model, der kørte flest af på de tyske veje. Kæmpesucces, altså, og der blev bygget næsten to millioner.

Men succes, rationalitet og god bil og masser af dem på vejene plejer jo ikke lige at være det jeg tænder på? Næ, men det har lige præcis min Mercedes også svaret på. For ud af millionerne var kun 67.000 coupéer, så mens man godt kan møde en stregotte limousine (saloon på engelsk, berlina på italiensk, sedan på fransk) i ny og næ og man bør i så fald i øvrigt huske at kippe med hatten, så møder man ikke ret tit en coupé. Og hvis man gør, så ved man at dén der er Henriks, dén der er Andreas’ og den grønne er Claus’. Det kan jeg bare godt lide.

Og så begik Mercedes med stregotte-coupéen altså den genistreg, at de lavede en coupé, der ikke havde nogen ulemper i forhold til limousinen. Naturligvis var der kun to døre, men de var store som ladeporte så en Adenauer stadig ville kunne entre bagsædet med værdighed. Og derudover var alt ved det gamle, og fire personer kunne finde sig pragtfuldt til rette i den lyse(re) kabine. Faktisk er bagagerummet større i coupéen! Det er i min verden altså noget nær den perfekte coupé. Og hov, hvis nogen begynder at snakke udseende, så må vi jo bare erkende at det er en overfladisk person, der ikke forstår dyb og respektfuld kærlighed.

Jeg forstår dog udmærket, at ikke alle kan elske en stregotte. Men alle bør respektere den. Millioner og atter millioner af mennesker har den tjent trofast i nedenstående rolle. Da oftest i dieseludgaven, den sløveste af dem benævnt med kælenavnet “Wanderdüne” på tysk – vandreklit, hvis tempo var omtrent lig en 200 D.

Det er kun ordentlige vogne, der kan holde til det. En græsk taxichauffør forærede efter 4,7 millioner kilometer sin stregotte til museet, og når man kigger rundt i kabinen, så virker det sandsynligt at alting stadig virker efter nogle millioner kilometer. Magen til massive beslag, lækre kontakter og madrasteknik i sæderne skal man lede længe efter, og jeg elsker trekantrudernes lille drejehåndtag og dets bløde funktion. Jeg prøvekørte for nyligt en samtidig fransk bil med solblænder tilsyneladende bukket af en stråhat, og måtte le ved tanken om at stregotterens ditto indeholder ligeså meget gods som hele franskmandens sidedør.

Ja, det er en massiv vogn. Og jeg var ærligt talt chokeret over, at jeg tog livet af min motor, den navnkundige M110 med dobbelte overliggende knastaksler. Dens ry er ligeså solidt som stregotterens, og motoren kom i modellen i 1972 og var således eftermonteret i min bil, der jo er fra 1970. Mon det var indenfor Torino Charterets trediveårsgrænse? Det vides faktisk ikke, men jeg ved at maskinen passer godt til vognen.

Der jo som sagt er massiv. Men med 1400 kilo ikke overdrevet massiv, og særligt ikke med den maskine koblet til en manuel gearkasse. Det vil være overdrevet at kalde kombinationen sporty. Meget overdrevet. Men magtfuld og overskudsagtig er den yderst vellydende M110 bestemt, og det med vellydende ER vigtigt i en stregotte coupé. Der som bekendt er en rammeløs coupé, der kan rulle alle fire ruder helt ned, og dermed i mine øjne er det perfekte kompromis mellem en coupé og en cabriolet. Når de er nede er bilen MEGET åben, og den sprøde rækkesekserlyd ruller bekvemt ind i kabinen.

Og så ved jeg ærligt talt ikke mange bedre steder at opholde mig. Så store ord slynger jeg normalt ikke om med, men det er rigtigt. Jeg har haft nogle pragtfulde køreture i den rammeløse Mercedes, både dengang og for nylig, og jeg kan ikke lade være at tænke, at vi virkelig bare passer perfekt sammen. Jeg elsker dens lyd, komfort, farver, detaljer og simpelthen dens anvendelighed. Jeg elsker mærket Mercedes, også: Man kommer ikke uden om, at det tyske mærke er prestigebiler par excellence, og det er jeg slet ikke blind for. Der er, når man sidder bag stjernen på den store berede motorhjelm og indtager bilen med alle sanser, en fornemmelse af overvældende historie, vigtighed og indflydelse – en overordnet gravitas, der gennemsyrer det hele. Og så er der lige i denne bils tilfælde tiden på dens side: 1970 er perfekt for mig, der tror på 1972 som det store vendepunkt for nedadgående tendenser i bilverdenen.

Det første jeg gjorde efter dens hjemkomst var at købe en frakke, der passede til bilen. Virkelig. I skulle se det.

Men det kommer I måske ikke til. Der er nemlig én lille ting, som jeg er lidt træt af: Den er jo til salg. Og jeg tror den er solgt. Tillykke med genopstandelsen, siger jeg bare. Det bliver ikke min sidste Mercedes. Og jeg gider ikke høre noget ævl med at de er følelseskolde ingeniørbiler. Ingen andre biler har for eksempel fået mig til at gøre dét her:

Alt der ovenstående kunne sådan set også siges meget kortere:

Mercedes, Ich liebe dich!

Jeg tror som sagt den har fundet sin næste ejer, men den er teknisk set stadig til salg – se annoncen hér. Jeg synes, som det forhåbentligt fremgår, at det er voldsomt meget lækker vogn for 85.000 kroner.

 

ViaRETRO fredagsbonustankespind: Min store begejstring skyldes ikke mindst, at min stregotte er en coupé. Herunder er en stakkel med en firedørs, og herregud hvor han kæmper for at tiltrække sig opmærksomhed. Tro mig, dét har jeg aldrig nedladt mig til.