Forum Historisk Motorsport Reportage fra XXe Rallye Monte Carlo Historique
Viser 15 indlæg - 16 til 30 (af 31 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #128605
    Thunderbird
    16 Indlæg

    Prøver lige igen. Problem med for stort billede.
    Start fra Nærum. Første bil på podiet klar til start.

    Attachments:
    #128607
    Thunderbird
    16 Indlæg

    Start Nærum 2017. Første bil på podiet. Blev vist en gentagelse. Sorry.

    Attachments:
    #128609
    Thunderbird
    16 Indlæg

    Claus, dit billede ovenfor er fra Bad Homburg.

    #128610
    Lene Flensbak
    2 Indlæg

    2. bil på startpodiet i Nærum

    Attachments:
    #128613
    Claus Ebberfeld
    604 Indlæg

    Jaja, der kan I bare se – det er slet ikke så let!

    Jeg har også altid sagt, at det er derfor jeg kun skal køre baneløb – jeg kan slet ikke finde vej :-).

    #128620
    Kristian.F.J
    42 Indlæg

    Jeg kan se at vi har haft lidt tekniske problemer..

    Dem har vi heldigvis ikke været plaget af hernede. Vi har haft en udramatisk, men meget udmattende tilkørselsetape. Vi startede ud fra Bad Homburg kl. 14:11 i går, og stemplede ind i Monaco kl. 19:22 i dag, i mellemtiden var det blevet til en masse transportkilometer, lidt klatsøvn hist og her, et hjulskift, en masse benzinpåfyldninger og en enkelt specialprøve.

    Vi kørte løbets første specialprøve i dag, ZR1 ved Entrevaux. En lille prøve på 16,8 km. Efter melding fra de danske ispiloter, var der ingen tvivl om at vi burde starte ud på slicks. Så vi beordrede servicefolkene til at have et sæt Yokohama AO48 klar til service. Udmattede som vi var, havde vi meget svært ved at finde rytmen da først starten var gået på specialprøven, men vi fik lagt et fint tempo, og da resultaterne tikkede ind kunne vi tilsyneladende godt være tilfredse. Vi ligger i princippet på en delt. 8.plads i løbet, da der er delt så få strafpoint ud, at rigtigt mange hold deler strafpoint. (Resultaterne kan findes på: http://rallyliveresults.com/historique/)

    Da vi ankom til Monaco gik turen hurtigt fra Parc Fermé på havnen, til hotel Fairmont, hvor alle deltagere er indkvarterede. Efter en overdådig aftenbuffet ligger jeg nu i sengen, og er ved at lukke ned så der kan blive ladet op inden vækkeuret ringer i morgen kl. 6…

    #128626
    Claus Ebberfeld
    604 Indlæg

    Så snusede jeg lige et par billeder frem, der muuuligvis er rigtige i forhold til teksten!

    Attachments:
    #128631
    Niels Jonassen
    2 Indlæg

    Billedet fra starten er nu fra Nærum – ellers skulle vi da allesammen uden vi vidste det været blevet flyttet til Tyskland.

    #128653
    Kristian.F.J
    42 Indlæg

    Nå…

    En begivenhedsrig dag er ovre, og vi har været hele følelsesregistret igennem..

    Vækkeuret var sat til kl. 6:00 og vi havde starttid kl. 7:30. Fra havnen i Monaco gik turen til ZR2 hvor vi havde fået meldingen fra ispiloterne om tør vej. Så vi fortsatte på gårsdagens slicks. Inde på prøven kommer der en sektion af 8 hårnåle, og allerede inden vi kommer til den ved vi at den er helt gal. Thomas Berve i Ford Escort Mexico med startnr. 94, står inden indgangen på et af svingene og vifter med armene. Vejen er glat som sæbe, men det kan på ingen måde ses… Rundt om hjørnet holder Escorten på tværs. De tabte den rundt i svinget og ryger op på en sten som river kardanakslen over. Men ikke nok med det, så står bilen fuldstændig på tværs af vejen, så der holder allerede andre deltagere der døjer med at komme forbi. Klokken går og mens jeg får løsnet mine seler og kommer ud og dirigerer, er vi hurtigt +500 meter bagefter. Det er surt show, men vi kan bare glæde os over at vi blev sænket i hastighed, for det kunne nemt have været os der var steget af der…

    Nok om det, for det bliver langt værre…

    På ZR3 er vi forberedte på en sektion med sne og is, så vi har monteret Nokian pigdæk, med norsk gummiblanding.
    Kort efter at underlaget er skiftet til sne og is, indhenter vi en Ford Escort RS2000, som tydeligvis ikke var vant på løst underlag. Han holder pænt til side og forsøger så at holde på i vores tempo.. Det slutter dog rimelig brat, da vi kommer lidt langt ud i et nedadgående højresving. Han torpederer os og så er vi for alvor på den… Højre bagskærm er trykket ind mod bagdækket og går nu på.. Passagerdøren og forskærmen er også trykket. Vi kommer igang igen men det blev kostbart i mere end en forstand… Vi kører 8-10 km, men bagskærmen går så meget i mod dækket, at vi er nødt til at holde ind til siden og rulle bagskærmen med krydsnøglen fra reservehjulet. Vi kører videre og kan ved mål se at vi får indhentet tiden på de sidste 5 tidskontroller. Men samlet set kostede prøven over 4000 strafpoint, og forhåbningerne om at slutte i toppen af feltet, var i den grad forpurret…

    Gode råd var derfor dyre, og vi havde forlængst overskredet dagens budget, så hvad gør man så..?

    Ved rutekontrollen i Sisteron havde vi 11 minutter at give af. Så imens Jens fik snakket situationen igennem med servicefolkene, fik jeg samlet et par tilskuere, som hjalp til med at trække bagskærmen yderligere på plads. Ved efterfølgende service, kunne vi så få bilen tilbage til funktionsdygtig stand, vha. en mukkert og en træklods.

    Ovenpå sådan en omgang, kan man gøre flere ting.. Man kan smide håndklædet i ringen eller man kan vride det til sidste dråbe og rejse sig igen. Vi gjorde det sidste..

    På ZR4 var vi tilbage på slicks, og så skulle den ellers have en over nakken. Det var dagens længste prøve, men på helt tør vej. Det blev den succes som vi manglede.. Med 296 deltagere tilbage i løbet, lykkedes det os alligevel at vinde prøven med kun 80 strafpoint.

    Det hjalp på humøret. Ihvertfald en smule… ;-).

    ZR5 var krævende med store snemængder og virkelig glatte passager, og da vi startede i den første tredjedel af feltet, var føret meget forskelligt fra første til sidste bil. Vi fik en udemærket tid, men ikke noget at råbe hurra for..

    Nå.. Men der er ikke bare en dag i morgen. Der er også en i overmorgen og så natten i overmorgen..

    Vi kører på og holder kablet stramt…

    PS. Jeg skal lige finde ud af det med de billeder… Men bær over med mig. Jeg har fået brandvabler 4 steder på højre hånd, enten pga. mit temperament eller pga. den varme bagskærm…

    // Kristian

    #128655
    Ole Wichmann
    815 Indlæg

    Shit happens, godt for Jer at I kunne slå tilbage og vinde en prøve. Det er flot.
    Jeg tillader mig lige at prøve at lægge dit billede ovre fra FB op:

    Attachments:
    #128663
    Soren W
    390 Indlæg

    Spændende læsning. Håber i får nogle gode dage til slut….

    #128672
    Madirazza
    21 Indlæg

    Træls at det er nogle andre der gør at I mister en masse tid! Hvis bare I selv var ude om det…
    Op på hesten igen, selvom det er nemmere sagt end gjort, men det var jo også det I gjorde. Stærkt!

    #128673
    Bo
    44 Indlæg

    Sindssyg beretning fra et totalt fedt Rally. At deltage indgår i min 10 års plan. Flot gået at I fortsatte i løbet.

    #128728
    Claus Ebberfeld
    604 Indlæg

    Det er ufatteligt stærkt kommet igen at vinde en prøve efter sådan en dukkert – vanvittigt flot!

    #128864
    Kristian.F.J
    42 Indlæg

    Jeg vil lige starte med at beklage den kritisable mængde opdateringer, som det er blevet til for mit vedkommende.

    Det her års Rallye Monte Carlo Historique var nok det mest opslidende for både mandskab og materiel, for vores vedkommende. Men jeg prøver at fortsætte hvor jeg sluttede.

    Søndag havde vi jo fået tildraget bilen en god slat rynker på ZR3 og en prøvesejr på ZR4.
    Da holdets placering i generelklassementet efter ZR3 afgører hvilket nr. man bliver reseedet med, var vi langt nede i feltet, som nr. 179. Det betød også at vi næsten kunne sove længe mandag morgen. Vi skulle først starte fra Parc Fermé lidt over 9:30 i Valence og så tog vi en sen morgenmad ved første service inden ZR5, og derfra går det nedad bakke…
    ZR5 er en lang prøve på 45km, og ca. 10km inde begynder jeg at få symptomer på køresyge. Jeg bider tænderne sammen, og venter med at sige det til sidst på prøven. Da prøven er slut, beder jeg om en pause ved service kort efter, hvor jeg kan ligge ned i en 10 minutters tid. Jeg er svimmel, har koldsved, men får det lidt bedre. Så vi kører videre mod ZR6, med en rulle plasticposer i dørlommen. 2 km inden start på ZR6 fylder jeg den første pose, og så skulle det gerne være overstået. Det var det bare ikke… Det fortsætter hele dagen og kulminerer på ZR9 hvor jeg får brugt 3 poser. Vi har heldigvis ruten kodet ind på GPS, så jeg skulle kun koncentrere mig på prøverne og ikke på transportetaperne. Men det var stadig lidt af en prøvelse, og når man ser på dagens resultater, tror jeg godt vi kan være tilfredse, omstændighederne taget i betragtning.

    For at det ikke skal være løgn blev mandagen endnu mere mandag… Ud på en af eftermiddagens transportetaper, kommer vi kørende på hovedvejen, hvor et stort klippestykke på vel over en kubikmeter er trillet ned på vejen. Vejen er ikke længere farbar for begge kørselsretninger på en gang. Vi holder så bagved et andet holds serviceteam, som er kørende i en lille kassevogn. Af uransagelige årsager vælger han at starte i bakgear og skubbe hele højre side af fronten på Alfaen. Det er ikke noget kønt syn, og nu har vi også en forskærm der skærer på fordækket. Kort efter til service får vi banket skærmen til, så hjulet er frit, men højre side af bilen efterhånden noget brugt at se på…

    Ved etapemålet tilbage i Valence går jeg på hovedet i seng efter bilen er parkeret i Parc Fermé. Jeg vil for alt i verden være frisk til tirsdagens strabadser.
    Men suk. Det var ikke køresyge. Det var en mild madforgiftning. Tirsdag morgen var mit energiniveau helt i bund og min appetit fuldstændig forduftet. Henrik Bjerregaard (en af de andre danske deltagere) var hurtig til at stikke mig et pilleglas Paraghurt, og det gjorde hurtigt min dag noget mere overskuelig. Dagens prøveresultater går fint med enkelt svipser på ZR9, hvor vi er i kontakt med en snedrive i lidt for lang tid.
    Da vi ankommer til Monaco tirsdag aften, er vi trætte men vi kan lige nå 2 timer på øjet inden vi skal starte ud på De Lange Knives Nat. Vi er ikke veloplagte som vi plejer, men vi er trods alt nået så langt, med så mange problemer, at vi bliver nødt til at presse citronen det sidste vi kan. Vi står dog med det handicap at vores lygtearrangement er en kende skeløjet. Til gengæld har vores ispiloter lovet tør vej og plusgrader, så vi har monteret slicks, mens mange andre tror at pigdæk eller vinterdæk er sagen.
    I tågen på ZR13 får vi desværre overset en hårnål og bliver nødt til at gå i bakgear, og kommer frygteligt mange meter bagud. Det koster alt for mange strafpoint, men vi har det sjovt og selvom vi får mange strafpoint er vi bestemt ikke de hårdest ramte. Vi overhaler 3-4 biler på prøven, og det giver altid en vis spænding. Men på ZR14 spiller det hele. I vores rutebøger er der lavet rallynoter på den sidste nats prøver, og med prøvernes sværhedsgrad er de en kæmpe hjælp. På løbets sidste prøve, ZR14, bliver vi 2’er. Det var en dejlig slutning.

    Nu hvor vi sidder og kigger tilbage på løbet der er overstået, er der mange ting vi kan reflektere over. Sket er sket, men man skal også kunne se det positive. De forrige par år har vi været stort set forskånet for uheld, og det er trods alt sjovere at få dem serveret på en gang, i stedet for at der hver gang er kommet et enkelt uheld.
    Vi har i den grad også vist vores potentiale på prøverne, når man kigger resultaterne igennem. På http://www.rallyliveresults.com kan man se de enkelte prøver for sig, og strafpointene er i år, som sidste år, blevet delt ud i hele sekunder (et sekunds afvigelse = 10 strafpoint). Det vil også sige at der er mange delte placeringer, da flere kan få samme strafpoint på prøverne.

    Men opsummeret har vi:
    – 7 prøver i Top 10
    – Og stadig en stor del i mellem Top 10 og Top 20

    Alligevel ender vi som nr. 93 i generelklassementet, og det siger lidt om løbet. Du kan være nok så forberedt, men det vil stadig kræve en vis portion held at kunne ende i toppen.

    Vi må håbe at vi er heldige en anden gang igen…

Viser 15 indlæg - 16 til 30 (af 31 i alt)

Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.